Læsetid: 3 min.

»Vi gjorde rimeligt meget, bare hvad vi havde lyst til«

For 50 år siden gjorde millioner af franske arbejdere og studenter oprør mod tingenes tilstand. I en ny interviewbog mindes 68’erne deres revolutionære ungdom og reflekterer over følelsen af at skabe historie
For 50 år siden gjorde millioner af franske arbejdere og studenter oprør mod tingenes tilstand. I en ny interviewbog mindes 68’erne deres revolutionære ungdom og reflekterer over følelsen af at skabe historie
7. april 2018

Sidste år var det Den Russiske Revolution, og i år er turen så kommet til ’68 i rækken af oprørsjubilæer: Fem årtier er der gået, siden store dele af verden strejkede, besatte, barrikaderede og demonstrerede mod den gamle verden.

I oprørets kulturelle efterliv er det især de parisiske studenter, der er blevet ophøjet til rullekraveklædte ikoner for et generationsopgør mod kapitalistisk ekspansion, imperialistisk krig, restriktiv seksualmoral, patriarkalske kønsnormer og andre fortrædeligheder.

Startskuddet blev givet i marts 1968, da Nanterre-universitetet i Paris truede en række studerende med eksklusion, fordi de havde deltaget i en sprælsk demonstration mod Vietnamkrigen.

En beslutsom gruppe studerende besatte universitetet, og protesterne spredte sig. I maj sluttede millioner af arbejdere sig til byernes unge og iværksatte generalstrejker, og oprøret forvandlede sig til det 20. århundredes største vesteuropæiske massebevægelse.

I May Made Me har amerikaneren Mitchell Abidor interviewet 25 franske 68’ere fra en række af de forskellige grupper af studerende, arbejdere, skoleelever og bønder, der undertiden bekæmpede hinanden mere, end de bekæmpede ordensmagten: anarkister, kommunister, situationister, trotskister, feminister og maoister.

Nogle var aktive på deres uddannelsessteder, arbejdspladser eller i nabolaget, andre i partier og fagforeninger. De stod sammen i kampen, men var ikke altid enige om, hvad den først og fremmest handlede om: højere lønninger, frisættelse af fantasien eller tredjeverdenslandenes befrielse? Og så var der spørgsmålet om strategi: Var det brostenene eller stemmesedlerne – eller måske begge i smuk symfoni – der skulle bringe den borgerlige orden i knæ?

Modstanden som arv

På mange måder er begrebet ’68’ i dag først og fremmest navnet på en kollektiv fantasi eller en slags kulturel skabelon, som især studenterprotester forventes at leve op til. På samme måde havde 68’erne også deres egen ’68, især i form af Pariserkommunen, der knap 100 år forinden havde forvandlet den franske hovedstad til et kommunistisk fællesskab i to måneder. En anden vigtig historisk baggrund var den algeriske uafhængighedskrig, som havde radikaliseret mange af de lidt ældre 68’ere.

Og så er det også interessant, at flere af de interviewede fortæller om deres forældres deltagelse i Den Spanske Borgerkrig og især modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Nogle af de aldrende rebeller får det nærmest til at lyde, som om ’68 blot var en anledning til at leve op til arven fra deres brave fædre. Således Wally Rosell, søn af en spansk anarkist: » ... der var den her følelse af stolthed, og vi følte – selv på det tidspunkt – at det, vi gjorde, var ligeså vigtigt som det, vores forældre havde gjort.«

For studenterne var det altafgørende at få smedet den forkætrede enhed med arbejderklassen, der nærmest blev ophøjet til et my(s)tisk frelservæsen – »denne klasse, hvis konkrete virkelighed jeg var totalt uvidende om, var det store referencepunkt,« som en gammel ungkommunist fortæller. Ifølge flere af interviewpersonerne lykkedes det aldrig rigtigt at få orkestreret denne revolutionære symbiose: Arbejderne var ofte skeptiske over for studenterne, og for det meste mere interesseret i højere løn end at kræve ’al magt til fantasien’.

Vi eksisterer!

May Made Me fortæller mest af alt noget om 68’ernes selvforståelse. Den formative erfaring, titlen – der er et citat fra en af interviewpersonerne – peger på, er et gennemgående tema i deres tilbageblik på de protester, der for mange blev begyndelsen på et livslangt politisk engagement.

Som den daværende student Eliane Paul-Di Vicenzo, der beretter om oplevelsen af en skolemesterkommunist, der belærte hende om Marx: »Siden da har jeg aldrig accepteret, at en mand hævede stemmen overfor mig.«

Eller anarkisten Daniel Pinos (15 år i 1968), der fortæller om et stormøde på sin skole: »Det var som en eksplosion, og vi stemte for en besættelse og strejke. Jeg husker præcis, hvad jeg følte:’Shit, vi eksisterer!’«

Disse erindringer fremviser den eksistentielle intensitet, der er forbundet med erfaringen af at blive opslugt i et kollektivt kampsubjekt – erindringer, der til tider får et vist melankolsk skær, som hos kunstneren Jean-Jacques Lebel: » ... for mig er det hele min eksistens’ højdepunkt.«

Bogens vigtigste ydelse er givetvis, at den optegner den glæde og rus, der opstår i politiske kampfællesskaber, og giver en fornemmelse af, hvor hurtigt mennesker kan blive radikaliseret af den slags erfaringer.

Det er en vigtig ting at huske på.

Mitchell Abidor: ’May Made Me’. 272 sider. 12,99 pund. Pluto Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu