Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tysklands stjernelitterat kigger sig i spejlet og opdager, at han er farvet

Tysklands fremmeste litteraturkritiker, Ijoma Mangold, har med ’Den tyske krokodille’ skrevet om at være et farvet og – næsten – faderløst flygtningebarn. Det er der både kommet en glimrende generationsfortælling, et anekdotisk kulturbillede og et samfundspsykologisk spejl ud af
Uanset om man jævnligt læser Ijoma Mangold i Die Zeits spalter, kan hans bog varmt anbefales som et letlæst tysk tidsbillede og et usædvanligt klogt menneskes søgen efter sig selv og sine kulturelle rødder.

Uanset om man jævnligt læser Ijoma Mangold i Die Zeits spalter, kan hans bog varmt anbefales som et letlæst tysk tidsbillede og et usædvanligt klogt menneskes søgen efter sig selv og sine kulturelle rødder.

Holger John

Moderne Tider
24. februar 2018

»Drengen savner ikke sin fader. Han er nærmere glad for, at han ikke dukker op, fordi han vil opfatte ham som et forstyrrende element i den perfekte assimilation.«

I 22 år gælder denne sætning for Ijoma Mangold, der fra sin fødsel i 1971 lever alene med sin kærlige og konstant psykologiserende psykologmor i Heidelberg. Hun giver sin søn plads til meget, men ikke til fortrængninger – heller ikke af at have brun hud i et hvidt vesttysk samfund.

At det netop er moderen, der som barn i slutningen af Anden Verdenskrig er flygtet fra Schlesien til Vesttyskland, og at den fraværende far af karrieregrunde er taget fra Nigeria til Tyskland for at studere medicin i Heidelberg, er udgangspunktet for den selvbiografiske Den tyske krokodille, der har ligget 24 uger på Spiegels bestsellerliste.

Bogen bliver ikke mindre interessant af, at Ijoma Mangold i dag er litteraturchef ved ugeavisen Die Zeit, hvor han med sit ufatteligt store kendskab til europæisk litteratur og kulturteori sætter standarderne for god og dårlig litteratur. Og ofte også for diskurserne i den højpandede del af den tyske samfundsdebat.

Overassimilation 

Ijoma Mangold: ’Das deutsche Krokodil’.

Med et letlæst anekdotisk flow giver Mangold et skægt ridt gennem en barn- og ungdom i 1970’ernes og 1980’ernes Vesttyskland, der er præget af atomfrygt, Rote Armee Fraktion og Udo Lindenberg – og af skepsis over for enhver form for patos.

Med kulturanalyser, der umærkeligt indlejres i en teenagers følelsesliv, oplever vi, hvordan Ijoma med et skuldertræk bytter sine pop-LP’er til Beethoven og – trods patostabuet – Wagner, og vi er med, da han smerteligt oplever Martin Walser pille hans litterære helt, Thomas Mann, i stykker.

Samtidig er bogen en rørende hyldest til moren, der kronisk er på røven, men som altid får skrabet sammen til bøger og koncert- og teaterbilletter.

At han var så kulturelt umættelig, ser Ijoma Mangold retrospektivt på med spørgsmålet, om det ikke var et galopperende symptom på overassimilation – en trang til at blive den tyskeste tysker?

»Var jeg en opportunist, der ville drive tilpasningen så vidt, at mine venners konservative fædre var overbevist om, at den tyske kulturarv ene og alene i mine hænder har en chance for at overleve?« spørger han.

Han svarer ikke direkte. Til gengæld ligger det fast, at den unge Ijoma sateme ikke skal være med i en forening for afrotyskere, og at han ikke orker de evige negerkys-racisme-debatter i skolen.

Selv som voksen forekommer det Mangold suspekt, at han af sine samtalepartnere formodes at sidde med en privilegeret sandhed om, hvornår noget er diskriminerende eller ej: Offeret har jo altid ret, mener de. Han kan bare ikke identificere sig med den rolle.

Det lyder som en vinders antydning af, at alle farvede eller på andre måder diskriminerede også kunne opnå alt, hvis de ville. Men Mangold er pinligt bevidst om, at bogen er en terapeutisk proces for ham. Vel at mærke i en problematik, som han som ung får et helt nyt blik for efter nogle måneder ved en sort præstefamilie i New York. Pludselig bliver det klart for ham, at han var en ener i Heidelberg. En undtagelse og ikke en kategori.

Sindelagsprøjsere

I 1990’ernes internationaliserede Tyskland mister Ijoma Mangolds krusede hår sit eksotiske præg. Og midt i filosofistudierne kommer han som et lyn fra en klar himmel: faren fra Nigeria, som ikke har ladet høre fra sig i 22 år.

Herfra får fortællingen træk af både reportage og dannelsesroman, da Ijoma Mangold skeptisk tager til Afrika for at møde sin generhvervede familie, der viser sig økonomisk at være på den grønne gated community-gren.

Faren får ret: Blod er tykkere end vand. Men Mangold forbliver ensom i det fremmede, hvor det konstant handler om det formelle, om højdepunkterne i livets store bue: fødsel, dåb, uddannelse, bryllup, job og død. Hans nigerianske familie lever i epossets verden, europæeren Ijoma lever i den psykologiske romans univers. I sine refleksioner over sindelagsprøjsere og kulturkatolikker kulminerer hans længsel efter Tyskland, da han under et styrtebad i bushen i Nigeria synger en arie fra Rosenkavaleren og inderligt håber, at nogen lytter, genkender – og stemmer i.

Det sker ikke. Ijoma Mangold vender tilbage med et større stykke af sig selv og fortsætter studierne, der har bragt ham vidt. Men uanset om man jævnligt læser ham i Die Zeits spalter, kan bogen varmt anbefales som et letlæst tysk tidsbillede og et usædvanligt klogt menneskes søgen efter sig selv og sine kulturelle rødder.

Ijoma Mangold: ’Das deutsche Krokodil’. Rowohlt Verlag, 345 sider, 19,95 euro

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Spivaks postkoloniale hovedværk tager stadig pusten fra læseren

    25. september 2021
    En ny indpakning gør desværre ikke Gayatri Spivaks berygtede gennembrudsværk fra 1988, ’Can the Subaltern Speak?’, lettere at fordøje. Men har man tålmodigheden, forstår man, hvor dybt dets postkoloniale kritik fortsat stikker
  • Stærk bog om den tysk-tyrkiske virkelighed planter en utopisk længsel i læseren

    12. juni 2021
    Den tysk-tyrkiske forfatter Mely Kiyak har skrevet et bevægende og perfekt tilslebet selvbiografisk essay om at skrive og være sig selv – som kvinde, migrant og menneske i et Tyskland, hvor gæstearbejderne aldrig rigtig har fået deres egen stemme
  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her