Læsetid: 6 min.

Mennesker har hjerner, men er ikke hjerner

Thomas Fuchs’ bog ’Ecology of the Brain’ er intet mindre end fremragende. Den kropsfænomenologiske tyske filosof og psykiaters tværvidenskabelige og velskrevne bog forstår hjernen som et livslangt foranderligt og plastisk formidlings- og mulighedsorgan, men ikke som den ultimative sandhed om mennesket
21. april 2018

Det er ikke min hjerne, der skriver denne anmeldelse. Men er det så min bevidsthed, vilje og intention? Eller snarere mine fingres dans over det slidte computertastatur, dansk grammatiks sprogregler, læserforventningerne derude eller redaktørens anmodning om snart at få leveret en tekst, der helst ikke må fylde mere end 8.000 enheder inkl. mellemrum?

Nej, det giver ikke mening at ville finde en førsteårsag eller at drage en absolut distinktion mellem indre hjerneprocesser og ydre kropsudfoldelser. Det er i hvert fald ikke min hjerne, der fra et ophøjet suverænt sted ’derinde’ styrer kroppen ’derude’ og skaber intentionen og bevidstheden ’indefra’.

På samme måde er det heller ikke hjernen, der er kritiker, er gift og har børn. Ej heller er det hjernen, der kan lide at køre på racercykel eller lytte til Jethro Tulls musik fra 1970’erne – endsige den, der har en forkærlighed for ikke at sige en dyb og smittende glæde over at læse en særdeles grundig filosofisk kritik af den neurocentriske hjerneforskning, der som bekendt ikke er bange for at tilskrive hjernen konstitutive egenskaber og privilegeret forklaringskraft.

Fremragende tværvidenskabelig forskning

Siden den tyske filosof og psykiater Thomas Fuchs (født 1958) fra Heidelberg skrev sit tværvidenskabelige hovedværk: Das Gehirn – ein Beziehungsorgan. Eine phänomenologisch-ökologische Konzeption i 2009, har det engelsksprogede publikum ventet på at kunne komme til at læse denne kropsfænomenologiske bog, og nu foreligger den omsider i form af en stærkt udvidet og reaktualiseret udgave af den tyske tekst, udstyret med en ny titel: Ecology of the Brain. The Phenomenology and Biology of the Embodied Mind.

Med hjernens økologi forstår Fuchs, at hjernen slet ikke ville kunne fungere, endsige være blevet til i et evolutionshistorisk perspektiv uden at være en del af en krop, der altid-allerede er engageret i verden bestående af andre mennesker og alt det andet, der er til. Hjernen er således på én gang embodied og embedded – kropsliggjort (inkarneret) og situeret i verden (indfældet). Således må en udforskning af hjernen begynde med at kortlægge og interesse sig for, hvordan det levende og levede liv oplever det at være til, eller med Fuchs ord fra indledningen: »It is not the brain but the living human being who feels, thinks, and acts«.

Hjernen er et muligheds- og formidlingsorgan; men det er kun levende væsener eller i menneskets tilfælde hele personen og dermed ikke kun den byld, der sidder på halsen, der kan formå at virkeliggøre og forløse hjernens potentialer. Hjernen er uhyre plastisk, og den tager form af det liv, vi lever, og de ting, vi foretager os. Hjernen og kroppen er principielt resonante (lydhøre) over for hinanden.

Menneskets kropslige subjektivitet rækker langt ud over hjernens gebet. Skrupforkert er det derfor at forestille sig, at hjernen i ophøjet isolation udkaster mentale billeder af verden, eller at den lagrer repræsentationer af den ydre verdens objekter. Mennesket lever ikke i en hjernekonstrueret verden, men i en konkret livsverden, der sætter aftryk i hjernen. Selvet er ikke lokaliseret inde i hjernen, men kan kun tænkes som en enhed, der korrelerer med hele den menneskelige organisme.

Fuchs kritiserer eksplicit natur- og neurovidenskabelige forsøg på at ’rense’ menneskenaturen for liv og mening for via højteknologiens mellemkomst at scanne sig frem til menneskets sande natur. Det er forfejlet at ville reducere, naturalisere og tingsliggøre subjektive oplevelser og menneskelig bevidsthed til fysiske og kemiske processer i hjernen. At være menneske er ikke at være fanget i eller af sin egen hjerneskal. Bevidstheden – eller rettere sagt sindet (mind på engelsk) – er kropsligt funderet og ’produceret’ og en del af kroppens udvidede og langtrækkende beredskab i verden, samtidig med at verden så at sige kommer til den. 

Thomas Fuchs: ’Ecology of the Brain. The Phenomenology and Biology of the Embodied Mind’

Åbne dialektiske feedback-processer

Fuchs fastholder, at en økologisk neurobiologi må integrere mange forskellige videnskaber for at studere de dynamiske loops mellem den kropsliggjorte subjektivitet (inkl. hjernen) og verden (inkl. de sociale mønstre og interkropslige, dvs. mellemmenneskelige udvekslingsrelationer). Fuchs trækker i sit formidable og meget velskrevne værk på evolutionær biologi og antropologi, dynamisk systemteori, psykologi, kulturstudier, filosofi, sprogvidenskab og social neurovidenskab.

Når vi cykler, udvider vi kroppens syntese, og når vi skriver en tekst, udvider vi både kroppens og tankens råderum. At leve er at udvide, dvs. at ekstendere. Når vi cykler, indoptager vi vejret, vinden, sanseindtrykkene, de andre trafikanters tegn og farten i os. Når vi skriver anmeldelser, lytter til andres tale eller læser bøger, indoptager vi andres tanker i os, dvs. vi inkarnerer.

At være menneske er at leve i en evindelig vekselstrøm mellem ekstension og inkorporation. Eller formuleret anderledes: Vi er ’dømt til’ at gå ud over og af vores gode skind, samtidig med at vi ikke kan undgå at komme til at indoptage noget, vi ikke vidste, vi kom til at rende ind i eller at udsætte os selv for.

Ifølge Fuchs er hjernen ind(for)skrevet i denne livgivende dialektik. Hjernen er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at virkeliggøre den frugtbare og indflydelsesrige trafik mellem krop og verden. For hjernen kommer ikke af sig selv til hverken at cykle, læse, lytte eller skrive uden subjektivt, kropsligt og socialt engagement.

Dertil kommer, at hjernen med tiden bliver et socialt, kulturelt og biografisk organ, dvs. til noget personligt unikt, som den dog ikke selv har skabt. Fuchs taler her – som den amerikanske evolutionære antropolog Terrence Deacon (The Symbolic Species: The co-evolution of language and the human brain, 1997) før ham – om, at den historiske udvikling af menneskehjernen(s rumfang og opbygning) på den ene side og de menneskelige forfædres og -mødres komplekse sociale relationer og elaborerede kommunikationsformer på den anden kan beskrives som en gensidig feedback-relation med mindst en million år på bagen. Jo flere komplekse sociale relationer og sproglige udvekslinger – jo større og mere avancerede hjerner … og omvendt.

De to sprogs uomgængelighed

Fuchs er dualismekritiker og bekæmper enhver fast grænsedragning mellem krop og sind (mind) og subjekt og objekt; men han er tilhænger af at kunne tænke og formulere sig på to måder og fastholder derved en dualitet mellem det sprog, der henholdsvis giver mæle til oplevelsen af egenkroppen (Leib på tysk) i første person ental ’indefra’, og det sprog, der taler om den fysiske krop (Körper på tysk) ’udefra’.

Men som den franske filosof og kropsfænomenolog Maurice Merleau-Ponty gjorde det i Phénoménologie de la perception (1945), fastholder han, at kunnen (et ’jeg kan’) går forud for viden, hvorfor den objektiverende videnskab, der beskriver kroppen i et mere eller mindre neutralt og klinisk tredjepersonsperspektiv, slet ikke var mulig uden førstepersonsperspektivet, dvs. det inkarnerede menneskes kendskab til sig selv. Videnskabens krop er derfor henvist til at spille andenviolin.

Kapitel 7 bærer titlen »Implications for psychiatry and psychological medicine«. Heri fremhæver Fuchs, at lægen og psykiateren bør tænke over, at de snarere møder et levende menneske end en ’syg’ hjerne, når de har med patienter at gøre. Menneskets eksistentielle dimensioner, herunder dets selvopfattelse, kropslige væren, fornemmelse af mening og dets sociale relationer, må medtænkes. Hvis altså en økologisk neurobiologi og en mindre selvsikker og imperialiserende hjerneforskning, der indoptager psykologisk, fænomenologisk, hermeneutisk og socialvidenskabelig indsigt, nogensinde skal blive mulig.

På anmeldelsens faldereb er min eneste lille anke, at Fuchs har en forkærlighed for at overudnytte resonansbegrebet uden helt at præcisere dets indhold eller gyldighedsområde. Hjernen er resonant; men det samme er kroppen, organismen, den visuelle perception, følelserne, sprogtilegnelsen, forståelsesmønstrene, det sociale…

Thomas Fuchs: ’Ecology of the Brain. The Phenomenology and Biology of the Embodied Mind’. 368 sider. 34,99 pund. Oxford University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Bettina Jensen
  • Jørn Andersen
  • Troels Ken Pedersen
  • Grethe Preisler
ulla enevoldsen, Bettina Jensen, Jørn Andersen, Troels Ken Pedersen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

En fransk filosof, Gaston Bachelard, siger: "før jeg lærte at regne vidste jeg ikke hvordan at tænke". Men hvad fik han til at lære at regne ? den ,der har opfundet 10 tal systemet ( Al khawarism) er ikke geni over alle genier, og dem der har brugt "regning"ikke alle blev genier. Nye undersøgelser viser at "held" spiller en stor rolle i tanke processen, det man kalder almingeligvis at være "nysgerrig". Det kan godt være nysgerrighed er reserveret genier. Og den civilisation, hvor Al khawarism levede "arabisk" er fortid nu. "militæret også spiller en rolle i storhed og fald af ciivilisationerne". Israeler ved de bedre "end nogen da de likviderer enhver der prøver sig i videnskabelig vej", især palestineser. Men det er ikke demokrati. En palestineser er blevet likvideret i Malaysia i går. Han arbejdede med videnskab.