Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny bog: Pengene skabte markedet – ikke omvendt

Penge er ikke noget, der vokser naturligt ud af udvekslingen mellem rationelle individer på et marked, siger antropologen Axel T. Paul i sin nye bog. I stedet søger han pengenes historiske rødder i de tidligste religiøse institutioner og udleder en kritik af samtidens pengeøkonomi. Et forslag til et alternativ bliver det dog aldrig rigtig til
Moderne Tider
26. maj 2018

Penge er for de fleste mennesker noget ganske dagligdags i den helt bogstavelige betydning, at det er noget, vi bruger næsten hver dag. Penge er kroner og ører, der kan indløses for varer – også selv om de ligger på et plastikkort. Men begynder man at reflektere over, hvad pengene er, hvor de kommer fra, hvem eller hvad der garanterer deres værdi, og hvordan de påvirker økonomien og samfundet, så er perspektivet næsten svimlende uoverskueligt. »Den, der ikke måber i undren over penge, kommer aldrig til at forstå dem,« har filosoffen Christoph Türcke skrevet.

En af de måbende er Axel T. Paul, professor i sociologi ved Basel Universitet, som nu har skrevet bogen Theorie des Geldes – zur Einführung, der begynder ved begyndelsen. Titlen ’Pengeteori’ er holdt i ental, fordi forfatteren ganske vist gennemgår en række pengeteorier, men har det mål for øje afslutningsvis at præsentere sin egen samlede teori. Over relativt få sider bevæger han sig fra standardøkonomiens pengeforståelse over pengenes historiske oprindelse til finans, pengepolitik og en analyse af det, han kalder »pengesamfundet«.

Pengene og markedet

Spørger man, hvad pengenes funktion er, vil mange nok svare, at de er nødvendige for at bytte varer på et moderne marked. Engang byttede folk kvæg og afgrøder direkte, men efterhånden fandt man ud af, at det var lettere og mere effektivt, hvis man havde en vare, der kunne måle prisen på alle andre varer, og sådan opstod pengene. Penge er et byttemiddel, der kan deles op i mindre portioner, så de altid svarer til netop værdien af det ønskede produkt.

Men det er en myte, hævder Paul – en myte, der udspringer af markedsøkonomien og gentages af den økonomiske teori. Pengene vokser ikke organisk og naturligt ud af markedet: Tværtimod forudsætter markedet eksistensen af penge. Ifølge Paul kender historien og etnologien ingen samfund, hvor pengeløs handel har udgjort den interne økonomiske struktur. Man har byttet, men ikke handlet, som oftest har der været tale om udveksling af gaver, og det er foregået mellem forskellige sociale grupper, ikke inden for den enkelte gruppe. Gaverne har ikke været forbrugsgoder, men snarere symbolske genstande for at opretholde fred.

Hvorfor er myten om, at markedet afføder pengene, så udbredt? »For det første fordi den understøtter den bestående økonomiske orden. I virkeligheden handler den ikke om fordums tid, men gør rede for status quo. Den forudsætter selvstændige og egoistiske individer, privatejendommen og markedet,« skriver Paul. Markedsteorien er en pengenes skabelsesberetning, der projicerer nutiden ind i fortiden og på den måde naturaliserer det eksisterende.

For det andet, fortsætter Paul, er videnskabelige paradigmer dybt forankrede og svære at gøre op med. Hvis pengene går forud for markedet, og ikke omvendt, må vi gøre op med den økonomiske ortodoksi, der beskriver den moderne kapitalisme som en markedsøkonomi, og i stedet begynde at se den som en pengeøkonomi.

Tilbage til rødderne

Paul er ikke den første til at gøre op med myten om pengenes oprindelse. Det er også en grundantagelse i bl.a. den amerikanske antropolog David Graebers monumentale bog Debt – The First 5.000 Years og i Türckes Mehr – Philosophie des Geldes, som er citeret ovenfor. Men konstateringen er vigtig, både fordi bytteteorien stadig er udbredt, og fordi Paul dermed flytter udgangspunktet for pengeteorien uden for økonomien. Opfattelsen af penge som et byttemiddel ser pengene som et rent økonomisk fænomen og ignorerer deres historiske, sociale og politiske rødder.

Historien om penge går dog helt tilbage til de tidligste religiøse institutioner, mener Paul, og den begynder med ofring. De første bykulturer dannede sig omkring templerne i Mesopotamien for omkring 5.000 år siden, og templernes hovedopgave var at ofre til guderne. Efterhånden blev offergaverne sat i system, så bønderne måtte aflevere en fast del af høsten til templets præster. Gik høsten dårligt et år, måtte man bede om udsættelse og evt. et lån for selv at overleve. Gælden blev målt i sølvsekel, der igen refererede til en vis mængde korn, og den blev pålagt en rente. Det nye kreditsystem krævede bogføring og førte til en bureaukratisering af offergælden.

Dermed var vejen banet fra gaveøkonomi til pengeøkonomi. »Det er kredittens regler, der omformer religiøs og social skyld(følelse) til økonomisk gæld og dermed åbner en helt ny dimension af samfundet,« skriver Paul. Kontraktforholdet, de fastlagte terminer og det faste værdimål var de nødvendige forudsætninger for de første ansatser til pengeøkonomien, der senere manifesterede sig med udviklingen og udbredelsen af mønter. Pengenes ophav er derfor ikke den kalkulerede udveksling mellem rationelle, oplyste individer på et marked – det, der i klassisk økonomi kaldes homo oeconomicus – men derimod den ’irrationelle’ religiøse følelse af at stå i gæld til de højere magter.

Pengeskabelse

Pauls kritik af økonomiens pengeforståelse leder over i en kritik af pengeøkonomien selv. Her er det finansmarkedet og særligt de private bankers ukontrollable pengeskabelse, der står for skud – et emne, der også har været diskuteret flittigt herhjemme, især af foreningen Gode Penge. Kort sagt kan bankerne låne flere penge ud, end de har dækning for, og på den måde kommer nye penge i omløb, hver gang vi tager et lån i banken og bruger det til at købe noget på markedet. I princippet kan centralbankerne lægge låg på tilvæksten ved at hæve renten og gøre låntagning mindre attraktivt, men i praksis lader de ikke til at kunne forhindre bobler som den, der bristede i 2007.

Gode Penge-initiativet vil give Nationalbanken monopol på pengeskabelsen. De ønsker at reformere pengesystemet, så ikke blot banker, men almindelige mennesker og virksomheder kan åbne konti og tage udlån i Nationalbanken. De private banker kan fortsat låne ud, men de skal have fuld dækning for det i form af indlån og aktiver. På tysk taler man om ’Vollgeld’, altså fuldpenge, der skal samle kontanter og kontopenge under centralbankerne. På den måde vil man modvirke ’kasinokapitalismen’ og demokratisere kontrollen over pengemængden.

Paul tilslutter sig diagnosen, men afviser løsningen. De private banker ville ikke bare affinde sig med at blive frataget en lukrativ forretning, mener han. I stedet ville de for det første flytte til udlandet. For det andet kunne de finde på at udlåne i fremmede valutaer i stedet. Og for det tredje kan det være meget svært overhovedet at definere, hvad penge er. I stedet for egentlige valutaer kunne bankerne yde udlån i andre former for værdibeviser og på den måde producere deres egne ’surrogatpenge’. Nationalbanken er national, men pengene kender ingen landegrænser.

Introduktion

Hvad er så forfatterens egen kur? En demokratisering af centralbankerne, der ifølge Paul netop ikke udgør det folkelige organ, som tilhængerne af gode penge vil gøre dem til. I det nuværende system er de, og her tænker han især på Den Europæiske Centralbank, bundet af et fastlagt krav om at holde inflationsraten nede, og samtidig er de ledet af folk fra børs- og finansverdenen, som tjener kapitalens interesser snarere end borgernes.

I stedet skal centralbankerne sættes fri til at vægte sociale hensyn, som f.eks. fuld beskæftigelse, højere, og bestyrelserne skal sammensættes af folk fra alle samfundslag. Det er lidt af et politikersvar: Den politiske form skal reformeres, men hvordan det skal udmønte sig i indholdet, kommer han ikke nærmere ind på.

Hvor bogens første halvdel har filosofiske ambitioner, bevæger den sidste sig således ind i en samtidsanalyse – en analyse, der dog omvendt aldrig bliver rigtig konkret. Løftet om en samlet pengeteori bliver derfor ikke indfriet.

Det ville da også have været en næsten heroisk bedrift, i betragtning af hvor mange forskellige aspekter af emnet, forfatteren inddrager. I stedet bør den læses som en interessant introduktion til en række højaktuelle debatter om pengenes væsen og deres indflydelse på samfundet og en anledning til at stoppe op og undres over dette gådefulde hverdagsfænomen.

Axel T. Paul: ’Theorie des Geldes – zur Einführung’. 264 sider. 15,90 euro. Junius Verlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Hønen skabte ægget og ikke omvendt - Jeg vil mene at var er dovenskab der skabte pengene.

Niels Jakobs

Gældsætning skabte altså pengene. At gældsætte sig vil fremover være nødvendigt, men til hvem? Her vil private /"banker" altid byde sig til. Pengene kan altså ikke afskaffes , lige så lidt som gæld og oppustning af økonomien, vel! Men det som er vigtigt er styring og love. Regeringer i alle lande: Foren eder:)