Læsetid: 6 min.

Et lidenskabeligt forsvar for en ustyrlig demokratisk legekultur

Demokrati skal praktiseres som kollektivt selvstyre, og der må insisteres på ustyrlighedens paradoks, nemlig at den, der styrer, også må være den, der lader sig styre. Sådan skriver to uddannelsesvidenskabelige lektorer i en flerstemmig og samtidskritisk bog om (ud)dannelsessystemets veje og vildveje
’Hver gang jeg bliver spurgt, så svarer jeg, at eleverne skal have deres eget frirum,’ siger undervisningsminister Merete Riisager (LA). ’Men det kan jeg jo ikke lovgive om.’

’Hver gang jeg bliver spurgt, så svarer jeg, at eleverne skal have deres eget frirum,’ siger undervisningsminister Merete Riisager (LA). ’Men det kan jeg jo ikke lovgive om.’

Stine Bidstrup

6. januar 2018

Der overstyres i den offentlige sektor, ikke mindst inden for uddannelsessystemet. Det synes nærmest at være blevet en ny natur for de opvoksende generationer, at de skal finde sig i – og til rette i – en læringsmålstyret, modulopbygget og konkurrenceudsat uddannelsessfære, hjemsøgt som den er af besparelser, lukninger, fusioner, evindelige reformer, anmassende dokumentationskrav og allehånde evalueringsmaskiner.

Konkurrencen, billiggørelsen og tidsminimeringen er sat i verden for primært at garantere produktionen af fremtidens arbejdskraft – ikke for at sikre den demokratiske dannelse af borgerne i dette land. Ej heller for at »udvide den enkeltes sanselige, emotionelle og intellektuelle erfaringshorisont«, som der står på bagsidecoveret af den skrigorange bog, jeg just har læst med interesse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Kristensen

Jeg har ikke læst artiklen, men jeg undre mig bare over fotoet, ingen står da med sine arme krampagtigt omkring maven på den måde -