Læsetid: 3 min.

Den tyske rejse langs Østeuropas grave

Tysklands intellektuelle ledestjerne Navid Kermani er rejst over Østeuropas og Kaukasus’ åbne historiske sår og slagmarker til Isfahan i Iran, hvor hans forældre stammer fra. Det er blevet til en kompakt og til tider fremragende historisk rejseskildring, der konstant kredser om Europa som mulighed
Siden Kain og Abel har menneskehedens historie bestået af massakrer og fordrivelse, konstaterer Navid Kermani mod slutningen af sin bog og håber på bedring. Han er ængstelig optimist.

Siden Kain og Abel har menneskehedens historie bestået af massakrer og fordrivelse, konstaterer Navid Kermani mod slutningen af sin bog og håber på bedring. Han er ængstelig optimist.

Christoph Hardt

31. marts 2018

Da han selv tematiserer det så ofte, ligger der hverken en plat udgrænsning eller en eksotisk beundring i konstateringen af, at Navid Kermani er praktiserende muslim. For han er også uendeligt meget mere end det – f.eks. far og FC Köln-fan, som han gerne udtrykker det.

Som orientalist og forfatter har han beriget den tyske kultur og selvrefleksion med fremragende værker som Hvem er ’vi’ – Tyskland og dets muslimer eller Troløs undren – om kristendommen. Og ved den tyske grundlovs 65-års fødselsdag rørte han den forsamlede Forbundsdag og titusinder af tyskere til tårer med sin fremragende festtale for landets traumatiserede og ofte forbilledlige demokrati.

Nu står den 50-årige søn af iranske emigranter i rampelyset med sine rejseberetninger for magasinet Der Spiegel. Beretninger, der ligger lunt på bestsellerlisterne i udvidet bogform under titlen Entlang den Gräben (Langs gravene) . I denne odyssé gennem Østeuropa holder Kermani blikket rettet mod de kløfter og grave i historien og samtiden – mellem etniciteter, religioner og store ideologier – som regionen mellem Tyskland, Polen, Ukraine, Kaukasus og Iran gennem århundreder har været blodindsmurt i.

Det tyske traume

Fra hjemmet i Köln er første stop østtyske Schwerin, hvor Kermani møder AfD på et partimøde og de lokale syriske flygtninge i søndagsskolen. De har ikke meget kontakt med, men derimod overraskende stor forståelse for hinanden. Et tidligt highlight er herefter Kermanis besøg i kz-lejren Auschwitz. Han skal vælge sprog og beslutter sig for tysk, hvorefter han går ind i dødslejrens gru med en badge med det tyske flag på brystet. I kraft af hele den kultur, der ligger i hans andet modersmål, er han hverken potentielt offer eller neutral iagttager, men en historisk gerningsmand med en nærmest ritualiseret tysk skyldsbevidsthed.

Med Timothy Snyders Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin i tasken fortsætter rejsen over Litauen, hvor 95 procent af alle landets jøder blev slået ihjel i Holocaust, til Polen, Hviderusland og Ukraine, som fra 1930 og et til to årtier frem oplevede mordet på op mod 14 millioner mennesker fra enten sovjet-stalinistisk eller nazi-tysk side. At hundredetusinder af mennesker stadig er omvandrende biologiske black boxes for forskning i strålingens langtidsvirkninger efter Tjernobyl, gør ikke Kermanis tur mere opløftende.

Planlægning

Lige så flydende og suveræne skildringerne er, lige så minutiøst må den 54 dage lange rejse være forberedt. I hver lille flække eller millionby møder Kermani museumsdirektører, ministre, historikere, væbnede oprørere eller forfattere. Og det lykkes ham at koge møderne ned til de mest rasende og rørende udsagn og synspunkter, der lader de indre og ydre konflikter skrige til himlen, uden at der stilles simple svar i udsigt.

Kermani kredser om to spørgsmål: Hvordan ser I Europa? Og er I ikke bange for nationalismen? Flere østeuropæere lægger ikke skjul på, at de har et yderst nyttepræget syn på EU, og at de ser det multikulturelle Tyskland som en failed state. Selv om han nådesløst udlægger historien og udstiller spiren til nye konflikter, plæderer Kermani derimod for, at et mangfoldigt og tolerant Europa ikke bare er muligt, men også nødvendigt for at forlænge de sidste syv årtiers relative (kolde) fred. Men han må også sande, at et land som Polen kun er overlevet mellem Rusland og de vesteuropæiske magter, mellem Hitler og Stalin, i kraft af en stærk nationalfølelse, som han har svært ved at sætte spørgsmålstegn ved.

Ængstelig pessimisme

Efter det smukke og splittede Krim er endnu et højdepunkt den tjetjenske hovedstad Grosnyj, hvor hver fjerde indbygger blev dræbt og hver anden fordrevet i de to krige mod Rusland i 1990’erne. Alligevel nævnes krigene ikke med et ord på det historiske museum i byen, der i dag er demonstrativt og sjæleforladt genopført for russiske midler – for Kermani et smerteligt tegn på, at det faktisk er muligt at brække et folks rygrad.

Fra Kaukasus ender Kermani i Teheran og sine forældres hjemstavn i iranske Isfahan, hvor han desillusioneret beskriver et regime på sammenbruddets rand, præget af turbomodernisering og radikalisering – og stort set blottet for den magi, han husker fra sine barndomsbesøg.

Kermanis kreds sluttes således med ængstelig pessimisme. Siden Kain og Abel har menneskehedens historie bestået af massakrer og fordrivelse, konstaterer han og håber på bedring. At han på sin rejse ser konflikterne med vesteuropæiske briller er nærmere hans metode end en mangel. For beretningerne er i særdeleshed et forsvar for Europa – og et nervøst skrift mod dets blodige historie.

Navid Kermani: ’Entlang den Gräben’. 442 sider. 24,95 euro. C.H. Beck

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Jeg læste Jason K. Stearn's "Dancing - in the glory of - Monsters" -
The collapse of The Congo and The Great War of Africa.

Og lige efter Timothy Snyder's "Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin"

Det var bare så deprimerende, at de 5 år der er gået siden ikke har været til at genskabe troen på det gode i os mennesker.

Omvendt skylder man ofrene ikke at lukke øjne og ører, så Navid Kermani's: "Entlang den Gräben" bør nok læses. Men desværre behersker jeg ikke tysk, så ....

Jens Peter Christiansen

Ofte kan man se let hen over fejloversættelser. Men lige her synes jeg, det er meningsforstyrrende.
"Entlang den Gräben", som bogen hedder, betyder 'langs grøfterne'.
'Langs gravene' ville hedde "Entlang den Gräbern".
Og det er jo ikke helt det samme. Det lille 'r' gør her en ret stor forskel.

Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Lindegaard, Hans Larsen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Hitlers ugerninger er ikke nye, de er så gamle som historien. Franskmænd siger at deres forfædre "gallerne" var forfærdeligt mishandlet at Romer, men de var ofre her så de forstår ikke hvorfor de opførte sig med det samme metoder overfor algerer for ex. De har også oplevet "koloni" vilkårene under Hitlers tid. De var kort men de skyldes Churchill standhaftighed. Nutids svøbe kommer fra vesten som system, for de findes måske 10% af de gode, De er konstante og bevidste og føres ud i livet med alle midler. Alt hvad er god i mennesket er forsvundet. De kaldes "evne" bare fordi de er princip- sag: "Arbejdsgiver og soldat". arbejdesgiver kaldes også : Patron på fransk ,og det passer bedre med den synonym. Disse laster findes også hos andre folkeslag men de er ikke konstante og principielle som i vesten. Vesten kan få arbejde til alle mennesker på jorden hvis de finder interesse i det. De gør de ikke. Det er hundre vis af Tunesiske læger for ex. i Frankrig, og Frankrig er meget tilfred med det. Man har spekuleret om hvad fører dem til Frankrig: den eneste forklaring er arbejdes disciplin, altså rigtigt arbejde.