Læsetid: 6 min.

Ny bog: Er fossile brændstoffer medansvarlige for den globale opvarmning?

Hvis vi vil analysere klimakatastrofen på en måde, der gør os i stand til at afværge den, bliver vi ifølge den svenske økolog Andreas Malm nødt til at skelne systematisk mellem det naturlige og det sociale – også selv om en række nyere intellektuelle trends hævder det modsatte
At påstå, at kullet og olien selv var en aktør i udviklingen af den fossile økonomi, er ikke frugtbart. Menesket og naturen spiller sammen, men naturen er ikke sevstændigt subjetk, forklarer Andreas Malm i bogen.

At påstå, at kullet og olien selv var en aktør i udviklingen af den fossile økonomi, er ikke frugtbart. Menesket og naturen spiller sammen, men naturen er ikke sevstændigt subjetk, forklarer Andreas Malm i bogen.

Jean-Sebastian Evrard

3. februar 2018

Den moderne vestlige idéhistorie er præget af en skarp adskillelse mellem naturens og menneskets verden:

Hvor førstnævnte er reguleret af kausale forbindelser og objektive naturlove, er sidstnævnte styret af frihed, moral og fornuft.

En sådan håndfast distinktion har altid været et belejligt ideologisk redskab, for hvad er mere effektivt end at overbevise folk om, at et magthierarki er naturligt og uforanderligt? Af samme grund har ’afnaturalisering’ altid været en af den kritiske tænknings grundoperationer: nej, kønsforskelle er ikke naturlige; nej, racisme er ikke udtryk for naturens orden; nej, markedet er ikke nedlagt i menneskets væsen.

Én variant af denne kritiske tænkning kulminerede i den postmoderne socialkonstruktivisme, der fra 1970’erne og frem bredte sig i akademia og slagtede modernitetens hellige køer på sin vej: kønnene, moralen, mennesket og naturen blev dekonstrueret og afsløret som en effekt af diskursive formationer, der reproducerer dominansforhold gennem opdelingen af verden i binære oppositioner.

Nye materialismer

I de seneste år er utilfredsheden med postmoderne diskursteori imidlertid for alvor begyndt at brede sig. Den sproglige vending er blevet afløst af en gryende ’materiel vending’, der i et forsøg på at slippe ud af de semiotiske forskydningers paranoide univers insisterer på at vende tilbage til det materielle.

Strømningen er også et opgør med det antropocentriske verdensbillede, der ophøjer mennesket til det aktive subjekt og degraderer alt andet til passive objekter. Den nye materialisme, som tendensen bliver kaldt, insisterer på at mennesket ikke er den eneste ’aktør’: også objekterne handler.

Andreas Malm: The Progress of This Storm – Nature and Society in a Warming World.

Den mest kendte eksponent for denne idé er den populære franskmand Bruno Latour, der med sin såkaldte aktør/netværk-teori resolut afviklede den hierarkiske opdeling i det menneskelige og det ikkemenneskelige og i stedet foreslog at forstå hele pibetøjet som ’hybrider’ af såkaldte ’aktanter’, et begreb der omfatter menneskelige såvel som ikkemenneskelige aktører.

Flere af de nye materialister henviser til den globale opvarmning som en af indikationerne på, at distinktionen mellem samfund og natur ikke giver mening: er klimaforandringer ikke netop et eksempel på, at naturen og samfundet er så inderligt vævet sammen, at det er ufrugtbart at forsøge at skelne mellem dem?

Ikke ifølge Andreas Malm, der i bogen The Progress of This Storm tager de postmoderne konstruktivister såvel som de nye materialister ved vingebenet og leverer et overbevisende og velskrevet forsvar for distinktionen mellem samfund og natur.

Hvad har vi brug for?

Det er ikke bare forkert, men også alt for nemt og intellektuelt sløvt, at latterliggøre postmoderne socialkonstruktivisme og de nye materialismer med henvisning til de commonsense-forståelser af verden, de uden tvivl står i skarp kontrast til.

Commonsense er aldrig en god indikator for sandhed, og videnskab har altid handlet om netop ikke at tage almindeligt udbredte antagelser for gode varer – f.eks. ved at vove den hypotese, at det kunne være jorden, der drejer om solen, selv om det umiddelbart virker kontraintuitivt. Kritik baseret på common sense er intet andet end antiintellektualisme.

Malm undgår heldigvis commonsense-faldgruben – ikke blot fordi han trods den polemiske tone, der i øvrigt gør bogen morsom at læse, tager sine modstandere seriøst, men også fordi hans udgangspunkt er utvetydigt politisk-strategisk: Hvilke teorier har vi brug for, hvis vi vil bremse klimakatastrofen? Dét er det afgørende spørgsmål.

Politisk handling kræver teorier, der gør os i stand til at analysere konkrete situationer med henblik på at udpege ansvar og årsager samt adskille det, vi kan ændre, fra det vi ikke kan ændre. Det er simpelthen ikke frugtbart at analysere et olieudslip fra en boreplatform som en hybrid, hvor olien, havet, dyrene og olieselskabet ikke er grundlæggende forskellige. Eller som Malm skriver: »ExxonMobil i ét hjørne, sårbar permafrost i et andet: og så i gang med handle« – det er dén form for tænkning, vi har brug for.

Emergens

Malms ærinde er på ingen måde at vende tilbage til den klassiske dualisme, der anså samfund og natur som to væsensforskellige former for væren, og projektet består heller ikke i genrejsningen af en eller anden tabt menneskelig værdighed.

Han accepterer argumentet om, at der ikke er noget uden for naturen i streng forstand. Samfundet er ikke noget absolut ’andet’, men skal snarere forstås som en såkaldt ’emergent egenskab’, altså noget der opstår (’emergerer’) ud af noget andet, men som ikke desto mindre besidder egenskaber, der ikke kan reduceres til det, det ’stammer’ fra.

Sociale relationer har en logik, der ikke kan reduceres til de processer, der foregår i andre dele af naturen. Den dualisme, Malm forsvarer, er således en egenskabsdualisme, i modsætning til den klassiske substansdualisme.

Da det britiske imperium koloniserede Borneo for at udvinde kul; da den amerikanske stat annekterede stillehavsøer for at udvinde den potente og kostbare guanogødning; når industrielle landbrug udpiner jorden; eller da den danske regering gav det franske olieselskab Total lov til at bore efter skifergas, så var og er der altså en god og filosofisk holdbar grund til at tilskrive regeringer, imperier, virksomheder og andre sociale misdannelser en fundamentalt anderledes rolle i disse processer end kullet, guanoen, jorden og skifergassen.

At påstå at kullet selv var en aktør i udviklingen af den fossile økonomi – hvis historiske oprindelse Malm i øvrigt analyserede med bravur i bogen Fossil Capital fra 2016 – er at tilsløre de analytiske koordinater, vi har brug for i kampen mod den kapitalistiske økonomi, der er godt i gang med at accelerere menneskehedens udslettelse.

De nye materialister har ret i, at det sociale og naturlige er tæt vævet sammen, men at være vævet sammen er ikke det samme som at være én. Det er netop, fordi det sociale og det naturlige altid er viklet ind i hinanden, at vi har et akut behov for at udvikle begreber, der kan gøre os i stand til adskille dem analytisk.

Økologisk klassehad

En af de ting der adskiller mennesket fra andre dyr er dets unikke evne til at materialisere sociale relationer. Gennem kontrol af ressourcer, teknologiske anordninger og konstruktionen af en kompleks materiel infrastruktur er mennesker i stand at indskrive magtrelationer i den materielle omverden.

Den fossile kapitalisme, der udgør den primære årsag til klimaforandringer, er netop et eksempel på dette, idet skiftet til fossile brændstoffer som den primære energikilde i 1800-tallets industri var drevet af kapitalens behov for at kontrollere og disciplinere arbejdere (hvilket Malm viste i Fossil Capital).

Derfor er det misvisende at anse den globale opvarmning som ’naturens hævn’ og som et udtryk for naturens ’agens’. De klimaforandringer, der finder sted i dag, er en konsekvens af den forbrænding af fossile brændstoffer, der har fundet sted de sidste 200 år, altså processer der fandt sted i fortiden.

»Den natur, der banker på døren i den postmoderne tilstand« er derfor, med Malms ord, et »væsen, for det er båret frem af en menneskelig fortid«. I den forstand er det ikke naturen der hævner sig, men derimod »historiciteten udklædt i natur«.

Den nye materialisme er et forståeligt og på sin vis tiltrængt opgør med en postmoderne tænkning, der forsøgte at opløse alt i diskurser. Men opgøret er utilstrækkeligt og i bedste fald politisk ubrugeligt.

Hvis vi vil tilvejebringe analyser der kan bruges i kampen mod kapitalens destruktion af biosfæren, er vi nødt til at insistere på forskellen mellem natur og samfund, uden dermed at falde tilbage i den klassiske form for dualisme. Kun på den måde kan forskning og teori være med til at gøde jorden for det »økologiske klassehad«, som ifølge Malm er den »måske allermest påkrævede følelse i en verden der bliver varmere«.

Andreas Malm: ’The Progress of This Storm – Nature and Society in a Warming World’. 256 sider. 16,99 pund. Verso Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Toke Andersen
Olaf Tehrani, Jens Thaarup Nyberg og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den gode svensker lyder som et usædvanligt interessant bekendtskab.
Mon bogen kan erhverves med normale kroner - for os uden pund på kistebunden ?

Jeg må jo være idiot, siden jeg ikke lige fatter, hvad ord som: "afnaturalisering", "diskursive formationer", "binære oppositioner", "postmoderne diskursteori", "semiotiske forskydningers paranoide univers", "postmoderne socialkonstruktivisme" og "substansdualisme" betyder ; - )

Lillian Larsen, Torben Skov, Peder Bahne og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Arne

En idé som ikke kan forklares uden brug af svære ord, skal man være naturligt skeptisk overfor. Den er ikke nødvendigvis usand, men hvis den er, eller hvis den bare er lidt vakkelvoren, så er smarte ord en god måde at skjule det på.

At en økolog kan tale om at adskille sociologi fra naturen tyder f.eks. på at han har en, skal vi kalde det, lettere modificeret ide om definitionen af ordet "natur". Naturen er det vi forstår som virkeligheden, og ikke kun det der grønne man finder ude på landet. Mennesket er iflg. økologien i høj grad også en del af naturen, og sociologi er en måde at beskrive mennesker på.

Lillian Larsen, Nikolai Beier, Torben Skov og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar

Det er altid en god ide at smide problematikken op i luften i håb om en alternativ tilgang, men det virker ikke, hvis problematikken bliver hængende deroppe.