Læsetid: 6 min.

Menneskelig intelligens i algoritmens tidsalder

Christian Madsbjerg leverer et læseværdigt forsvar for menneskelig tænkning i en tid, hvor big data og maskinlæring er højeste mode. Men han glemmer, at det bedste forsvar for menneskelig intelligens også indebærer at anerkende, hvor maskinfolket har ret
10. februar 2018

Da den store italienske politolog Giovanni Sartori engang skulle karakterisere ’den tænksomme samfundsforsker’, pegede han på et termometer. Den tænksomme forsker er den, sagde han, der indser sine begrænsninger ved ikke at have et termometer, men som stadig er i stand til at sige en hel del, slet og ret ved at sige varm og kold, koldere og varmere.

Med dette simple billede satte Sartori fingeren på noget helt essentielt inden for såvel samfundsvidenskab som humaniora. Han fremhævede, at vi hverken har eller kan have en enkelt måleteknik at trække på, når vi vil forstå og forklare fænomener såsom individ, politiske institutioner og social adfærd. Dog understregede han, at dette fravær på ingen måde bør føre til, at vi opgiver vores forsøg på at forstå individet eller den sociale verden.

Selv om det snart er fem årtier siden, at Sartori beskrev den tænksomme forsker, er hans bemærkninger stadig nok så relevante. Det skyldes især, at det myldrer frem med meningsdannere og beslutningstagere, der mener at have opdaget det helt rette termometer, som samfundets kurs bør udstikkes efter. De mener, at man kan aflure samfundets grundlæggende mekanismer og det, der er værd at vide om mennesket, gennem teknologi, matematik, natur- og ingeniørvidenskab – også kaldet STEM-viden (efter de engelske ord Science, Technology, Engineering og Math).

Spørgsmålet, der følgelig står tilbage, er, hvad vi så skal bruge menneskelig tænkning til?

Det er med dette spørgsmål in mente, at erhvervskonsulenten Christian Madsbjerg har skrevet sin seneste bog Sensemaking – Et forvar for menneskelig intelligens. Med bogen forsøger han at komme med sit bud på, hvorfor den klassiske human- og samfundsvidenskabelige tænkning ikke er forældet på trods af store fremskridt inden for eksempelvis big data, kunstig intelligens og maskinlæring.

At kunne mestre sit fag

Madsbjergs fremgangsmåde er klar. Han ønsker at stille teknik- og ingeniørvidenskabens tænkning over for det, han kalder sensemaking. Som han skriver: »Vi kan tænke på sensemaking som det stik modsatte af algoritmisk tænkning«.

Sensemaking er ikke hans eget begreb. Gennem de seneste årtier har det vundet stor udbredelse inden for områder som organisations- og ledelsesteori. Imidlertid er Madsbjergs ærinde ikke at destillere begrebets helt eksakte konnotationer inden for et afgrænset akademisk felt. I stedet lægger han ud med at gå til dets rødder, som han sporer tilbage til det antikke Grækenland og filosoffen Aristoteles.

Her stiller Madsbjerg skarpt på Aristoteles’ anvendelse af begrebet fronesis, som kendetegner det, man kan kalde praktisk visdom eller klogskab. Kort sagt dækker fronesis over en forening af abstrakt viden og praktisk erfaring.

Tag for eksempel en skolelærer. Han eller hun har gået på seminariet og læst og lært om sine fag og en række didaktiske principper. Dette er dog kun første skridt på vejen til at blive en god lærer. For al denne abstrakte viden må nødvendigvis kombineres med førstehåndserfaringer fra, hvordan dynamikken i en skoleklasse tager sig ud. Ellers kan undervisningen ikke fungere. Læreren må være i stand til at sætte sig i børnenes sted og i respekt over for dem. Og den slags kundskaber får læreren først og fremmest fra mødet med børnene i den konkrete hverdagssituation.

Præcis det samme gælder for et utal af andre professioner. Vinbonden, pædagogen, finansfyrsten, arkitekten og organisationspsykologen. Alle må de kombinere abstrakt viden og praktisk felterfaring for at kunne mestre deres fag.

Madsbjergs pointe er følgelig, at den tænkning, der koger verden ned til tal og abstrakte principper – STEM-tænkningen – ikke kan indfange den praktiske og stedbundne viden. Man kan ikke koge dynamikken i et klasseværelse ned til rene tal, og man kan slet ikke løse skoleklassens problemer som en matematisk ligning.

Det indebærer imidlertid ikke, at vi skal afstå fra at studere eksempelvis klasseværelser. Men ifølge Madsbjerg handler det om at begive sig ud i felten. Om at være til stede i en klasse, tale med elever og lærere og dykke ned i folkeskolens historie. Opgaven er at »forstå mennesker i deres egen verden« frem for at trække på STEM-tænkningens »ingenmandsland af information, som er ribbet for sin specificitet«.

Silicon Valley-ideologien

Madsbjergs frygt for termometertænkerne – STEM-tilhængerne – er ikke grebet ud af den blå luft. Det vidner, som han viser i bogen, Facebooks administrerende direktør, Mark Zuckerberg, om. Han har bedyret, at han ved hjælp af maskinlæring på sin sociale medieplatform vil skabe »den tydeligste model af alt, hvad der er at vide i verden«.

Det samme gør Chris Anderson, der er tidligere chefredaktør for det toneangivende teknologimagasin Wired. I en artikel med titlen Teoriens afslutning skriver Anderson, at »vi lever i en verden, hvor massive mængder data og anvendt matematik erstatter alle andre værktøjer«. Andersons konklusion er klar: »Ud med alle teorier om menneskelig adfærd, fra lingvistik til sociologi … Med tilstrækkeligt mange data taler tallene for sig selv.«

Ifølge Madsbjerg er både Zuckerberg og Andersons udsagn udtryk for en ideologi, der udgår fra den amerikanske teknologihøjborg Silicon Valley. Den lover, at »teknologien vil løse det – uanset hvad det er«, og det er den ideologi, Madsbjerg med sin bog ønsker at tage et opgør med.

Mennesket og mønstre

Det verdenssyn, Madsbjerg vil sætte i stedet for Silicon Valley-ideologien, er et, der tænker i helheder, og som kan forene viden på tværs af vidt forskellige områder. I hans optik skal den sociale verden ikke deles op i adskilte, isolerede enheder, som man kan fodre formler og algoritmer med. Hans helt store inspiration er den såkaldte fænomenologi, der groft sagt omhandler den måde, hvorpå noget viser sig for os, og særligt den tyske filosof Martin Heidegger bliver hyppigt anvendt i bogens analyser.

Det lykkes flere steder Madsbjerg at demonstrere, hvor afgørende og magisk menneskets evne til at syntetisere viden og tænke i helheder kan være. Mest tydeligt bliver det, når Madsbjerg beskriver den berygtede finansmand Georg Soros’ og den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels’ arbejdsmetoder.

Fælles for både Soros og Ingels er, at de er i stand til at se helt særlige mønstre og skabe utrolige resultater – og måske er det her, bogens største bidrag ligger: Den bidrager til en vigtig fortælling om menneskets fascinerende evne til at se mønstre, der adskiller sig radikalt fra de blotte og bare talmønstre, som den algoritmiske tænkning er i stand til at afkode.

Og det er der brug for, eftersom netop denne menneskelige evne til at se mønstre har været i den akademiske skudlinje i de senere år. Eksempelvis har megen samfundsvidenskab fokuseret ensidigt på, at menneskets anlæg for at søge mønstre fører til uhensigtsmæssige beslutninger i alt fra hverdagsliv til politiske processer. Af samme grund har den understreget behovet for at komme denne evne til livs.

Uheldige metaforer

Sensemaking er dog langt fra en bog uden knaster. Særligt uafklaret er Madsbjergs forhold til individet. På den ene side dedikerer han et helt kapitel til at erklære individstudier for uinteressante. I stedet skal vi studere »kulturer«, mener han. Alligevel tyer han ofte til de unikke enere – Soros, Ingels og mange andre – når han skal underbygge sine pointer.

Dertil kommer, at bogen er opbygget efter en række mere eller mindre heldige metaforer. Vi skal afsøge »savannen« og ikke den »zoologiske have«, lyder overskriften på et af kapitlerne. Billedet er oplagt: »I stedet for at se løverne æde af et trug i et bur skal vi tage ud at se dem jage på savannen.« Problemet er blot, at metaforen er utilstrækkelig. Den misser, at vi faktisk kan lære noget af at studere dyr – og for den sags skyld også mennesker – i mere lukkede omgivelser. For eksempel når vi skal lære om abers retfærdighedssans eller menneskets måde at tænke økonomi på.

I det hele taget skriver Madsbjerg ikke meget om, hvornår vi kan bruge stringente, STEM-baserede fremgangsmåder til at blive klogere på mennesket. Og det er ærgerligt, fordi det bedste forsvar for menneskelig intelligens også er i stand til at anerkende, hvor maskinfolket har ret.

Uanset hvad er Sensemaking et sundt korrektiv til samtidens termometerkonger, der påstår, at big data og anvendt matematik er nøglen til al viden om mennesket. Bogen er et kærkomment værk at konsultere, hvis man trænger til et par velskrevne indsigter i, hvorfor verden er langt mere nuancerig, tvetydig og fuld af uanede muligheder, end nogle af STEM-tænkerne prøver at gøre den til.

Christian Madsbjerg: ’Sensemaking – Et forsvar for menneskelig intelligens’. 224 sider. 250 kr. Politikens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu