Læsetid: 6 min.

Menneskelig intelligens i algoritmens tidsalder

Christian Madsbjerg leverer et læseværdigt forsvar for menneskelig tænkning i en tid, hvor big data og maskinlæring er højeste mode. Men han glemmer, at det bedste forsvar for menneskelig intelligens også indebærer at anerkende, hvor maskinfolket har ret
10. februar 2018

Da den store italienske politolog Giovanni Sartori engang skulle karakterisere ’den tænksomme samfundsforsker’, pegede han på et termometer. Den tænksomme forsker er den, sagde han, der indser sine begrænsninger ved ikke at have et termometer, men som stadig er i stand til at sige en hel del, slet og ret ved at sige varm og kold, koldere og varmere.

Med dette simple billede satte Sartori fingeren på noget helt essentielt inden for såvel samfundsvidenskab som humaniora. Han fremhævede, at vi hverken har eller kan have en enkelt måleteknik at trække på, når vi vil forstå og forklare fænomener såsom individ, politiske institutioner og social adfærd. Dog understregede han, at dette fravær på ingen måde bør føre til, at vi opgiver vores forsøg på at forstå individet eller den sociale verden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu