Filosofi: Badiou lever, men det gør hans tanker ikke

Sidst jeg skulle anmelde Badiou, sagde jeg pænt nej tak efter at have læst bogen. Det var Manifest for filosofien. I stedet endte jeg med at skrive en oversigt (Logik for høns) over måder at gå fejl på.

Retfærdigvis skal det siges, at de ikke alle var repræ­sen­­teret hos Badiou. Kun de fleste. Hans glansnummer var dengang at angribe Heidegger for den provinsialisme, vi alle kan se hos ham. Som når Heidegger udnævner Hölderlin til »digterens digter« – har han så det overblik, der sætter en i stand til at udelukke al­le andre? Nej, det har ingen, vil man sige. Men det siger Badiou ikke.

Han foreslår i stedet at tilføje seks andre. Så skulle pen­ge­ne passe. Altså, problemet er ikke, at Heidegger mangler over­blik, men at han ikke har det overblik, Badiou har.

Badiou er kun lidt yngre end alle de store, Derrida og Fou­cault, Lyotard og Deleuze og alle de andre. Han skrev også, den­gang de levede, men det var der ingen, der tog notits af. Nu er de døde mænd alle sammen. Og nu skriver Badiou så om lykke. Han star­ter med at prise sig selv lykkelig, bl.a. over »et jernhelbred«. Ja, man­den lever. Men hvad med hans tanker?

’Klassisk skolet’

Han skriver om noget, han kalder »min filosofi«. Den sidste, jeg har set skrive om sådan noget, og med samme højtide­lig­hed, er Berg­son. Almindelig filosofisk skoling siger en­hver, at nok er der en ’Descartes’ filosofi’ og en ’Kants fi­lo­sofi’, men at efter He­gel er det slut.

Filosofien har mistet sin autonomi, tænk­ningens be­tin­gelser er andre nu end i tradi­tionen. Sådan skelner Derrida og Vattimo eller Merleau-Ponty og før­nævnte Heidegger mel­lem tænk­ning og filosofi. Men dem behø­ver Badiou ikke lære af. En er­klæ­ring er nok, Badiou satser på »en fast besluttet, grund­læg­gende filosofi« og tilbyder at gi­ve »de holde­punk­ter og den gyl­dig­hed, som verden selv forlanger af filosofien« (sic!). Badiou vil med sin decisionisme tilbage til filosofien i Descartes’ stil. Han erklæ­rer at være »klassisk skolet«.

Nå, men det var lykken, det skulle handle om. Vi får da også gen­tagne gange at vide, at lykken ikke skal forveksles med til­fredsheden. Den er kun en for­bru­gerlykke. Så sandt. Men det be­hø­ver man næppe Badiou for at indse. Som det hedder: »Hvem er det, der ikke ved, at den reelle lykke er uberegnelig?« Det samme kunne gøres gældende mod Badious påpegning af, at al undervisning efter­hån­den er erhvervsrettet. Nietzsche skrev det samme i 1882. Sandt nok er det kun blevet værre og værre siden da. Alt er nu baseret på kalku­le. Sådan kan man ikke behandle lykken. Hvordan så?

Får gjort kål på det meste

Jo, vi skal først forstå de fire dimensioner af det begær, der ken­detegner filosofien (oprøret, logikken, universaliteten, risi­ko­en). Så skal vi se på de fire centrale forhindringer for begærets realisering (markedets, kommunikationens, den monetære universa­li­tets dominans, produktionens og teknikkens specialisering), som de tre primære filosofiske strømninger (fænomenologien/hermeneutik­ken, den analytiske og den ’postmoderne’ filosofi) ikke kan stille no­get op imod.

Den funderende filosofi a la Descartes, derimod, kan gå i to retninger. Og der er tre grunde til, at der er brug for filo­so­fien stadigvæk. Og vi kan forandre verden på forskellig vis, alt ef­ter de fem måder ’verden’ kan forstås på…

Sådan får Badiou efterhånden gjort kål (eller vold) på det me­ste. Ikke at jeg har regnet efter.

Men man kan ofte kende en filosof på hans portræt af sine mod­­standere. De tre ’primære’ fi­losofiske strømninger er nødtørf­tigt karakteriseret. Endnu en gang de po­pu­lære sange om filosofi­ens ’sprog­lige vending’ og om, hvordan ’subjektet’ nu til dags ikke ’findes’. Foranstillet det filosofi­ske plus­ord: ’således’. Andre muli­ge kandidater til en modstrømning til Badiou får heller ikke en chan­ce; om Pascal, Rousseau, Nietzsche og Wittgenstein hører vi, at de var »arrogante, uforsonlige personligheder«, og Kier­­ke­gaard præ­senteres med den banaleste udgave af stadielæren.

Badiou vil tilbage til før, det gik så galt. Og til »den kommunistiske Idé«. Han er da også konsekvent førkritisk og førfænomenologisk, hvor han skelner skarpt mellem fænomenologi og ontologi og mellem fremtrædelsesform og væsen. Vi behøver ikke anden ontologi end ma­te­matikken. Vi er i sandhed tilbage ved Descartes.

Kan en erklæring virkelig udrette alt det? Når nu Marx og En­gels udtrykkeligt skriver i Den tyske ideologi, at her går vi ud fra de virkelige mennesker og ikke fra menneskene, som de siger, de er. Er det ikke underligt, at det så ikke skal gælde for dem, der erklærer sig for deres arvtagere? Ikke for Badiou.

Han kører troligt videre med kommunistologiens inddelinger, endda den med kun fire brikker (dem fra Engels Anti-Dühring): idealisme, subjek­tiv og objektiv, materialisme, mekanisk og dialektisk. Hos ham er filosofien stadig system. Om end med klædelig beskedenhed: »At min filosofi er systematisk, betyder ikke, at den har løst alle pro­ble­mer!« (sic! eller rettere: suk!)

Fidusfilosofi?

Rasmus Ugilt forærer i sit efterskrift Badious kritikere end­nu flere argumenter ved at resumere hans resumé af det 20. år­hun­dredes filosofi ud fra de amerikanske positioner ’poststruktu­ralisme’ og ’postmodernisme’ (Badiou taler dog nogenlunde kor­rekt om det postmoderne).

Efterskriftet er alligevel sympatisk ved at antyde en vis ironi i hele projektet. Og så rummer det en tanke­væk­kende be­tragt­ning: Hvordan ville man have det med en komponist, som »ef­ter mødet med tolvtonemusikken« ufortøvet »fortsatte med at kompo­nere musik med et traditionelt tonesprog«? Ja, netop! Eller hvor­dan med en fysiker, der opdagede Newtons love en gang til? Eller med en lingvist, der fremsatte Saussures definition af sproget på ny og som sin egen? Eller med en kunstner, som den dag i dag male­de som på Rembrandts tid? På malerkunstens område har man et udtryk for den slags: fiduskunst. Michael Strunge talte om no­get tilsvarende i digtningen: Fiduspoesi. Måske var det rimeligt at overveje noget lignende inden for filosofien.

Der er, som Etienne Gilson sagde, undskyldninger nok for at væ­re Descartes, men ikke længere nogen undskyldning for at være cartesianer. Eller med andre ord, filosofiens systematiske byg­ningsværker er nok opstået med en vis nødvendighed, men det er og­så med en vis nødvendighed, at de er sunket i grus. Det er deres for­søg på at tænke, vi kan lære af og i heldigste fald gentage no­get af, og ikke deres resultater, som vi skal prøve på at ’grund­lægge’ noget svarende til. Ellers ender det med vold.

Volden i tænkningen

Her går volden ud over lykken. Badiou er så op­taget af at af­slutte sit system, at hans bog mere handler om det og slutter med et prospekt for bind 3 af hans hovedværk plus oversigt over bind 1 og 2. Med lykken vil han dog kun én vej. Eftersom »forbrugerlyk­ken« ikke er lykke, men tilfredshed og tilpasning, må lykke være »at forandre verden«. Ikke for at opnå noget bestemt, nej for for­andringens egen skyld. »Lykken er at nyde den kraftfulde eksistens af noget, der fra verdens perspektiv var umuligt.« Lykken er den rene kom­mu­nisme.

Med den intellektuelle i den traditionelle rolle som mas­sernes fører, som intet har lært af intellektuelles tradi­tionelle fadæser. »At marchere under en sand Idés imperativ retter os mod lykken.« Skal man ikke være tæt på tonedøv for ikke at høre volden i sådan en formulering?

Selvfølgelig kan man altid give oversætteren skylden. Hvis nu man havde oversat med »at vandre under en sand Idés imperativ«? Men det er ikke rimeligt her – trods mange fejl i de­taljen. Badious »ek­­sami­nation af filosofien« skulle nok have været en under­søgel­se, og man kan altså godt oversætte expérience med erfa­ring i ste­det for det psykologiske og intetsigende oplevelse. Og fi­losofferne snakker forhåbentlig mindre, end de taler. Al­min­de­lige anglicismer ufortalt (Badiou ’åbner op’ og ’lukker ned’ og ’lyk­kes med’ diverse på dansk). Line Hasle har i det store og hele skabt en let gang gennem teksten for læseren. Det er ikke oversæt­teren, men Badiou, der marcherer.

Det er muligt, at Badiou er lykkelig. Godt for ham. Men ’Badious filosofi’ – det er ikke lykken.

Alain Badiou: ’Lykke’. Oversat af Line Hasle. Efterskrift ved Rasmus Ugilt. 92 sider. 138 kr. Klim