Læsetid: 6 min.

Ny bog: Velkommen til tingenes verden

Den amerikanske filosof Graham Harman vil gøre op med antropocentrisk tænkning
5. maj 2018

I 1980’erne hævdede Michel Foucault, at der ikke fandtes homoseksualitet i det antikke Grækenland, eftersom grækerne ikke selv skelnede mellem det, man i dag kalder henholdsvis homo- og heteroseksualitet.

I 1990’erne argumenterede Bruno Latour for, at det ikke helt kunne passe, at den egyptiske farao Ramses II døde af tuberkulose – diagnosen blev nemlig først opfundet i 1800-tallet, og var altså ikke en del af egypternes univers. I samme årti hævdede Judith Butler at forestillingen om et ’præ-diskursivt’, biologisk køn bør forstås som en effekt af en diskursiv formation, der forsøger at skjule sin egen betingethed.

For nogen vidner disse udsagn om en vigtig sensitivitet over for måderne, hvorpå vores tænkning er betinget af historisk og socio-kulturelt konstituerede meningshorisonter. For andre – såsom konservative med hang til naturlige hierarkier, ortodokse positivister eller dem med en forkærlighed for at ophøje deres egen mavefornemmelse til en videnskabelig autoritet – udgør de en kærkommen lejlighed til at latterliggøre de dumme postmoderne humanister, der tror, at alt er ’sociale konstruktioner’.

Filosofien har altid været på kant med common sense, og derfor er den også altid blevet latterliggjort – som dengang den græske filosof Diogenes, efter at have lyttet til et logisk bevis for, at bevægelse er umuligt, rejste sig og gik.

I Latours, Butlers og Foucaults provokerende udsagn, der givetvis kan lyde lidt skøre, når de løsrives fra deres kontekst, ligger der et vigtigt filosofisk spørgsmål: Kan tænkningen overskride den historisk specifikke meningsorden, den bevæger sig i? Kan tænkningen tænke sig ud af sig selv? Og hvis svaret er ja, hvordan identificerer vi så, inden for en given diskursiv orden, grænsen mellem indenfor og udenfor?

En ny orientering

I det sidste årti er der opstået en ny reaktion mod diskursorienteret tænkning, der vil reducere alt til sprog og repræsentationer. Under betegnelser som den ’materielle’ eller ’realistiske’ vending, ’spekulativ realisme’, ’ny materialisme’ og ’objektorienteret ontologi’ (OOO) forsøger tænkere som Jane Bennett, Timothy Morton, Graham Harman, Quentin Meillassoux og Levi Bryant at bryde fri af diskursernes spændetrøje; frem for at begynde ’indefra’ og spørge til, hvordan tanken kommer ud, begynder de udefra; fra tingenes, materialitetens eller objekternes domæne.

I Object-Oriented Ontology giver den amerikanske filosof Graham Harman en relativt lettilgængelig indføring i det, der ifølge

Graham Harman: ’Object-Oriented Ontology’.

bogens undertitel er intet mindre end A New Theory of Everything. Ontologi betyder læren om det værende og er den filosofiske disciplin, der undersøger de mest fundamentale træk ved virkeligheden.

Ifølge Harman består denne virkelighed af objekter. Traditionelt er objektet blevet forstået som den passive modpart til det aktive subjekt, men ikke hos Harman, hvor subjektet er blevet bortvist. Vi har således at gøre med en flad ontologi, altså en radikal metafysisk ligestilling: alt er objekter, og mennesket er filosofisk set ikke anderledes end andre objekter, så som en tandbørste, en galakse, en følelse eller Sherlock Holmes.

Sherlock Holmes? Ja, for ifølge Harman er det vigtigt, at ontologien er i stand til at indbefatte fiktive objekter, der ifølge ham er en integreret del af ethvert animalsk liv.

Harman afviser ideen om, at virkeligheden består af mindsteenheder, som alt kan reduceres til. Den ifølge ham filosofihistorisk udbredte tendens til at reducere objekter til deres dele kalder Harman for underminering, og den er ligeså forkert som dens modstykke, overminering, der består i at reducere objekter til deres relationer til andre objekter, såvel som deres kombination: duominering.

For Harman må ontologien være i stand til at anerkende eksistensen af emergens, altså den omstændighed, at der kan opstå helheder, der er mere end summen af deres dele, såsom Ankara, et parforhold eller det Nederlandske Ostindiske Kompagni.

I bogens filosofisk set mest krævende del udlægger Harman det, han kalder det ’firfoldige’ objekt. Der findes to slags objekter: virkelige objekter, der findes uafhængigt af andre objekter, og sanselige objekter, der kun eksisterer i deres relation til andre objekter.

