Læsetid: 6 min.

Da ’generation austerity’ blev radikaliseret

De omfattende og radikale britiske studenterprotester i 2010 overraskede alle og åbnede mange unges øjne for den politiske klasses kynisme og politiets brutalitet. Ny bog fortæller historien om en af Storbritanniens største studenterbevægelser, der både tabte og vandt
I 2010 besatte demonstranter Det Konservative Partis hovedkvarter i London.

I 2010 besatte demonstranter Det Konservative Partis hovedkvarter i London.

Paul Hackett

24. februar 2018

Britiske studerende går almindeligvis for at være apatiske individualister.

Ikke mindst i sammenligning med den franske arvefjende, der både i det mytiske ’68 – som venstrefløjen fejrer guldbryllup med i år – og utallige gange sidenhen har protesteret mod forringede forhold på universiteterne. Enten i form af kulturel konservatisme og manglende medbestemmelse eller markedsgørelse og endeløse nedskæringer.

Den første store demonstration i London i 2010, den 10. november, markerede med sine massive mobiliseringer og besættelsen af intet mindre end Det Konservative Partis hovedkvarter startskuddet til et intenst forløb af protester, der tvinger os til at revurdere denne forestilling – og i øvrigt huske på, at påstået apati er et ikke uintelligent ideologisk kneb.

’Generation Millbank’

Da demonstrationen, der var indkaldt af den nationale studenterorganisation NUS og talte 52.000 deltagere, gik fra Trafalgar Square og mod Det Konservative Partis partilokaler i Millbank Tower, blev det klart, at bevægelsens ideer om politisk handling rakte ud over den lobbyisme og symbolpolitik, der indtil videre var sat på dagsordenen af de etablerede studenterorganisationer.

Mens den overrumplede ordensmagt forsøgte at slå folk tilbage, knuste demonstranter ruderne til Det Konservative Partis kontorer og indtog bygningen med musik og maling. På nær et håndgemæng mellem en demonstrant og en politiker, der resulterede i sidstnævntes blodtud, bestod besættelsen af ufarlig materiel skade, fortæller historikeren Matt Myers.

Gennem interviews med en række af de indblandede studerende, aktivister og politikere har han ganske sympatisk forsøgt at afbilde protesterne i 2010, som de så ud for dem, der var med.

Det gælder blandt andet politikere som Vince Cable (Liberaldemokraterne), der ikke overraskende gentog den velkendte sang om, at en mindre gruppe ekstremister måtte have overtaget de ellers demokratiske protester: »Der var tydeligvis en hård kerne, der var militante og aggressive.«

Bachelorstuderende Natalie Graham havde tværtimod en oplevelse af at være en del af et større fælleskab: »For mig handlede Millbank om kollektiv kraft. Jeg havde aldrig følt mig så empowered før i mit liv,« siger hun til Myers.

Hans bog Student Revolt. Voices of the Austerity Generation er netop fortællingen om en generation, der oplevede potentialet i at konfrontere, hvad den nyligt afdøde kritiker Mark Fisher har kaldt ‘capitalist realism’. Med andre ord: den ufatteligt levedygtige overbevisning om, at det kapitalistiske samfund er det eneste mulige.

Brudte løfter og livslang gæld 

Matt Myers: ’Student Revolt. Voices of the Austerity Generation’

Den nyvalgte koalitionsregering med David Cameron i spidsen lod sparepolitikken tage sit første spæde skridt i form af en tredobling af studieafgiften for universitetsuddannelser, samt afskaffelsen af det beskedne studietilskud til unge underbemidlede studerende (EMA).

Grænsen for, hvad man med et grimt ord kalder ’brugerbetalingen’ for en universitetsuddannelse, blev i 2010 hævet til 9.000 pund årligt, og England fik dermed verdensrekorden, når det kommer til prisen for at tage en grad på et offentligt universitet.

Det var først og fremmest den økonomiske trælbinden af fremtiden for dem, der blev voksne med krisen i 2008, der ansporede protesterne. Som Myers skriver i sin allestedsnærværende sammenligning med 1968: »Når 2010-generationen beskrev sig selv, talte de om gæld og livsudsigter, ikke autoritær og konservativ kultur.«

Det var, da Liberaldemokraterne brød deres valgløfte om at stemme imod en stigning, at protesterne tog fart. Jævnfør hvad kan man læse i enhver grundbog i medielogik blev begivenheden dog mest kendt for, at en 18-årig demonstrant kastede en brandslukker ned fra taget af Millbank Tower – heldigvis uden at ramme nogen. Myers’ bog illustrerer fint, hvordan den vigtige diskussion om vold og legitime metoder så let som ingenting forflyttes fra kritisk granskning af staten og politiets magtanvendelse til fiksering på (generaliserede) enkelttilfælde blandt demonstranter.

Ingen protest uden vold

Ved den næste store demonstration, den 24. november, var politiet i London langt mere talstærke og havde den berygtede kettling-teknik i baglommen: De splittede menneskemængden i to og spærrede en stor gruppe inde på ministeriegaden Whitehall i det centrale London.

»Da temperaturen faldt, og de hverken havde mulighed for at komme ud eller adgang til toiletfaciliteter eller mad og vand, brændte elever i skoleuniformer deres opgavebøger af for at holde varmen,« skriver Myers og balancerer således på en tynd line over det tillokkende hav af romantiske røverkvad.

Uden for omringningen angreb politiet demonstranterne til hest (hvad de i øvrigt benægtede, indtil der blev fremlagt dokumentation). Til stor begejstring lænkede John McDonnell (fra 2015 finansordfører for Labour) sig sammen med de studerende i en sit-down aktion, der efter sigende fik ordenskavaleriet til at falde til ro.

Den 24. november var ifølge Myers »en af de største studentermobiliseringer i britisk historie«.

»Mens studerende blev kettled i London, havde andre overtaget universitetsbygninger eller kravlet over hegnet til deres skoler« i en række walkouts landet over.

Politivolden fortsatte ufortrødent ved de følgende ugers demonstrationer, beskriver Myers, og selv om den givetvis ikke kom bag på de forstadsunge, der var vant til at blive stopped and searched, var den for mange universitetsstuderende decideret chokerende.

Naiara Bazin husker afstemningsdagen den 9. december som »den mest traumatiserende oplevelse«. Politiet inddæmmede folk på Parliament Square og angreb med knipler og heste.

»En kvinde lå på jorden og blev sparket af politifolk og efterladt med mærker over hele maven. En anden havde efterfølgende mareridt om at blive tæsket af politiet – hun meldte sig endegyldigt ud af politik,« lyder det i Student revolt. Voices of the Austerity Generation.

Et formativt nederlag

Det var kendetegnende for 2010, at bevægelsen talte unge fra meget forskellige sociale baggrunde. Journalisten Paul Mason, der har skrevet forord til bogen, interviewede en ung maskeret mand, han beskriver som så langt fra »Lacan-læsende hipster, man kan komme«.

Samtidig svækkede manglen på organisering protesternes slagkraft i det lange løb. Myers peger især på splittelsen mellem den officielle (studenterorganisationernes lobbyarbejde) og den uofficielle (udenomsparlamentariske) del af bevægelsen som medvirkende til den fragmentering, der skete i begyndelsen af 2011.

Cameron-regeringens forslag blev vedtaget, og umiddelbart set var slaget tabt. Men samme aften smed nogle demonstranter maling over Prince Charles’ bil og smadrede et af dens vinduer, da de mødte ham og baronessen på vej til den årlige royale varieté.

Som Myers skriver: »Der er intet højere punkt at nå for britiske protester end Dronningen selv. De studerende havde i sandhed rystet etablissementet helt ind til knoglerne.«

Student Revolt lykkes godt med at eviggøre og give stemmer til den bevægelse, der – som filosoffen Nina Power siger – måske ikke så meget slog fejl, som den blev »bevidst smadret«.

Men det er ærgerligt, at Myers ikke følger op på de langtrukne retssager mod demonstranter, der for nogles vedkommende stadig ikke er afsluttet, og som vidner om den form for statslig repression, der tages i brug for at holde progressive kræfter nede.

Jeremy Corbyn var ifølge Myers den eneste politiker, der direkte talte de studerendes sag. Han anmodede daværende indenrigsminister Theresa May om at tage »en seriøs diskussion med Londons politidirektør om brugen af kettling-taktikker og sammenstuvning af folk mod deres vilje, når de blot ønsker at demonstrere fredeligt mod det, de ser som – og her er jeg enig med dem – en monstrøs pålægning af forøgede studieafgifter«.

Ved valget i sommer stod det klart, at en voksende del af de unge (og yngre voksne) i Storbritannien bakker op om venstredrejningen i Labour med Corbyn som leder.

Student Revolt er en god påmindelse om, hvordan kollektive protester kan have effekter, der rækker udover deres umiddelbare kontekst og derfor ikke rask væk skal dømmes som entydige nederlag.

Flere af bogens kilder vidner om de uvurderlige erfaringer, man gør sig i progressive fællesskaber.

»Du ved, at folk siger, at kapitalisme er så dybt forankret i os alle sammen,« udtaler Aaron Bastani, der var med i besættelsen af UCL, »men på to uger kan man nå at aflære en hel del ting.«

Matt Myers: ’Student Revolt. Voices of the Austerity Generation’. Pluto Press/Left Book Club, november 2017. 240 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er intet så retfærdigt, som når magthaverne får korporlige tæsk. Hvis man vil varme sin indre revolutionær op, kan jeg anbefale syndikalisten Christian Christensens barndomserindringer En rabarberdreng vokser op og Bondeknold og rabarberdreng (begge dele ligger frit tilgængeligt på nettet) som hyggelæsning om fattigdom, druk, husspektakler, masseoptøjer, politiske mord, politibrutalitet og statslig repression. Det er hård kost! Så er I advaret.