Læsetid: 6 min.

Ny bog vil luge ud i højrefløjens ’røvhulsopførsel’ og venstrefløjens moralisme

Et demokrati er ingen flinkeskole, men det har stadig brug for pæne manerer. Det er budskabet fra en tysk forfattertrio, som har skrevet en vigtig, men også let snublende bog
7. april 2018

Den tyske offentlighed har et problem. Ikke et teknisk problem, der kan findes en let løsning på, sådan som når man er faret vild i skoven eller ikke kan få sin computer til at makke ret. Det er mere som et parforholdsproblem. Og så alligevel ikke. Måske er det mest af alt et problem, der handler om, hvordan man kan være hund og kat under samme tag.

Sådan lyder vurderingen fra den tyske forfattertrio, Per Leo, Maximilian Steinbeis og Daniel-Pascal Zorn, i deres bestsellerbog Mit Rechten reden. Det problem, de taler om, er måden, som den offentlige debat føres på. Frem for at være en stridslysten diskussion, hvor man lytter, lærer og tager til genmæle over for modparten, ligner den offentlige debat snarere en skyttegravskrig mellem uforsonlige lejre.

I den forstand har vi ikke at gøre med et problem, der udelukkende er tysk eller særligt nyt. Problemet vækker genklang overalt, hvor mennesker diskuterer fælles anliggender, og derfor rækker relevansen af bogen også langt ud over de tyske grænser.

Men problemet er særligt præsent i dagens Tyskland. Det skyldes ikke mindst den ydre højrefløjs kraftige indtog på den politiske scene: Et stærkt nationalistisk højrefløjsparti er nu det største oppositionsparti i den tyske forbundsdag. En protestbevægelse, der kæmper mod »islamiseringen af Vesten«, har hen over de seneste år fået titusindvis af mennesker på gaden. Og også i de intellektuelle kredse har klare højreorienterede stemmer meldt sig. Det er med andre ord ikke kun skaldede, nynazistiske slagsbrødre, der råber op.

Diskussionens velsignelser

Denne situation er uvant, fordi Tyskland – oven på Anden Verdenskrigs uhyrligheder – har været grundig i bestræbelserne på at holde yderfløjene på porten. Ikke blot har man skræddersyet de politiske institutioner, så de har kunnet skærme af for ekstremismen – eksempelvis med en høj spærregrænse på fem procent til Forbundsdagen, der gør det svært for yderpartier at blive valgt ind. Man har også opdyrket en politisk kultur, hvor det politiske establishment har forholdt sig afvisende over for yderfløjene.

Spørgsmålet er følgelig, hvad man gør, når nu det ydre højre alligevel har gjort sin entré i parlamentet, på gaderne og i akademia? Man begynder at tale med dem, lyder svaret fra Leo, Steinbeis og Zorn. For »vi er«, som de skriver, »politisk forbundne, om vi vil det eller ej«. Problemstillingen handler ikke længere om, »hvorvidt vi bør tale med det ydre højre, men udelukkende om, hvordan vi gør det.«

Forfattertrioens udgangspunkt er, at vi alle kan blive en hel del klogere på hinanden og på os selv, når vi diskuterer. Forudsætningen er dog, at vi lægger jammer og fingerpegeri i skuffen og finder argumenter frem i stedet. Og det kunne både højre- og venstrefløjen blive bedre til, mener forfatterne.

Derfor sætter de sig for i en munter, essayistisk tone at granske nøjere, hvor filmen knækker på hver fløj. Af samme grund er det ikke kun en bog om højrefløjens gøren og laden, sådan som dens titel umiddelbart kunne give indtryk af: Mit Rechten reden betyder ikke kun ’at tale med højreorienterede’.

Det kan også betyde ’at tale med rettigheder’, altså at have ret til at tale – uagtet at det, man siger, måtte vække vrede.

Ud med moralismen

Skuer man til (yder)fløjen til venstre for midten, er det store problem, at den har skiftet sine argumenter ud med moralisme, mener Leo, Steinbeis og Zorn. Ifølge dem er moralismen kendetegnet ved, at den slår alarm, så snart den får færten af lidt højreorienteret tankegods. Moralismen tilsiger, at man »ikke skal gøre en menneskefjendtlig ideologi salonfæhig«, og det gør man netop ved at lytte til de højreorienterede. Derfor anser moralisten det også for bedst, hvis de højreorienterede slet ikke havde ret til at komme til orde.

Men som forfattertrioen nok så fint og kraftigt indvender: »Som om demokratiet er en salon! Som om udsagn bliver rigtige, bare fordi nogen fremsætter dem! Som om at det, der kan ytres, har brug for en tilladelse!« Så langt, så godt. For selvom Leo, Steinbeis og Zorn ikke mener, at ytringer har brug for tilladelser for at blive fremsat, eller at demokrati skulle være en salon, holder de stadig fast i, at den offentlige samtale har brug for gode manerer.

Man forstår, at den moralistiske venstrefløj skal holde op med at spille politisk ven-fjende-teater og i stedet fiske tænkningen og argumenterne op ad hatten igen. Den skal finde tænkere som Karl Marx frem fra gemmerne. Det fascinerende ved Marx er ifølge forfatterne, at han ikke kun sagde nej, men også ja. Nej til udbytningen af arbejderklassen, men ja til industrisamfundets fascinerende opfindelser. Nej til borgerskabet, ja til dannelsen og borgerliggørelsen af arbejderklassen. I dag har venstrefløjen glemt kunsten at sige ja, mens den excellerer i at sige nej, mener de.

Højrefløjen, derimod, skal træde ud af en pendulerende rolle mellem »offer« og »røvhul«, skriver forfattertrioen endvidere. Lad os se på, hvad der ligger i det.

Uønsket røvhulsopførsel

»Ingen er et røvhul,« lyder det noget bramfrit, men også formildende cirka halvvejs inde i bogen. Udsagnet falder lidt efter, at forfatterne har kaldt nogle af de højreorienterede for »aggressive svæklinge« og – ja – »ømskindede røvhuller«.

Den lidt kluntede pointe er, at ingen er defineret ved at være et ”røvhul”, men at alle – også ikke-højreorienterede – kan opføre sig ”røvhulsagtigt”. Og i så fald skal vi andre ikke holde os tilbage for at råbe op, for en sådan opførsel hører ikke til i den samtalende offentlighed, mener Leo, Steinbeis og Zorn.

Det følger heraf, at forfatternes problem med den nye, fremvoksende højrefløj ikke ligger i det, den siger, men i, hvordan den siger det. Altså i den »røvhulsagtige« måde, det nye højre taler på. Forfatterne kalder denne måde at tale på for »det højreorienterede sprogspil«. Det er kendetegnet ved en konstant vekslen mellem at gøre sig selv til offer og opføre sig forsætligt usportsligt over for den, man taler til.

Et godt eksempel – og desværre et af de eneste konkrete, forfatterne kommer med – er højrefløjspolitikeren Björn Höckes udsagn om, at holocaustmonumentet i Berlin er et »skændslens mindesmærke«. Alt afhængig, hvor man lægger trykket, kan Höckes udsagn forstås på to vidt forskellige måder: Enten er det forbrydelsen Holocaust, eller også er det monumentet, der er en skændsel.

Præcis denne tvetydighed i udsagnet udnyttede Höcke til fulde. Først ved at sende et anerkendende nik i retning af de dele af den tyske højrefløj, der mener, at Tyskland i dag lider uretfærdigt under den skyld, nazisterne efterlod, og at det tyske folks egne lidelser under krigen forties. Dernæst ved at kunne trække endnu et offerkort og føle sig misforstået i kølvandet på, at hans udsagn vakte forargelse i den tyske offentlighed. Han havde jo ment forbrydelsen og ikke mindesmærket, lod han de oprørte stemmer forstå.

Forfriskende og snublende

Det er den slags »røvhulsadfærd«, forfattertrioen vil til livs. Ikke påstanden om fortielsen af det tyske folks lidelser. Den slags kan diskuteres, mener de. I det hele taget kan alle slags påstande diskuteres. Men slynger man omkring sig med udsagn, må man være klar til at lytte, og i sidste ende må det bedste argument vinde.

Leo, Steinbeis og Zorns position er ikke ny. Den er som et ekko af filosoffen Jürgen Habermas’ tese om det »bedre argument«, der sætter sig igennem som en »tvangsløs tvang«. Måden, de gør det på, er imidlertid forfriskende. Frem for Habermas’ begavede, men knastørre maraton­sætninger gør de flittigt brug af både humor og fiktion i deres velskrevne fremstillinger af en afsporet offentlig samtale.

Forfattertrioen slår kort sagt et vigtigt og vittigt slag for en væsentlig sag – nemlig om, hvordan vi på trods af store uenigheder kan leve side om side som politiske væsener; som »hunde og katte« under samme tag. Men på samme tid, som forfatternes vidtløftige humor er en styrke ved bogen, er det stedse også en svaghed. For fremmer det virkelig deres gode sag at kalde folks adfærd for »røvhulsagtig«? Eller at sammenligne personer med »stinkdyr«, som de ligeledes gør? Set i det lys kommer Leo, Steinbeis og Zorn en smule snublende i mål med et ellers vigtigt budskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu