Læsetid: 7 min.

En gruopvækkende bog om følelserne

Politik, der lefler for vælgernes følelser, er den seneste trend blandt spindoktorer og kommunikationsbureauer. Følelser sælger billetter. Samtidig forsvinder fakta og fornuft fra den demokratiske samtale
Da Trumps rådgiver, Kellyanne Conway, forklarede, hvorfor Trump mente, der var flere mennesker til stede ved hans indsættelsesceremoni (t.v.) end ved Obamas i 2008, henviste hun til, at Det Hvide Hus havde »alternative kendsgerninger«. Måske havde Conway en fundamental pointe. De alternative kendsgerninger er følelsesmæssige kendsgerninger. Vi ser, hvad vi ønsker at se, og immuniserer os imod støj fra personer, vi er uenige med.

Da Trumps rådgiver, Kellyanne Conway, forklarede, hvorfor Trump mente, der var flere mennesker til stede ved hans indsættelsesceremoni (t.v.) end ved Obamas i 2008, henviste hun til, at Det Hvide Hus havde »alternative kendsgerninger«. Måske havde Conway en fundamental pointe. De alternative kendsgerninger er følelsesmæssige kendsgerninger. Vi ser, hvad vi ønsker at se, og immuniserer os imod støj fra personer, vi er uenige med.

Ritzau

20. januar 2018

Det seneste år har om noget stået i følelsernes tegn. Valget af Donald Trump som USA’s præsident, Storbritanniens beslutning om at forlade den Europæiske Union og valget af Macron i Frankrig vidner om, at følelser er blevet en central faktor i politik. Den, som ejer vælgernes følelser, ejer den politiske samtale. Det er næppe et fuldkommen nyt fænomen. Populister har i mange årtier benyttet sig af følelsernes politik. De har opildnet folket til at stemme for politiske forslag, ikke så meget ved rationel argumentation som følelsesladet provokation.

Tidligere chefredaktør, ministersekretær og nuværende konsulent Kresten Schultz Jørgensen har skrevet en bog, der forsøger at lade følelserne komme til orde i deres rolle som politisk barometer. Det er på mange måder en gruopvækkende bog. Schultz Jørgensen mener, at den tid er forbi, hvor den gode demokratiske borger følger med i samfundsdebatten og afgiver sin stemme på et veloplyst grundlag. I stedet lader borgerne sig styre af opportunistiske og karismatiske ledere, der mobiliserer vælgernes følelser gennem simple budskaber. Væk er den demokratiske samtale med dens kompromiskultur. I stedet må vi vænne os til en ny verdensorden, hvor politikere og konsulenter med ivrig brug af adfærdspsykologi og neurovidenskab manipulerer vælgerne.

Angst, usikkerhed, utryghed, indignation, stolthed og nationalfølelse er langt mere effektive kommunikationsmidler end faktuelle budskaber, objektive kendsgerninger og saglige argumenter. Og filtreret igennem sociale medier og populistisk retorik bruges følelser i dag af medierådgivere og politikere til at etablere polariserende fortællinger om ’dem’ og ’os’, eliten og folket, fjender og venner. Når først den følelsesmæssige reaktion er trådt i kraft, er rationaliteten i de politiske beslutningsprocesser ligegyldig.

Hvis du tror på Trump, tror du på ham betingelsesløst og ser med afsky på hans modstandere. Selv hvis journalister udpeger faktuelle fejl i hans argumentation, gør det ingen forskel. Tilhængere ser det blot som ondskabsfulde angreb. Følelserne trænger fornuften ud af den politiske diskurs. Og når først følelserne har talt, er det nærmest umuligt at trænge igennem ekkokammeret. Iveren efter at få vores følelser bekræftet og afskyen mod at få vores identitet krænket er så stærk, at alle øvrige hensyn fejes til side.

Kresten Schultz Jørgensen: Følelsernes politik – når folkestyret taler

Teknokraternes død

Kresten Schultz Jørgensen skriver sig ind i en voldsom politologisk debat. Han mener, at den stigende afstand mellem teknokratiske embedsmænd, som fører nødvendighedens politik og kun argumenterer med økonomisk fornuft, har mistet sin legitimitet over for et folk, der ser kritisk på globalisering, indvandring og centralisering. Borgerne er aldrig kommet til at elske EU, globalisering og strukturreformer. Resultatet er en historisk tillidskrise, hvor ingen af de klassiske partier formår at samle folket, og hvor statens institutioner mister deres gennemslagskraft. Overalt i den vestlige verden er der ifølge Schultz Jørgensen eksempler på, at teknokrater med deres økonomiske menneskebillede har mistet grebet om befolkningen.

