Læsetid: 5 min.

Vi tænker som hobbitter: uambitiøst og kortsynet

Og vi er for dårlige til at overskride det givne samfunds begrænsninger. Og vi glemmer det grundlæggende ved handlinger: at vi kan bruge dem til at forandre vores liv. To af folkene bag Center for Vild Analyse giver et bud på at nå ud over hulemenneskets horisont
Forfatterne driller og nedskriver det mirakuløse hos Arendt, og der fanger de hende lige på kornet i hendes højtidelighed.

Forfatterne driller og nedskriver det mirakuløse hos Arendt, og der fanger de hende lige på kornet i hendes højtidelighed.

Tyrone Dukes

10. marts 2018

Filosofferne Henrik Jøker Bjerre og Brian Benjamin Hansen har skrevet bogen Handl! Den endevender, hvad det vil sige at handle. Dels det lille imperativ indbygget i titlen, der siger ’forbrug for at udtrykke dig selv’. Dels det større imperativ, a la ’så gør dog noget, før det er for sent’, der vil forandre verden og dig selv. Undervejs kommer vi omkring filosofiens handlingsbegreb, tvangshandlinger, valghandlinger, handlekraft. You name it ...

Begge forfattere er medlemmer af Center for Vild Analyse, der skriver fast her i avisen, og man kender stilen. Bogen er én lang vild analyse af handlinger, vi går rundt og foretager os. Den er et opgør med et samfund fyldt op af tvangshandlinger, et los i røven til ideen om, at vi skal genfinde meningsfulde handlinger – og endelig en drøm om, at vi tør overgive os til vildere handlinger.

Filosofi til hobbitter

Bogen er en lille sort størrelse. Den ligner en notesbog på en prik: sort, blød og med associationer til det hurtigt nedkradsede. Den er da også fyldt med observationer. De to filosoffer har en formulerings- og turneringsglæde, der aldrig stopper. Hver side er fyldt med hurtige, snurrige vendinger. Og det er aldrig klicheer, forfatterne er tværtimod gode til at opspore klicheer og vende vrangen ud på dem.

Og så kan de noget med kombinationen indignation og en vis ’pafhed’. Bogen er morsom, og det stammer fra dybt tragiske meningsløsheder, som henter deres energi fra en forbløffelse over, at vores samfund: ser sådan her ud, skaber de her mennesker, skaber de her sætninger. Som den stressramte der siger:

»Jeg har et råddent liv, men jeg er så bange for at gå ned i levestandard.«

Der er måske også en sorg over, at der er så meget arbejde at gøre, at samfundet har så meget brug for at komme i psykoanalyse. De citerer Freud for at sige om tvangsneurosen, at den er »halvt komisk, halvt sørgelig privatreligion«, og udvider observationen til at gælde os alle sammen. Det er, som om vi alle er hypnotiseret til at gennemføre rituelle tvangshandlinger – arbejde, købe, træne. Alt sammen uden mål og med.

Som sådan er det også en dyster bog med en evigt skridende tiltro til, at folks erfaringer er rigtige eller bare rigtigt forståede. Som de siger, så ligner vi mere hobbitter end mennesker. Vi er måske ikke små af statur, men vi er små af ambitioner. Håbet er vist, at vi kan blive mere som Frodo. Mens vi hobbitter løber rundt i hverdagen og træner op til det næste småborgerlige maratonløb, formår Frodo som den eneste at løfte hverdagens indbundne handlingsmani op på et højere plan.

Kvaksalvere

Bogen har to modstandere.

Hannah Arendt, der behandles respektfuldt, men også som noget altmodisch og forgangent. Og Svend Brinkmann, der behandles som en form for lille-Arendt, dvs. med respekt, men også som et mobbeoffer bogen igennem.

Når det så er sagt, burde han læse bogen. Den rummer en gennemtænkt kritik af hans projekt om ståsteder.

Ved siden af modstanderne er der så alle fjenderne, men de er for mange til at opregne.

Det er Finansministeriets DREAM-model. Det er store virksomheder med effektive slogans som Nike, der med deres »Just Do It!« virkelig har fanget tidsånden. Det er halvdelen af verdens middagsselskaber. Det er alle, der løber maratonløb. Og forskellen på en modstander og en fjende er vel, at modstanderen værdiger man et argument eller to. Fjenden fortæller man en ond historie om i stedet.

Bogens læsning af Hannah Arendt er skarp. Hendes filosofi bliver præsenteret, hun bruges, kritiseres, overskrides. Hun bliver gjort til en dydsiret kvaksalver, altså hun ligner en læge for samfundet, men sælger falsk medicin (tænk på, hvad det så siger om lille-Arendt).

Det er rygende polemisk, men også rigtigt set. Og morsomt. Forfatterne driller og nedskriver det mirakuløse hos Arendt, og der fanger de hende lige på kornet i hendes højtidelighed. Fred være med, at de gør hende mere konservativ, end hun behøver tænkes.

Forfatterne tror nærmest ikke på de klassiske politiske forandringer, på alt det, vi normalt forstår ved politik eller moral – fordi det er så fedtet ind i småborgerlige drømme og begær. De leder efter et helt andet rum, efter måder hvor der for alvor tænkes forskelligt og ikke pseudo-forskelligt. Kierkegaard og kunst skal vise vejen til et epifanisk rum, steder hvor det slår os, at alting kunne være anderledes. Steder, hvor man ikke bare fredsommeligt ’tager hånd’ om problemer, men ’tager sagen i egen hånd’, som det lyder.

Billedfilosofi 

Brian Benjamin Hansen og Henrik Jøker Bjerre: ’Handl! (Skolen for livet)’.

Noget af det effektive ved bogen er de mange analogier. Fleksible medarbejdere er som hundetræning. Fidgetspinnere er sindbilleder på kulturen. Undervejs glemmer man let, at der er tale om samstillinger og ikke argumenter. At sammenholde to billeder er ikke et argument, men en overførsel af beviskraft. Hvis det er mystisk, hvorfor børn holder af fidgetspinnere, må det være, fordi vi bebor en mystificeret kultur. Tænk sig, ordet ’talent’ betyder ikke kun ’disposition’, men er også en møntfod – det må betyde et eller andet.

Det er, som om alle de mange afsløringer af sammenhænge lever af en forudgående mystifikation. Et afsløringsdrama virker bedst, hvis gummisko, legetøj og den evige forbrugscyklus ikke er et af hverdagslivets dilemmaer, men er hverdagslivets psykopatologi. Der er ikke bare noget galt i en jævn politisk forstand, der er noget grundlæggende galt – som i ’fanget i Platons hule’-galt.

Ærindet må være at vise os hobbitter, os hulemennesker, hvordan vi på meget grundlæggende måder tænker inden for en liberal-humanistisk horisont, ja, overhovedet tænker det at handle alt for defensivt og konservativ. Jeg tænker, at forfatterne i sidste ende forsøger at åbne sindene for, at noget kan melde sig – ikke som din egen private mulighed, ikke som andres hæsblæsende krav, men som dit eget hidtil uhørte, overraskende krav, der siger: Du må ændre dit liv!

Bogens argumenter for nye handleformer er grundigere og belagt med masser af eksempler.

Det er også formuleret som et meget mere empatisk projekt, end jeg lige er i stand til at få det til at lyde af. Forfatterne foregriber selv noget af omverdenens mangel på forståelse og fastslår i en håndevending, at der ikke er noget totalitært over den her idé om, at ting kun for alvor bliver anderledes, hvis den almindelige borger forsvinder i grebethed og selvopgivelse.

Det kan jeg godt følge dem i. Totalitær er et diffust skræmmeord, sjældent særligt gennemtænkt. Men det forhindrer nu ikke lille mig i at tænke, at det er det frygtelige, der ligger og gemmer sig bag ideen om at forlade den borgerlige scene. Den vitalistiske idé om, at vi må opsøge menneskets farlige rum for at komme uskadt gennem livet, køber jeg ikke.

Til sidst, bare så jeg er sikker på at blive forstået rigtigt. Fik jeg sagt, at det er en god bog? Det er en virkelig god bog. En man kan slå sig på.

Brian Benjamin Hansen og Henrik Jøker Bjerre: ’Handl! (Skolen for livet)’. 204 sider. 248 kr. Mindspace

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Søren Peter Langkjær Bojsen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu