Ret dig op, skyd brystet frem – og red den moderne verden

I januar sad den 55-årige canadiske psykolog Jordan B. Peterson rank og rolig ved et bord i et lilla-oplyst tv-studie i London, mens en tydeligt ophidset – ja, nærmest rasende Channel 4- journalist, Cathy Newman, hudflettede ham om ligestilling. Hun overdyngede ham med anklager:

»Så du tror ikke på ligeløn?!« »Så du siger, at kvinder har pligt til at fixe maskulinitetskrisen?!« »Så du siger, at enhver, som tror på lighed (…), bare skal give op, fordi det ikke kommer til at ske?!« 

Og Peterson, som ellers ikke har ligget på den lade side, når det kommer til markante synspunkter – at »postmoderne neomarxister« er ved at nedbryde Vesten, at mænd bliver ødelagt af »feminisering«, at kønsneutrale pronominer som ’hen’ er totalitære – ja, Jordan B. Peterson sad bare dér i studiet og tog imod det hele. Uden at blive vred med tilbageredt gråt hår og strøget skjorte.

Nej, det var faktisk ikke det, han mente, svarede Peterson afdæmpet, hvilket kun fik journalisten til at fremstå endnu mere aggressiv. Og så indtraf det moment i interviewet, som i de kommende måneder skulle få det til at gå sin sejrsgang på internettet. Cathy Newman spurgte:

»Hvorfor skal din ret til ytringsfrihed trumfe en transpersons ret til ikke at blive krænket?«

Og Peterson svarede:

»Fordi, for at kunne tænke skal man kunne risikere at krænke. Se på den samtale, vi har lige nu: Du er da i hvert fald klar til at krænke mig i jagten på sandhed. Hvorfor skulle du have ret til det? Det har været ganske ubehageligt.«

Og så blev Cathy Newman stille i et sekund. Peterson smilede.

»Ha, gotcha.«

Klippet gik viralt. På Youtube jublede tusindvis af unge mænd over, at der endelig var en veltalende herre, der fik skovlen under tidens rapkæftede feminister. Endelig.

På godt halvandet år er Jordan B. Peterson gået fra at være en ukendt – men i forskerkredse anerkendt – klinisk psykolog og psykologiforsker ved universitetet i Toronto til at være verdensberømt.

Hans claim to fame er ikke kun de hårde holdninger til køn, Gud og opdragelse, det er også måden, han bærer sig selv på. Hans afdæmpede og velformulerede facon, den uudgrundelige coolness, der på en gang virker ophøjet og skrøbelig, mystisk og kynisk; hans velklædte ydre. Den slags er der et marked for.

En million mennesker følger ham nu på Youtube, 9.200 donorer hver måned penge til ham via hjemmesiden Patreon, og han giver interview over hele verden – til juli kan han opleves i samtale med de amerikanske forfattere Sam Harris og Douglas Murray i intet mindre end O2 Arena i London. En akademisk stadionkoncert.

Jordan B. Peterson er – med økonom Tyler Cowen og forfatter David Brooks’ ord – »den mest indflydelsesrige intellektuelle i den vestlige verden lige nu«, og i januar måned udkom hans anden bog: 12 Rules for Life: An Antidote to Chaos, der nu topper Amazons bestsellerliste, og som derfor ligger til oversættelse i den halve verden. Efter sommerferien udkommer den på dansk.

Tag dig sammen. Slå igen

Petersons bestseller er en selvhjælpsbog med 12 leveregler til dig, der kæmper for at holde verdens nihilisme på afstand. Dig, der vil være stærk i en kaotisk tid: »Ret dig op, skyd brystet frem.« »Sammenlign dig selv med den, du var i går, ikke med den, andre er i dag.« »Sig sandheden – eller i det mindste, lad være med at lyve.«

Cirka midtvejs beskriver Peterson en tegneseriereklame fra 1940’erne for et træningsprogram, The insult that made a man out of Mac, hvori en fyr ved navn Mac med tynde hvide arme går på stranden med en pige og bliver overfuset af en bodybuilderbølle, der kaster sand på dem og slår Mac. Pigen er skuffet, hvorfor kunne Mac ikke forsvare sig selv? Men det skal være løgn, tænker Mac, så han træner og træner efter det program, der reklameres for, og til sidst tropper han pumpet og klar op på stranden og banker bøllen. »Åh Mac,« siger pigen. »Så er du alligevel en rigtig mand.«

»Det opsummerer den menneskelige seksualpsykologi,« skriver Peterson. »Den svage unge mand er flov og selvbevidst, som han bør være. For hvad godt gør han? Han bliver nedgjort af andre mænd, og værre, af eftertragtede kvinder.« I dag ender sådan nogle mænd med at »luske rundt i en kælder og spille computerspil i deres undertøj dækket af Cheetos-støv«.

Det er ikke kærlighed og pandekager, der skal rede verdens fortabte børn, fornemmer man – det er pligt, styrke og selvopofrelse. Livet er hårdt, men det er ikke noget at stå og tude over. Ret dig op, se ondskaben i øjnene, fortæl din chef, hvad du i virkeligheden synes om ham, giv bøllen bank, giv dine børn faste rammer.

Og nej, den slags hårdhed fører ikke til fascisme, understreger Peterson igen og igen, det er tværtimod kuren mod fascisme: »Hvis mænd bliver presset for hårdt til at feminisere, vil de blive mere og mere interesserede i fascistisk politisk ideologi.«

De postmoderne neomarxister ødelægger Vesten

Det første mærkat, man griber ud efter, når man læser Jordan Peterson, er ’klassisk kulturkonservativ’. Kort og godt.

»Hver eneste ord, vi siger, er en gave fra vores forfædre,« skriver han i bogen. Vores normer, institutioner og etik er bygget op over årtusinder, ja, vi begriber slet ikke dybden af al den visdom, skriver han. Det er især kristne myter, der holder Vestens moral på plads, det argumenterede Peterson allerede for i sin første bog, ’Maps of Meaning’. Adam og Eva, Kain og Abel, Noahs ark … Bibelfortællingerne er arketypiske psykologiske myter, der stadig i dag strukturer vores tænkemåde.

Ud over at være kulturkonservativ er Peterson en ukuelig pessimist: Mennesket er ondt, verden er lidelse, lykken er flygtig.

»Vold er vores standardindstilling,« skriver han. »Det er fred, der er svært.«

Selv chimpanser går i krig, død og lidelse er over alt, og der er altid en latent trussel om vold, når mænd taler. Junglelov og kaos lurer under overfladen, og det er egentlig utroligt, at vi kan leve i bare nogenlunde orden. Derfor må vi for Guds skyld ikke sætte det over styr – det er Petersons centrale pointe: Sociale revolutioner er farlige, de sætter menneskets indre djævel fri. Desværre er det netop det, vi er i gang med.

»I Vesten har vi trukket os væk fra vores traditions-, religions- og nationalcentrerede kultur,« skriver han. »Men vi bliver i stigende grad ofre for meningsløshedens desperation.«

Det er en klassisk modernitetskritik: Hvor skal vi dog finde mening i en verden, hvor Gud er død, og traditionerne forsvinder? Hvordan ved vi overhovedet, hvem vi er, og hvad vi bør stræbe efter, når alle kan opfinde deres egen idealer og identiteter? Jordan Peterson er i kamp mod nihilismen; mod »de postmoderne neomarxister«, der synes, alt er subjektivt og relativt. Og hans løsning er benhård: En streng pligtetik, hvor vi »påtager os så meget ansvar som muligt for det enkelte liv, samfundet og verden«. Vi skal ikke være svage og feminine – vi skal være »heroiske«.

Jeg bruger ikke de ord, andre mennesker kræver

Fortællingen om Jordan B. Peterson starter for alvor i 2016 med den canadiske version af ’hen’-debatten. En sen aften uploader en stadig ukendt Peterson en video til YouTube, hvor han kritiserer en ny lov, som Justin Trudeaus regering netop har fremlagt: Loven C-16 skal gøre det ulovligt at diskriminere transseksuelle på grund af deres »kønsidentitet«, og det indebærer ifølge Peterson, at man skal tiltale trans- og nonbinære personer med kønsneutrale pronominer, hvis de beder om det – det vil sige kønsløse ord som ’zie’, ’sie’ eller ’ey’ i stedet for de almindelige engelske ord ’he’ og ’she’. Det nægter Peterson.

»Jeg bruger ikke de ord, andre mennesker kræver, at jeg bruger. Særligt ikke, hvis de er opfundet af radikale venstreorienterede ideologer,« sagde han i et interview med canadisk tv.

Klippet gik viralt, og Jordan B. Peterson blev berømt. Og berygtet. En helt i nogles øjne, en idiot i andres; frihedskæmper og transfob. Studerende demonstrerer imod ham, aviserne skriver lange portrætartikler, og pludselig dukker en håndholdt smartphonevideo op på Youtube, hvor Peterson diskuterer sagen med en flok flabede og højtråbende demonstranter på universitetet i Toronto. Han er rolig og velformuleret i skjorte, slips og seler, han lytter til dem og forklarer, at han ikke har noget problem med transseksuelle, han vil bare selv vælge sine ord. Endnu en viral video. Fanskaren vokser.

De fortabte sønner

Jordan Peterson har selv sagt, at mænd udgør 80 pct. af hans publikum, og mange har draget en parallel mellem hans eksplosive popularitet og de mange Trumpstøttende hvide mænd i USA. Peterson er blevet et symbol i kulturkrigen.

Når Peterson er bedst, afmonterer han den ekstreme identitetspolitik på venstrefløjen – det latterlige i, at de knap anerkender biologi og evolutionsteori og den overdrevne fokus på hudfarve og identitet. Når han er bedst, bygger han sin kritik på psykologiske studier, på Dostojevskij og Solsjenitsyn, på rørende anekdoter fra hans eget privatliv.

Når han er bedst, er han en helt, og mange unge mænd i Vesten har brug for en helt, der taler deres sag. De føler sig nedgjorte og retningsløse. De manuelle job, som mænd engang kunne gemme sig i, forsvinder eller bliver dårligt betalt, mænd uddanner sig for lidt, kvinderne fylder universiteterne, og mænd uden for storbyerne har svært ved at stifte familie, de er mere ensomme og mindre attraktive, de går oftere i hundene, begår selvmord og bliver misbrugere. Samtidig får de at vide, at de har ’male privilege’ og ’white privilege’.

»Vi er så dumme, vi fremmedgør unge mænd, vi fortæller dem, at de er patriarkalske undertrykkere og en del af en voldtægtskultur,« har Peterson sagt i et radiointerview med BBC. »Vi har undladt at skelne mellem deres kompetencer og deres tyranni, og det er bare forfærdeligt.«

Mens han udtaler ordene, bryder Peterson grædende sammen – det er en anden ting ved ham, der forklarer hans appel: Han er ikke en kynisk rationalist i Richard Dawkings- eller Steven Pinker-klassen. Han er følsom. Jeg læste hans nye bog med Amazons kombi-model, hvor man køber e-bog og lydbog sammen, så man kan lytte videre på cyklen. Det er Peterson selv, der læser lydbogen op, og flere gange er det tydeligt, at han begynder at græde.

For meget uunderbygget pladder

Men der er mange problemer med Petersons bog. Der er for meget uunderbygget pladder, der minder om prædikener. Tag bare ideen fra før, der handler om, at feminiserede samfund fører til fascisme. Det bliver bare slynget ud i hovedet på læseren uden henvisninger eller nærmere forklaring – det er jo ikke ligefrem en ukontroversiel påstand. Danmark er vel et af verdens mest ’feminiserede’ samfund – vi har for længst erstattet den sorte skole med samtalepædagogik, og 83 procent af vores pædagoger er kvinder. Er danske mænd særligt optaget af fascistisk ideologi? I så fald har jeg overset det.

Peterson trækker også en hær af stråmænd efter sig, især hovedfjenden »de postmoderne neomarxister« er en stor karikatur: De er alle sammen radikale sociale konstruktivister, der tror, sandheden er relativ, og at identitet bare er noget, vi leger. Bevares, de typer findes, og det er dejligt, når de får høvl, men hvor mange findes der faktisk derude med de holdninger? Næppe nok til, at hele Vesten er ved at hensynke i meningsløshed.

»Sig sandheden,« siger han igen og igen – ja ja, det er da en fin leveregel, men hvad er sandheden? Det er jo netop spørgsmålet?

Og, nå ja, så står vi tilbage med den mest oplagte kritik af Jordan B. Peterson: At det, han kalder kulturel orden – et bolværk mod nihilismen, et kristent fundament, evige værdier – dét kalder andre en undertrykkende ideologi.

Peterson forsvarer ytringsfriheden og siger poetisk, at »hver eneste lærdom er en lille død« – fordi ny viden ændrer den enkelte og ændrer kulturen – men samtidig skriver han, at sociale forandringer er dødsensfarlige. Vejen til kaos. Han er liberal, når det kommer til ytringsfrihedens principper, men konservativ, når det kommer til dens konsekvenser.

Så sent som dengang i start-60’erne, da The Beatles turnerede i USA, blev homoseksualitet betragtet som en sygdom, i flere vestlige lande var det ulovligt for kvinder at blive skilt, og sorte børn i USA gik i separate skoler.

Fortidens uretfærdigheder blev kun ændret, fordi nogen hamrede hul i den sociale orden, Peterson kæmper så hårdt for at opretholde.

Jordan B. Peterson: ’12 Rules for Life – An Antidote to Chaos’. 448 sider. 15,57 dollar. Allen Lane