Læsetid: 6 min.

Et lidenskabeligt forsvar for en ustyrlig demokratisk legekultur

Demokrati skal praktiseres som kollektivt selvstyre, og der må insisteres på ustyrlighedens paradoks, nemlig at den, der styrer, også må være den, der lader sig styre. Sådan skriver to uddannelsesvidenskabelige lektorer i en flerstemmig og samtidskritisk bog om (ud)dannelsessystemets veje og vildveje
’Hver gang jeg bliver spurgt, så svarer jeg, at eleverne skal have deres eget frirum,’ siger undervisningsminister Merete Riisager (LA). ’Men det kan jeg jo ikke lovgive om.’

’Hver gang jeg bliver spurgt, så svarer jeg, at eleverne skal have deres eget frirum,’ siger undervisningsminister Merete Riisager (LA). ’Men det kan jeg jo ikke lovgive om.’

Stine Bidstrup

6. januar 2018

Der overstyres i den offentlige sektor, ikke mindst inden for uddannelsessystemet. Det synes nærmest at være blevet en ny natur for de opvoksende generationer, at de skal finde sig i – og til rette i – en læringsmålstyret, modulopbygget og konkurrenceudsat uddannelsessfære, hjemsøgt som den er af besparelser, lukninger, fusioner, evindelige reformer, anmassende dokumentationskrav og allehånde evalueringsmaskiner.

Konkurrencen, billiggørelsen og tidsminimeringen er sat i verden for primært at garantere produktionen af fremtidens arbejdskraft – ikke for at sikre den demokratiske dannelse af borgerne i dette land. Ej heller for at »udvide den enkeltes sanselige, emotionelle og intellektuelle erfaringshorisont«, som der står på bagsidecoveret af den skrigorange bog, jeg just har læst med interesse.

To lektorer fra Kultur- og Uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet i Odense (SDU), Herdis Toft og Dion Rüsselbæk Hansen, har fået en idé og skrevet en lidenskabelig debatbog, der drømmer om at revolutionere (ud)dannelsessystemet. Efter at have ført lange samtaler med syv givende mennesker, udvalgt en række interviewcitater fra disse og læst et hav af filosofiske, politologiske, sociologiske og dannelsesteoretiske værker har de produceret en egensindig hybrid af en bog med titlen Ustyrlighedens paradoks. Demokratisk (ud)dannelse til debat.

Ustyrlighedens paradoks

Fra det politiske liv trækker Toft og Rüsselbæk på udvekslinger med undervisningsminister Merete Riisager (Liberal Alliance) og uddannelsesordførerne Jakob Mark (SF) og Carolina Magdalene Maier (Alternativet). I forskningslivet har de opsøgt professorerne Lars-Henrik Schmidt og Henrik Kaare Nielsen (begge fra Aarhus Universitet) og Nikolaj Mottelmann (SDU). Fra sidelinjen og direkte ind på hovedsporet har digteren Søren Ulrik Thomsen indvilliget i at stille op. Sidstnævnte entrerer undervisningsrummet og siger: »En god lærer er én, der kan åbne et digt, men ikke tager førergreb på det og siger: ’Det betyder én ting og kun én ting.’ Det er også én, der giver eleverne modstand.«

Bogen indledes med et citat af filosoffen Gregory Bateson fra 1979: »Linedanseren opretholder sin stabilitet ved ustandselige korrektioner af sin ubalance.« De to forfattere er af den opfattelse, at verden principielt er ustyrlig, og at politikernes, uddannelsesøkonomernes og forvaltningssystemernes styringsindgreb – på trods af de bedste intentioner, de måtte have, kommer til at producere endnu mere ustyrlighed, der kræver endnu flere styringstiltag og så videre.

Som alternativ til den negative og selveskalerende styringsspiral formulerer de to forfattere og deres syv hjemmelskvinder og -mænd en vision om et deltagelsesdemokratisk og legende samfund. Fri tænkning, fri udfoldelse og virkelige horisontudvidende møder med ’andetheden og de andre’ versus detailstyring, mistillid til den offentlige sektor og neo-liberal ’stalinisme’.

Bogens tese er med forfatternes egne ord: »... at der hersker en ubalance mellem opfattelse af demokrati og dannelse som baseret på lighed, frihed og pluralisme i uddannelsesfeltet, og så den teknokratiske og instrumentelle tilgang, der mestendels handler om at styre alt for alle i dette felt«. 

Herdis Toft og Dion Rüsselbæk Hansen: Ustyrlighedens paradoks

Legende demokratiske fælleskaber

Ifølge Henrik Kaare Nielsen må demokrati forstås som et »kollektivt selvstyre«. Demokratiske dannelsesprocesser er nødvendige for at ’skabe’ engagerede borgere. Men det repræsentative demokrati, der sender magten videre til et professionelt lag af politikere, er ifølge Toft og Rüsselbæk ikke i stand til at gøde jorden for endsige omfavne demokratise dannelsesprocesser, der ikke er entydige og målrettede, men mangetydige og eksperimenterende. Derfor slår de kraftigt på tromme for anarkistiske og selvstyrede dannelsesprocesser på alle niveauer i samfundet.

»Det er igennem deltagelse i dannelsesprocesser, at individet tilskyndes til at overskride sig selv, dels ovenud i noget højere, dels udad i noget større.« Eller udtrykt med Lars-Henrik Schmidts ord, der emmer af en livslang og dyb omgang med Nietzsche: »Hermed menes, at man skrider ovenud af sig selv for at blive indoptaget i noget højere ...«

Snarere end at nøjes med at opdrage borgerne til at stemme til valgene, kende deres pligter og følge lovene, skal der leges og vekselvirkes noget mere. For i legen sker der en kollektiv selvoverskridelse. I legen er reglerne og rollerne altid til forhandling, og de legende må indlade sig på at blive revet med uden instrumentelle bagtanker. Legen tager uventede drejninger; den er sandt ustyrlig, skriver tandemforfatterne.

De legende har mulighed for både at blive optaget i og af noget højere, ikke mindst fordi man gennem legen med andre bliver mere end sig selv. Igennem legens frie regelforhandlinger øver man sig ikke bare på at blive som Batesons linedanser. Man bliver også karakterdannet og en demokratisk deltager i og fornyer af alle fællesskaber.

Undervisningsminister Riisager siger nærmest samstemmende: »Hver gang jeg bliver spurgt, så svarer jeg, at eleverne skal have deres eget frirum. Men det kan jeg jo ikke lovgive om.« Og selv om vi for tiden hører megen floromvunden og mere eller mindre uforpligtende tale om dannelse og frihed fra det politiske niveaus top, så kværner den lovgivningsmæssige og forvaltningsmæssige virkelighed ufortrødent videre. Således er det vist på tide at komme ned på jorden igen. Det kan f.eks. ske med et citat af Jakob Mark om de nationale test og de internationale PISA-målinger: »Hvordan vi klarer os sammenlignet med andre lande, det er for mig at se simpelthen pest for uddannelsesdebatten.«

Ren ønsketænkning?

Under læsningen af de 237 sider, der former sig som en sympatisk og behændigt udvalgt citat-bricolage, isprængt herligt utilpassede og – i en aktuel dansk universitetspolitisk kontekst – meget usædvanlige, anarkistiske og visionære tanker om dannelse og demokrati, savnede jeg i ganske særlig grad udfoldelsen af tre vægtige områder med dertilhørende tunge spørgsmål og tvivlrådigheder.

Hvilke realiseringsbetingelser har de grandiose og smukke tanker i bogen? Hvilke chancer er der for, at de bliver virkeliggjort, når der hersker en tilsyneladende meget stabil politisk konsensus om både at over- og målstyre uddannelsessystemet? Øjner forfattere eksempelvis konturerne af en eksperimenterende demokratisk legekultur i folkeskolen, i gymnasiet, på lægestudiet, på læreruddannelsen og på CBS? Uden en diskussion af disse irriterende, konkrete og hjemløse spørgsmål risikerer bogen at blive til ren ønsketænkning.

For det andet: Bogen har en slagside i retning af det ’rent’ politiske, hvorfor den kommer til at underbehandle det økonomiske systems voldsomme betydning og den form for global- og nationalkapitalisme, som uddannelsessystemet fungerer inden for. Der udgår jo eks- og implicitte fordringer og forestillinger for ikke at sige særdeles manifeste krav fra ’arbejdsgiverne’, ’aftagerne’ og ’arbejdsmarkedet’, som det hedder med tre af samtidens tilsyneladende neutrale a-ord.

Endelig koger bogen nærmest over af ideer, der ikke når at blive behandlet, før nye indfald sprudler frem. På side 49 skal danskerne lære at hygge sig lidt mindre og lægge mere afstand til hinanden. Et skud fremmedgørelse skal der til for at lære os at se fremad og ud over os selv. På side 101 skal vi med en novelle af Herman Melville om skriveren Bartleby »foretrække at lade være«, når nogen vil have os til at gøre noget, f.eks. realisere vores potentialer på arbejdet eller via den selvvalgte problemformulering på studiet.

Men lidt efter fremskriver forfatterne en tæt og forpligtende legekultur, der ikke just hylder fremmedgørelsen, samtidig med at de to forfattere så absolut foretrækker og ’prædiker’, at ’folket’ slutter om den demokratisk-dannende legekultur, der ikke bare skal udfordre, men også underminere og in the long run erstatte de allestedsnærværende styringsparadigmer.

Herdis Toft & Dion Rüsselbæk Hansen i samtale med Carolina Magdalene Maier, Jakob Mark, Henrik Kaare Nielsen, Nikolaj Mottelmann, Merete Riisager, Lars-Henrik Schmidt, Søren Ulrik Thomsen: ’Ustyrlighedens paradoks. Demokratisk (ud)dannelse til debat’. Forlaget Klim. 237 sider, 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Kristensen

Jeg har ikke læst artiklen, men jeg undre mig bare over fotoet, ingen står da med sine arme krampagtigt omkring maven på den måde -