Læsetid: 6 min.

Anmeldelse af Alternativets vision: Hvad vil du, Uffe Elbæk?

Alternativets leder udfolder i sit nye udspil, ’Det næste Danmark’, en dansk drøm om et grønt og demokratisk samfund, men han har øjensynligt svært ved at begribe, hvad det egentligt vil kræve at indfri den
Uffe Elbæks samfundskritik er gennemført romantisk, hvilket vil sige, at den baserer sig på et ideal om en tabt, oprindelig eller naturlig enhed eller harmoni, der skal genetableres, skriver Søren Mau.

Uffe Elbæks samfundskritik er gennemført romantisk, hvilket vil sige, at den baserer sig på et ideal om en tabt, oprindelig eller naturlig enhed eller harmoni, der skal genetableres, skriver Søren Mau.

Carsten Bundgaard

19. maj 2018

Hvis der er én ting, mange neoliberale teknokrater og radikale venstrefløjskritikere kan være fælles om, er det at grine af Alternativet. Ganske vist af vidt forskellige grunde: Førstnævnte griner af det naive drømmeri og manglen på forståelse for økonomiens objektive love, og sidstnævnte griner af partiets blindhed for den elitære, urbane kreative-klasseposition, de dyrker til perfektion.

Men er det ikke, som om det bare styrker alternativisternes overbevisning om, at deres forsøg på at skabe en ny politisk kultur er på rette spor – på samme måde som kulturradikal himlen med øjnene er et adelsmærke på højrefløjen? Alternativet fremstår suverænt ligeglade med latteren og fortsætter ufortrødent med at fodre den, som da den københavnske kulturborgmester, Niko Grünfeld, i et interview i Børsen i december sidste år beskrev sine drømmeweekend som en malstrøm af veganske sneakers, løbeture, naturvin, bålsteder og street food. Den perfekte modsætning til Inger Støjbergs famøse og folkelige morgenmadsmenu, der består af Cola Zero og lyst brød med pålægschokolade.

Det er nemt og sjovt at slå en latter op. Men det er også for nemt. Så lad os lægge vores identitetsbekræftende følelse af overlegenhed på hylden og tage et dødsens alvorligt blik på Uffe Elbæks nye udspil, Det næste Danmark, der består af en række overordnede visioner og 38 mere eller mindre konkrete forslag.

Elbæk vil blandt andet  indføre en 30-timers arbejdsuge og borgerløn, han vil give naturen juridiske rettigheder, subsidiere andelsbaserede og medarbejder- og forbrugerejede virksomheder, indføre et borgerting som supplement til Folketinget, sikre borgeres ejerskab over deres data, gøre sociale medier til en public service-opgave samt øge beskatningen af arv, multinationale selskaber og forbrug af naturressourcer.

Det næste Danmark er et Danmark med mindre ulighed, arbejdstid, konkurrence og forurening, og mere fællesskab, natur, skat, kultur, mangfoldighed, demokrati og offentlig velfærd. Mange af forslagene vil gøre livet bedre for mange mennesker og kan indføres uden større omvæltninger af samfundet. Det bør vi gøre med det samme. Men.

Nationalkonservatismeromantik

Det næste Danmark er befolket af et helt særligt ’vi’. Elbæk vil have ’os’ til at »være stolte af« velfærdsstaten, der »var vores forældres, vores bedsteforældres og vores oldeforældres værk«. Skal man kunne påvise sin danskhed gennem fire generationer for at få lov til at være med i Elbæks stolte vi?

Elbæk er stolt af den danske historie: »Vi har i Danmark et stærkt fundament og en stærk tradition for at træde sammen, når det gælder.« Efter statsbankerotten i 1813 valgte ’vi’ at investere i offentlig uddannelse, og ifølge Elbæk har Danmark i et historisk perspektiv »stået op for [sic] de fleste menneskers basale rettigheder«.

Prøv at fortælle det til alle dem, der led og lider under dansk kolonialisme og dens eftervirkninger, eller ofrene for den biopolitiske kontrol, der også er en del af velfærdsstatens historie – eksempelvis de tusindvis af ’åndssvage’, der blev tvangssteriliseret i perioden 1929-67. Elbæks Danmarkshistorie er renset for ubehageligheder og antagonismer; frem for at være det, vi skal bryde med, er den for Elbæk en identitetsopbyggende arv, vi skal værne om: »Vi har gjort det før – og vi kan gøre det igen.« På den måde kobles nationalismen med en dosis konservatisme. Nationalkonservativisme, kunne man jo fristes til at kalde det.

Uffe Elbæks samfundskritik er gennemført romantisk, hvilket vil sige, at den baserer sig på et ideal om en tabt, oprindelig eller naturlig enhed eller harmoni, der skal genetableres. I det næste Danmark skal vi »finde ind i kernen i os selv og hinanden igen«. Vi skal træde ud af det »evindeligt roterende hamsterhjul« og »den høje hastighed«, der »distraherer« og »fremmedgør« os.

Først da kan vi igen »nyde nuet« og blive til »hele mennesker« i »balance«. En sådan kritik baserer sig ikke blot på en filosofisk uholdbar forestilling om mennesket som et (i hvert fald potentielt) suverænt og selv-gennemsigtigt subjekt med en indre personlighedskerne. Den risikerer også at fodre sociale idealer, der kan være decideret skadelige: Er imperativer som ’gør det, du selv vil’, ’forfølg dine egne drømme og interesser’ og ’vær dig selv!’ ikke også en kilde til en fiaskofølelse? Hvad hvis man ikke lige kan mærke sin kerne, sin vilje og sine brændende interesser?

Og så er der også noget utroligt klaustrofobisk over et livsideal, der hele tiden kræver intenst nærvær, introspektion og autentiske relationer. Er en væsentlig del af et godt liv ikke at være i stand til – når situationen kræver det – at dosere og forvalte sin emotionelle og intellektuelle energi, eksempelvis ved at være distanceret, fraværende, ligeglad, at trække sig ud af nuet, lyve lidt hist og her og hengive sig til ligegyldig smalltalk og eskapistiske glæder?

Elbæks romantik er også tydelig i hans natursyn: Den natur, vi skal behandle med »respekt« og »empati«, beskrives som »fuglefløjt i skoven, biernes summen og bølgernes brus«. Hans snævre naturbegreb viser sig, når han skriver, at »det som bekendt kun er en meget lille del af Danmark, der er dækket af natur«. Med natur mener han altså vildnatur – den ubesmittede og rene oprindelighed, som vi skal drage omsorg for. Allerhelst en urskov, fornemmer man.

Profit eller demokrati og natur?

Det måske største problem er imidlertid, at Elbæk tilsyneladende er ude af stand til at begribe, hvad det vil indebære at skabe et samfund, der er til for mennesker og naturen.

»Vi arbejder for økonomien, men i virkeligheden burde den arbejde for os,« skriver han helt korrekt. Vi må erstatte den »neoliberale model« og dens »systemiske« ulighed med »økonomisk demokrati«, der sikrer samfundets naturgrundlag. Men hvad vil det egentligt kræve?

Et egentligt demokratisk og grønt økonomisk system er grundlæggende uforeneligt med kapitalistisk produktion, hvor profit er det styrende princip. En omstilling af økonomien til en grøn økonomi, der producerer for menneskers behov, kræver et totalt opgør med profitlogikken og den markedsmekanisme, der gennem konkurrencens pres tvinger selv den mest alternativistiske kapitalist til at prioritere profitten over alt andet. Det er den kobling, Elbæk overhovedet ikke formår at lave.

Alle hans forslag bevæger sig inden for markedsøkonomiens rammer. Dermed er hans udspil baseret på en løgn: Nemlig at det skulle være muligt at skabe en demokratisk og bæredygtig økonomisk orden uden en afskaffelse af kapitalismen, og med den private virksomheder, penge, marked og lønarbejde.

Det er vigtigt at »vi tør tænke og handle radikalt«, skriver Elbæk, men hans egen tænkning bevæger sig alligevel inden for en utrolig tam horisont, hvor markedet og penge er ligeså naturligt som biernes summen og bølgernes brus. Han understreger at »virksomhederne spiller en central rolle« i omstillingen til en bæredygtig økonomi, og at man bør »styrke dansk iværksætteri« for at skabe et »mere entreprenant« Danmark – og overtager dermed også en business-ideologi, der er neoliberal helt ind til benet.

De neoliberale teknokrater har en pointe, når de afviser Alternativets politik som økonomisk uansvarlig. Hvis man vil have en stor velfærdsstat, der blandt andet afhænger af private virksomheder, der konkurrerer på nationale, regionale og globale markeder, så er man tvunget til at prioritere konkurrenceevne og profitabilitet over natur og mennesker. Pointen er selvfølgelig, at den kapitalistiske markedsøkonomi hos de neoliberale teknokrater altid optræder som den indiskutable forudsætning, der definerer det realistiske, nødvendige og ansvarlige. Det er dér, vi må angribe – og det er dér, Uffe Elbæk bøjer af. Det er en skam.

Hvad vil du, Uffe? En profitabel markedsøkonomi eller et demokratisk og grønt samfund?

Alternativet er ikke et parti, der er bange for at bekræfte fordommene om sig selv. Her taler politisk leder Uffe Elbæk på græstæppet på scenen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Alvin Jensen
  • Viggo Okholm
  • Torben K L Jensen
  • John Hansen
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels-Simon Larsen
Ejvind Larsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Alvin Jensen, Viggo Okholm, Torben K L Jensen, John Hansen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Søren Mau. Det er som om du bebrejder Uffe, at han ikke er kommunist. Synes du virkelig, at han skulle være det, og kender du nogen overhovedet, der er det i DK? For mig at se, er Enhedslisten på flugt væk og er kommet ganske langt. Du forekommer mig at ville tilbage til noget, der var engang, og vil have Uffe med. Han er nu også en ‘flygtning’, så det bliver svært for dig.

Det mest interessante er, hvor Uffe og vi andre alternativister vil hen, og der er det meget forfriskende med din kritik. Det ser ud til, at Å vil en nedbarberet kapitalisme. Uffe nævner borgerløn som et eksempel på det, og borgerlønnen bliver da også angrebet fra højre for skjult kommunisme og fra venstre for at være i kapitalisternes sold. Det samme gør andelsejet traditionelt, men nu har Pelle lige talt varmt for fællesejet her i avisen.

Det er selvfølgelig vigtigt, i hvor høj grad vi alternative er alternative nok, og hvor meget vi vil ofre på det alter. I dag vil de færreste danskere ofre noget som helst, og her kan man godt bruge ordet ‘vi’, som du er inde på. Hvor meget ofrer du selv? Uha, det må man ikke spørge om, og som journalist på Inf. behøver jeg heller ikke at spørge til din indtægt. “Vis din lønseddel”! duer ikke her, men den kunne bruges over for mange, der griner ad Å.

Tak for din kritik. Vi har brug for nogle, der holder et vågent øje med os. Det er ikke nok med, at vi selv gør det.

Ejvind Larsen, Michael Waterstradt, kjeld jensen, Vibeke Hansen, Mette Poulsen, Karsten Aaen, Randi Christiansen, Viggo Okholm, Ole Frank, John Hansen, Eva Schwanenflügel, Arne Thomsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Sund skepsis har alle dage været en god rådgiver når det gælder nye samfundsændrende ideer.
Den del klarer Søren Mau fint journalistisk og man behøver jo ikke at være alternativist for kunne se de mange fine ideer Uffe Elbæk kommer med.

Ejvind Larsen, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel, Jens J. Pedersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

At læse Uffes fravalg at socialismen ud fra hans højskole opdragelse er som at se mig selv i højskole DK.
At stole på, at man kan forandre ud fra en markedsøkonomi er, ja jeg ved ikke hvad. Måske naivt.
Uanset, så kan man ikke både gå ind for en Trump tankegang og en Marx. Vi falder mellem 2 stole og hvilken stol man helst vil sætte sig på er op til mig og dig.
Borgerløn er og bliver i min verden mest fordel for de der i forvejen har mest. Ikke at borgerløn ikke vil gavne de fattigste og de dårligst stillede, men det vil til enhver tid være bedst for de, der ikke er afhængige, og med den model vil intet ændre sig.
Vågn nu op, Alternativet og bliv et ægte alternativ, for som i hyler nu er i kun en plagiat af allerede vedtagne dogmer.

Ejvind Larsen, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Det hele drejer sig om menneskesyn og ideen om at mennesket suverænt har en mulighed for at ændre sin menneskeopfattelse, så alle handlinge der foretages altid skal afvejes i forhold til næsten eller alle levende væsener. Kan mennesket nå frem til at vi godt må have nok bare det ikke er til skade for andre, eksempelvis den seneste næsten konflikt, hvor ingen vil anerkende, at hvis jeg får en højere løn vil nogle af mine medmennesker får mindre. Systemet arbejder stadig med højere løn for større indsats, måske glæden ved indsatsen ville blive højere, hvis jeg selv bevarede status q, men mine medmennesker fik bedre muligheder for ikke at savne. Det er vel bl.a. en af de forestillinger Elbæk gør sig.

Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Hvis Søren Mau havde bestemt i 1962, eller i 1956, havde vi vel (heller) aldrig fået velfærds-samfundet, og velfærds-staten her i landet? Fordi socialdemokraterne med visionen om en sådan stat, et sådant samfund, H.C. Hansen, Hans Hedtoft, Jens Otto Krag, heller ikke havde nogle ideer om, hvor pengene skulle komme fra til en sådan stat; de ville bekæmpe den økonomiske ulighed de så, gøre det muligt for arbejderklassens drenge at komme på universitet såvel som arbejderklassens piger...

For mig at ser er Alternativet det eneste parti, der tør løfte blikket en smule, og have det lange lys på - have en vision for, hvor DK skal bevæge sig hen i de næste 30 år....

Niels-Simon Larsen

Alle partier har fløje: FinansVenstre og KulturVenstre. Socialkonservative og godsejerne. Centrumvenstre, centrumhøjre. Når Alternativet ikke ønsker at placere sig på venstre-højreaksen, så vil partiet blive placeret et sted afhængig af, hvem der skubber eller trækker. Alt det er ikke så interessant, for det gælder om at fortælle, hvor man vil hen (som artiklen angiver).

Man kan spørge om, hvem der har noget væsentligt at bidrage med. Jeg har lagt mærke til, at det er meget svært for Pernille Skipper at svare på spørgsmålet om, hvad socialisme er. Det er fatalt for en socialistisk politiker.
Lad os tage ordet ‘vækst’. Der er vist ikke andre partier end Alternativet, der tvivler på vækstens velsignelser og siger det åbent. Vi skal ikke sige det for højt og for tit, for så ryger vi ned under spærregrænsen. Det er den rå sandhed i et samfund, der svømmer i penge og ikke bekymrer sig om livsbetingelserne for de kommende generationer. Politik er dødhårdt, når de, der lyver, får alle stemmerne, og her tænker jeg på alle de partier, der betegner sig selv som ansvarlige. Man kommer langt med selvros og løgn i Dagens Danmark. Lyt til Lars Lilleholt og se på hans alvorlige ansigt, når han bedyrer, at ingen er grønnere end Venstre.

Ejvind Larsen, Michael Waterstradt, kjeld jensen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Selvfølgelig skulle Alternativet sige, 10 procent skat på flybilletter, kun kød en dag om ugen, 10.000kr i borgerløn og 80 procent i skat på al indtjening derudover, afskaffe kirke, kongehus og militærvæsen, gøre undervisning fri og gratis på alle niveauer, stop for nye motorveje og broer, hjælp til beboerhuse over hele landet og ophjælpning af det økologiske smålandbrug og mere af den slags.

Men, der skal også være nogle, der vil stemme på et sådant parti foruden mig, og det tror jeg ikke, at der er. Når man har fundet løsningen, har man gerne fundet den alene. Derfor er Uffe fantastisk, for han kan både få vognen til at køre i det daglige, køre et en nogenlunde retning og få nogle med vognen. Det ville jeg aldrig kunne, så derfor må jeg stemme på ham og Alternativet.
Hvem er der ellers (husk lige det med væksten)?

Grethe Preisler

For mig som abonnent at se, er det komplet overflødigt at 'anmelde' Uffe Elbæks strøtanker i dagladet Information, når enhver med adgang til internettet uden større besvær kan læse partistifteren og formandens debatoplæg på Alternativets egen hjemmeside. Så hvorfor skulle andre end partiets egne medlemmer og 'småtterne' i partiets såkaldte idelaboratorier blande sig i deres interne skænderier om fortolkningen af 'masselinjen og den rette tro' i politisk korrekt alternativ belysning?

Karsten Aaen, Mette Poulsen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar
Olaf Tehrani

Mau ser da rigtigt, når han gennemskuer Elbæks historiebevidsthed som national og konservativ – konservativ i den forstand, at det synes som om, Elbæk længes tilbage mod noget, han tror, er en nu tabt harmonisk tilstand.
Det kan jeg leve med, for han får, synes jeg, på trods af sin manglende historiske viden, lagt nogle sympatiske politiske sigtelinjer.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvordan vi skal indrette os økonomisk, så ser det vel ikke ud som om, en ny socialistisk verdensorden er lige om hjørnet. Lige nu er det faktisk også en hel del vigtigere, at vi får etableret miljømæssig bæredygtighed, så der også vil være rimelige chancer for en menneskelig civilisation på den anden side af det 21. århundrede.
Hvis blot vi foreløbigt kunne blive enige om, at det skal være det miljømæssige råderum, der sætter de grænser inden for hvilke, vi kan udfolde de produktionsmæssige kapaciteter, så ville der også være håb for de kommende generationer. Så vil de få chancen for for alvor at adressere fordelingsspørgsmålet på et senere tidspunkt.
Menneskeheden kunne leve på denne fantastiske planet mindst 500 millioner år endnu. Det burde være tid nok til efterhånden at få indrettet fornuftige ligevægtssamfund, hvor der var tilstrækkeligt til alle, og alle fik rimelige chancer for gode liv.

Grethe Preisler

Love is in the air

Lige meget, hvem du er, og lige meget hvor du er, er du velkommen her i skrædderiet, hvor vi arbejder i døgndrift på opgaven med at redesigne og omsy Den Danske Model, så den kan holde et par sæsoner til, før den havner i kludekassen.

Der er altid plads til en til i Uffe Elbæks fanklub alias liste Å's idelaboratorier på Christiansborg med filialer i provinsen. Foreløbig har de efter min ringe mening ikke præsteret ret meget andet end at skaffe gode og vellønnede job i København til partistifteren og ni af hans stillere og tidligere partikammerater fra midterpartierne Retsforbundet og Det Radikale Venstre. Men kommer tid, kommer råd, så det kan vel nå at rette sig i presningen, som skrædderen sagde, da han i farten havde fået syet ærmegabet til ved slidsen til jakkelommen ... ;-)

ulrik mortensen, Marianne Stockmarr og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Som normalt en ret tilfreds abonnent og medlem af Informations venner undrer redaktionens afvisning af at bringe Uffes svar på Mau/Informations spørgsmål.

Læserne af denne tråd skal ikke undvære Uffes svar:

Uffe skriver: "I skal lige have teksten til et debatindlæg, som jeg i sidste uge sendte til Information (men som de ikke ønsker at bringe).

Bagggrunden for mit indlæg var, at avisen havde anmeldt mit visionsudspil Det næste Danmark.

Normalt svarer man ikke på en anmeldelse. Hverken gode som dårlige. Men i dette tilfælde var det (jo nærmest) nødvendigt, for overskriften lød: Hvad vil du, Uffe Elbæk?

Så jeg satte mig ned og skrev nedenstående svar, som blev sendt til avisen i torsdags.

I dag (28, maj) fik jeg så at vide, at fordi det var et svar på en anmeldelse, ønskede avisen ikke at bringe mit indlæg.

Nu er jeg jo meget modstander af smid-væk-kulturen og til gengæld glad for genbrug. Også når det gælder tekster. Derfor vil jeg gerne dele mit indlæg med jer her på væggen, nu hvor Information ikke ønskede at bringe indlægget.

Så her kommer teksten. Direkte fra mig til jer:

“Et grønt og demokratisk samfund kræver et opgør med neoliberalismen

Når man ønsker sig et helt andet samfund, der i sin grundessens er bæredygtigt, må og skal vi turde gøre op med nødvendighedens politik.

Af Uffe Elbæk, politisk leder for Alternativet

Det er ikke kutyme at svare på anmeldelser. Faktisk kan det virke utidigt. Alligevel vil jeg gerne svare Søren Mau, der i weekenden anmeldte mit visionsudspil Det næste Danmark her i avisen. Mest af alt fordi Søren Mau spørger mig direkte: ”Hvad vil du Uffe?” Mau spørger, om jeg vil afskaffe en profitabel markedsøkonomi eller skabe et demokratisk og grønt samfund?

Jeg ved ikke, om han spørger lakonisk og sarkastisk, men jeg synes, jeg skylder et svar uanset – for Søren Mau har i hvert fald ikke helt forstået, hvad mit politiske projekt, som det er beskrevet i Det næste Danmark, er. Så lad mig prøve at forklare.

Inden da vil jeg dog gerne takke Søren Mau for ikke at blive hylet ud af den på grund af radikaliteten i mine ideer. Og også tak for, at du som en af de eneste eksterne kommentatorer efterlyser endnu mere radikalt anderledes politiske idéer. Det er i sig selv inspirerende.

Men når det så er sagt, undrer det mig også: At jeg efter at have fremlagt 38 ret vidtgående forslag til et helt andet Danmark alligevel beskrives på en måde som for mig at se matcher en naiv, selvmodsigende skabskapitalist.

Jeg fremlægger jo netop forslag, der gør op med den efterhånden dominerende markedsbaserede uddannelseslogik, med ejerskabsforhold og med virksomheders ret til endeløs profit. Jeg introducerer endda en vision for fælleseje af vores jord og det vi i fællesskab er blevet givet, vandet og luften.

Det kan godt være, at jeg ikke beskriver konturerne af en marxistisk revolution, men det er så sandelig heller ikke mit ærinde. Mit ærinde er at lægge helt nye spor ud til en ny frihedsfortælling, der sætter den både ideologiske og praktiske retning for en fundamental anden indretning af vores samfund.

Et samfund, hvor præmissen for succes ikke er profit eller præstation, men fællesskab og bæredygtighed. Faktisk vil jeg gå så langt som at beskrive mit oplæg som et frihedsmanifest, som står i skarp kontrast til de kommunistiske tankestrømme, andre har anklaget mig for at stå bag. For så langt har Mau ret: Kommunist er jeg ikke. Jeg ønsker mig ikke mere stat, men en langt mindre bureaukratisk stat. Jeg ønsker mig langt flere demokratiske og selvstyrende fællesskaber, herunder også medarbejderejede virksomheder og selvejende offentlige institutioner. Hvor vi alle sammen er medansvarlige og engagerede i fællesskabernes Danmark. Hvor ingen kan pege anklagende på chefen, fordi vi alle deler ansvaret.

Mau anklager også Det næste Danmark for at reproducere de markedskræfter, som jeg ønsker at tøjle og i store træk gøre op med. Det er naturligvis fair nok, at vi som engagerede borgere har forskellige syn på, hvordan den grundlæggende omstrukturering af vores samfund skal ske – og med hvilket tempo og midler. Men at gøre mine visioner til udtryk for en ”alternativistisk kapitalisme,” synes jeg, er meget langt fra virkeligheden.

Så lad mig slå fast, hvor jeg står: For mig er der ingen tvivl om, at klimakrisen bedst forløses gennem et opgør med neoliberalismen og det påståede nødvendigens politik. Al samfundsaktivitet skal underlægges vores indsats for at redde kloden, men det betyder jo ikke, at vi lukker virksomhedsdanmark i morgen.

Rettere betyder det, at vi fri af markedsinteresser tænker radikale tanker om en verden, der ikke er styret af profit, mens vi samtidig inviterer virksomhederne med om bord på den omstillingsrejse. Det, der driver mig og har fået mig til at give mit bud på Det næste Danmark er at udvikle en ny bæredygtig økonomisk tænkning og model, der sikrer positive tal på alle tre bundlinjer. Både den grønne, den sociale og den økonomiske bundlinje.

En ny økonomisk model, der veksler vækst i materielt forbrug med højere livskvalitet, med mere viden, forskning, uddannelse, kultur og sundhed og med mere engagement og involvering. Hvis det er en neoliberal forbrydelse, så er jeg skyldig. Noget neoliberalt er der dog næppe over mit syn på opgør med ulighed gennem ejerskab.

For i forhold til spørgsmålet om ejerforhold anlægger jeg et for mig at se ret vidtgående etisk og ideologisk perspektiv på jordeje. Et radikalt, liberalt perspektiv inspireret af økonomen Henry George. Som George mener jeg heller ikke, at jord bør ejes. Det er netop ikke fair, at velhavende mennesker og spekulanter beriger sig ved at opkøbe jord eller på voldsomt stigende ejendomspriser.

Man siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, men sandheden er, at det langt bedre kan betale sig at eje. Det synes jeg ikke give mening. Så når Mau spørger, hvad det vil kræve, at erstatte den ”neoliberale model” og dens ”systemiske” ulighed med ”økonomisk demokrati”, der sikrer samfundets naturgrundlag, så er et af de korte svar for mig at se georgisme. Hvis jeg ikke giver neoliberalismen modspil her, så ved jeg ikke, hvornår en dansk partileder i Maus optik gør det.

Jeg beskyldes desuden for at male et rosenrødt billede af danmarkshistorien, som var den renset for ubehageligheder. Det er i min optik helt afsporet og en smule arrogant. Ikke over for mig og mit politiske udspil - fred være med det - men over for vores medborgere og vores investerede forfædre- og mødre.

Naturligvis er jeg velbevidst om prisen for de kampe, som danskere i tidens løb har taget. Og stadig tager. Om de negative effekter af politiske prioriteter, af magtmisbrug og kolonialisme. Min hyldest til fortidens store landvindinger skyldes netop, at de blev til virkelighed på trods - på trods af hårde odds, modstand og undertrykkelse.

I forlængelse deraf gør Mau i sin anmeldelse mig også til fortaler for nationalkonservatisme. Han mener, at min brug af ordet ’vi’ aktiverer konservatisme i mit forsvar for vores fællesskabs skaberkraft. Igen må jeg anholde Mau for at tillægge mig en naivitet, jeg ikke besidder. For har vi nu solgt så meget ud af vores nationale selvforståelse og fællesskab, at vi ikke må være et kollektiv, der er stolte af os selv og hvad vi har opnået som nation?

I min øjne vil det netop være en total kapitulation til de reaktionære kræfter, der ønsker at monopolisere danskhed. Mit ærinde er først og fremmest at tale vores fælles potentiale til at gennemføre grundlæggende samfundsforandringer op. Til at gå sammen og kræve og skabe et mere retfærdigt samfund.

Jeg kan ikke se for mig en samfundsforandrende kraft, der ikke bygger på et stærkt vi – på en samlende social og demokratisk kraft. For hvad pokker er vi uden? Blot knap seks millioner fritsvævende individer med mere eller mindre kritiske samfundsanalyse? Så jeg holder fast i mit vi. Ikke for at puste til nationalkonservative kræfter, men for at være netop disse kræfters progressive og folkelige modpol.

Ja, jeg er romantisk og håbefuld, men det betyder ikke, jeg er naiv og selvmodsigende. Jeg ved udmærket godt, at det kræver fundamentale opgør at skabe det samfund, vi ønsker. Det er derfor vi skal gå i gang med det samme.”

Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar