I september 1940 tog den tyske filosof Walter Benjamin livet af sig ved grænsen mellem Frankrig og Spanien med en overdosis morfin. Han var jøde og marxist og stod sammen med sin rejsegruppe til at blive udleveret til de tyske myndigheder. Dagen efter hans selvmord fik resten af gruppen tilladelse til at rejse videre.
I 1933 havde han forladt sin barndoms Berlin og var flyttet til Paris. Sit bibliotek sendte han imidlertid til vennen Bertolt Brecht, digter og aktiv kommunist, der var rejst nordpå og havde slået sig ned i et stråtækt bindingsværkshus i Svendborg. Idyllisk kunne man synes, men Brecht selv kaldte sit fynske eksil et ’Dansker-Sibirien’. I denne udørk fik han flere gange besøg af Benjamin.
Tænkte i ekstremer
Om deres venskab og tiden i Svendborg er der nu kommet en ny antologi med titlen Tænkning i ekstremer i forbindelse med en udstilling på Berlins Akademie der Künste. Akademiet huser de centrale arkiver over begges virke, og både udstilling og publikation sammenkæder arkivernes dagbogsnotater og fotografier med artikler, kunstværker og brudstykker af mulige samtaler, de to kunne have haft, konstrueret ud fra optegnelser og breve.
Bogens titel skal forstås bogstaveligt: Benjamin og Brecht, hævder udgiveren Erdmut Wizisla, tænkte i ekstremer, aldrig mellem dem. Benjamin afviste tanken om en gylden middelvej og anså dialektikken mellem modstående positioner for at være vejen til erkendelse. Brecht kaldte omvendt sig selv en ’midtermaniker’ og fastholdt trodsigt, at den ekstreme position var det eneste moderate i en reaktionær tid. »Kommunismen er det midterste,« hed et af hans digte.
Venskabet med Brecht var for Benjamin i sig selv en ekstrem position. Som tænker var han spændt ud mellem Brecht på den ene side og vennen Gerschom Scholem på den anden. Scholem var zionist og forsket i jødisk kabbala. I spændingsfeltet mellem kommunisme og mystik udviklede Benjamin en kryptisk filosofi med en blanding af revolutionær samtidskritik og spirituel messianisme.
Et ugleset venskab 
Erdmut Wizisla (red.): Denken in Extremen.
Erdmut Wizisla (red.): Denken in Extremen.
Bogen dokumenterer, hvordan der blandt Benjamins bekendte blev set skævt til venskabet med Brecht. Især Scholem brød sig ikke om Brechts indflydelse på vennen, en indflydelse han fandt »usund og i mange tilfælde katastrofal«. Også den marxistiske filosof Theodor Adorno er citeret for at mene, at Benjamin sammen med Brecht kun »bedrev dumheder«.
Men de komplementerede hinanden og søgte hinandens selskab. I Svendborg talte de to om »Vergil og Dante, Baudelaire, Freud, marxismen og dens fortolkere, politisk forfølgelse i Sovjetunionen, Stalin« – og frem for alt spillede de skak. I bogens beskrivelse tager skakspillet form af en metafor for venskabet:
»Brecht spillede angrebslystent og skødesløst, Benjamin defensivt og besindigt.«
I Benjamins fravær gik der hver halve time en sitren gennem skakbordet, mente Brecht ironisk – svarende til pauserne mellem hvert af hans tålmodige træk.
Ingen af dem var synderligt dygtige spillere. Men de fandt begge trøst i spillet og dets forbindelse til de tabte højborgerlige barndomshjem. Et særligt varmt minde var for Benjamin en nat i oktober 1915, da han var en ung mand under Første Verdenskrig, hvor skakspillet varede til den lyse morgen og udmattede ham så effektivt, at han dagen efter blev kasseret til militærtjeneste. Langt senere skulle også Brecht blive reddet af spillet: Efter at han var flygtet til USA, blev han under the red scare forhørt om sit forhold til en retsforfulgt kommunist, men fik sig snoet ud af kniben ved at hævde, at deres samkvem begrænsede sig til at spille skak.
’Træt af forfølgelsen’
Da Benjamin slugte morfinen, var Brecht rejst fra Danmark over Sverige og videre til Finland. Han hørte derfor ikke om vennens død, før han nogle måneder senere sluttede sig til et eksilkollektiv af tyske intellektuelle i Californien. I et digt skrev Brecht efterfølgende:
»Også modsigeren forlod mig
Den meget vidende, efter nyt søgende
Walter Benjamin. På den uovertrædelige grænse
Træt af forfølgelsen lagde han sig ned.
Ej vågnede han af søvnen igen.«
Undertiden henfalder enkelte af bogens bidrag til frydefuldt tungsind over sådanne scener. Men Benjamin og Brecht selv var ikke melankolikere. Sorgen over og indfølingen med fortiden kalder Benjamin en »hjertets træghed« – for ham gjaldt det om at indfri de tabte generationers drømme og forhåbninger ved at gribe enhver chance for at realisere deres visioner i samtiden. Og Brecht opfattede komedien som et bedre værktøj til at skildre menneskenes lidelser end tragedien. Det er derfor velvalgt, at titlen fastholder de ekstremer og modsigelser, der prægede såvel deres liv som deres virke.
Erdmut Wizisla (red.): Denken in Extremen. 284 sider. 32,00 euro. Suhrkamp
