Læsetid: 5 min.

Hans Joas gør op med Webers berømte tese om modernitetens affortryllelse

I sit seneste storværk forsøger sociologiprofessor Hans Joas at overbevise sine læsere om, at den moderne verden langtfra er så sekulær og affortryllet, som vi ellers holder af at fortælle os selv, hvilket vi i øvrigt skal være taknemmelige for
31. marts 2018

Der kan næppe herske den store tvivl om, at Hans Joas (f. 1948) med sin seneste bog har villet skrive et sociologisk hovedværk. Den karrygule moppedreng bærer titlen Die Macht des Heiligen – Eine Alternative zur Geschichte von den Entzauberung (dansk: Det helliges magt – et alternativ til affortryllelsens historie), fylder 543 (alt for) lange og forholdsvist tyskertungt fodnotebelæssede sider og udkom sidste år på Suhrkamp.

Joas forsøger at forløse sin ambition gennem et regulært fadermord på sociologiens ikoniske faderfigur, nemlig Max Weber, og Joas har da også de akademiske meritter til at turde tage en sådan tørn. Udover at være blandt de mest prominente nutidige proponenter for den såkaldt filosofiske pragmatisme (der især trækker på amerikanske tænkere som Charles S. Peirce, William James og John Dewey), er han sociologiprofessor på University of Chicago såvel som æresprofessor på det teologiske fakultet på Humboldt-universitetet i Berlin. I dette værk trækker Joas vel at mærke veksler på såvel pragmatismen, sociologien som teologien.

Det er tydeligvis især Webers berømte tese om modernitetens »affortryllelse«, som Joas har set sig sur på. Denne dækker kort fortalt over, hvordan mennesket i moderniteten ikke længere opfatter verden som værende styret af hemmelige og religiøse magter, men i stedet ser den som et principielt forståeligt sted, som vi kan underlægge os via rationel erkendelse henholdsvis teknisk beherskelse.

I realiteten er det dog ikke så meget Webers – efter Joas’ opfattelse – notorisk halvbagte og tentative tese om »modernitetens affortryllelse«, der står for skud hos Joas. Den egentlige kritik er rettet mod Webers mange eftersnakkende epigoner blandt nutidens samfundsteoretikere, der ukritisk gentager Webers »dybt problematiske narrativ«.

Afvikling af affortryllelsen

Motivationen for kritikken er i al sin enkelhed, at affortryllelsestesen er så tilstrækkelig forkert – eller mere diplomatisk udtrykt: så fatalt unuanceret – at den bortforklarer og misforstår mindst lige så meget af moderniteten, som den rent faktisk forklarer og forstår. Af samme grund betragter Joas det som svært uheldigt, at affortryllelsesparadigmet efterhånden har opnået status som en uangribelig præmis for enhver moderne sociologi, der under ingen omstændigheder vil skydes i skoene, at den tænker på førmoderne (f.eks. religiøse eller – føj! – metafysiske) præmisser.

Joas’ kritiske argumentatoriske ind- og omvending lyder her, at det ret beset er affortryllelsesdoktrinens egen dogmatiske status, som det gælder om at »overvinde«, såfremt man prætenderer at bedrive samfundsteori på adækvate, senmoderne præmisser.

Joas’ kritik af Webers doktrin spiller overordnet set på to strenge: For det første gælder det, at de processer, der karakteriserer moderniteten, slet ikke er nær så enstrengede, som antagelsen af én gennemgribende og irreversibel rationaliserings- og sekulariseringsproces ellers hurtigt kunne få det til at lyde som om. Der er således alt for stor forskel på udviklingen af f.eks. økonomisk, administrativ, videnskabelig og teknologisk ’rationalitet’ til, at ét enkelt princip om affortryllelse dybest set forklarer noget som helst om de komplekse forskelle imellem disse heterogene processer og logikker.

For det andet er det simpelthen ikke korrekt at påstå, at modernitetens konstitutive processer alle sammen uden videre skulle kunne karakteriseres som ’rationelle’ eller affortrylle(n)de i nogen som helst åbenlys forstand.

Sakralisering, sakralisering og atter sakralisering

Joas peger bl.a. på, hvordan en række af modernitetens dominerende politiske ideologier som f.eks. nationalisme og fascisme i mindst lige så høj grad som middelalderens politisk-religiøse doktriner er karakteriserede ved, hvad Joas beskriver som former for »sakralisering«.

Disse moderne bevægelsers typiske helliggørelse af »jordiske« størrelser som f.eks. racen eller folket opfatter Joas samtidig som potentielt væsentlig mere destruktiv end den traditionelle religiøse sakralisering af en transcendent guddom, eftersom sidstnævnte forståelse ikke tillader – eller i hvert fald ikke burde tillade – at nogen arbitrær politisk magthaver endsige noget konkret historisk folkeslag kan påberåbe sig at have den endegyldige og totale Sandhed på sin side. Den stigende trend hos senmoderne vesterlændinge til at vende sig mod religionen ser Joas af samme grund heller ikke som en forfaldstendens – men snarere som et værdifuldt værn mod politisk fanatisme.

Selv om Joas plæderer nogenlunde konsistent for, at den transcendente hellighedsforståelse rent faktisk præsenterer en potentiel vaccination imod det 20. århundredes totalitære »skrækscenarier«, kunne den kritisk stemte læser her godt have ønsket sig et par selvkritiske kommentarer til, hvordan den transcendente gudsforståelse mon har haft så stort (u)held med at have udgjort normativt grundlæg for f.eks. heksebrændinger og korstoge (ligesom den i dag animerer alskens terroristiske fanatikere), men det er åbenlyst ikke Joas’ ærinde at tage livtag med den slags spørgsmål lige i denne omgang.

Det er afgørende for Joas at vise, at også et indiskutabelt moderne fænomen som f.eks. universelle menneskerettigheder og den dertilhørende diskurs om individets ukrænkelige »værdighed« også hviler på sakraliseringslogikker, der – i sidste instans – trækker langt større veksler på religiøst tankegods end på fornuftsbaserede argumenter eller for den sags skyld nogen form for empirisk evidens. »Personens sakralisering« er i sidste instans endnu et ubeviseligt credo, som det »fornuftige« menneske i moderniteten har besluttet sig for at tro på, hvilket igen betyder, at etisk universalisme, som Joas opfatter som ét af modernitetens mest værdifulde karakteristika, overhovedet ikke er logisk afhængig af sekulariseringens affortryllelse men tværtimod kan hente såvel både begrundelses- og motivationskraft fra religionen.

Are we human, or are we dancer?

Endnu en vital del af bogen går på Joas’ teori om »handlingens kreativitet«. Joas mener her at kunne vise, at menneskets intentionelle handlinger altid må forstås i relation til vore medmennesker, hvis handlinger vi responderer såvel situationsbundet som (potentielt) kreativt på. Mere kontroversielt fremhæver Joas imidlertid en særlig form for passivitets-erfaring, i hvilken den enkelte bliver grebet af en udefrakommende kraft på en måde, der har afgørende betydning for personens selvforståelse – men som han eller hun samtidig ikke selv har nogen reel magt over.

Sådanne »sakrale« erfaringer kan tage traditionelt religiøs form, men som erfaringer af f.eks. kærlighed (til en anden person), eksistentiel angst (over tilværelsens endelighed og absurditet), etiske idealer (om den ubetingede værdi af f.eks. loyalitet eller retfærdighed) eller selv-opløsende rus (i en dionysisk ekstase eller for dens sags skyld en himmelsk brandert i stil med dem, Karl-Ove Knausgård beskriver med så forførende ambivalens i Min kamp) udgør de intet mindre end almenmenneskelige og vitalt meningsstiftende erfaringsmuligheder, som affortryllelsesdiskursen fra Weber har ualmindelig vanskeligt ved at stille noget op med. Også af denne grund er Webers affortryllelsesmantra helt igennem inadækvat som model for moderniteten tout court. Som Joas ser det.

Lad os runde af med en af Joas’ mere flower power-agtige passager: »Måske kan vi forestille os en fremtid uden religion, men er det også en fremtid uden musik og dans og teater, for at nævne et par ikkerationelle former for menneskelig kommunikation, en fremtid – hvis dette overhovedet kan nævnes – uden seksuel interaktion? Eller vil vi også komme til at se på alt dette som [overflødige] forstadier i [affortryllelses-]diskursens evolution?«. For Joas turde spørgsmålet være retorisk. Og svaret være nej. Også selv om han godt kunne have sagt det hele på 200 sider og med 200 færre fodnoter.

Hans Joas: Die Macht des Heiligen – Eine Alternative zur Geschichte von den Entzauberung Suhrkamp. 543 sider. €35

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Man må hilse det yderst velkomment, at nogen endelig yder den barmhjertighedsgerning at rive videnskabsromantikerne ud af deres vildfarelse.

Maria Francisca Torrezão og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar