Læsetid: 8 min.

Hele den menneskelige komedie udspiller sig i fodbold

Det såkaldte transfervindue for handel med fodboldspillere åbnede i denne uge. Og fodbold fremstår mere og mere som et uudholdeligt kapitalistisk skuespil. Men fodbold er ifølge den britiske filosof Simon Critchley, som netop har udgivet ’What We Think About When We Think About Soccer’, også realiseringen af den socialistiske frigørelse forstået som foreningen af frie mennesker med et fælles mål
Selv om sporten er blevet langt mere globaliseret og udbredt blandt alle samfundslag, så bærer fodbold stadig et præg af at være en industriel arbejderklasseaktivitet, siger Simon Critchley.

Selv om sporten er blevet langt mere globaliseret og udbredt blandt alle samfundslag, så bærer fodbold stadig et præg af at være en industriel arbejderklasseaktivitet, siger Simon Critchley.

Peter Kemp

6. januar 2018

Simon Critchley synker dybere ned i den røde lædersofa. Den engelske filosof, der har et anerkendt forfatterskab om bl.a. Hamlet, humor, selvmord og David Bowie i bagagen, sidder på Roxy Hotel i Tribeca på Manhattan. Han er her for at tale om fodbold. I efteråret udkom hans fodboldbog What we think about when we think about football i USA, og den handler – som titlen antyder – om meget mere end en sport.

»Fodbold relaterer sig til alt!« siger han. »Til familieidentitet, kollektiv hukommelse, kolonialisme, krig, køn, maskulinitet, nationalidentitet, klasse- og stammekulturer, racisme og vold«.

Så er vi i gang. Til dagligt underviser den 57-årige brite på New School For Social Research i New York, hvor han har boet i omtrent ti år. Dog er han født og opvokset i den engelske industriby Liverpool, hvor han fik fodbolden ind helt tidligt.

Arbejderklasse-ballet

Simon Critchley kalder sporten, der oprindeligt blev grundlagt på de mudrede baner i 1860’ernes England, for en slags ’arbejderklassens ballet’. Fodboldkulturen følger i udpræget grad den industrielle arbejderklasses geografiske lokationer:

»Hvis du kigger på det økonomiske landkort i England, så korresponderer det ikke med fodboldens geografiske landkort. Tænk på Manchester-holdene, Liverpool-holdene, holdene fra Nordøst som Newcastle, Sunderland og Middlesbrough og resten af dem – der er ingen penge i disse byer.«

Selv om sporten er blevet langt mere globaliseret og udbredt blandt alle samfundslag, så bærer »fodbold stadig et præg af at være en industriel arbejderklasseaktivitet,« siger Critchley og forklarer, at det samme mønster gør sig gældende i lande som Italien, Frankrig, Spanien og Tyskland. 

Simon Critchley: What We Think About When We Think About Soccer

Socialistisk form

Filosoffen mener, at fodbold skal forstås som en socialistisk aktivitet med bevægelsen af ’socius’, foreningen af frie mennesker, som Karl Marx beskrev i sit berømte værk Kapitalen:

»Min tese er, at fodbold i sin form er socialistisk; sporten handler om en oplevelse af kollektivitet og sammenhold. Jeg er inspireret af Karl Marx’ ord om, at foreningen af frie individer er selve formålet med den socialistiske frigørelse. Jeg sammenligner altså Karl Marx’ forening af frie individer med foreningen af spillere på et hold og deres interaktion med fansene.«

Når fodbold er så vigtigt for så mange af os, skyldes det ifølge Critchley den rene oplevelse af forening og fællesskab, som sporten repræsenterer. Socialismen i fodbold består i ideen om, at oplevelsen af frihed ikke opnås alene, men kun i og gennem fællesskabet, hvor de kollektive handlinger ophøjer de individuelle handlinger. Critchley ved godt, at han lyder som en romantiker, og at der er langt fra den ’socialisme’, han ser i sportens dna, til det autokrati og de ekstreme pengesummer, som gennemsyrer sporten.

»Den økonomiske fodboldkapital symboliserer på mange måder det mest vulgære og forfærdelige ved vores tidsalder. Alt, hvad der er galt i verden, afspejles i fodbold. Fodboldens udøvende magt, FIFA, er komplet og aldeles korrupt. Det er afskyeligt, at den vigtigste sport i verden er styret af en flok imbecile i Zürich,« siger han.

Critchley mener, at der eksisterer et komplekst og konfliktfyldt modsætningsforhold mellem fodboldfænomenets socialistiske form og dets materielle grundlag, pengene. Fodboldsporten er fuldstændig kommercialiseret, mættet af sponsorering og vulgær og åndssvag branding – og fremstår som et uudholdeligt symbolsk kapitalistisk skuespil. Men ifølge Critchley er fodbold meget mere end det. Han insisterer også på at se det poetiske i fodbold:

»Væmmelsen og glæden går hånd i hånd. Selv om fodbold involverer beskidte, korrupte penge, så er det i selve formen, at skønheden findes. Poesien i fodbold handler om at betragte spillet som en række bevægelser, der står i skønhedens tjeneste. Skønheden består for mig i, at legende individer bevæger sig kollektivt i nogle smukke formationer, og agerer inden for en bestemt struktur«.

Fra kristendom til klubånd

Størstedelen af ​​de engelske Premier League-klubber har deres rødder i enten en lokal kirke eller en lokal pub og i mere end 100 år fungerede fodboldklubberne som en udvidelse af lokalsamfundet. Men siden de første fodbolde blev sparket til i midten af 1800-tallet, er der sket store samfundsmæssige ændringer. En af de største er, at religionens rolle er mindsket. Ifølge moderne sociologer har sekularisering og aftraditionalisering sammen med øget kulturel frisættelse ført til en ’social rodløshed’ hos det enkelte individ, der ikke længere er forankret i tætte sociale fællesskaber.

Derfor stiller Critchley i bogen det interessante, og måske en anelse absurde spørgsmål, om forholdet mellem troen på Gud og troen på et fodboldhold. Han mener nemlig, at fodbold på mange måder har overtaget den rolle, religionen plejede at have i de vestlige samfund:

»Vi har mistet ideen om underkastelse, om at overgive os til noget, der er større end os selv. Før i tiden var folket underlagt den kristne kirke og selve underkastelsen gjorde, at man betragtede tilværelsen i et større perspektiv. I dag er alt dette forsvundet, og folk er på mange måder fortvivlede. Men i fodbold findes et levn fra fortiden, som giver mulighed for en form for underkastelse. Man er fan af en klub, man er loyal mod sin klub, ens egen identitet er smeltet sammen med klubbens identitet. Du har stadig dine egne meninger, men de virker mindre betydelige i forhold til, hvad klubben repræsenterer og står for. Fodbold er et af de få områder i vores sociale liv, hvor overgivelsen til et højere kald kan finde sted,« siger Critchley.

Det moderne amfiteater

I bogen sammenligner Critchley fodbold med det antikke teater i Athen eller Epidaurus, hvor dramafestivaler kunne tiltrække op mod 18.000 tilskuere. Ligesom det oldgræske teater er fodbold nemlig også kendetegnet ved skæbnen.

I fodbold udfolder skæbnens, særligt den nationale skæbnes, dunkle handlinger sig, som når det danske herrelandshold kvalificerer sig til VM-slutrunden i Rusland. Fodbold kan derfor anskues som et teaterstykke om identitet, familie, stamme, by eller nation. Som et teater for forskellige identitetskampe, et skæbnesvangert drama, der udspiller sig mellem fodboldspillere og fans. Et drama, som vi ifølge Critchley frivilligt underkaster os, og som overvåges af skæbnens kræfter.

Fodbold handler også om en nostalgisk dyrkelse af fortiden, der ifølge Critchley bunder i det menneskelige behov for at blive forført af myter eller historier om mislykkede helte, der stammer fra det antikke drama:

»Mit hold er grunden til, at fodbold er som en myte. Klubbens historie er fyldt med helte, halvguder, og store spillere, der spillede fodbold af de rigtige grunde og ikke tjente mange penge. De var eksemplariske forbilleder. Fodbold er altid forbundet med dyrkelsen af en ophøjet fortid, som fortsat nærer klubben. Fodbold er et område, hvor vi føler, at der eksisterer dydige mennesker, selv om vi kender til alle deres fuck-ups; om de er gift med supermodeller eller er stofmisbrugere,« siger Critchley.

Ligeledes fremstår fodboldtræneren ofte som en messiansk figur eller en lazarusfigur, der er vendt tilbage fra de døde. Chritchley mener, at fodboldtrænerens figur symboliserer en slags ledelsesmæssig puritanisme, en forkæmper for en række strenge moralske dyder:

»Fodboldtrænere indsprøjter en vis ethos, en tro på holdet. Liverpols manager, Jürgen Klopp, prøver at få de unge spillere til at underkaste sig en særlig kollektiv vision for, hvordan spillet bør spilles, som er mere værd end den måde, spillet kan spilles individuelt. Der er en form for kollektivt udtryk i fodbold, og man underkaster sig denne disciplin,« forklarer han.

Der er ingen tvivl om, at der i fodbold opstår fortryllende øjeblikke, som nærmest kan have en religiøs karakter. I bogen refererer Critchley til det tyske begreb ’Augenblick’, den lutherske oversættelse af det græske ’kairos’, der handler om det afgørende øjeblik, hvor man eksempelvis finder troen eller hvor en fodboldkamp afgøres.

Critchley mener, at der utvivlsomt findes mange gode argumenter for at være troende, men troen på Gud er for ham at se en irrationel handling. En vanvittig beslutning om at betragte tilværelsen med en ædruelig euforisme eller en meningsfuld glæde. Men faktisk er det netop denne overgivelse, eller tro på noget ophøjet, der definerer den moderne fodboldfan. Simon Critchley er ikke kristen, men Liverpool F.C. er det tætteste han kommer på et religiøst engagement.

Alternativ krigsførelse

Identitet, ballet, socialisme, poesi og religion har Simon Critchley talt om, og nu er han så nået til det militære. Ligesom i krig er der i fodbold tale om angreb og tilbagetrækning, om besættelse og erobring.

Et fodboldhold skal være organiseret som en lille hær, en mobil og kompakt forenet styrke, der kollektivt bevæger sig i bestemte formationer og agerer som en enhed. Holdet er ikke stærkere end sit svageste led. Fodbold er med andre ord en fortsættelse af krig med andre midler. Og det er bevidst, at han siger ’andre’ og ikke ’fredelige’ midler, for midlerne er absolut krigeriske, understreger Critchley. For ham handler fodbold grundlæggende om sejre og »heroiske nederlag« og om hadet og volden, der ligger og lurer under overfladen.

I fodbold eksisterer der en lovlig organisering af vold, som hele tiden risikerer at udvikle sig til ægte vold:

»Vi er nogle aggressive, grådige og beskidte dyr, og det kommer tydeligt til udtryk i fodbold. Volden ligger i menneskets natur og kan eskalere hvert øjeblik, ligesom det skete under Det Arabiske Forår, hvor fans blev dræbt til fodboldkampe i Egypten,« siger han.

Kapitalismen, korruptionen og volden er medvirkende årsager til, at den britiske filosof forbinder glæden ved fodbold med væmmelse. Selv om det kan forekomme uskyldigt at se og nyde en fodboldkamp, så er man nemlig konstant kompromitteret af rædslerne ved det neoliberale, globaliserede samfund.

Fodboldfans kender udmærket til de undertrykkende magtstrukturer, men samtidigt ved de, at i et simpelt øjeblik kan der opstå noget ophøjet og pragtfuldt. I sådanne magiske øjeblikke opstår der ifølge Critchley en glæde, der hæver sig over forfærdelighederne. Et øjebliks dramatisk udformning af skønhed, hvor den frie forening af spillere og fans fortrylles af en sanselig ekstase. I et tilbageholdt åndedræt lader man noget skønt passere, indtil man ånder ud igen og vender tilbage til verdenens rædsler.

Max Weber, den moderne sociologis fader, sammenlignede det moderne samfund med et jernbur på grund af verdens affortryllelse. For Simon Critchley skal der bare to fodboldmål og en græsplæne til for at genfortrylle den.

Simon Critchley: What We Think About When We Think About Soccer. 222 sider, 20 dollar. Penguin Books.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Betyder det, at vi, der ikke er en hylende fis interesseret i fodbold, går glip af alle de herligheder, som forfattemen oplister?
Personlig har jeg svært ved at se, at fodbold skulle have noget med socialisme at gøre, Et stramt styret spil, med åbenlyse hierarkier og underdogs, og hvis højest stræben er at vinde, få succes.
Hvis dét er socialisme, så må det vist være den Tony Blair'ske variant.

Han er blevet populistisk den kære engelske filosof. I dag er fodbold vel blot business, jf Barcelonas seneste køb, eller Paris', så han kunne også have skrevet en bog med titlen Hvad vi taler ... når vi taler om business, men fodbold klinger bedre - også soccer (vil han gerne have det amerikanske marked), så ... business.

Torben K L Jensen

Hov - tøv lige en kende - han taler om fodbold der kom på banen samtidig med industrialiseringen i det victorianske England og at det i første omgang var den anglikanske kirke der var organisator.

Knud Chr. Pedersen

Fodbold som sport, er ikke længere en sport, men en underholdningsindustri og et teater, hvor svindel er blevet en del af spillet, hvor aktørerne på bedste teatermaner fupper sig til fordele på andres bekostning og med spillets opmænd, dommerne, som villige deltagere på den ene af parternes side, så de som regel rige hold er sikret en ekstra spiller, eller måske endda to ekstra oveni i form af lige så velvillige linjedommere. Hvis journalisternes i alle medier, herunder denne avis ellers vil åbne øjnene, er der på YouTube masser af dokumentation for svindlen hos f.eks. både Barcelona og Real Madrid, to af de hold der i denne avis ikke har manglet omtale. Der er også dokumentation for, at Pep Guardiola, som har været omtalt i denne avis for nylig, er involveret i svindlen. På den måde bliver spillet fuldstændig undermineret.