Læsetid: 3 min.

Kapital er også noget, man spiser

Selvom der produceres mere end rigeligt mad til at brødføde hele jordens befolkning, lever 780 millioner mennesker i kronisk sult. Sådan er kapitalismen. Ny bog optegner absurditeterne i nutidens globale madsystem
Landbrugsproduktion har en tendens til at forværre den overproduktion, der altid plager kapitalismen: Når profitterne presses, har bønder en tendens til at øge produktionen for at undgå tab på de store investeringer. Det accelererer imidlertid blot problemerne og fører til overproduktion af mad.

Landbrugsproduktion har en tendens til at forværre den overproduktion, der altid plager kapitalismen: Når profitterne presses, har bønder en tendens til at øge produktionen for at undgå tab på de store investeringer. Det accelererer imidlertid blot problemerne og fører til overproduktion af mad.

Sofie Amalie Klougart

13. januar 2018

Handel har eksisteret i tusindvis af år, og lige så længe har der været mennesker, der ikke købte for at bruge, men for at sælge igen med en fortjeneste.

Tidlige handelskapitalister udførte til tider vigtige sociale funktioner, men de var aldrig nødvendige for samfundets overlevelse. Det var altid landbruget, der sikrede samfundets basale biologiske reproduktion, og produktionen af fødevarer var indrettet efter menneskelige behov – også selv om det var slaveejerens eller feudalherrens behov.

I løbet af 1500-tallet forandrede det engelske landbrug sig på en måde, der med tiden fik enorme konsekvenser for resten af verden. Bønderne blev fordrevet fra jorden og forvandlet til lønarbejdere hos kapitalistiske storbønder, der nu producerede til et marked med henblik på at opnå profit, der dermed erstattede menneskelige behov som det styrende princip for produktionen.

Menneskene blev adskilt fra den direkte adgang til at producere deres egne livsfornødenheder, og dermed blev det muligt at vikle livet ind i markedets hastig ekspanderende profitlogik.

Landbrugets genstridighed

Kontrollen over produktionen og distributionen af mad har med andre ord altid været en grundsten i det kapitalistiske system. Trods påstandene fra de engang så fashionable teorier om immateriel produktion, kognitiv kapitalisme og vidensøkonomier udgør (landbrugs)produktionen af – og dermed også kontrollen over – de materielle betingelser for samfundets liv stadig kernen i kapitalismen.

Eric Holt-Giménez: 'A Foodie’s Guide to Capitalism'.

Monthly Review

Det viser Eric Holt-Giménez, leder af tænketanken Food First, i A Foodie’s Guide to Capitalism. Bogen stræber efter at være et redskab for madaktivister, og selv om den både er teoretisk forvirret og jævnt hen kedeligt skrevet, formår den alligevel at udpege de elementære problemer med kapitalistisk madproduktion. Dem er der mange af.

Kapitalismen passer ikke rigtig godt til noget som helst, men landbruget er i særdeleshed genstridig over for kapitalens krav. De store og langsigtede investeringer i immobile ting som jord og bygninger gør det sammen med den ofte meget lange produktionstid (afgrøder skal gro, dyr skal vokse) svært at reagere hurtigt og effektivt på markedsbevægelser.

Det betyder også, at landbrugsproduktion har en tendens til at forværre den overproduktion, der altid plager kapitalismen: Når profitterne presses af faldende priser, har bønder en tendens til at øge produktionen for at undgå et tab på de store investeringer. Det accelererer imidlertid blot problemerne og leder til det fænomen, der er ligeså velkendt i kapitalismen, som det er fremmed for andre økonomiske systemer: overproduktion af mad, der går til spilde, fordi de, der har brug for det, ikke kan købe det.

Naturens processer er besværlige for kapitalen: Ustabilt vejr kan ødelægge en investering, og den tid, hvor afgrøder og dyr gror, er intet andet end irriterende tab. Derfor har det kapitalistiske landbrug altid været ledsaget af et intenst forsøg på at få naturen til at makke ret, blandt andet ved at udvikle syntetisk gødning, gensplejsede afgrøder samt diverse former for biologisk acceleration, der f.eks. får dyr til at vokse hurtigere.

Den grønne revolution

I sidste halvdel af det 20. århundrede forsøgte et sammenrend af internationale organisationer og stater med USA i spidsen at gennemføre en såkaldt ’grøn revolution’, der skulle modernisere landbruget i det globale syd gennem indførelsen af kunstvanding, kemisk gødning, pesticider, mekanisering, nye afgrøder og specialisering.

Den grønne revolution krediteres ofte for at redde millioner af mennesker fra sultedøden, men Holt-Giménez gør regnskabet anderledes op: Moderniseringen af landbruget i det globale syd har gjort bønder mere afhængige af det globale marked, udpint jorden, udkonkurreret småbønder, centraliseret jordejendommen, reduceret biodiversiteten, ødelagt miljøet og øget udledningen af drivhusgasser. Gennem billige lån og øget konkurrencepres gjorde man bønder afhængige af store multinationale virksomheder, som bønderne var tvunget til at købe særlige, patenterede typer af frø og gødning af.

De sidste århundreders kommercialisering af landbruget har skabt et system, hvor mad produceres for at tjene penge, og ikke for at opfylde menneskers behov. Når profit er målet, får folk uden penge lov til at rådne op, ligesom dyrevelfærd, klimaforandringer, biodiversitet og miljøhensyn kommer i anden række.

Mange af de initiativer, der forsøger at bekæmpe sult, formår ifølge Holt-Giménez ikke at lokalisere den egentlige årsag til problemerne, hvilket blandt andet skyldes mange humanitære NGO’ers frygt for at blive for ‘politiske’. Styrken ved A Foodie’s Guide to Capitalism er, at den konsistent udpeger den sociale logik, der må dø, hvis økologisk destruktion, menneskelig katastrofe og biosfærisk nedsmeltning skal undgås: kravet om profit.

Eric Holt-Giménez: A Foodie’s Guide to Capitalism. 280 sider. Monthly Review Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bettina Jensen
  • Randi Christiansen
  • Trond Meiring
  • Gustav Alexander
  • Eva Schwanenflügel
  • Palle Yndal-Olsen
Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Bettina Jensen, Randi Christiansen, Trond Meiring, Gustav Alexander, Eva Schwanenflügel og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Tak til Søren Mau for at gøre op med de her helt debile idéer om vidensøkonomi, kognitiv kapitalisme osv.

Jeg håber virkelig at nogle Alternativet vælgere læser med, da det netop påviser naiviteten i deres projekt. Vi er ikke på vej ind i en fager nyt samfund; deleøkonomi, disruption, vidensøkonomi eller hvad man nu ønsker at fylde folk med af begreber uden teoretisk eller empirisk støtte. I hele tiden efter "the cultural turn", har man glemt at mennesker altså stadig er fysisk eksisterende væsner, der spiser, sover og lever efter visse almene parametre.

Landbrugssamfundet er stadig et bærende element selvom det virker både ufashionabelt og ubelejligt for storbyeliterne. Man bør virkelig bemærke at Venstre og Alternativet jo faktisk er enige om at fremtidens samfund netop vil blive defineret ved en slags 'revolutioneret' økonomi. Det synes jeg simpelthen ikke man kan tillade sig at mene, hvis man skal placere sig på venstrefløjen.

Overproduktion er et generelt problem i kapitalismen, som ikke kun ses i madspil. Den enormt dygtige historiker Robert Brenner mener netop at international konkurrence - på alle markeder - fordrer konglomeration af industri, da det kræver stadig større og større virksomheder, hvis man fortsat skal kunne underbyde hinanden på pris. Resultatet er at større virksomheder fører til lavere lønninger, der fører til endnu større virksomheder, som så fører til endnu lavere lønninger.

Vi bør implementere nogen meget håndfaste afstraffelsesmetoder, hvis en Uffe Ælbæk eller en Jakob Elleman-Jensen i fremtiden vover at spinde videre på deres fantasieventyr om "vidensøkonomi" og "disruption" på landsdækkende TV.

Niels Duus Nielsen, Bettina Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Det kom alligevel bag på mig at prisen for al global fysisk smertelindring (ikke helbredelse, hvilket vel også er en dårlig business for medicinalindustrien nudge nudge) er på kun 1 milliard kroner årligt, hvis man ser på fremstilling og transport alene.

Steffen Gliese

Jeg kan ikke forstå en tankegang, der ikke går ud på at sikre alle i et samfund en rimelig tilværelse, en stor grad af frihed og en stor medindflydelse på de fælles beslutninger.

Trond Meiring, Torben Skov og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Odd Bjertnes, det koster jo ingenting - og sidste, der var en fra branchen, der udtalte sig, sagde hun med rene ord, at de selvfølgelig tog, hvad de kunne komme afsted med.

Søren Mau: Du mangler et væsentligt element i din analyse (det gør Eric Holt-Ginénez også), og det er jordejendommen. Det var adskillelsen kapitalist (bonde, der selv kunne investere) og jordejer, der formede udviklingen, hvis man vil følge sin Marx. Og kapitalisten skulle have sin profit og havde hyret landarbejdere til at dyrke jorden. Det var jo før det hyperkapitaliserede landbrug med få ansatte vi har i dag. Og jordejeren skulle have sin jordrente. Dvs. der var virkelig pres på fortjenesterne.
For det andet: priserne falder, og så produceres der mere, mener du. Det er rigtigt, at moderne landbrug deltager i et ræs mod bunden, og så kan det se ud, som om grunden er lave priser. Men logikken er den omvendte, som man også ser i fattige lande hvor småbønder styrer produktionen med uklare ejendomsforhold: priserne stiger, hvis høsten er dårlig, og det giver et incitament til at producere mere. Hvis det lykkes falder priserne, og det omvendte sker. Osv. Dvs. det er svært at komme ud af den cirkel, hvor mængde og pris kommer ud på det samme. Det er selvfølgelig baseret på et stagnerende marked.
I vores højkapitaliserede landbrugstider er der naturligvis hele tiden en forestilling om, at selvom jeg producerer mere, gør de andre det ikke, og jeg kan ikke påvirke priserne hverken op eller ned (mikroøkonomisk lærebogsforestillinger. enkeltvirksomheden er pristager). Men det viser sig, at alle hele tiden producerer mere, og så er der en tendens til prisfald, afhængigt selvfølgelig af efterspørgselssiden, markedet, der også skal tages med i betragtning. Men den tendens: at gå til grænsen af, hvad man kan producere er så at sige indbygget i systemer (for Feinschmechere: Differentialrente II).

Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Karen Helveg,

Søren Mau behandler netop jordejendommen i relation til kapitalismens agrare rødder i 1500-tallet. Det er her at overgangen fra et feudalt samfund domineret ar jordejere, til et samfund baseret på urban (kapitalistisk) industri med lønarbejde, har sin rod.

Det vigtige for Mau's analyse er naturligvis kommodificeringen og kapitaliseringen af landbruget - og ikke nødvendigvis den senere udvikling mod urban industri, som ellers starter her.

Helveg, din forklaring af markedskræfter og pristigninger kunne næsten lyde således at markedskræfterne i sig selv kan forklare sociale tendenser i samfundet? Du må rette mig, hvis jeg misrepræsenterer dit arugment, men det er en slags ahistorisk forklaring, da markedet jo determineres af sociale relationer og ejerskabsforhold; dvs markedskræfterne kan aldrig være en primær årsag til noget, da det selv er en konsekvens af ejerskabsforhold og klassernes indbyrdes kamp.

Systemets logik baseres ikke på individers produktion ellers deres psykologiske inklinationer; det er nok kun en forklaring, som kapitalismens fortalere vil være enige i. Det er i en marxistisk analyse systemets logik og følgende interne modsætninger, der driver oveproduktionen i processen, som jeg beskriver i min øverste kommentar. Systemet behøver vækst, vækst kræver kontinuerlige geninvesteringer; investeringer som kræver profit. Kan et marked ikke længere brede sig geografisk, må det intensivere udbytningen i 'dybden' så at sige. Dvs reducere produktionsomkostninger, hvilket involverer lønninger og arbejdsvilkår, antallet af ansatte, arbejdstimer mv. Dét er kimen til overproduktionen og prisfaldende i en marxistisk analyse; ikke - som jeg forstår dig - enkelte individers psykologiske forhold til markedet.