Filosofi: Badiou lever, men det gør hans tanker ikke
Sidst jeg skulle anmelde Badiou, sagde jeg pænt nej tak efter at have læst bogen. Det var Manifest for filosofien. I stedet endte jeg med at skrive en oversigt (Logik for høns) over måder at gå fejl på.
Retfærdigvis skal det siges, at de ikke alle var repræsenteret hos Badiou. Kun de fleste. Hans glansnummer var dengang at angribe Heidegger for den provinsialisme, vi alle kan se hos ham. Som når Heidegger udnævner Hölderlin til »digterens digter« – har han så det overblik, der sætter en i stand til at udelukke alle andre? Nej, det har ingen, vil man sige. Men det siger Badiou ikke.
Han foreslår i stedet at tilføje seks andre. Så skulle pengene passe. Altså, problemet er ikke, at Heidegger mangler overblik, men at han ikke har det overblik, Badiou har.
Badiou er kun lidt yngre end alle de store, Derrida og Foucault, Lyotard og Deleuze og alle de andre. Han skrev også, dengang de levede, men det var der ingen, der tog notits af. Nu er de døde mænd alle sammen. Og nu skriver Badiou så om lykke. Han starter med at prise sig selv lykkelig, bl.a. over »et jernhelbred«. Ja, manden lever. Men hvad med hans tanker?
’Klassisk skolet’
Han skriver om noget, han kalder »min filosofi«. Den sidste, jeg har set skrive om sådan noget, og med samme højtidelighed, er Bergson. Almindelig filosofisk skoling siger enhver, at nok er der en ’Descartes’ filosofi’ og en ’Kants filosofi’, men at efter Hegel er det slut.
Filosofien har mistet sin autonomi, tænkningens betingelser er andre nu end i traditionen. Sådan skelner Derrida og Vattimo eller Merleau-Ponty og førnævnte Heidegger mellem tænkning og filosofi. Men dem behøver Badiou ikke lære af. En erklæring er nok, Badiou satser på »en fast besluttet, grundlæggende filosofi« og tilbyder at give »de holdepunkter og den gyldighed, som verden selv forlanger af filosofien« (sic!). Badiou vil med sin decisionisme tilbage til filosofien i Descartes’ stil. Han erklærer at være »klassisk skolet«.
Nå, men det var lykken, det skulle handle om. Vi får da også gentagne gange at vide, at lykken ikke skal forveksles med tilfredsheden. Den er kun en forbrugerlykke. Så sandt. Men det behøver man næppe Badiou for at indse. Som det hedder: »Hvem er det, der ikke ved, at den reelle lykke er uberegnelig?« Det samme kunne gøres gældende mod Badious påpegning af, at al undervisning efterhånden er erhvervsrettet. Nietzsche skrev det samme i 1882. Sandt nok er det kun blevet værre og værre siden da. Alt er nu baseret på kalkule. Sådan kan man ikke behandle lykken. Hvordan så?
Får gjort kål på det meste
Jo, vi skal først forstå de fire dimensioner af det begær, der kendetegner filosofien (oprøret, logikken, universaliteten, risikoen). Så skal vi se på de fire centrale forhindringer for begærets realisering (markedets, kommunikationens, den monetære universalitets dominans, produktionens og teknikkens specialisering), som de tre primære filosofiske strømninger (fænomenologien/hermeneutikken, den analytiske og den ’postmoderne’ filosofi) ikke kan stille noget op imod.
Den funderende filosofi a la Descartes, derimod, kan gå i to retninger. Og der er tre grunde til, at der er brug for filosofien stadigvæk. Og vi kan forandre verden på forskellig vis, alt efter de fem måder ’verden’ kan forstås på…
Sådan får Badiou efterhånden gjort kål (eller vold) på det meste. Ikke at jeg har regnet efter.
Men man kan ofte kende en filosof på hans portræt af sine modstandere. De tre ’primære’ filosofiske strømninger er nødtørftigt karakteriseret. Endnu en gang de populære sange om filosofiens ’sproglige vending’ og om, hvordan ’subjektet’ nu til dags ikke ’findes’. Foranstillet det filosofiske plusord: ’således’. Andre mulige kandidater til en modstrømning til Badiou får heller ikke en chance; om Pascal, Rousseau, Nietzsche og Wittgenstein hører vi, at de var »arrogante, uforsonlige personligheder«, og Kierkegaard præsenteres med den banaleste udgave af stadielæren.
Badiou vil tilbage til før, det gik så galt. Og til »den kommunistiske Idé«. Han er da også konsekvent førkritisk og førfænomenologisk, hvor han skelner skarpt mellem fænomenologi og ontologi og mellem fremtrædelsesform og væsen. Vi behøver ikke anden ontologi end matematikken. Vi er i sandhed tilbage ved Descartes.
Kan en erklæring virkelig udrette alt det? Når nu Marx og Engels udtrykkeligt skriver i Den tyske ideologi, at her går vi ud fra de virkelige mennesker og ikke fra menneskene, som de siger, de er. Er det ikke underligt, at det så ikke skal gælde for dem, der erklærer sig for deres arvtagere? Ikke for Badiou.
Han kører troligt videre med kommunistologiens inddelinger, endda den med kun fire brikker (dem fra Engels Anti-Dühring): idealisme, subjektiv og objektiv, materialisme, mekanisk og dialektisk. Hos ham er filosofien stadig system. Om end med klædelig beskedenhed: »At min filosofi er systematisk, betyder ikke, at den har løst alle problemer!« (sic! eller rettere: suk!)
Fidusfilosofi?
Rasmus Ugilt forærer i sit efterskrift Badious kritikere endnu flere argumenter ved at resumere hans resumé af det 20. århundredes filosofi ud fra de amerikanske positioner ’poststrukturalisme’ og ’postmodernisme’ (Badiou taler dog nogenlunde korrekt om det postmoderne).
Efterskriftet er alligevel sympatisk ved at antyde en vis ironi i hele projektet. Og så rummer det en tankevækkende betragtning: Hvordan ville man have det med en komponist, som »efter mødet med tolvtonemusikken« ufortøvet »fortsatte med at komponere musik med et traditionelt tonesprog«? Ja, netop! Eller hvordan med en fysiker, der opdagede Newtons love en gang til? Eller med en lingvist, der fremsatte Saussures definition af sproget på ny og som sin egen? Eller med en kunstner, som den dag i dag malede som på Rembrandts tid? På malerkunstens område har man et udtryk for den slags: fiduskunst. Michael Strunge talte om noget tilsvarende i digtningen: Fiduspoesi. Måske var det rimeligt at overveje noget lignende inden for filosofien.
Der er, som Etienne Gilson sagde, undskyldninger nok for at være Descartes, men ikke længere nogen undskyldning for at være cartesianer. Eller med andre ord, filosofiens systematiske bygningsværker er nok opstået med en vis nødvendighed, men det er også med en vis nødvendighed, at de er sunket i grus. Det er deres forsøg på at tænke, vi kan lære af og i heldigste fald gentage noget af, og ikke deres resultater, som vi skal prøve på at ’grundlægge’ noget svarende til. Ellers ender det med vold.
Volden i tænkningen
Her går volden ud over lykken. Badiou er så optaget af at afslutte sit system, at hans bog mere handler om det og slutter med et prospekt for bind 3 af hans hovedværk plus oversigt over bind 1 og 2. Med lykken vil han dog kun én vej. Eftersom »forbrugerlykken« ikke er lykke, men tilfredshed og tilpasning, må lykke være »at forandre verden«. Ikke for at opnå noget bestemt, nej for forandringens egen skyld. »Lykken er at nyde den kraftfulde eksistens af noget, der fra verdens perspektiv var umuligt.« Lykken er den rene kommunisme.
Med den intellektuelle i den traditionelle rolle som massernes fører, som intet har lært af intellektuelles traditionelle fadæser. »At marchere under en sand Idés imperativ retter os mod lykken.« Skal man ikke være tæt på tonedøv for ikke at høre volden i sådan en formulering?
Selvfølgelig kan man altid give oversætteren skylden. Hvis nu man havde oversat med »at vandre under en sand Idés imperativ«? Men det er ikke rimeligt her – trods mange fejl i detaljen. Badious »eksamination af filosofien« skulle nok have været en undersøgelse, og man kan altså godt oversætte expérience med erfaring i stedet for det psykologiske og intetsigende oplevelse. Og filosofferne snakker forhåbentlig mindre, end de taler. Almindelige anglicismer ufortalt (Badiou ’åbner op’ og ’lukker ned’ og ’lykkes med’ diverse på dansk). Line Hasle har i det store og hele skabt en let gang gennem teksten for læseren. Det er ikke oversætteren, men Badiou, der marcherer.
Det er muligt, at Badiou er lykkelig. Godt for ham. Men ’Badious filosofi’ – det er ikke lykken.
Alain Badiou: ’Lykke’. Oversat af Line Hasle. Efterskrift ved Rasmus Ugilt. 92 sider. 138 kr. Klim
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Lykke er erkendelsen af det perfekte forhold mellem form og indhold. Som i værket, der lykkes med i formen at give indholdet 1:1. Som i velfærdssamfundets storhedstid.
Men de seneste bøger af Badiou er nu ganske tynde. Jeg har selv læst en, hvor han skriver til ungdommen, den var ikke god. Han er ikke i niveaus med sine samtidige Foucault og Deleuze.
Hvorfor i alverden skal Søren Gosvig Olesen anmelde Badiou, når vi har så mange dygtige Badiou-kyndige i Danmark? Olesen misser hvert et ord i den bog.