Læsetid: 6 min.

Latour vil forene socialisterne og økologerne

Vi må orientere vores geopolitiske kompas væk fra det lokale og det globale for i stedet at rette det imod det jordlige. Sådan lyder budskabet i den franske filosof Bruno Latours nye bog – territorieløsheden er blevet det nye fællesmenneskelige vilkår
Ifølge Bruno Latour har vi brug for en ’politisk-fiktiv’ hypotese om eliternes opgivelse af en fælles horisont for at forstå, hvorledes globaliseringsprojektet kunne ende i absurd ulighed, og hvordan klimafornægtelsen er blevet et geopolitisk omdrejningspunkt.

Ifølge Bruno Latour har vi brug for en ’politisk-fiktiv’ hypotese om eliternes opgivelse af en fælles horisont for at forstå, hvorledes globaliseringsprojektet kunne ende i absurd ulighed, og hvordan klimafornægtelsen er blevet et geopolitisk omdrejningspunkt.

Ritzau Foto

6. januar 2018

I 1980’erne begyndte alarmklokkerne at ringe: Jordens ressourcer er ikke uendelige. Der er økologiske grænser for menneskets aktiviteter.

De globale eliter hørte advarslen og forstod dens alvor. De forstod, hvilke grænser klimaforandringerne ville indskrive. De forstod, at det var dem, som det ville blive dyrt for.

Eliterne gjorde sig derfor klar til at forlade drømmen om en fælles verden. De skar hurtigst muligt alle bånd til solidariteten over, lod markeder deregulere og uligheden eksplodere. Alt imens de benægtede klimaforandringerne for at købe sig selv tid.

Sådan lyder den radikale hypotese, som indleder den franske sociolog og filosof Bruno Latours nye bog Où Atterrir? Comment s’orienter en politique (Ned på jorden: Hvordan vi orienterer os politisk). En bog, hvori Latour igen viser, at han er den intellektuelle, som mest vidtrækkende forstår at teoretisere over den økologiske krises politisk-filosofiske implikationer.

Territorieløshed

Latours indledende hypotese er implausibel, hvilket han også selv erkender. Den er for uempirisk, for konspirationsteoretisk – alt, hvad hans bidrag til sociologien i øvrigt altid har kæmpet imod.

Men ifølge Latour har vi brug for en sådan »politisk-fiktiv« hypotese om eliternes opgivelse af en fælles horisont for at forstå, hvorledes globaliseringsprojektet kunne ende i absurd ulighed, og hvordan klimafornægtelsen er blevet et geopolitisk omdrejningspunkt.

Ved at inkarnere både uligheden og klimafornægtelsen bliver Trump for Latour symbolet på denne opgivelse af en fælles verden. 

Bruno Latour: ’Où Atterrir? Comment s’orienter en politique’

Da Trump trak USA ud af Paris-klimaaftalen, var det intet mindre end en territoriel krigserklæring. Latour udlægger præsidentens logik på følgende vis: »We, the Americans, do not belong to the same land as you. Yours may be threatened, ours will not be!«

Og her står vi så: ingen fælles verden, intet fælles Vesten. Dette samtidig med, at 65 millioner mennesker netop nu er på flugt, fordi deres territorier forsvinder som følge af krig og klimaforandringer.

At de ’ikkevestlige’ ser deres territorier forsvinde er der desværre intet nyt over, ræsonnerer Latour. Vestens modernisering har altid været på bekostning af andres land. Det, som til gengæld er nyt, er, at vi – ’de moderne’ – nu ligger under for samme grundvilkår.

Hvorfor? Fordi klimaforandringerne viser os, at der ikke findes en planet, som kan understøtte visionen om modernisering.

Vi ser således også territoriet forsvinde, jorden smuldrer under fødderne på os alle. Imens vores politiske samtid kendetegnes ved opgivelsen af en fælles verden, er territorieløsheden blevet en ny, universel menneskelig betingelse.

Imod Jorden

For Latour bliver nutidens politiske opgave derfor at identificere et fælles, beboeligt territorium, hvor alle os, som deler denne skæbne, kan leve i nogenlunde harmoni med hinanden – og med de ikkemenneskelige  kræfter, som også er på flugt: Klimaets migranter er ikke kun menneskelige: Også floder, landerosioner og forurening krydser i dag grænser.

Men ifølge Latour er denne opgave kun mulig, såfremt vi formår at genindstille vores politiske kompas, som siden moderniteten har tilladt os kun at orientere os imellem to forskellige politiske territorier: det lokale og det globale. Ingen af disse to territorier formår nemlig at fungere som realistisk normativ retningsgiver for politik.

Det var imod det globale, at alt indtil for kort tid siden bevægede sig. Moderniseringsfronten havde globen som horisont. Men drømmen om den uendelige globe, det globale territorie, eksisterer ikke længere, fordi den globale ulighed er ude af kontrol, og fordi COP21-klimatopmødet lærte os, at globen ikke er uendelig.

For Latour er det derfor forståeligt, at dem, der blev efterladt – dem, der kaldes ’reaktionære’ eller ’populister’ – søger beskyttelse i det lokale territorie, dettes traditioner og identiteter. Som den politiske økonom Karl Polanyi lærte os i hovedværket The Great Transformation (1945), har et civilsamfund altid ret til at forsvare sig selv imod angreb. Og imens globaliseringen begyndte som et projekt, der skulle udvide mængden af perspektiver på verden, så endte det paradoksalt nok som en provinsiel udspredelse af en enkelt (økonomistisk) vision for verden – til fordel for en række få eliter.

Øen Saint Martin i Caraiben er blandt de områder, som er ramt af orkanen Irma. Mange mennesker oplever allerede nu på egen krop konsekvenserne af klimaforandringerne. Med den økologiske krise følger en række nye, asymmetriske magtrelationer, som borgeren, politikeren og samfundsforskeren må gøre sig bevidst
Læs også

Problemet er blot, at imens det globale territorie er for stort, så er det lokale territorie for småt. Den isolerede nationalstat kan umuligt gemme sig fra globaliseringens manifestationer, ligesom globale risici ingen grænser respekterer. Du kan måske holde en mexicansk flygtning ude ved at bygge en mur, men ikke klimaforandringer. Front Nationals Frankrig er lige så urealistisk som hypermodernisternes globe.

Vi må lokalisere et tredje politisk territorie.

Og her kan Trump hjælpe.

For Latour var det forventeligt, da Trump – ligesom en anden megalomanisk figur lavet af plastic, nemlig Buzz Lightyear – annoncerede, at han – med Latours ord – ønsker at flyve USA »imod det uendelige univers«. Trumpismen er nemlig det første politiske projekt primært drevet af jordisk eskapisme. Kun hvis du benægter klimaforandringerne og investerer i olie og kul, giver det mening at ville gøre »America great again« bag en mur. Trumps territorie er hverken lokalt eller globalt. Det er offshore.

Det territorie, vi leder efter, må derfor være det modsatte af Trumps: Vi må orientere vores politiske kompas imod jorden og dens reaktioner på, hvordan vi behandler den, mener Latour. Et territorie, som er større end det lokale, men mindre end det globale. Han kalder dette tredje territorie »Terrestre«, det jordiske.

Geosociale alliancer

For at denne politiske retning kan møde tilslutning, må der skabes alliancer – både med den ’reaktionære’. som blev efterladt af globaliseringens konsekvenser, og med de ’progressive’, som begynder at kunne øjne, at planeten ikke kan bære moderniseringen.

Den vigtigste alliance er dog den, som må skabes imellem økologiske og socialistiske bevægelser. Hvis såvel de grønne som de socialistiske partier har været i krise – argumenterer Latour – så skyldes det, at de ikke har formået at slå kræfterne sammen.

Bevægelserne har øjensynligt altid følt sig tvunget til at vælge side: Forsvarer I ’det sociale’ og det menneskelige eller ’det naturlige’ og det ikkemenneskelige?

Og konfronteret med dette spørgsmål har socialisternes kamp taget udgangspunkt i ’samfundet’ og i ’sociale spørgsmål’, imens de økologiske bevægelsers kamp har taget udgangspunkt i beskyttelsen af ’naturen’.

Men ifølge Latour har det sociale spørgsmål i praksis altid hængt sammen med jord og land. Og økologi – fremfor beskyttelsen af en afgrænset, ikkemenneskelig natur – har i praksis altid handlet om bekymrende associationer imellem humane og nonhumane kræfter.

Og nu – i vores Nye Klimatiske Regime, hvor de ultrarige investerer i survival condos på New Zealand, mens de ultrafattige i Bangladesh ser deres land drukne – kan der umuligt herske tvivl om, at social retfærdighed, ulighed og tab af territorie hænger sammen.

For at hjælpe denne nødvendige alliance imellem socialisterne og økologerne på vej, introducerer Latour begrebet ’geosociale klasser’, der har til formål at understrege, at det sociale spørgsmål også er et spørgsmål om soil, om territorie.

Imens det 19. århundrede kendetegnedes ved sociale klassekampe, vil det 21. århundrede således kendetegnes ved geosociale klassekampe, mener Latour. Klasser kan ikke længere blot defineres af deres plads i produktionssystemet, som hos Marx, men må også defineres med reference til deres territorielle position.

Hvis vi kunne lokalisere disse geosociale klasser, ville vi ifølge Latour ikke længere behøve at overbevise socialisterne om, at uligheden er et økologisk anliggende og vice versa.

Og materialismen? Den ville efter 150 års marxistiske analyser endeligt blive materialistisk.

Où Atterrir? bør være pligtlæsning for samtlige socialistiske og politisk-økologiske bevægelser i Europa. Et Europa, som efter alt at dømme nu står på egne ben.

Bruno Latour: ’Où Atterrir? Comment s’orienter en politique’. La Découverte. €12. 156 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Morten Daugaard
  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Heine Svendsen
Torben K L Jensen, Morten Daugaard, Olaf Tehrani, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Heine Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer