Læsetid: 5 min.

Ny bog: Lenin læst næsten uden forsimplinger

Bertel Nygaard forsøger at læse med i stedet for mod Lenin og viser, at Lenins analyser er svært forældede, mens hans kritiske spørgsmål om kapital og globalisering er mere aktuelle end nogensinde. Men bogen halter i sin forklaring på, hvorfor Lenins værk endte så langt fra intentionen
Mens konservtive og socialdemokrater så staten som en vej til magt og frihed, vendte Lenin – her i samtale med moskovitter på Den Røde Plads i 1920 – det hele på hovedet. Han så staten som ufrihed; som et redskab, der undertryjte masserne, derfor skulle den nedbrydes.

Mens konservtive og socialdemokrater så staten som en vej til magt og frihed, vendte Lenin – her i samtale med moskovitter på Den Røde Plads i 1920 – det hele på hovedet. Han så staten som ufrihed; som et redskab, der undertryjte masserne, derfor skulle den nedbrydes.

Mary Evans Picture Library

9. december 2017

Lenin og bolsjevikkerne ville i 1917 ind i staten og detonere en teoretisk bombe ved navn ’proletariatets diktatur’. Desværre nåede de ikke meget mere end at løbe derind. Så blev de siddende.

Det er billedet, der står tilbage af den russiske revolution efter at have læst Bertel Nygaards fine lille introduktion til Vladimir Lenin.

Lenin ligger balsameret på Den Røde Plads, muret ind i Sovjetunionens historie. Brugt som mytisk grundlægger og senere som katastrofisk diktaturbygger. Begge fortællinger er så simple, at de oplagt er fake history. Spinresultater af magtfuld historieskrivning. Så i 100-året for Oktoberrevolutionen er det oplagt med en kort bog, der kan prøve at trække Lenin lidt ud af polemikken omkring forbrydelse og straf.

Bogen er en introduktion til Lenins grundlæggende forestillinger om revolution, parti, stat og imperialisme. Undervejs understreger Nygaard, at det ikke giver mening at tilskrive Lenin decideret skurkagtige motiver, men at hans historiske ry lige så meget er et produkt af, at konsekvenserne af hans tanker og handlinger blev temmelig anderledes, end hvad han selv ville. Og man kan selv tjekke, om det er rigtigt, for et lille udvalg af Lenins tekster fra 1900-1924 er med i bogen.

Revolution som levevej

Lenin var om noget optaget af organisering, strategi og den politiske situation. Teori drejede sig om at analysere sig frem til det rette øjeblik, hvor en revolution i folkets navn lod sig gøre. Nygaard kalder ham for »den flittigst teoretisk arbejdende af praktikerne overhovedet«.

Revolution var Lenins metier, og den, der forstår verdens objektive mekanismer, kan gribe ind. Lenins reaktion på Første Verdenskrig er da også imponerende: Er man revolutionsstrateg, dybt optaget af at øjne chancer, se det mulige i øjeblikkets nødvendigheder, trækker man sig selvfølgelig tilbage til skrivebordet, man kalibrerer sin teori. Mens millioner kæmpede på liv og død, studerede Lenin Hegel og dialektisk teori.

Bertel Nygaard: 'Vladimir Lenin'.

Saxo

Konservative og socialdemokrater i tiden – og vel os alle i dag – tænkte staten som en slags frirum, som det punkt, hvorfra man kan komme til at bestemme over samfundet. Politisk frihed er lig med statsmagt.

Lenin vendte det hele på hovedet og sagde: Statsmagt er lig med ufrihed. Staten er en tvangsmekanisme, brugt af de få til at udbytte de mange. Hans erfaringer var ikke ud af det blå.

I det kejserlige Tyskland f.eks. var valgloven i 1907 baseret på ulige stemmevægt baseret på skatteindbetalinger. Det betød, at de 1.621 meget rige borgere som tilhørte den første klasse af vælgere havde samme stemmevægt som de 33.262 velstående i klasse to, eller de 346.157 mindre velstående i klasse tre.

På den baggrund kunne Lenins sige, at den borgerlige stat er ’bourgeoisiets diktatur’, at parlamentarisme blot er afgørelsen af, hvem der skal have lov at ’ud- og undertrykke folkets krav’, mens demokrati er et ’demokrati for de rige’.

Nygaard beskriver Lenins teoretiske udvikling, giver klare beskrivelser af de centrale begreber og ridser den senere brug af Lenin op – uden alt for store illusioner om potentialet. Kapitalismen er i dag blevet så dominerende, at den kan være svær at få øje på. Lenins specifikke analyser er svært forældede – mens hans kritiske spørgsmål om kapital og globalisering er mere aktuelle end nogensinde før.

Elefanten i rummet

Nygaard har skrevet en bog, der både er nøgtern og sympatisk i sin bedømmelse af Lenin. Han har en god sans for Lenins teoretiske temperament, der rummede både ømhed og råhed på samme tid. Der redegøres illusionsløst for alle problemerne med forståelsen af staten og den noget uforløste spænding mellem Lenins skepsis over for menneskets idealisme og en insisteren på en utopisk fremtid, hvor proletariatet stiller sig forrest – i spidsen for hele den undertrykte menneskehed, som Nygaard formulerer det.

Det er befriende ikke at begynde katastrofisk og fra starten at se Lenin som kilde til al senere lidelse. Nygaard prøver at læse med i stedet for mod Lenin. Undervejs får man indtryk af, at Lenins største brøde bestod i teoretisk naivitet (i kontrast til alle de mange markeringer af realisme, nødvendighed og at ’nu er tiden ikke til drømmerier’), at han ikke kunne se, at den tavse inerti i hans teori trak i retning af et etpartistyre.

Det efterlader dog en elefant i rummet. Det er jo en lidt en kilden sag, det her med, hvad Lenin var skyld i. Nygaard prøver at stille brikkerne tilbage i udgangsposition på brættet. Det er al ære værd, men det giver også et lidt uldent ’Lenin-forsvar,’ som jeg synes vi skal tale om her til sidst

Revolution og ansvarlighed

Det er interessant, at mens den russiske borgerkrig rasede og afgjorde, om bolsjevikkernes stat kunne overleve, holdt sociologen Max Weber et foredrag om ’Politik som levevej’. Han opregnede de personlige kvaliteter, man må være i besiddelse af for at kunne begå sig i politik. Det er fristende at sammenligne Webers tanker med beskrivelsen af Lenin som et offer for omstændighederne.

Ifølge Weber skal man være ’lidenskabelig’, det vil sige have passion for en sag. Man skal også have ’øjemål’, forstået som en evne til at distancere sig fra begivenheder og kunne analysere dem. Lenin ser ud til at inkarnere begge karaktertræk. Webers tredje træk, ansvarlighed, kniber det til gengæld med.

At søge magten indebærer sin egen etik – og den er en anden end den sociale indignation, som Lenin kunne ranke ryggen med. Weber, der selv kendte til revolutionens dilemmaer fra Tyskland, var skræmt af den idealisme, der gør etik og indignation til alt uden at bekymre sig om følgerne. Det træffer oplagt ikke Lenin, der om nogen var en teoretiker med sans for praksis, men det træffer det forsvar – eller hvad vi nu skal kalde det – som Nygaards lille bog om Lenin flirter med: Hvem kan kende de sande konsekvenser af sine politiske aktiviteter. Det er alt for meget at forlange, også af Lenin.

Nygaard er i hvert fald flink på det her punkt. Kommunistisk centralisme og partidiktatur er en ’generalisering af en bestemt konjunktur i Lenins politiske tænkning’, hedder det. Det lyder ikke som noget, man kan stille Lenin til ansvar for. Her kunne man godt udfordre Lenin selv på forholdet mellem teori og praksis.

Når Lenin f.eks. insisterede på, at de professionelle revolutionære ikke skulle udgøre en selvtilstrækkelig bedrevidende elite, men baseres på og rekrutteres fra proletariatet selv, hvorfor udviklede det sig så præcist til det modsatte? Måske fordi, at troen på begreber som ’massen’ og ’proletariatet’ som forfinede analytiske kategorier er håbløst langt fra virkeligheden?

Besidder man ikke politisk ansvarlighed, overser man alt for let den tragik, der ifølge Weber er indbygget i al handling – nemlig, at konsekvenserne af, hvad der sættes i værk, ofte er i modstrid med de oprindelige intentioner. Gorbatjov ville reformere Sovjetunionen, men fik den til at bryde sammen. Lenin ville skabe et nyt samfund baseret på arbejderråd og statens langsomme selvopløsning, men lagde grunden til et étpartidiktatur.

Bertel Nygaard: Vladimir Lenin. 150 side. 150 kr. Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Gustav Alexander
Niels Duus Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Jeg har endnu ikke læst Nygaard's bog men mit indtryk af ham er ellers at han er en ganske sovjet kritisk nymarxist.

Skal vi ikke starte med at stede begrebet "fake history" til hvile før det bliver en ting? Man kan regne med journalister til at finde på poppede og analytisk meningsløse begreber som disse. Det er ellers en meget fin boganmeldelse.

Den weberske kritik, der lader til at komme pludseligt fra sidelinjen, mangler noget dybde. Jeg ved ikke hvad Weber - eller anmelderen - ligger i "politisk ansvarlighed". Det er endnu mere vagt defineret end kritikkens objekt; altså Nygaards argument ang. individets evne til at kende de langsigtede konsekvenser af sin egen politiske handlinger.

Man må i øvrigt bestride den højredrejede forståelse af revolutionen som en elitær begivenhed uden populær opbakning. Jeg tror det er højrefløjshistorikerne Robert Service og Orlando Figes' tolkninger, der her hjemsøger anmelderens kritik som sejrrig historieskrivning.

Er der herudover i det hele taget et eftertidigt ondskabsfuldt og inhumant sovjet, som man enten må klandre Lenin for eller undskylde ham fra? Her ender nymarxisterne ofte med at inordne sig under den borgerlige parole om at frasige sig Sovjet og alle dets gerninger, så vi selv kan rehabiliteres som "gode" "ikke-autoritære" marxister, som man ikke skal være bange for.

Sovjet opnåede store fremskridt i industrialisering, valorisering af arbejdskraft, udryddelsen af hjemløshed og fattigdom. Sovjet blev også en stærk hæmsko for amerikansk imperialisme og de støttede frihedsbevægelser i Asien, Afrika og Sydamerika.

Torben K L Jensen, Daniel Santos, Palle Yndal-Olsen, Per Torbensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der er ingen store statsledere, der kan tåle et kritisk eftersyn uden at komme ud af det med nogle skeletter i skabet - hverken Churchill, John F. Kennedy eller Lenin. Alligevel anerkender vi dem som "store" statsmænd, netop fordi de fik gennemført i det mindste visse samfundsmæssige tiltag, som vi i dag er glade for.

Jeg synes, at det var fedt, at de allierede vandt Anden Verdenskrig, og det er jeg da Churchill, Roosevelt og Stalin taknemlige for. Ligesom jeg synes, at det var spændende, da mennesker landede på Månen, takket være bl. a. koldkrigeren JFK.

Og hele ideen med velfærdsstaten var ikke blevet realiseret, hvis ikke den konservative tyske statsmand Bismarck havde udtænkt den, og uden den russiske revolution med Lenin i spidsen havde Socialdemokraterne ikke haft det afskrækkelsesmiddel, som fik de borgerlige til at gå mod deres inderste, menneskefjendtlige og egoistiske principper.

Odeologisk puritanisme er nok en af de største barrierer for en fuld forståelse af den menneskelige situation - for hvis vi kun kan godkende mennesker, som opfører sig som rene engle i enhver situation, vil vi aldrig godkende nogen mennesker overhovedet.

Lenin var ikke en engel, men uden ham havde verden set anderledes ud - og ikke nødvendigvis bedre!

Torben K L Jensen, Anders Reinholdt, Jens Thaarup Nyberg og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Odeologisk" er et skønt ord, men der skulle altså have stået "ideologisk" i fjerde afsnit.

Anders Reinholdt, Jens Thaarup Nyberg og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det ville have været godt om Frank Beck Lassenhavde læst sig til lidt fundamental viden om Marx tænkning inden han gik i blækhuset

Robert Ørsted-Jensen

Lenin afskaffede et gryende proletariatets diktatur og erstattede det med hans eget og partiets diktatur over alle andre - proletariatet inklusive. Det var a case of “vi alene vide” og “vi (mig og mit parti) bestemmer hvem der er en rigtig proletar og hvem der ikke er”. Vi har derfor en gylden ret til at skyde enhver proletar der ikke mener og opfører sig som vi mener en proletar skal mene og handle.

Diktatur - ja - men som allerede Rosa Luxemburg gjorde opmærksom på - var det selve definitionen på et borgerligt diktatur - et lille partis ledelses - et mindretals - diktatur.

Niels Duus Nielsen

Robert, på daværende tidspunkt var det ikke oplagt, at det ville udarte sig, som det gjorde. Det kan vi i dag kun være så sikre på, fordi det faktisk var, hvad der skete.

Som historiker må du vide, at problemerne ser anderledes ud, når man står midt i dem, og ikke ved, hvad det ender med, end når man bagefter skal vurdere dem, samtidig med at man ved, hvordan det faktisk endte.

At vi i dag er generelt skeptiske over for proletariatets diktatur er jo netop en funktion af, at Sovjetunionen - og senere Kina - valgte en model, der lagde mere vægt på diktaturet end proletariatet. At Luxemburg havde ret og var klarsynet er noget, vi ved i dag, men da hun fremlagde sin analyse, var det jo blot en begrundet bekymring, som først senere viste sig at være korrekt.

Problemet, som forsøgtes løst, var hvordan man styrer en folkelig revolution under en borgerkrig. Enhver med lidt miltær viden ved, at en krig ikke kan styres af en kommission, og især da ikke, når kommissionen lider af intern splittelse, hvilket enhver folkevalgt kommission vil lide af under en borgerkrig.

Historiens lære må være, at et centralistisk partidiktatur er effektivt på kort sigt og i krigssituationer, men uhensigtsmæssigt på langt sigt. At Rosa Luxemburg indså det før alle andre tjener hende til ære.

Men det ændrer ikke på, at man ikke kan skabe grundlæggende forandringer ved hjælp af en borgerlig repræsentativ demokratisk styreform - uanset hvad Enhedslisten har at sige om emnet.

Spørgsmålet er, hvorledes en revolution skal styres, så den ikke bukker under for borgerskabets uundgåelige kontrarevolution og efterfølgende restauration. Proletariatets diktatur i Lenins udformning er åbenbart ikke svaret, det borgerlige demokrati er heller ikke - men hvad er svaret så?

EL taler i vore dage om en demokratisk revolution, ligesom før dem SF og S. Vi ved alle, hvordan det er gået med SF og S, og i bagklogskabens klare lys kan jeg med god ret hævde, at det socialdemokratiske projekt ikke har ført til socialisme, og det vil heller ikke gøre det i ELs udgave.

Findes der andre styreformer? Det nuværende plutokrati er heller ikke vejen frem, hvad mangler vi at prøve?

Anders Reinholdt, Jens Thaarup Nyberg, Bjarne Bisgaard Jensen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

I stedet for at se kommunismen som et horribelt produkt af det 20 århundrede kan man se det som en civilisatorisk kamp, der har eksisteret for social og økonomisk lighed siden klasseskel overhovedet blev til.

Det er tydeligt at lighedsidealet har udviklet sig enormt fra eksempelvis Den Franske Revolution over til Pariserkommunen også til den Russiske Revolution. Det regerende kommunistpartis enestående jerndisciplin blev karakeristisk for det 20 århundredes version af lighedsidealet. Det viste sig tilmed at løse tidligere tiders revolutionære problemer; at tage magten, beholde den og modstå kontrarevolution.

Diktaturet er imidlertid et dårligt middel til at transitionere væk fra proletariatets diktatur - det præsterede hellere ikke at konkurrere tilstrækkeligt med de kapitalistiske magter, der som vi ved, til sidst udkonkurrerede sovjet.

Der er meget man kan klandre Sovjet for men det betaler sig simpelthen ikke at afsværge sig det 20. århundrede som én stor fejl. Vi må forstå Sovjets sejre og nederlag og - som gode kommunister - arbejde på at forbedre den egalitære idé og dens præmisser for fremtidig succes.

Jeg er dog endnu ikke sikker på at det centralistiske partidiktatur ikke kan spille en nødvendig - omend uflatterende - fremtidig rolle i vores samfund. Indtil tager den eneste modstand mod Kapitalen form at små, autonome græsrodsbevægelser, grønne "tilbage til naturen" bevægelser samt centrum partier (såsom Alternativet) der ønsker et mere direkte demokrati. Græsrodsbevægelser og direkte demokrati kan ikke modstå finanskapitalen - Her må vi desværre have en stærkere, mere centraliseret magt at samle os om.

