Læsetid: 4 min.

Læst udefra: De unge jihadisters forvildede sjæle

I tre år har den franske psykolog Tobie Nathan talt med islamisk radikaliserede unge, og han mener, at man skal tage deres filosofiske overvejelser alvorligt for at undgå, at de griber til våben
6. januar 2018

Tobie Nathan har i mange år været kendt i de franske medier som en af de fremmeste fortalere for det, der hedder etnopsykiatri. I stedet for et universalistisk udgangspunkt for psykiske sygdomme tager etnopsykiatrien udgangspunkt i et mere globalt syn på den syge og inddrager patientens kultur, gud eller guder, ofte med hele familien inddraget i et terapeutisk forløb. Nathan har på denne vis gennem 40 år hovedsageligt arbejdet med indvandrere.

Nathan har gennem årene udgivet en række essays om etnopsykiatri, men også romaner – i 2015 var han med i opløbet til Frankrigs mest prestigiøse litterære pris, Goncourtprisen.

Men Tobie Nathan er også selv indvandrerbarn. Den nu 69-årige forsker er jøde og flygtede seks år gammel med sin familie fra Ægypten til Frankrig, nærmere bestemt til pariserforstaden Gennevilliers, i dag en af de mest radikaliserede ghettoer. Alle disse evner har Tobie Nathan nu lagt i en både isnende, smuk og eftertænksom bog: Les âmes errantes – De omflakkende sjæle. Titlen henviser, med  et typisk Nathansk twist, til begrebet ’den evige jøde’, på fransk kaldet ’den omflakkende jøde’. En kristen legende fortæller om en jøde, der hånede Jesus på korset, og som derefter er dømt til for evigt at vandre rundt i verden.

Ønsker ikke medfølelse

I dag er sådanne omflakkende sjæle unge mennesker, som er usikre på deres grundlag og derfor fanges af radikal islam. Fællesnævneren er ikke, at de kommer fra muslimske familier. Fællesnævneren er deres manglende tilhørsforhold og kendskab til deres forfædres kultur, ofte parret med en usikkerhed, der stammer fra flersprogethed, forklarer Tobie Nathan.

»En fundamental usikkerhed i fornemmelsen af forholdet mellem ordene og tingene«, der har gjort Nathan en varm fortaler for modermålsundervisning.

Tobie Nathan: Les âmes errantes

I 2014 besluttede den franske stat at overgive behandlingen af radikaliserede unge til George Devereux-centret i Paris, som netop Nathan har grundlagt. Her har han fra 2014 taget imod unge, som familie, skole eller venner har grebet ind over før, før det er kommet til voldelige handlinger. Det er ikke særlig frivilligt, de går til samtaler med Nathan. Han er til gengæld overbevist om, at de to holdninger, der ofte præger mødet med disse unge, er fejlagtige.

Medfølelse ønsker de overhovedet ikke. At henvise til loven eller laïcité nytter heller ikke det mindste. For de følger netop en lov, understreger Nathan, blot en anden. Det burde folk, der er vokset op i en kristen tradition forstå: Man behøver blot tænke over de mange, der blev martyrer, fordi de nægtede at føje romerne.

I stedet lytter Nathan til de unge og prøver at hjælpe dem til et større begrebsapparat. Når en ung kvinde pludselig tager slør på og dækker både krop, hænder og ansigt, når en ung mand, der hidtil har røget hash og pjækket fra skolen, pludselig beder fem gange om dagen og overvejer at tage til Syrien, hvad er der så på færde? Nathan krydser sin egen historie – hvor hans egen radikalitet ligesom mange andre fra hans generation kom til udtryk gennem ungdomsoprøret – med fortællinger om de unges familiehistorier.

Ydmygelse svier stadig

Problemet for indvandrerbørn er nemlig ikke, hævder Tobie Nathan, som man ofte tror, at de ikke kan tilpasse sig, at de ikke er integrerede. Problemet er snarere, at disse børn bliver alt for fleksible og dermed manipulerbare, og det ved de folk, der opsøger de rastløse sjæle. Det skyldes, at de opdrages uden ordentlig indsigt i forfædrenes kultur, den fortrænges nærmest officielt. Nathan beretter om engang, en skolelærer gjorde grin med hans jødiske kultur, da han fortalte, at han skulle holde jødisk påske og derfor ikke kom i skole næste dag.

Ydmygelse svier stadig, selv i en voksen mands sjæl.

Mens de fleste således betragter den såkaldte laïcité som en succes, mener Nathan, at den er en af grundene til, at radikaliseringen kan finde sted. Når både skolerne og resten af offentligheden har fortrængt religiøsiteten, og ikke mindst guderne, kommer det fortrængte så voldsomt tilbage. Det er gudernes vrede, vi ser gennem disse unge, disse voldsomme guder, man har kendt gennem hele verdenshistorien. Og det rammer især unge, som et sted i deres slægt og oprindelse er usikre på rødder. Det får Nathan talt frem i den række portrætter, han indfølende giver af de unge og håber så, at andre gennem forståelsen af de unge får redskaber til at hjælpe dem.

»Jeg har været del af en ungdom, der var lige så radikaliseret som de unge, der nu omvender sig til islamisk jihadisme. Der gik mange år, før jeg forstod den hævnfølelse, vi bar i os, og som også gav os en urealistisk følelse. Nej, selvfølgelig var det franske specialpoliti ikke SS’ere. Men vi havde ikke nogen SS’ere ved hånden.«

Tobie Nathan: ’Les âmes errantes’. L'Iconoclaste. 247 sider. 19 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu