Læsetid: 6 min.

Filosofi: En skæbnesvanger distinktion

Den skelnen mellem mennesket og dyret, der altid har været et vigtigt anliggende for den vestlige tænkning, er langtfra politisk uskyldig. Det viser den italienske filosof Giorgio Agamben i ’Det åbne’, der nu kan læses på dansk
14. april 2018

Da naturforskeren Carl von Linné i 1700-tallet udviklede sit banebrydende biologiske klassifikationssystem, stødte han på et genstridigt dyr, der var svært at få til at passe ind i systemet: mennesket. Linné kunne simpelthen ikke finde en artshistorisk relevant forskel mellem aben og mennesket, så i stedet for en beskrivelse af homo sapiens tilføjede han blot det filosofiske valgsprog: nosce te ipsum – kend dig selv.

Denne ’beskrivelse’ havde den finurlighed ved sig, at enhver, der stillede sig kritisk over for Linnés klassifikation, dermed blot demonstrerede sin egen manglende evne til at genkende sig selv som menneske – og altså placerede sig selv i kategorien ’abe’. Mennesket er altså »det dyr, der må genkende sig selv som menneskeligt for at være det«, som Giorgio Agamben formulerer det i Det åbne, der oprindeligt udkom i 2002, og som nu foreligger i en god, dansk oversættelse.

Bestræbelsen på at udpege forskellen mellem mennesket og dyret løber ned gennem hele den vestlige idéhistorie, og traditionelt har det været sproget og fornuften, der er blevet nomineret som det væsentlige kriterium.

Den vestlige filosofi indeholder altså det, Agamben kalder en »antropologisk maskine«, dvs. et intellektuelt apparat, der i årtusinder møjsommeligt har opretholdt adskillelsen mellem det dyriske og det menneskelige. Det er denne begrebsmaskine, der undersøges i Det åbne, som på karakteristisk Agamben-manér består af en række læsninger af klassiske såvel som obskure tænkere og tekster fra forskellige historiske perioder, ordnet i 20 korte og krævende kapitler.

Dyret i mennesket

Ifølge Agamben er det afgørende, at grænsen mellem menneske og dyr altid er blevet trukket inden for mennesket selv: »I vores kultur er mennesket altid blevet tænkt som opdelt i og sammensat af en krop og en sjæl, et levevæsen og logos, et naturligt (eller animalsk) element og et overnaturligt element, hvad enten samfundsmæssigt eller guddommeligt.« Mennesket er et dyr, men det er også noget mere end et dyr, og det er denne altafgørende interne grænse, der konstant trækkes af den antropologiske maskine.

Når det levende opdeles i det dyriske og det menneskelige, udskilles også et slags grundniveau for liv: »hverken et dyrisk liv eller et menneskeligt liv, men blot et liv adskilt fra og udelukket fra sig selv – blot et nøgent liv.«

Det nøgne liv er ikke det dyriske liv, men det fælles grundlag, distinktionen mellem menneske og dyr beror på: det blotte faktum at være i live, altså livet som sådan. Og det er her, menneske/dyr-distinktionens politiske karakter bliver synlig. Ved at isolere det nøgne liv muliggør den nemlig det, Agamben i forlængelse af Michel Foucault anser for at være den vestlige modernitets kendetegn: biopolitik, altså den omstændighed, at varetagelsen og administrationen af befolkningens biologiske liv bliver en politisk opgave, som staten påtager sig.

Biopolitik er et helt centralt og gennemgående tema i Agambens værk, især i de ni bøger fra perioden 1995-2015, der tilsammen udgør hans store Homo Sacer-projekt. For Agamben beror den form for suveræn magt, hele den vestlige politiske orden er bygget op omkring, på skabelsen af det nøgne liv, der i intens grad er udsat for suverænens magt.

Det er det nøgne liv, der muliggjorde og kom paradigmatisk til udtryk i det 20. århundredes udryddelseslejre, og det er en lignende figur, der viser sig i nutidens flygtningelejre – et liv uden for lovens beskyttelse, reduceret til muligheden for at dø. Den antropologiske maskine er altså et slags filosofisk-biopolitisk våben, der gennem den uophørlige spaltning af det dyriske og det menneskelige isolerer det liv, den suveræne magt er grundlagt på.

Kedsomhed

En stor del af Det åbne består af en nærlæsning af Martin Heideggers forelæsninger fra 1930’erne, hvor den tyske filosof forsøgte at gentænke forskellen på mennesket og dyret gennem en analyse af deres respektive forhold til deres omgivelser. I Heideggers terminologi er det kun mennesket, der i egentlig forstand har og danner en verden, hvorimod dyret bestemmes som ’verdensfattigt’. Med det mener Heidegger, at dyret er helt igennem optaget af, og dermed lukket inde i, sine omgivelser, som det er dømt til at reagere umiddelbart og nærmest mekanisk på. Mennesket, derimod, er i stand til at forholde sig til noget som noget: For mennesket kan det værende åbenbare sig som sådan.

Heidegger når frem til denne konklusion gennem en meditation over en særligt menneskelig ’grundstemning’: kedsomheden. Når vi keder os, er vi ifølge Heidegger »naglet til og prisgivet det, der keder os«. I kedsomheden mister omgivelserne deres betydning, omverdenen bliver ligegyldig, og mennesket »befinder sig således udleveret til det værende, der svigter som helhed« – lidt ligesom dyret, der er prisgivet sine omgivelser.

Men netop fordi kedsomheden er en særlig stemning, og ikke en konstant tilstand, fremviser den ifølge Heidegger den særlige relation, mennesket er i stand at have til sin omverden. Den ligegyldighed, vi føler overfor verden, når vi keder os, viser sig som ubrugte muligheder – og altså som en indikator for, at mennesket er i stand til at suspendere sin bundethed til sine omgivelser og bryde ud af kedsomheden.

Ifølge Agamben var Heidegger den sidste filosof, der troede på, at der kunne findes sådan noget som en historisk opgave for menneskeheden, at et ’folk’ kunne have et ’historisk kald’. I dag befinder vi os i en slags posthistorisk tilstand, hvor menneskeheden har mistet ethvert kald eller enhver historisk skæbne og nu kun har den biopolitiske administration af livet tilbage: »Genomet, verdensøkonomien og den humanitære ideologi er de tre indbyrdes solidariske sider af denne proces, gennem hvilken den posthistoriske menneskehed ser ud til at tage sin egen fysiologi op som sit sidste, upolitiske mandat.«

Maskinstorm

Hvis vi skal bryde med dette biopolitiske regime, hvor et nyt holocaust altid fortsat er muligt, kræver det en afmontering af den antropologiske maskine, der udskiller det liv, der kan vikles ind i magtens apparater. I sit forsøg på at gennemføre en sådan filosofisk maskinstorm trækker Agamben på et mix af breve og tekstfragmenter fra den tyske filosof Walter Benjamin, en gnosticistisk læsning af Paulus’ brev til romerne fra 100-tallet, en illustration fra en hebraisk 1200-talsbibel og malerier fra den italienske renæssancemaler Tizian – en meget typisk Agamben-palet af referencer. Opgaven består i at blive i stand til at tænke livet hinsides den skæbnesvangre adskillelse mellem det dyriske og det menneskelige.

For Agamben kan løsningen af denne opgave ikke tage form af en tilbagevenden til en angivelig oprindelig enhed, der gemmer sig under adskillelsen mellem dyret og mennesket. Frem for en romantisk fantasi om et brud, der skal heles, forsøger Agamben at radikalisere adskillelsen og forestille sig et liv, der gør biopolitikken umulig.

De teoretiske ressourcer til dette finder han blandt andet hos Benjamin, der i en række utroligt dunkle fragmenter mediterer over naturen som lukkethedens og nattens verden, over for historien, der er lysets og åbenbaringens verden.

Benjamins begreb om »den reddede nat« betegner med hans egne ord »en natur, som ikke venter nogen dag« eller »en natur, som ikke er scene for historien eller for menneskets bolig« – altså en idé om naturen og det dyriske som noget radikalt anderledes end menneskets historiske verden. Her er den antropologiske maskine gået i stå, for naturen og det dyriske optræder ikke længere som noget, der ’mangler’, eller noget, der blot udgør bagtæppet for historiens scene. Der er sådan en tænkning, vi ifølge Agamben må nærme os, hvis det skal blive muligt at stoppe det biopolitiske regime, der reducerer alle til nøgent liv, der altid kan dræbes.

Giorgio Agamben: ’Det åbne’. Overs.: Søren Gosvig Olesen. 128 sider. 179 kr. Forlaget Wunderbuch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Svennevig Christensen
  • Dina Hald
  • Eva Schwanenflügel
Kurt Svennevig Christensen, Dina Hald og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

"Mennesket er altså »det dyr, der må genkende sig selv som menneskeligt for at være det«," kan det siges bedre? Den bog skal jeg have læst, alt mens jeg bliver flov over ikke at have bemærket denne filosof noget før - håber jeg.