Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Venstrefløj, råb hurra for nationalstaten!

Vi må ikke overlade den positive fortælling om nationalstaten til højrepopulisterne, mener politologen Michael Bröning i sin meget tyske debatbog ’En lovsang til nationen’. For nationalstaten er det bedste værn mod en neoliberal globalisering
19. maj 2018

»En lovsang for nationalstaten? En forsvarstale for nationen? Hvorfor så ikke straks skåle for chauvinismen, råbe hurra for vold eller udstøde en patetisk bekendelse til udgrænsning og had?«

Så festligt indleder den tyske politolog Michael Bröning sin debatbog Lob der Nation: Weshalb wir den Nationalstaat nicht den Rechtspopulisten überlassen dürfen (En lovsang til nationen – hvorfor vi ikke må overlade nationalstaten til højrepopulisterne).

Som titlen antyder, taler Bröning især til den tyske venstrefløj – til daglig leder han afdelingen International politikanalyse ved Friedrich-Ebert-stiftelsen, der har tætte bånd til SPD.

Brönings kobling mellem vold, had og nationalstat er ikke overdrevet. Som han konstaterer, er der i Tyskland stadig stærk skepsis over for nationalstaten: I bakspejlet smadrede den en god portion af det 20. århundrede, og set ud af forruden anses den for at være både usolidarisk og ineffektiv i en globaliseret verden.

Venstrefløjens nationalstats-eksorcisme

Bröning stiller ikke spørgsmål ved, at Tysklands europæiske afsværgelse af den nationalstatslige suverænitet har været landets billet tilbage til den civiliserede verden. Og han benægter heller ikke, at nationalstaten er en historisk og social konstruktion. Han går bare ikke med på, at nationalstaten af den grund kan dekonstrueres eller ligefrem udfases uden fatale følger.

Michael Bröning: ’Lob der Nation: Weshalb wir den Nationalstaat nicht den Rechtspopulisten überlassen dürfen’.

Derfor fatter han heller ikke, at den tyske venstrefløj i sin nationalstats-eksorcisme fortrænger stoltheden over nationalstatens største succeshistorie, nemlig velfærdsstaten. Den har nationalstaten, samfundsmæssig solidaritet og dermed en vis grad af samfundsmæssig homogenitet som forudsætning, mener han.

Hermed prøver politologen at frame venstrefløjens indvandringspolitik på ny med den i Danmark gamle pointe om, at en udbygget velfærdsstat kun kan opretholdes med en begrænset og selekteret indvandring. Hvis det ikke bliver socialdemokratisk politik, er der (som i Danmark) helt sikkert et højrefløjsparti, der nok skal minde tyskerne om den pointe.

I den aktuelle tyske identitetspolitiske kamp sukker Bröning i samme åndedrag efter en progressiv, humanistisk og økologisk fortælling om nationalstaten, der kan byde den enkelte nye som gamle borger mere passion og inklusion, end der kan hentes i filosoffen Jürgen Habermas’ knastørre forfatningspatriotisme.

I bogens vigtigste omdrejningspunkt – forholdet mellem nationalstaten og EU – skriver Bröning sig op mod forfatteren Robert Menasse og politologen Ulrike Guérot, der kræver en europæisk republik funderet på et regionernes Europa. Deres utopiske tanke er unægteligt stringent, idet den med en europæisk forfatning som brækjern vil fjerne det demokratiske underskud i EU.

Bröning gør det for let for sig selv med disse radikale modstandere, kan man mene. Men så minder han om, at den afgåede SPD-leder Martin Schulz så sent som i december 2017 fantaserede om »Europas forenede stater i 2025«. Nøgternt påpeger Michael Bröning her, at Tyskland med sølle tre procent af befolkningen ligger i toppen over europæiske lande, hvor folk kan finde på at definere sig som »udelukkende europæere«.

Velsmurt oplister Bröning selv argumenterne for, hvordan europæere uden EU ville »marchere nøgne ud i den globaliserede verden«, og hvordan den europæiske integration kan ses som et nødvendigt skridt på vejen mod et ordnet, globaliseret verdenssamfund.

Men med hjælp fra sociologen Wolfgang Streeck hælder Bröning mest til opfattelsen af, at tyskerne desværre fravælger nationalstaten til fordel for »en neoliberal grænseløshed i EU«: et EU, der nærmere er katalysator for globalisering og frihandel end beskytter mod finanskapitalismens neoliberale bølger.

Vil redde stumperne af SPD

Det indtryk bliver stående, også selv om Bröning understreger, at det ikke kun ligger i manglende politisk vilje til regulering, men også i den ekstreme kompleksitet i de globale kompromisser. EU-kendere vil her få rigeligt med stof at hidse sig op over – f.eks. når Bröning danser hen over de områder, hvor EU sætter strengere standarder end de nationale standarder og dermed forhindrer et europæisk konkurrenceræs mod bunden.

I sit opgør med socialdemokratiernes tredje, statsskeptiske vej vil Bröning redde stumperne af SPD. Men ud over at give en forståelse af Tysklands forhold til sig selv og EU får læseren slebet sine argumenter for tidens brutale spørgsmål: Hvor nytter EU – og hvad nytter nationalstaten, hvis de europæiske demokratier skal bestå i den nådesløse globalisering?

Michael Bröning: ’Lob der Nation: Weshalb wir den Nationalstaat nicht den Rechtspopulisten überlassen dürfen’. 112 sider. 13 euro. Dietz Verlag

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
Gustav Alexander anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu