Læsetid: 4 min.

Livet med bomben klokken tre minutter i tolv

Intet land har været så proppet med atombomber som det delte Tyskland under Den Kolde Krig. Bogen ’Leben ohne Bombe’ spænder en bue fra de tyske fysikeres bestræbelser på at skabe den ultimative bombe for både Hitler og under Manhattanprojektet til den aktuelle atomare ’modernisering’, hvor der ikke er nogen synlig vej ud af masseødelæggelsens mulighed
28. april 2018

»De sidste to år har viseren på verdensundergangsuret, The Doomsday Clock, stået på tre minutter i 12 – så tæt på midnat som i de tidlige 1980’ere. (...) Sandsynligheden for en global katastrofe er meget høj, og det, som skal ske for at minimere risikoen, skal ske meget snart.«

Så alarmerende begynder den ellers nøgterne tyske bog Livet med bomben – atomvåben i Tyskland af journalist Werner Sonne, der bl.a. er kendt som mangeårig USA-korrespondent for ARD. For i en verden med p.t. ni lande, der sidder på knap 15.000 strategiske og taktiske atomvåben, er der godt nok tale om en stærk reduktion siden 1980’erne. Alligevel er menneskehedens potentielle selvdestruktion atter et emne, vi bør tale både forfærdet og analytisk om.

Bogen, der har det (vest) tyske blik i centrum, griber først til klodens aktuelle sikkerhedssituation. Her er de beklemmende stikord bl.a. Nordkorea, Trump, russiske provokationer, små taktiske a-våben og beskidte terrorbomber. Den aktuelle ramme giver tyngde til atombombens komplicerede historie, som i høj grad er tysk.

Det gælder allerede atombombens åndelige fader, kemikeren Otto Hahn, der i 1938 havde succes med at spalte uran. I debatten om nazisternes ’uranprojekt’ diskuterer Werner Sonne, hvor bevidst Hitler skubbede projektet i baggrunden. En vurdering som ikke bliver nemmere af, at de tyske forskere bevidst slørede billedet for at rense deres ry efter krigen.

Forandret for altid

Werner Sonne: ’Leben mit der Bombe: Atomwaffen in Deutschland’.

Vi kommer også forbi samtalen mellem fysikeren Werner Heisenbergs og Niels Bohr i København i 1941. Her er det stadig uklart, hvor Heisenberg stod i forhold til amerikanernes Manhattanprojekt, som den emigrerede Albert Einstein i 1939 opfordrede præsident Roosevelt til at satse stærkt på.

I dette enorme forskningsprojekt havde de fleste ledende figurer – med Robert Oppenheimer i spidsen – enten tyske rødder, var opvokset i det tyske sprogområde, eller havde taget deres uddannelse på et tysk universitet. Men de arbejdede heldigvis ikke for Tyskland.

Efter den første succesrige prøvesprængning i juli 1945 og efter Little Boy og Fat Man udslettede titusindvis af menneskeliv i Hiroshima og Nagasaki en måned senere, måtte en sammenbidt Oppenheimer konstatere, at »verdens gang er forandret for altid«.

De historiske kapitler ridder letlæst gennem USA’s brutale atom- og brintbombekapløb med Sovjet, hvor tyske fysikere og østtyske uranforekomster atter spillede en hovedrolle på begge sider af Den Kolde Krigs front, Tyskland.

I 1950 var Vesttyskland tæt på at gå i panik over Sovjets militære styrke. Det hjalp, at NATO så et angreb på Vesttyskland eller Vestberlin som en krigserklæring. Men panikken vendte tilbage med Sputnik-chokket – Sovjets sensationelle satellit i 1957, der ifølge kansler Konrad Adenauer fik NATO ud af tornerosesøvnen og tvang det nukleare forbund til at gøre Tyskland til en »fuldt udbygget atomstat«.

Her kom vesttyske Büchel til at stå i centrum – lageret, som i dag er vært for 20 ud af de omkring 180 amerikanske atomvåben i Europa. At manden, der kan aktivere de våben, hedder Donald Trump, og at han bl.a. har kaldt NATO »forældet« for siden hen at trække det halvt tilbage, foruroliger bogens forfatter.

På toppen af Den Kolde Krig var der 7.000 atomare sprænghoveder alene i Tyskland, og læserne får forskellige bud på de historiske balancevirkninger af de strategiske og taktiske atomvåben – både før og efter MAD-doktrinen om ’gensidig garanteret ødelæggelse’ i kølvandet på Cuba-krisen. Andre højdepunkter er Sovjets SS-20-missiler i Østeuropa og NATO’s dobbeltbeslutning i 1979, som var med til at udløse den store fredsbevægelse i Vesttyskland, der hemmeligt blev understøttet af den pressede Østblok.

Udfordrende nedrustning

Efter en kort ’nedrustningseufori’ med START-aftalerne i 1990’erne er det for alvor blevet kompliceret med de multipolare forskydninger i de globale magtforhold. Med striden om de russiske Iskander-raketter i Kaliningrad udfordres aftalen om nedrustning af mellemdistanceraketter tilmed.

Werner Sonne zoomer lejlighedsvist ud på stater som Kina, Israel, Iran og Pakistan samt på frygten for en »nuklear jungle« med stadig flere mindre taktiske atomvåben, der sænker barren for brugen af a-våben, mens eskalationen stadig er lige tænkelig.

I sin mere partipolitiske samtidsanalyse stiller Werner Sonne derfor spørgsmål ved ’moderniseringen’ af de amerikanske atomvåben i Tyskland. Men med sin hårde realisme giver han ikke meget for bl.a. Die Linkes vaklende NATO-politik og ønske om straks at fjerne alle atomvåben fra tysk jord. Selv om Tyskland ikke sidder på egne atomvåben som England og Frankrig, ønsker landet at opretholde status quo, og hører i al stilhed således ikke til de atomare duer, men nærmere til falkene.

Alligevel må og skal det med tiden være muligt at dreje dommedagsuret tilbage, mener Werner Sonne.

»Desværre giver det politiske verdensklima ikke grund til optimisme.«

Werner Sonne: ’Leben mit der Bombe: Atomwaffen in Deutschland’. 203 sider. 18 euro. Springer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu