Hitlers chefarkitekt og senere rustningsminister, Albert Speer, fik i efterkrigstiden skrevet sig selv ind i historien som den gode nazist, som på trods af sit erklærede ukendskab til jødeudryddelserne påtog sig et medansvar, angrede og slap med 20 års fængsel ved Nürnbergprocessen.
I sine erindringer og i sine fængselsdagbøger, som udkom i 1969 og 1975, fremlagde Speer, hvad der blev opfattet som førstehåndsberetninger om sit liv i toppen af Det Tredje Rige. Han fremstod heri som den moderate nazist, arkitekten af god, borgerlig familie, der beruset og forført af Hitlers dæmoniske magt mistede sin sunde dømmekraft og undlod at se, hvad der skete omkring ham.
Speers bøger solgte i store tal (erindringerne alene i næsten tre millioner eksemplarer) og skrev sig ind i sluttressernes tyske selvopfattelse: Nazityskland var en forført nation, hvor ingen vidste noget om regimets forbrydelser, som alle kunne tilskrives den dæmoniske fører.
Men billedet er løgn. Kort og godt. Og netop ordet ’løgn’ er et ord, som anvendes flere steder igennem historikeren Magnus Brechtkens monumentale, indædte og veldokumenterede tilintetgørelse af Albert Speers selvbiografiske konstruktion. Over 912 velskrevne sider med intet mindre end 300 siders noter og litteraturlister tager forfatteren løgnene en for en og afliver dem i tur og orden.
Hitler stoppede selv ødelæggelse
Albert Speers historie blev skabt af ham selv i et effektivt samarbejde med en skruppelløs forlægger, Wolf Siedler, og en ukritisk historiker, Joachim Fest, hvoraf sidstnævnte ret beset var Speers ghostwriter.
Og det var ikke så lidt, den dynamiske trio fandt på: I småtingsafdelingen kan nævnes Speers tanker om sine bygningsværkers ’ruinværdi’. Speers monumenter var tænkt, så de på linje med Parthenontemplet og Forum Romanum kunne bevare deres storhed, når de engang ad åre var blevet til ruiner. Det er rent vrøvl. Begrebet ruinværdi dukkede først op i erindringsbogen i 1969. Speer havde i 30’erne aldrig tænkt tanken. Hans overvejelser om på et tidspunkt i foråret 1945 at ville myrde Hitler er grebet ud af den blå luft. Hans myter om færdiggørelsen af rigskancelliet på kun ét år gennemhulles også. Arbejdet var i gang siden 1934.
Af værre påstande er Speers ukendskab til jødeforfølgelserne og slavearbejdere. Det er ligeledes løgn: Allerede som Generalbauinspektor for Rigshovedstaden stod han bag deportationer af jøder, der blev smidt ud af deres lejligheder, for at disse kunne anvendes til genhusning af berlinere, der måtte flytte på grund af Speers gigantomane byggeplaner for byen.
I 1942 stod han bag en udvidelse af Auschwitz, ligesom hele hans rustningsindustri kørte i højeste gear ved hjælp af stadige tilførsler af krigsfanger og slavearbejdere, der sled sig ihjel under frygtelige forhold. Og trods Speers benægtelser kan det påvises, at han var til stede ved et møde i Poznan i 1943, hvor SS-chefen, Heinrich Himmler, åbent fortalte om den igangværende Endlösung.
Højt berømmet er også Speers påstand om, at han direkte modarbejdede Hitlers sidste ordrer om total ødelæggelse af industrianlæg og infrastruktur, for »at sikre den tyske industri og det tyske folk for efterkrigstiden«. Brechtken spørger syrligt, hvorfor ingen har undret sig over, at Speer kan hævde, at han har reddet den tyske industri, når han samtidig sørgede for at holde krigen i gang – med stadig værre luftbombardementer til følge. Endvidere kan Brechtken påvise, at Hitler selv trak luften ud af sine sidste direktiver om ødelæggelse, så først industri- og forsyningsanlæg og siden strategisk vigtige broer blev undtaget fra ordrerne om tilintetgørelse.
Brechtken fremholder også det helt paradoksale i, at Speers forlægger, Wolf Siedler, som ganske ung Flakhelfer i 1943 hørte om udryddelserne af jøderne, men 25 år efter kunne lade Speer påstå, at han intet kendte til det. Men hverken Fest eller Siedler havde sandhedserkendelse eller lødig historievidenskab i tankerne. De ville tjene penge. Og de omformulerede Speers fragmentariske notater til velskrevne erindringer med gengivelser af samtaler og replikker, som Speer i 1960’erne ’kom i tanke om’.
Renomméer uden ruinværdi
Fra begyndelsen af 1970’erne var der dog historikere, der satte alvorlige spørgsmålstegn ved Speers uskyld. Men de blev ikke hørt. Speers fortælling var så rodfæstet, at flere fremtrædende og velmeriterede historikere afviste de kritiske forskeres arbejde. Selv et normalt skarptandet medie som Der Spiegel lagde sig helt ned i sine interviews med Speer, og Spiegels udgiver, Rudolf Augstein, var i sine breve til Speer affabel langt ud over det pinlige.
Tilbage står spørgsmålet om, hvordan Speer, Fest og Siedler kunne holde offentligheden for nar i årevis. Svarene er flere: Speer var førstehåndskilde, ’tidsvidne’, og det er meget vanskeligt at holde et sådant ud i strakt arm – hvilket Fest og Siedler så heller ikke ville. Desuden ramte bøgerne ned i en samtid, der gerne ville høre præcis denne fortælling: ’Vi vidste ikke noget – og hvordan skulle vi kunne det, når selv vore ledere ikke gjorde?’
Bogen er en alvorlig advarsel til historikere om ikke at lade sig forføre af øjenvidner og aldrig at give køb på den faglige integritet, når man bruger dem som kilder. Af Speers og Fests konstruktioner er der efter læsningen ikke sten på sten tilbage. Speers bøger kan flyttes hen til reolerne med skønlitteratur, og både hans selvbillede og Joachim Fests renommé som historiker ligger i ruiner.
Uden ruinværdi.
Magnus Brechtken: ’Albert Speer. Eine deutsche Karriere’. 912 sider. 40 euro. Siedler Verlag
Speer var først og fremmest en karriereopportunist; det lagde han heller aldrig skjul på.
Men hans fortsatte benægtelse om kendskab til udryddelseslejrene er der ikke mange, der længere tror på. Han var officielt tilstede ved Himmlers berygtede tale til SS-toppen i Posen i 1943, hvor han for første gang blev talt åbent om Die Endlösung. Han hævdede selv, at han forlod mødet inden Himmlers tale - men efter den afsløring er der ikke mange, der længere troede på hans uvidenhed,
Efter Posen kendte hele SS til Die Endlösung
/O
Albert Speer kunne på overfladen fremstå som en normal nationalsocialistisk politikker, fordi han ikke opførte sig synligt paranoid og sindssyg, som det var tilfældet med Føreren Adolf Hitler eller med de helt åbenlyst forbryderiske typer som Luftwaffes øverste Minister Hermann Göring eller SS øverste Chef Heinrich Himmler. Sammenlignes Rustningsminister Albert Speer med de tre andre " krigsforbrydere ", så er der ikke langt til at lande på den opfattelse, at han er mere sympatisk end de andre. MEN Rustningsminister Albert Speer var en del af aktiv del af hele det forbryderiske regime, som NSDAP stod for og som førte Tyskland og hele Europa udi afgrunden og destruktionen. Rustningsminister Albert Speer havde med hans intellekt haft muligheden for at gøre oprør og deltage i 20 Juli 1944 forsøget på at myrde Adolf Hitler og vælte regimet. Albert Speer holdt fast i loyaliteten overfor Adolf Hitler og NSDAP næsten til det allersidste i 1945. Det lykkedes som bekendt desværre ikke at myrde Adolf Hitler ved attentatforsøget den 20 Juli 1944. Rustningsminister Albert Speer var direkte ansvarlig for krigsforbrydelserne mod de utallige slave og tvangsarbejdere, som blev misbrugt og udnyttet til at holde den tyske krigsmaskine i gang. Jøder og fangekommandoer blev tvunget ud på gaderne for at rydde op i Tysklands ruiner og redde lig ud af de sammenstyrtede bygninger efter allierede luftbombardementer. Tvangsarbejderne blev forment adgang til luftbeskyttelsesrum under de allierede luftbombardementer. De skulle være ude i det fri og mange af dem døde som følge af regnen af luftminer, sprængbomber og brandbomber. Den 17 Maj 1943 druknede næsten 1.000 slavearbejdere i en lejr, der blev oversvømmet efter de allieredes vellykkede præcisionsangreb på de tyske dæmninger syd for Ruhr distriktet. Fangelejren med tvangsarbejderne lå på ruten for den vandmasse, som væltede ned i Eder dalen og rev alt med sig, da dæmningen var slået i stykker. Erfar mere herom ved at læse om operation Chastise. V2 fabrikationen foregik i krigens sidste år i store bjergværker, som var indrettet som tunneller inde i Harz bjergene. Her slavede arbejderne med produktionen af V2 terrorvåbnet og med at grave nye tunneller i støv og møg under elendige forhold. Orkede tvangsarbejderne ikke mere blev de skudt på stedet af fangevogterne. Utallige fanger gik under og døde under forfærdelige forhold. Produktionen af V2 med flere våben foregik på Mittelwerk, KZ Aussenkommando Dora - Mittelbau i nærheden af den tyske by Nordhausen. Produktionen sorterede direkte under Rustningsminister Albert Speer. Hvorfor blev han ikke sigtet for de krigsforbrydelser, som foregik i lejrene under hans jurisdiktion ?. Selve V2 raketten var ligeså et terrorvåben, som anrettede store skader i England, og Belgien, hvor byerne blev beskudt med A4/V2 raketter, uden at det var muligt at skyde dem ned. Det nye terrorvåben kunne nå op i 174 km højde og fløj med så stor fart, at raketten ikke kunne skydes ned. Der var ingen forholdsregler i form af sirener eller lignende, som kunne advare befolkningen på forhånd om beskydningen. Raketten faldt ned og eksploderede midt i by livet som et lyn fra en klar himmel. I England turde myndighederne først ikke offentliggøre deres viden, om hvad der virkelig foregik. Det hed sig, at der var sprunget en gasledning i luften, for ikke at skabe panik i den britiske civilbefolkning. De civile tab var meget store som følge af raket terrorangreb. Der blev affyret 3.200 V2/A4 raketter mod allierede byer og cirka 8.000 mennesker overvejende civile omkom ved disse angreb. En formildende omstændighed ved Rustningsminister Albert Speer var, at han i krigens sidste fase modsatte sig Adolf Hitlers udtrykkelige ønske om at brænde alt ned til grunden, når tyske tropper rømmede områder i Tyskland. Om Operation Chastise se følgende link:
https://de.wikipedia.org/wiki/Operation_Chastise
Om Mittelwerk GmbH og KZ DORA-Mittelbau se følgende link:
https://de.wikipedia.org/wiki/Mittelwerk_GmbH