Hillary Clinton tabte sin valgkamp, fordi hendes taktik var at vise, hvordan en økonomisk ansvarlig regering må iværksætte effektive politiske tiltag, der styrer samfundet som en professionel maskine. Hun kunne gang på gang konstatere, at Trump og hans rådgivere ikke ville tale om de faktuelle problemer, som USA står over for. Derimod mobiliserede Trump en aggressiv kampagne mod magteliten i Washington. Han skabte en direkte forbindelse til sine vælgere med en lang række negative kampagner og polariserende udfald. Og det virkede.

’Alternative kendsgerninger’

I Storbritannien sagde justitsminister Michael Gove under Brexit-kampagnen, at »dette land har fået nok af eksperter«. Eksperter, smagsdommere og videnskabelige rådgivere har alt for længe set bort fra befolkningens følelser og kun fokuseret på økonomiske argumenter, mente Gove. Og angrebet virkede. Data fra sociale medier har vist, at Brexit-afstemningen var stærkt polariseret med to følelsesladede fraktioner på hver sin side og uden videre debat på tværs af det politiske spektrum.

Da Trumps personlige rådgiver, Kellyanne Conway, i starten af året forsøgte at forklare, hvorfor Trump imod bedre vidende mente, der var flere mennesker til stede ved hans indsættelsesceremoni end ved Obamas indsættelse i 2008, henviste hun til, at Det Hvide Hus havde »alternative kendsgerninger«.

Den nærmest ikoniske udtalelse blev siden latterliggjort som det endegyldige bevis på det postfaktuelle samfund. Men måske havde Conway en mere fundamental pointe. De alternative kendsgerninger er følelsesmæssige kendsgerninger. Betragtet i Schultz Jørgensens optik er følelsernes faktum som regel et ganske andet end virkelighedens faktum. Vi ser, hvad vi ønsker at se, og immuniserer os imod støj fra personer, vi er uenige med.

De nye helte

Når først folkebevægelser, enkeltsager og følelser tager greb i befolkningen, står alle autoriteter til at falde. Valg kan vindes og tabes, når vælgernes følelser kommer i spil. Partier kan dannes og gå i opløsning. De nye helte i følelsernes politik er Trump og Conway, det er Brexit-tilhængerne, det er Macrons bevægelse i Frankrig, det er Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i Danmark.

Fælles for disse partier er, at de gør op med årtiers politiske konsensus. Hvad enten det er angreb på globalisering, frihandel, velfærdsstaten, indvandring eller noget andet, er det centrale i det emotionelle demokrati at vinde borgernes stemme ved at etablere nogle stærke antagonistiske fortællinger.

Den nye aktør i den politiske arena er homo emotionalis. Det følelsesladede menneske, der siger systemerne imod, fordi de har lagt for stor afstand til borgernes livsverden. Men det følelsesladede menneske er mere end en provokation til den anstændige klasse. Schultz Jørgensen lancerer følelsesmenneskets med dets limbiske system og nedarvede neurologiske reaktionsmønster som et angreb på forestillingen om det økonomiske menneske: homo economicus. I alt for mange år har samfundets arkitekter været af den opfattelse, at borgerne bedst lader sig styre ved incitamenter og sanktioner. I alt fra valgforskning til ledelsesteori og moralfilosofi har der været en antagelse om, at individet grundlæggende er rationelt og nyttemaksimerende, ligesom vi som vælgere søger solid information, vi kan bruge til at prioritere vores politiske præferencer.

En uhyggelig folkelighed

Men homo economicus har lidt gevaldige nederlag over de seneste år. Ikke bare har teknokratregeringer mistet opbakning i befolkningen. Nyere adfærdsforskning viser, at borgere lader sig styre langt mere effektivt, hvis politikere og kampagneledere formår at aktivere deres følelsesmæssige og moraliserende center. Den populistiske opblomstring, som stort set alle europæiske lande for øjeblikket oplever, er båret af indignation, mistillid og angst.

Politiske teoretikere og embedsmænd står lammet på sidelinjen og ser, hvordan den rationelle konsensuskultur går i opløsning. Populisterne har fundet en hardwire ned i menneskets biologi. Mennesket er desværre ikke nær så rationelt, som økonomerne havde troet.

På behørig afstand og trukket tilbage i elfenbenstårnets saglige distance ligner det en katastrofe. Kresten Schultz Jørgensen har skrevet en forfærdelig bog, der giver opskriften på, hvordan man kan rådgive politikere til at kommunikere ud fra den laveste fællesnævner, skjule sine politiske hensigter, flirte med populismen og angribe samfundets autoriteter.

Det er folkeligt på den uhyggelige måde. Bogen har mere karakter af et essay end af en researchet bog. Den er fuld af anekdoter, illustrative enkeltsager og ustrukturerede henvisninger til neuropsykologi og adfærdsforskning. Men det er lige meget. Bogens emne er vigtigere end akademiske trakasserier.

Følelse og fornuft

Schultz Jørgensen kommer med et fromt ønske om, at vi skal genopdage følelserne og kombinere dem med fornuften. Psykologiens og kunstens verden har i århundreder handlet om, at det er følelser, der styrer os. Hvis de klassiske partier skal genopfinde sig selv i lyset af den seneste stormflod af populisme, kræver det en forståelse af menneskets psyke.

Men spørgsmålet er, hvordan vi regulerer de politiske følelser, når først de er aktive? Følelser har en tendens til at sløre vores dømmekraft – for eksempel ved at få os til at se bort fra hensyn, vi ellers ville finde vigtige. Fordi den politiske kommunikation spiller på styrken af folks positive og negative følelser bliver brobygning gennem rationel samtale vanskelig.

Det synes at være en præmis i langt de fleste demokratiopfattelser, at demokratiske processer forudsætter en form for rationel dialog, hvor borgerne har mulighed for at komme til orde og hvor politikerne skal stå til regnskab for deres påstande og handlinger. En af de mest basale præmisser i et demokrati er evnen til at indgå kompromis.

Den yderste konsekvens af følelsernes politik synes at være, at den politiske arena falder sammen. Karisma og autenticitet kombineret med en effektiv kommunikationsstrategi er en giftig cocktail. Stærke emotionelle udsving er med til at skabe ekkokamre, der forstærker vælgernes fordomme og polariserer den demokratiske samtale.

Det er grundlæggende sundt for et demokrati med en dosis autoritetskritik. Men opgøret med den teknokratiske elite er samtidig med til at skjule fremkomsten af nye autoriteter. Populistiske ledere, følelsesmæssige udsving, unuancerede debatter på sociale medier udgør rammen om en ny politisk virkelighed.

Men hvis den emotionelle polarisering gennemføres til et niveau, hvor kontakten mellem partier, synspunkter og vælgere erstattes af konflikter, er chancerne for at udvikle effektive demokratiske løsninger minimale. Det betyder, at selve den demokratiske pluralisme bliver truet. I stedet træder en militariseret og populistisk retorik, der reelt kan føre til det repræsentative demokratis sammenbrud.

Kresten Schultz Jørgensen: ’Følelsernes politik – når folkestyret taler’. 194 sider. 250 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Måske var der (forholdsvis) flere hvide mennesker til Trumps indsættelse, kan det være det han mener? Billederne viser jo med alt mulig tydelighed at der var flere mennesker i det hele taget til Obamas og faktisk så tydeligt, at man kan undre sig over at diskussionen fortsætter. Men det med følelserne er der selvfølgelig altid noget om, for ikke at sige rigtig meget, især i politik. Og også herhjemme fx, hvor befolkningen vedvarende sender varme følelser mod en Inger Støjberg, selv om hun måske ikke altid forholder sig helt klart til fakta. Alt den slags finder sted så længe vælgerne bifalder den overordnede kurs og de strafferetlige konsekvenser af misinformation er små. Det er der ikke noget nyt i.

Eva Schwanenflügel

Mærkværdigt at ingen længere hylder 'homo ludens', det legende menneske.
Vi ved udmærket godt at synapserne i hjernen bliver bedst udviklet gennem fri leg.
Alligevel søges barndommen systematiseret og kontrolleret som aldrig før.
Jeg græmmes :-(