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Niels det jag sagde var ret enkelt noget andet - nemlig at lenin ikke indførte proletariatets diktatur - han afskaffede det derimod og det gjorde hannog venne inden for det første år, altså i løbet af få måneder omdannede de det til et etpartidiktatur. - og det har intet at gøre med det Marx beskrev som proletariatets diktatur.

Men nu siger at ingen var klar over st det ville gå så galt så er jeg nød til at sige at Rosa Luxemburg - en langt bedre Marx tænker og større begavelse end Lenin - rent faktisk forudså helt præsist hvor galt det ville gå allerede i 1918. Hun var ikke alene. Der var mange der forudså det og flere allerede i de første måneder.

Desuden er det med proletariatets diktatur so. Med revolutioner - det er ikke noget man laver - det er noget der opstår - noget der vokser ud af situationen.

Robert Ørsted-Jensen

Når Dennis argumenterer at det skulle være borgerligt at være elite kritisk så vender han på klassisk leninistisk vis Marx på hovedet. Marx tænkning er antielitær og demokratisk og Lenin brød med Marx på dette punkt og det kom der intet progressivt ud af. Det endte i - helt som Dennis gør her - noget med at @vi alene vide hvem der er rigtig arbejder og hvem der ikke er”. Se ar få den der helgen ud af relikvieskrinet. Religion og profeter er yt og det gælder også de sekulære af slagsen. Vær venlig at begrave Lenin i jorden. Helgendyrkelse ar anti-Marx

Robert Ørsted-Jensen

Pludselig skal det være marxistisk at forholde afvisende overfor enhver ide om elitær magtbrynde - Hvaba? Det var nedbrydelse af solkonger, kejsere og diktatorer samt kapitalistisk og anden “jeg alene vide” og “jeg ved bedre” styre og frigørelsen af mennesket for alt sådan noget - der var selve kærnen i dette. Det var menneskets - end ikke bare arbejderklassen - fra despoti - det hele gik ud på.

Robert Ørsted-Jensen

Frigørelse fra despoti, paver og fra helgengørelse og religiøs overtro. Og istedet fik vi en “venstrefløj” der hænger profeter på væggen, lægger helgener i glaslister, dyrker elitær tænkning og læser bøger som var det bibler. Hvor fanden blev ideen om kritisk tænkning af?

Gustav Alexander

Robert Ørsted-Jensen,

Hvor argumenterer jeg for at det skulle være borgerligt at være elite kritisk? Jeg pointerer blot at nymarxisterne er fuldstændig enige med de borgerlige, der siden 30'erne har råbt om ondskab og brutalitet i sovjet. Det er vel borgerligt, hvis nymarxisterne adopterer en originalt borgerlig kritik, ikke sandt Robert?

Af en person der så gerne vil monopolisere forståelsen af Marx, finder jeg det underligt at du konceptualiserer befrielse fra despoti, som noget man ikke associerer med klassekamp men mennesket generelt. Der kan knap siges at være en marxistisk tolkning der lægger bag, når du udrenser historien for sin egentlige drivkraft; klassekampen. Men det er vel i virkeligheden også ganske nymarxistisk, ikke sandt?

Robert Ørsted-Jensen

Jeg ved ikke hvem de der "nymarxister" er men du er tilsyneladende af den fajlagtige opfattelse at Lenin representerer klassik marx, det gør og gjorde han ikke, han representerer et brud med Marx på det afgørende4 punkt der handler om demokrati og politisk frihed. Du finder borgerlige kritikere eller påstå at enhver kritiker er borgerlig. Det må en sådan være for profeten Lenin er jo i dine øjne den rene vare. Virkeligheden er at Lenin med sin elitære og antidemokratiske tankegang endte op med at genetablere en form for "oplyst enevælde". Det var et forrredderi og det spillede al ammunition over i den borgelige lejr og dermed kan du så ofvise også Marx baseret kritik som borgerlig, hvad du pænt gør.

Men ingen af os der tænker som Marx har nogensinde drømt om at genindføre det "oplyste enevælder" i nogen form, og da slet ikke et der var forklædt som "rødt" zardømme.

Vi ville proletariatets magt - altså folkeflertallets magt til at omdanne samfundet - i modsætning til jeres åndsvage elite partier og konsrtante ikonisering af store ledere og profeter. Fuck dem, I deres søgen efter magt for sagen endte de med kun at søge personlig magt. De endte alle som en med at begår forrædderi og de trak hele den uyderste venstrefløj med sig ud i en ørkesløs sump. Vi kan kun glæde os over at det gik ad helvede til, det fortjente ikke bedre. Trotsky, Lenin, ja hele banden ligger nu godt og grundigt i den papirkurv de så nådigt tiltænkte alle andre på venstrefløjen.

Jo menneskets frihed var det egentlige opjekt. Objektet var aldrig arbejderklassen eller det du kalder klassekamp. Det var midler - ikke et mål.

Nej dert er klassik Marx - ikke noget ny noget sted. Men det afgørende er ikke om det er rigtigt - det afgørende er det indlysende fakta at leninismens "nymarxisme" revisionissme - dokumenterrbart var vejen ikke til frihed, men fallit og det der er langt værre - massemord.

Niels Duus Nielsen

ROJ: "Vi ville proletariatets magt - altså folkeflertallets magt til at omdanne samfundet ..."

For tiden er det folkeflertallets magt, som har sikret de højborgerlige 15 år ved magten, kun afbrudt af fire år med de småborgerlige fra RV, S og SF. Betyder det så, at alt er vel i kongeriget Danmark, og at proletariatet har sejret?

I så fald har det sejret ad helvede til, efter min ringe mening.

Du har ikke noget bud på, hvordan en revolution sikrer sig selv mod målrettet kontrarevolution. Det her jeg så heller ikke, men det er kun fordi, jeg ikke r smart nok, og derfor ikke har regnet det ud endnu.

Lenin havde et forslag, det virkede ikke, socialdemokraterne havde et forslag, det virkede heller ikke, skal vi så bare kaste håndklædet i ringen og erklære os besejret af et sammenrend af små- og store borgere, som har manipuleret sig til at udgøre et flertal?

I selvejersamfundet føler flertallet at kapitalismen er til deres fordel. De egentlige proletarer, som ikke ejer andet end deres børn, er kommet i mindretal her i landet. Skal vi så bare acceptere flertalsdiktaturet? Hvor en Claus Hjort Frederiksen, en Inger Støjberg og en Lars Løkke Rasmussen kan begå lovbrud ustraffet, fordi de har et flertal i ryggen?

Det er nemt at kritisere, men svært at finde holdbare løsninger. Problemet, som jeg ser det, er ikke den leninistiske opfattelse af proletariatets diktatur, men den moderne borgerlige opfattelse af enevælden, en opfattelse som er sofistikeret nok til at lade den enevældige leder være på valg, i sikker forvisning om, at uanset hvem, der skal spille rollen som statsminister, vil vedkommende ikke rokke båden, så førsteklassepassagererne bliver søsyge.

Robert Ørsted-Jensen

Jep Jens - Marx - ikke mindst! Enten afviser man tro, religion, ikonisering og profeter eller også gør man ikke - i sidste tilfælde har man tydeligvis ikke fattet pointen

Robert Ørsted-Jensen

Jep Niels - folkeflertallets magt endte i lommen på de borgerlige.

Det kan vi langt hen takke Lenin og de mange leninistiske nikkedukker for.

Det var indlysende, ikke mindst for en ufaglært specialarbejder, fhv kranfører, stålarbejder, rengører - som jeg selv var i mere end 15 år (inden jeg fik den sære ide at læse 10 klasse og HF) - at det sidste man skulle stemme til magt var DKP, SAP og tilsvarende. Venstrefløjen var blevet inficeret med semireligiøse leninistiske profetdyrkere - som ikke havde andet at tilbyde end ufrihed under de påståede "store lederes visdom". Tåbelige "visioner" om underudviklet landes gloværdige vej til ulandssocialisme var i højsædet. Leninismen og al dens væsen har i sandhed været USA-kapitalismens og det du kalder de "højborgerliges" bedste forbundsfælle.

Det var indlysende for enhver rimeligt begavet, også en ufaglært af slagsen, at disse leninistiske tendenser uanset hvad de kaldte sig (trotskister dkp maoister etc etc) under ingen omstændigheder måtte bringes til faddet.

Det maximale vi kunne var at stemme på sådan en som tillidsmand - og derudover anvende deres partier som bastion for lidt proteststemmer ved valgene. Men magt som de havde agt kunne vi ikke risikere de fik.

Leninisternes påstand om at kun de representerede proletariatets interesser var altid tågemusik. De har overalt hvor de kom frem grundigt demonstreret at de kun ønskede at udnytte proletariatet til selv at komme til faddet. At de kun ønskede at afskaffe en form for religiøs underdanighed med en anden - en der var mere gavnlig for dem selv.

Desuden handlede de tidligste programmer ikke om at proletariatet skulle sejre for sin egen skyld - og for at man kunne forblive proletariseret slave til evig tid. Det var menneskehedens frigørelse til et bedre liv der stod på de faner der var værd at bære på den 1 maj. Visionen var at proletariatets flertals sejr ville bidrage til menneskehedens frigørelse for fornedrende lønslaveri og despoti af enhver art. Formålet bør altid være en sejr for menneskehedens friheds skyld - ellers bør vi foretrække ingen sejr overhovedet. Det oprindelige formål var at bringe gøre samfundets økonomiske grundlag til tjener for folkeflertallet, for dermed at sikre os imod et demokrati der kan købes for penge. Formålet var så snadlig IKKE at erstatte folkets styre med bare en anden type af depotisk religiøs profet-dyrkelse. Formålet var ikke at bringe frådende selvretfærdige despoter til magten, så de kunne begynde at myrde løs efter forgodtbefindende for at fastholde deres partis og eget personlige diktatur (selve definitionen på et borgeligt diktatur).

Robert Ørsted-Jensen

Intet har skadet venstrefløjens program mere end oktoberrevolutionen - den vaer en ren foræring til vores modstandere

Robert Ørsted-Jensen

Denis og Niels - Sovjets eksistens blev det afgørende element man kunne anvende til at undergrave enhver udvikling i USA i retning af velfærdsstat. I resten af vesten var USSR ”truslen” helt uden betydning for velfærdsstatens udvikling. I de få lande hvor den havde betydning, de latinske lande og Grækenland, var USSRs indflydelse og eksistens ødelæggende snarere end grundlag for velfærd. I norden Holland og mange andre steder betød det kun at man indgik i en problematisk alliance med USA, men derudover kærede man sig meget lidt for Sovjets eksistens. Man afviste USA og højrefløjens påstande om USSRs overlegenhed med lattersalver. Man troede knapt på denne som en reel trussel eller at Sovjet besad nogen reel teknnoligisk overlegenhed, men havde set at de end ikke evnede at bygge en rimelig bil eller et kamera og man vidste at alle måtte står i kø for almene fornødenheder. Det var kun atomtruslen man frygtede fra den lant og så rækken af dårlige ekselmpler som var og forblev ødelæggende for enhver ide om socialisme. Nej det var det var arbejderklassen og de radikale småbønder som var hovedkræften bag velfærdsstaternes gennembrud i norden og andre stede hvor denne ide blomstrede. Den var båret af valgurnerne, ikke af små betydningsløse stalinistiske tågehorn som i den afgørende periode aldrig opnåede andet end et par medlemmer af folketinget. Velfærdsstaten var fundamentalt set upåvirket af Sovjet og KP-partiernes marginaliserede eksistens. Velfældstaten ville være kommet under alle omstændigheder men muligheden for at den kunne blive til socialisme blev smadret af Sovjets eksistens som dannede grundlag for den påstand at socialisme og Marx-tænkning var lig med totalitært despoti.

Det er for mig ufatteligt at man overhovedet kan fortsætte med at forholde sig ukritisk over for leninismen. En militant revisionistisk elitær og fundamental antidemokratisk afart af Marx-tænkningen som dyrkede noget så urealistisk som ulandes vej til socialisme via brug af despotiske borgerlige mindretals diktatur med store ledere og derudover begravede sig i nationalisme. Alt sammen en negation af Marx egne opfattelse. Marx var bestemt ikke ufejlbarlig eller nogen profet men han havde så sandelig ret i at Rusland var umoden, at kun højindustrialiserede lande har muligheden for at vælge en sådan revolutionær udvikling, og at nationalisme er reaktionært og at internationale og international solidaritet og overnationalt demokrati er altafgørende.

Leninismen er beviselig en taber ideologi som beviseligt ikke har bragt hverken lykke eller succes men derimod bos et pendant til fascisme med religiøs dyrkelse af store alvidende lederes lederskab snarere end visionen om arbejderklassens og dermed folkets emancipation i demokratisk styre skabt via brug proletariatets folkelige demokratiske flertal.