Læsetid: 5 min.

Dannelse: Hegel på speed

Ordet dannelse er kommet på alles læber. Uddannelsesforsker Lars Geer Hammershøj har en tanke og en ambitiøs plan. Der er ingen modsætning mellem at blive menneske og at blive en relevant arbejdskraft. Derfor må dannelsen operationaliseres og gødes på alle niveauer af uddannelsessystemet. Men holder den knastløse diagnose?
20. januar 2018

Dannelse er ikke længere et støvet ord, der lugter af dannethed og eksklusiv kulturel kapital. Snarere er det ved at blive et overophedet ord. Efter i årevis at have mål- og overstyret uddannelsessystemet står politikere og meningsdannere formeligt i kø for at give den som nyomvendte, lunkent visionære og taktisk tænkende dannelsesapologeter.

Midt i forvirringen træder en uddannelsesforsker ind på scenen med et vildt ambitiøst, gennemreflekteret og selvoverbevist projekt. Der er grund til at spidse ører, hvorfor denne anmeldelse vil forme sig kondenseret og tvedelt. Først redegøres der for forskerens anliggende – dernæst spørges der kritisk til det.

Ingen modsætning mellem menneskedannelse og samfundsnytte

Dannelse handler fundamentalt om at blive menneske gennem samfund, slår cand.mag. i idéhistorie, ph.d. i sociologi og lektor i uddannelsesvidenskab ved DPU, Aarhus Universitet, Lars Geer Hammershøj fast i bogen Dannelse i uddannelsessystemet, der udgør den seneste udgivelse i en langstrakt trilogi om dannelse. Tidligere udkom: Selvdannelse og socialitet i 2003 og Kreativitet – et spørgsmål om dannelse i 2012.

For at gøre en lang historie meget kort drejer dannelse inden for uddannelsessystemets rammer sig om veltilrettelagte selvoverskridelsesprocesser og om træning af afgørelseskraften. »Som et resultat af historiske individualiseringsprocesser er individet i dag mere fri end nogensinde til at realisere sine livsmuligheder,« hævdes det blot fem sider inde i bogen.

Argumentet er, at den traditionelle modsætning mellem menneskedannelse og samfundsnytte er blevet ’ophævet’. Unikke menneskelige egenskaber og kapaciteter – såsom dannelse, dømmekraft og kreativitet – er blevet relevante på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at ungdomsuddannelserne formår at gøre de unge studieberedte, så de ad åre kan blive en relevant arbejdskraft på arbejdsmarkedet.

Dannelsesdimensionen bør ekspliciteres, og »den formålsstyrede pædagogik skal sørge for, at eleven dannes til at blive menneske i samfundet« og »blive arbejdskraft på arbejdsmarkedet«, som det står skrevet på de sidste linjer i bogen. Dannelsen må operationaliseres på alle trin af uddannelsessystemet fra dagtilbuddet til grundskolen og ungdomsuddannelserne og videre til de videregående uddannelser og universitetet. 

Lars Geer Hammershøj: Dannelse i uddannelsessystemet

Hammershøj har en plan

Hammershøjs aldersspecifikke firetrinsplan er systematisk, idealforeskrivende og målrettet.

0-6-årige bliver ét med hinanden i legens fællesskab i vuggestuer og børnehaver, mens de træner deres »skoleberedthed« (vilje til skole).

I grundskolen gør de 6-15-årige sig erfaringer med at være subjekter i meningsverdener og sociale fællesskaber, mens de træner deres »uddannelsesberedthed« (vilje til uddannelse).

I ungdomsuddannelserne sker der en personlighedsdannelse for de 15-18-årige. Smagsdannelsen forfines, og »studieberedtheden« trænes (vilje til studium).

For de 18+-årige står den på almendannelse gennem uddannelse og arbejde. På de videregående uddannelser trænes den professionsrettede dannelse, og den dobbelte vilje tager form (dvs. viljen til at arbejde og viljen til at forfine sin arbejdskraft).

Dannelse må forstås som den tredje dimension af uddannelse, skriver Hammershøj. Den første dimension udgøres af viden, og den tilegnes gennem undervisningsprocessen. Den anden dimension består af evner i form af færdigheder, kvalifikationer eller kompetencer, og den drejer sig om at blive i stand til at gøre noget. Den tredje dimension er en »forholdelsesmåde«, og den består af almendannelse, dvs. den generelle måde, hvorpå man forholder sig som menneske til sig selv og til samfundet, og professionsdannelse, hvor man forholder sig professionelt i sit erhverv eller arbejde.

Hvor viden angår indholdet og evnerne angår målet for uddannelse, så er dannelse formålet med uddannelse. Dannelse er ikke ’kanoniseret’ viden eller ’sociale kompetencer’, men udmærker sig ved at have sig selv som formål. Men samtidig bestemmer Hammerhøj, at viljen til dannelse og viljen til arbejde ikke er eller bør forstås som væsensforskellige størrelser.

Socialisering som radikal individualisering

Ifølge Hammershøj tager samtidens socialisering form af en radikal individualisering, hvorfor dannelsesprocesser sker på individets præmisser. Individualiteten skabes via en selvoverskridelse i det sociale. Dannelse sker ikke længere på kulturens eller samfundet præmisser, og kun individet kan dannes gennem noget større end sig selv. Derfor må det enkelte individ lære at danne sin smag og afsmag, og det sker igennem den individuelle dannelsesproces.

Dannelsesbegrebet er både diagnostisk og operativt. Det søger at begribe, hvad der er dannelse på samtidens vilkår, og så må det sættes igennem som uddannelsessystemisk virkelighed. Dannelsesbegrebet er formalt, og det passer som fod i hose til et moderne dynamisk samfund, hvori individualiseringsprocesserne bidrager til at problematisere eksistensen af almene sandheder, givne autoriteter og almene dannelsesidealer.

Forfatteren tyder og sammenfatter samtidens tegn med en fyndig formulering, der danner affyringsrampe for de konkrete forslag til indretning af uddannelsessystemet: »Individualiseringen har således den historiske konsekvens, at uddannelsessystemet i mindre grad end tidligere kan socialisere individerne og i højere grad er henvist til at danne dem. Det kan umiddelbart forklare den voksende interesse for dannelse på alle niveauer af uddannelse.«

Kritiske spørgsmål til Hammershøjs grundtanker og påstande

At læse Hammershøj er som at læse Hegel på speed. At modsætningen mellem at blive dannet som menneske og at skulle designe og sælge sin arbejdskraft skulle være blevet ’ophævet’, er en meget overraskende, lidet overbevisende og knastløs påstand. Samfunds- og kapitalismekritikken synes afblæst, og frem toner konturerne af et forsonligt og gennemplanlagt maskineri.

De specificerede dannelsesfordringer er designet således, at de kan skrives ind i en studieordning med henblik på fremtidig studenterindløsning og censorafkrydsning. Dannelses-, færdigheds- og kompetencemålene træder frem på samme nivellerede kravsflade, hvorved den radikalt frie dannelses mulighed for at betvivle den anmassende samfundsmæssige dagsorden og den uddannelsespolitiske konsensus i tanke og handling elimineres og undermineres.

Dertil kommer, at jeg ikke forstår, hvordan dannelse kan nøjes med at være et formalt begreb, der tilsyneladende intet har med viden og fagligt indhold at skaffe. Vi lever i en rig virkningshistorie af historiske begivenheder, tanker og tekster, og uden disse var vi komplet historieløse. Eller formuleret på en anden facon, som Hammershøj sikkert ikke vil være ene om at finde megaloman: Ingen dannelse uden substantielt kend- og kundskab, en kritisk tilegnelse og overskridelse af traditionerne, en ubønhørlig og offensiv betvivlelse af de uddannelsesinstitutionelle logikker og en mulighed for individuel og fællesskabsstiftende politisk modstand.

Hammershøj forstår dannelse som en radikalt individualiseret ’forholdelsesmåde’, dvs. en endogen og refleksiv kapacitet. Men hvis dannelse udelukkende er en videns- og substansløs forholdelsesmåde, så kommer den til enten at famle i blinde eller at (risikere at) tage samtidens værdier til sig uden kritisk distance. Noget helt andet er, om det overhovedet er rigtigt, at vi skulle leve i en radikalt individualiseret samtid for fri selvdannelse. Meget tyder på, at vi alle sammen er tvunget til at holde vores arbejdskraft fit, og at vi tvinges til servil selvledelse i pseudofrihed. Under ingen omstændigheder føler jeg mig overbevist om, at præstations- og konkurrencetvangen på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet må ses som udtryk for frie individers smagsudfoldelse og dannelsesvalg.

Muligvis holder det heller ikke at se de tre første trin i Hammerhøjs gesamtplan (vuggestuen/børnehaven, grundskolen, gymnasiet m.v.) som en del af et samlet uddannelsessystem. Det er således ikke længe siden, som idéhistoriker Jens Erik Kristensen m.fl. har dokumenteret og drøftet i bl.a. Pædagogikkens idehistorie (2017), at det institutionelle børne- og ungdomsliv ikke var en del af dette, da børnehaven, folkeskolen og gymnasiet slet ikke var rettet mod arbejdsmarkedet eller leverede egentlige uddannelser.

Lars Geer Hammershøj: ’Dannelse i uddannelsessystemet’. Hans Reitzels Forlag. 256 sider, 275 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Grethe Preisler
Steffen Gliese og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu