Læsetid: 5 min.

Platon som pædagogikkens founding father

Verden er ikke tynget af at være regeret af de klogeste. Mens Platon i ’Staten’ kredsede om muligheden for at gøre filosofkongen til regent, tager en ny doktorafhandling om Platons værk fat om spørgsmålet: Hvordan kan vi få filosofevnen til at blomstre i samfundet? Hvordan kan vi alle blive nysgerrige, upartiske, uden magtvilje og opnå sans for retfærdighed og kærlighed til sandhed?
Det, der gennemsyrer afhandlingen, er grundtanken om, at Platon skal have æren som pædagogikkens founding father.

Det, der gennemsyrer afhandlingen, er grundtanken om, at Platon skal have æren som pædagogikkens founding father.

Morten Rasmussen

17. marts 2018

Fanget. I sindet, i egne fortællinger, i nettet, jobbet, forholdet. Ikke at kunne se skoven for bare træer, ikke at kunne se rigtigt. Alle kender figuren, og Platon har udødeliggjort den. Det er hulelignelsen med de lænkede fanger, tvunget til at se den samme fiktionsfilm igen og igen, uden fornemmelse af, at der er andet i verden. På nær én, den filosofisk vakte, der vover sig ud af hulen, skuer solen og de sande sammenhænge.

Doktor i Platon

Det komplicerede billede stammer fra Platons absolutte hovedværk Staten. Det, og alt det andet (ja, alt det andet) i denne knapt 2.400 år gamle tekst bliver udlagt af Anne-Marie Eggert Olsen i doktorafhandlingen At forandre verden, der har undertitlen en læsning af Platons politiske filosofi i Staten.

Doktorgraden er ved at være en sjældenhed. Få begiver sig i kast med så omfattende et projekt. Karrieremæssigt er det en blindgyde. En sådan basse mønstrer nok anerkendelse, men er ikke synderligt meriterende sammenlignet med at udgive artikler i internationalt anerkendte tidsskrifter. Desto mere prisværdigt er det, at Eggert Olsen har skrevet en grundig og aktuel afhandling på dansk om Platons Staten. Det er, om vi vil det eller ej, en grundsten i vestlig filosofi. Tilstrækkeligt mange incitamenter i det moderne universitet taler imod sådan en overflødig indsats – og alligevel står den her. En 500 sider lang, avanceret læsning af Platon. 

Anne-Marie Eggert Olsen: At forandre verden

Stjernekiggeren

Der er andre fangesituationer i Staten. Sokrates fortæller på et tidspunkt om en båd, statsskibet kan man kalde det, hvor alle mulige uegnede personer søger indflydelse på styrmanden. Hver kommer med sit speciale eller egen fikse ide. Ingen formår at tænke i sammenhænge. Ingen forstår, at den rimelige styring af båden kræver et kendskab til navigation og stjernernes position. Kun én forstår disse sammenhænge, personen, der stirrer mod himlen og derfor kaldes for Stjernekiggeren. Det er filosoffen forstås.

Som filosoffen Thales fra Milet er han i fare for at falde i denne verdens brønde – så upraktisk et væsen er han. Og han ringeagtes for ikke at deltage i kampen om styringen af båden. Uduelig er han. Paradokset er til at tage og føle på. De, der ikke kan og ikke ved, øver indflydelse på vores fælles liv. De, der ved og kan, holdes uden for samtalen, misforståede blot, fordi de sidder og nørder med vanskeligt forståelige ting. Hvem sagde hpv-vacciner, Brexit og USA’s våbenlovgivning?

Afhandlingen er skrevet i skyggen af det fraværende fællesskab. Et retfærdigt samfund handler ikke kun om, at enhver skylder sit, men om, at sansen for det fælles kræver en forudgående fællesskabsfølelse. Staten udstiller manglen på fællessans i form af råbende dialogpartnere og prøver på en krøllet måde at tilrettelægge et nyt sirligt samfund.

Eggert Olsen har en baggrund på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, som ikke fornægter sig. Afhandlingen igennem fokuserer hun på det pædagogiske grundproblem om at begynde på noget nyt. Hvordan bryde ud af hulen, hvordan vende tilbage til hulen, hvordan oplyse de uoplyste, som egenrådigt ikke vil oplyses?

Platon formgav problematikken som et spørgsmål om, hvordan filosofkongen kunne komme til at regere. Det er måske ikke så aktuelt for os, og som Eggert Olsen får vist, noget nær en umulighed, selv ud fra Platons egne anvisninger. Måske det ikke så meget handler om at finde den rette person, som at tackle, hvordan ’filosofevnen’ kan få lov at blomstre i samfundet. Hvordan sikre, at vi alle bliver som Sokrates: nysgerrige, upartiske, uden magtvilje, med sans for retfærdighed og kærlighed til sandhed.

Den antikke kulturrelativist

Der er en moderne trækvind gennem hele afhandlingen. Det er en tæt læsning af Staten, men andre stemmer dukker op i ny og næ. Den moderne fjende er retsfilosoffen Carl Schmitt, der i mellemkrigsårene gav et avanceret forsvar for den stærkes definitionsret. Hos Schmitt har politik ikke noget indhold i sig selv, det er blot en intensitetskategori, en særlig måde, hvorpå vi kan være uenige om forskelligt. Staten er på mange måder designet til at gøre op med en sådan tænkning.

Fortidens Carl Schmitt hedder Thrasymachos. Han råber og skriger, håner Sokrates og insisterer på og argumenterer for den stærkes ret. Hos den antikke kulturrelativist tilfalder lykken snarere de uretfærdige end de retfærdige. Thrasymachos svinger sig sjældent op til at tænke mere end individuelt uden sans for det politiske ved vores samliv. Universet kender ingen indbyggede love, og mennesket er det dyr, der kan snakke sig fra det meste. Vi kan godt bilde os selv ind, at det ikke er sådan, men det vil blot være ’ædel godtroenhed’.

Der er en friskhed og ’djærvhed’ i håndteringen af den dybt klassiske tekst. Afhandlingen har en vis nerve, der er hele tiden et tempo i fremstillingen. Vi er på vej sammen med Sokrates og vennerne. Det er der noget godt og grundigt over. Hvis man (som jeg) har skullet forklare andre om det komplicerede og frustrerende hulebillede, er det en fornøjelse med en præcis og samvittighedsfuld gennemgang af fanger, bål og de mærkelige mennesker, der går rundt og laver skyggebilleder for os andre. Eggert Olsen spørger ukompliceret »hvem er de personer, der bærer ting forbi langs muren, og hvor har de dem fra?« Det er en ubesværet tone, hun har.

Offentlig opdragelse

Rousseaus civilisationskritik dukker op og får sit eget kapitel. Frankfurterskolens samfundskritik tages i ed. Begge traditioner har et godt øje til den fremmedhed, vi kan nære i vort eget hjerte uden at kende til den. Og for begge gælder det, at der må findes en pædagogik på samfundsplan, der kan hjælpe folket til at kaste skællene fra øjnene og indse, at det velkendte i bedste fald er et produkt af andres arbejde. I værste fald er det en total illusion. Opdragelse er derfor ikke kun et privat anliggende mellem forældre og børn. Der findes noget sådant som en ’offentlig opdragelse’.

Forbindelserne til Frankfurterskolen bliver desværre højest markeret og ikke gennemarbejdet. De mange samtidskommentarer – René la Cour Sell, tidligere direktør for Danmarks Naturfredningsforening, får f.eks. en ordentlig en på hatten i en fodnote – føles ikke rigtigt som designet til samtiden. De vil egentlig ikke ’os’ noget. De fungerer blot som en slags scenografi for læsningen af Staten.

Eggert Olsen skriver da også, at bogen måtte have doktorafhandlingens format for at være retfærdig over for projektet. Det forstår jeg ikke helt, men det er jo svært at diskutere, og hun må egentlig have lov at mene det i fred. Det har dog konsekvenser for læseren. Bogen er lang, og som projekt så meget en læsning, at det argument, der skal forsvares gennem en læsning nærmest forsvinder i lutter læsning. Vi er så zoomet ind på detaljerne og Sokrates stille skriden frem, at det kan være svært at huske, hvorfor vi læser det her så intenst. Bogen tenderer hele tiden mod at blive verdens mest avancerede ledsager eller introduktion til Platons Staten.

Det skal ikke skygge for en i grunden righoldig læsning af Platons Staten. International forskning flankerer hver en sætning og den grundtanke, Eggert Olsen forfølger hele vejen, overbeviser. Den ene ting, som gennemsyrer afhandlingen, ofte demonstreres og derfor står tilbage, er grundtanken om, at det er Platon, der skal have æren som pædagogikkens founding father.

Anne-Marie Eggert Olsen: ’At forandre verden’. 504 sider. 399,95 kr. Aarhus Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Kåre Wagener
  • Niels Duus Nielsen
  • Jørn Andersen
Toke Kåre Wagener, Niels Duus Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

lars ulrik thomsen

Information bringer løbende artikler og kronikker om filosofi og det er al ære værd, men det er udelukkende den idealistiske filosofi som I fokuserer på.
Det er en filosofi der er fuldstændig forældet i forhold til nutidens krav og tænkning. Hvornår bliver Information up to date?

lars ulrik thomsen

Jeg vil gerne stille et lidt provokatorisk spørgsmål; er der nulevende filosoffer som er i stand til at tænke, dvs. anvende en nutidig dialektisk logik på samfundsforholdene.

Jeg synes vi skal ære og lære af filosoffer som Platon og andre i tiden efter, men det grundlæggende er, at kunne være på højde med sin egen tid, at kunne forstå lovmæssighederne i udviklingen.

Jens Thaarup Nyberg

"Staten udstiller manglen på fællessans i form af råbende dialogpartnere og prøver på en krøllet måde at tilrettelægge et nyt sirligt samfund."
"Hvordan sikre, at vi alle bliver som Sokrates: nysgerrige, upartiske, uden magtvilje, med sans for retfærdighed og kærlighed til sandhed."
Jamen, skal vi gøres ens ?
Manglen på fællessans må dog bero på uens interesser, forankrede i opdragelse, beskæftigelse, status osv..

Niels Duus Nielsen

Det var sgu på tide at Anne Marie fik nosset sig sammen til at tage den doktorgrad. Tillykke!

Kasper Linneberg og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
lars ulrik thomsen

Information fortjener roser fordi avisen bringer debat om filosofiske emner, men det er fortidens logik som avisen behandler, og ikke nutidens eller fremtidens.

Hvordan kan man overse marxismen som den virkelig nyskabende tænkning der svarer til nutidens betingelser, det er mig en gåde.

Det svarer til, at man bliver hængende i oplysningstiden og ikke går ind i den virkelighed vi lever i nu. Måske har redaktøren et fornuftigt svar på spørgsmålet?