Læsetid: 5 min.

Arter på hele planeten, foren jer!

Nu skal solidariteten ikke længere bare være international, den skal være planetær. Timothy Morton tager livtag med de politiske konsekvenser af de antiantropocentriske tendenser inden for filosofien, som vinder frem i disse år. Hans seneste bog fokuserer på, hvordan venstrefløjen har manglet et naturbegreb til ordentligt at forstå den industrielle kapitalismes konsekvenser for jordklodens klima
10. februar 2018

Det er en tankevækkende fornøjelse at læse Timothy Mortons (født 1968) seneste bog. Med Humankind: Solidarity with Nonhuman People på forlaget Verso Books, adresserer han de politiske konsekvenser af ’spekulativ realisme’ og ’objektorienteret ontologi’. Begge betegnelser dækker over nye forsøg på at tænke virkeligheden uafhængigt af menneskets vidensinteresser og æstetiske præferencer.

Som han fortalte mig ved en gæsteforelæsning på SDU i efteråret 2017, så betragter han sit politiske projekt som en form for ’objektorienteret kommunisme’. Humankind står i klar forlængelse af Mortons hidtidige forfatterskab, men forudsætter ikke som sådan noget forhåndskendskab til hans øvrige bøger.

Mortons ærinde med sin velskrevne bog er tifoldigt. På den ene side kritiserer han Marx og Marx-litteraturen indefra med særligt fokus på marxismens antropocentriske naturbegreb, dvs. forestillingen om, at naturen blot er at betragte som et middel til menneskelige formål og ikke bør regnes for at være andet end det, som mennesket er i stand til videnskabeligt at erkende og kropsligt at sanse.

På den anden side bibringer han venstrefløjen den spekulative realismes nye perspektiver til mere fyldestgørende at tænke menneskets indfældethed i naturen. Det er blandt Humankind’s meritter, at Morton flittigt citerer Marx og Marx-litteraturen for at dokumentere sine kritiske bemærkningers gyldighed og relevans.

Med henvisning til Marx’ Økonomisk-filosofiske manuskripter fra 1844 påviser Morton f.eks., hvordan Marx selv var tvetydig omkring, hvilket forhold mennesket står i til naturen. Marx forstod nemlig naturen som både nyttigt råstof og iboende værdifuld, hvilket har spaltet venstrefløjen i lige dele utilitaristiske og økologiske fraktioner.

Det klareste eksempel på, hvordan Morton bidrager til en tidssvarende revision af marxismen, er, at han tænker solidaritet i forhold til ’ikkemenneskelige folk’ (’nonhuman people’). Vi har siden udgivelsen af Det kommunistiske manifest i 1848 været vant til at tænke solidaritet som noget, der har at gøre med menneske-menneske-relationer. Venstrefløjen har derfor ifølge Morton haft svært ved at inkludere ikkemenneskelige livsformer i sit solidaritetsprojekt. Projektet har været internationalt og møntet på undertrykte mennesker.

Men hvad med alle de mere eller mindre anonyme arter, som i et galoperende tempo udryddes under den for opretholdelsen af status quo belejligt udramatiske overskrift ’tab af biodiversitet’? Hvordan stiller vi os politisk til dem? Det er disse spørgsmål, Morton med Humankind søger at besvare.

Den antropocæne epokes filosof-profet

Morton er professor i engelsk litteratur ved Rice University i USA. Han har rødder i litteraturvidenskaben og har skrevet afhandling om bl.a. Shelly-parrets vegetarisme. Mens Percy Bysshe Shelley i dag regnes for en af sin tids største lyrikere, huskes Mary Shelley måske bedst som forfatteren til den i dag litteraturhistorisk verdensberømte Frankenstein. Morton vender da også i sine bøger igen og igen tilbage til den britiske romantik og befolker sine udgivelser med velvalgte citater af bl.a. Wordsworth, Keats og Shelley-parret.

Ligesom spekulativ realisme og objektorienteret ontologi er også Mortons filosofiske forfatterskab at betragte som et forsøg på at decentrere mennesket, dvs. påvise, hvordan mennesket ikke udgør verdensaltets omdrejningspunkt.

Hans tænkning udgør et veritabelt forsøg på at udfordre vores kollektive fortrængning af, at der faktisk findes en planetær mangfoldighed af perspektiver og interesser, som vi alt for nemt glemmer i vores samfundsmæssige og artsspecifikke selvoptagethed. Og videre at denne fortrængning har en lang række mere eller mindre katastrofale følger. Konfronteret med global opvarmning og accelererende økologisk krise har Morton således meldt sig som en tidssvarende tænker, der forsøger at gøre op med alverdens menneskecentreret relativisme.

Sidste år bragte The Guardian et længere interview med Morton. Overskriften bebudede, at Morton er at betragte som »den antropocæne epokes filosof«. Den antropocæne tidsalders centrale karakteristikum er, at mennesket i kraft af det 19. og 20. århundredes store industrielle og forbrugsmæssige acceleration er blevet den mest indflydelsesrige faktor, hvad angår afgørelsen af planetens videre ud- og/eller afvikling.

Det giver således ikke længere mening at skelne mellem menneskets samfundsmæssige aktiviteter og naturens miljømæssige processer. De er, med to af tidens populære udtryk, ’entangled’ og ’enmeshed’, dvs. flettet ind og indfældet i hinanden. Mortons progressive politiske tænkning tager sit udgangspunkt i denne indflettet- og indfældethedserfaring.

Mørk økologi i hyperobjekternes tidsalder

I Ecology without Nature fra 2007 og The Ecological Thought fra 2010 skelner Morton mellem Natur med stort ’N’ og natur med lille ’n’. Mens ’Natur’ bruges til at benævne det, vi forstår ved det socialt konventionelle begreb om naturen, dvs. geografiske steder med skove, dyr og vandløb, bruges ’natur’ til at benævne virkeligheden i sin totalitet, dvs. inklusive f.eks. storbyernes asfaltjungler og forstædernes lossepladser.

Mens Natur benævner en af mennesket skabt ideologisk konstruktion, benævner natur en overmenneskeligt kompleks sammenhæng, inden for hvilken livsformer og objekter er internt afhængige af hinanden. Dette vel at mærke uafhængigt af, hvilke forestillinger mennesket gør sig om en sådan sammenhæng.

Denne naturens komplekse gensidighed kalder Morton for ’det symbiotisk reelle’ (’the symbiotic real’) og befolkes af mitokondriernes, algernes, hvalernes og asteroidernes ustandselige buldren derudaf. For Morton er Naturen med stort N et hæmmende begreb i forhold til udbredelsen af ægte økologisk bevidsthed, og han ser det derfor som sin mission at uddrive dette begreb fra venstrefløjens politiske projekt.

Morton indfører i bogen Hyperobjects fra 2013 begrebet om ’hyperobjekter’. Et hyperobjekt er et objekt, der overskrider menneskets forståelsesrammer, hvad angår rum og tid. Hyperobjekter er således så langsomme, store og komplekst distribuerede, at mennesker ikke umiddelbart har adgang til dem. Jordens biosfære og affaldsøen i det nordlige Stillehav er begge eksempler på hyperobjekter.

Ifølge Mortons kritiske diagnose lever menneskeheden i øjeblikket ’inde i’ det hyperobjekt, der hedder global opvarmning. Når vi ’tænder for bilen’ eller ’spiser en bøf’, deltager vi i opretholdelsen af hyperobjektet ’global opvarmning’, da CO2-udledning udgør et væsentligt moment af hyperobjektets stofskifte. I Humankind overfører Morton denne småklaustrofobiske bevidsthed til et politisk plan igennem sin kritiske revision af marxismens antropocentriske naturbegreb.

Marxisme for det 21. århundrede?

Mortons objektorienterede kommunisme indebærer på et politisk plan en bøn og et håb: en bøn om, at menneskene vil erkende, at de er ’hjemsøgte’ af ikkemenneskelige objekter, og et håb om, at en sådan erkendelse vil afstedkomme en højnet bevidsthed om, at vi i grunden ikke bare eksisterer, men derimod ’X-eksisterer’.

X’et bruger Morton som et filosofisk præfix til at markere, at eksistens altid er præget af en hel myriade af ubekendte faktorer. Disse må vi lære at leve med og ikke imod, sådan som vi ifølge Morton har gjort det siden agerbrugets indførsel, hvor menneskene afskar sig fra naturen. Vi må fremavle en fornyet fascination af det fremmedartede for således at tilvejebringe grobunden for solidaritet med det ikkemenneskelige. Når en sådan fascineret solidaritet med det ikkemenneskelige omsættes til politisk praksis, så ’rocker’ vi. ’Rocking’ er Mortons udtryk for det økologisk bevidste menneskes samdrægtighedstaktiske adfærd.

Det bliver dog aldrig helt klart, hvordan Morton konkret forestiller sig, at en sådan rockende revision af marxismen vil kunne indfri hans forventninger om et sandt økologisk venstrefløjsprojekt. Morton synes således ikke interesseret i at blande sig i de politiske alternativers konkrete udtryk, så længe de på et fundamentalt plan gør op med menneskets afskårethed fra naturen, dvs. de mange planetære onders fælles rod. Hans seneste bog fremstår således i sidste ende som et tiltrængt omend abstrakt agiterende opråb: Arter på hele planeten, foren jer!

Timothy Morton: ’Humankind: Solidarity with nonhuman people’. 225 sider. 13,59 pund. Verso

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Troels Holm
Ejvind Larsen og Troels Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er glimrende, at en filosof prøver at komme de stakkels økologer til hjælp ved at forklare folket, at der findes en natur med lille "n". Denne nATUR har økologer kendt, studeret og udforsket i over 50 år som en særlig gren af den biologiske videnskab: Økologien.
Men, AK, alligevel tror de fleste, at en økolog bare er en landmand, der ikke sprøjter og kunstgøder.
Ikke så sært, at et økologisk natursyn har svært ved at slå igennem.