Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny bog: Når demokratier dør – eller hemmeligheden bag Trumps succes

Steven Levitsky og Daniel Ziblatt har skrevet en fascinerende – og foruroligende – fremstilling af, hvordan USA slækkede på sit demokratiske bolværk og gav verden Donald Trump
Selv om Trump fra starten levede op til alle kriterier for en atutoritær og antidemokratisk leder, var der ikke én republikaner, der forsøgte at stoppe ham, da han  først var nomineret, skriver Steven Levitsky og Daniel Ziblatt

Selv om Trump fra starten levede op til alle kriterier for en atutoritær og antidemokratisk leder, var der ikke én republikaner, der forsøgte at stoppe ham, da han  først var nomineret, skriver Steven Levitsky og Daniel Ziblatt

Brendan Smialowski

Moderne Tider
27. januar 2018

Den forbløffende fremsynede amerikanske forfatningsfader Alexander Hamilton sagde det i 1787: Historien, lærer os, at mænd, som omstyrter republikker, altid begynder med at lefle for folket.

»De begynder som demagoger, men ender som tyranner,« sagde han.

Med andre ord: Diktatorer griber ikke altid magten i spidsen for en kolonne af soldater. Når de sætter sig på tv-stationer, behøver de ikke at indsætte tropper – de kan nøjes med partiloyalister, som lover, at det nu skal være slut med fake news.

De behøver ikke at fængsle dommere, de kan bare udskifte dem og besætte domstolene med deres egne kumpaner. Og de kan skrive forfatningen om, således at opposition bliver umuligt. Metoden er at vinde demokratiske valg og derefter at tage fat på at afvikle demokratiet.

Borgerkrigens sprog

De nye folkevalgte diktatorer har karakteristiske kendetegn, vi snart burde have lært at se på forhånd. De forkaster det demokratiske politiske livs konventioner. De vil gøre, hvad det skal være for at erobre magten og fortælle en hvilken som helst løgn for at klamre sig til den.

De vil ikke bare slå deres modstandere, men ødelægge dem – og med dem også alle muligheder for forandring. For at retfærdiggøre deres overgreb og udskejelser tyr de til borgerkrigens sprog. Når deres tilhængere griber til vold, nikker de anerkendende fra kulissen.

Kritiseres de af deres modstandere, ophører modstanderne med at være medborgere, der udøver demokratiske rettigheder – og bliver i stedet bagvaskende og forræderiske kriminelle. De bliver til ’folkefjender’ – et gammelt naziudtryk, der efter Brexit har fået en uventet renæssance i Storbritannien. 

Steven Levitsky og Daniel Ziblatt: How Democracies Die – What History Tells Us About Our Future.

Før Donald Trumps valgsejr ville min beskrivelse nok blive opfattet som en beskrivelse af Orbán, Erdoğan, Chávez eller Putin. Læserne kunne have trøstet sig med, at autoritære diktatorer og illiberale ledere skulle søges på betryggende afstand i Sydamerika, Mellemøsten eller i den forhenværende østblok. Hvor de end drev deres spil, så var det i al fald andre steder – og ikke hos os.

Den største fortjeneste i Steven Levisky og Daniel Ziblatts bidrag til et helt nyt forskningsfelt med en stor fremtid – studier af døende demokratier – er netop, at de forkaster enhver vestlig exceptionalisme. Der findes ingen iboende modgift i amerikansk eller britisk kultur, der gør os immune mod sådanne udviklinger. Vi må nøjes med konventionelle praksisser, der efterhånden virker udtjente.

Elitens nødvendige modstand

I den alternative historie i Philip Roths Komplottet mod Amerika – der nu af forståelige grunde igen sælger i storr oplag – vinder en pronazistisk Charles Lindbergh det amerikanske præsidentvalg i 1940. Men det var ikke USA’s forfatning, der sikrede, at dette forblev en fiktion. Dengang kunne ikke bare Lindberg, men også Huey Long, Henry Ford og George Wallace meget vel være blevet nomineret til præsidentkandidat, men hverken det demokratiske eller det republikanske partiestablishment drømte om at give dem chancen.

I dag, i det 21. århundrede ville deres kulissemanøvrer for at udelukke sådanne typer utvivlsomt bliver anset for forkastelige. Forestil Dem disse privilegerede mænd i røgfyldte lokaler – ja, i dag ville de selvfølgelig ikke alle være mænd, og ingen ville ryge – der nægtede folket en valgmulighed. Hvem vil dog forsvare en sådan elitær tilgang? En historisk kendsgerning er det ikke desto mindre, at USA’s åbne primærvalg, der hindrede en partielite i at blokere for de hæmningsløse og farlige, gjorde det muligt for de republikanske græsrødder at underkende samme elite.

Som Levitsky og Ziblatt understreger, kan demokratiet kun overleve, når demokratiske ledere er parate til at kæmpe for det. De fortæller inspirerende historier, som jeg ikke kendte, om konservative og katolske politikere i Finland og Belgien, der i mellemkrigsårene koncentrerede sig mere om at gøre op med den tids fascister end med deres traditionelle modstandere til venstre.

Nutidige advarsler

Dette moralske overblik og overskud til at bekæmpe ’ens egen fløj’ findes ikke kun i historiebøgerne. François Fillon, dybt konservativ partileder for Frankrigs borgerlige republikanere, erkendte, at bevarelsen af ​​Frankrigs demokrati var vigtigere end skellet mellem venstre og højre, da han indtrængende tilrådede franske borgerlige at stemme på Macron frem for på Marine Le Pen.

Fillons advarsel om, at »ekstremisme kun vil bringe Frankrig elendighed og splittelse« bidrog utvivlsomt til den klare valgsejr over Front National. Men udmeldingen krævede mod. For at forstå hvor stort mod, kan man bare studere reaktionerne over for de Labour-politikere, der opfordrede deres tilhængere til at stemme konservativt for at stoppe Corbyn – eller de Tory-politikere, der opfordrede deres egne til at stemme på Labour for at stoppe Rees-Mogg eller stoppe Johnson eller stoppe de øvrige brovtende charlataner, der står klar, når Theresa May en dag træder tilbage.

De amerikanske konservative var fuldstændig blottet for tilsvarende mod. Da Trump først var nomineret, var den eneste måde at stoppe ham på at erklære støtte til Hillary Clinton. Alle de højtstående republikanere var modstandere af Trump, fordi han havde flueben i alle felter på den autoritære ledertjekliste. Han talte borgerkrigens sprog:

Clinton var ikke bare en modstander, men en forbryder. Trump foragtede de demokratiske frihedsrettigheder og ville fjerne restriktionerne for offentlige personers adgang til at anlægge injuriesager. Rafael Correas ecuadorianske regime har gjort med det stor effekt i dag. Hvide politifolk fra de racistiske sydstater gjorde det, indtil USA’s højesteret satte en stopper for, at de kunne true redaktører med drakoniske bødestraffe, hvis de talte borgerrettighedsbevægelsens sag.

Ingen undsagde Trump

Trump opfordrede til vold ved sin kampagnemøder. »Hvis I får øje på nogen, der skal til at kaste en toma,t, sagde han til sine tilhængere, »så slå dem til lirekassemænd, vil I ikke nok?« Da han var kommet til magten, fyrede han FBI’s chef, skønt denne ikke gjorde andet en sin pligt – ganske som Putin, Orbán, Chavez og Erdoğan har fyret alle de offentlige embedsmænd, de ikke kunne kontrollere. Djævelen bor i detaljen, og små obskøniteter kan være lige så oplysende som de store.

Hvilken leder, hvilken mand, kan om en kvindelig journalist sige, at hun kom for at se ham »omkring nytårsaften og insisterede på at komme med på mit hold. Hun blødte voldsomt efter en ansigtsløftning-operation. Jeg sagde nej!« Ikke den slags, man ville ønske sig inden for 1.000 kilometers rækkevidde af den øverste politiske magt.

Men da det kom til stykket, satte hver eneste ledende republikaner – McConnell, Rubio, Ryan og Cruz, ja, selv McCain – deres parti og deres land på spil og anbefalede at stemme på en demagog, de vidste, var en trussel for nationens frie institutioner.

Kynisk realisme

Bogens forfattere er hævet over nostalgi. De understreger, at forsoning mellem nord og syd efter Den Amerikanske Borgerkrig kun kunne lade sig gøre, fordi Nordstaterne tillod Sydstaterne at praktisere omfattende diskrimination og umyndiggørelse over for de sorte.

Det var lettere at fastholde civiliserede omgangsformer og tværpolitisk samarbejde, når de racistiske sydstatsdemokrater gnubbede skuldre med countryclubrepublikanere. Reaktionen imod den frigørelse, borgerrettighedsbevægelsen fik skabt 1960’erne, er derfor et godt sted at begynde, hvis man vil forstå den amerikanske højrefløjs dekadence.

Levitsky og Ziblatt konstaterer, at der ikke findes eksempler i historien på et vellykket multiracialt demokrati, hvor den indfødte befolkning er blevet et mindretal. Hvide protestanter er allerede et religiøst mindretal i dagens USA. Og inden for en overskuelig fremtid vil de hvide amerikanere blive en etnisk minoritet.

Vreden blandt mange af dem over dette tab af status kan gøre det republikanske parti til en underafdeling af Trumps firma. Den republikansk undertrykkelse af sorte og indvandreres stemmer kan så tillade partiet at klynge sig magten. Stemmesvindel fungerer jo allerede i forvejen så glimrende for Putin og Orbán.

En spinkelt håb kan man måske finde i dels det republikanske partis indtil videre konsekvente afvisning af at give Trump mulighed for at afblæse Rusland-sundersøgelsen, dels i præsidentens styrtdykkende popularitetstal. Måske vil Amerika en dag vende tilbage til sin gamle normalitet. Men som forfatterne af denne fremragende bog, som formår at være både akademisk og letlæselig; både foruroligende og nøgtern, vil være de første til at sige: Der findes ingen garantier.

Steven Levitsky og Daniel Ziblatt. How Democracies Die – What History Tells Us About Our Future. 320 sider. 19,96 dollar. Viking

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Ole Kvint

Altså USA er ikke særligt demokratisk. Og hele verden plages med USA's våbenindustri, som skal have fjender for at øgesalget.

Men hvad med det døende demokrati i lande, der ikke har en Trump?