Ligeledes har disse objekter både virkelige og sanselige kvaliteter. Analysen af relationerne mellem disse forskellige slags objekter leder blandt andet Harman til den tese, at der ikke eksisterer nogen direkte relationer mellem virkelige objekter. Han insisterer på, at objekter er grundlæggende uigennemsigtige for hinanden: Tænkningen kan ikke have en direkte adgang til objekterne i sig selv, og det samme gælder for forholdet mellem andre objekter: Tandbørsten i sig selv er ligeså utilgængelig for dig og mig, som den er for tandpastaen.

Subjekt: privilegie eller byrde?

Harman er god til at præsentere objekt-orienteret ontologi som en ny og spændende bevægelse, og strømningen har da også tiltrukket sig en vis gejst og opmærksomhed, også i Danmark med udgivelsen af introduktionsbogen Spekulativ realisme sidste år.

En del af årsagen til hypen skal måske findes i den sælsomme følelse af opløftethed, der er knyttet til at banke bulerne ud af ontologien. Der er noget inciterende ved nedrivningen af ontologiske hierarkier, og Harman og kumpaner excellerer i underlige sammenligninger, der bringer tankerne hen på Jorge Luis Borges’ vidunderlige taksonomi over dyr, der blandt andet omfatter kejserens dyr, dem der lige har ødelagt blomstervasen, dem der på afstand ligner fluer, de utællelige, dem der er tegnet med en meget fin kamelhårspensel, og dem der er inkluderet i denne klassifikation.

En anden vigtig faktor, der måske bidrager til at forklare opkomsten af denne ’realistiske vending’, er den metaltræthed over for diskursanalyser, der efterhånden har været tydelig i en del år. Strømningen adresserer et reelt behov for at korrigere den overbetoning af diskurser, der har plaget mange intellektuelle strømninger de sidste årtier.

Spørgsmålet er imidlertid, om OOO er så nyt, som Harman af en eller anden grund gerne vil have det til at være. Subjektet blev allerede aflivet af 1960’ernes franske filosoffer, og den såkaldte ’poststrukturalisme’ præsenterede også en flad ontologi, også selv om det var tegnet og ikke objektet, der her var grundelementet. Den anti-antropocentriske, Harman og co. pryder sig med, overtager ligeledes elementer af den antihumanisme, der findes hos Louis Althusser, Jacques Lacan og Foucault.

Object-Oriented Ontology er et slags filosofisk manifest, der præsenterer flere påstande og teser end argumenter. En af bogens svageste punkter er et kapitel om ’samfund og politik’, der primært er viet en lang og kedelig sludder om den amerikanske borgerkrig som objekt. Harman afviser at underordne filosofien politikken, og det forstår man godt, for OOO falder helt igennem, når det kommer til det politiske.

Harman insisterer på, at »ikkemenneskelige objekter er væsentlige politiske aktører«, og skriver, at intet menneske har været en så vigtig aktør som trykpressen. Her kommer han ikke blot faretruende tæt på den teknologisk-deterministiske historiefilosofi, der har plaget store dele af marxismen – denne måde at tænke på er også strategisk katastrofal, som den svenske økolog Andreas Malm har advaret om. Mennesker – mere specifikt nogle mennesker, nemlig en lille global elite – spiller en fundamentalt anderledes rolle end olie og kul i klimaforandringerne. Den omstændighed bliver usynlig i OOO, hvor den flade ontologi også udvisker politisk ansvar.

OOO præsenteres sommetider som en moralsk kamp mod ontologisk diskrimination, som når Harman klandrer Foucault for at mangle respekt for de ikkelevende objekter. Han fremstiller entydigt ‘subjekt’-positionen som et privilegium, som den flade ontologi skal fratage mennesket. Men er det det? Er subjektivitet ikke også en byrde?

Med frihed følger ansvar, som skolemestertyper altid siger – f.eks. ansvar for at gøre noget ved klimaforandringer. Måske gemmer der sig endnu en årsag til Harman og co.’s popularitet her: I en tid, hvor ikke bare den sociale, men hele den planetære orden er ved at kollapse totalt, tilbyder OOO en belejlig vej ud af subjektivitetens byrde.

Graham Harman: ’Object-Oriented Ontology’. 336 sider. 15,99 pund. Penguin Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aske Hvitved
  • Kurt Nielsen
Aske Hvitved og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

”I en tid, hvor ikke bare den sociale, men hele den planetære orden er ved at kollapse totalt, tilbyder OOO en belejlig vej ud af subjektivitetens byrde”.

I mine mere pessimistiske øjeblikke har jeg ikke kunnet undgå at opleve OOO som udtryk for en sen – post – strukturalistisk tænkning, ligesom nogle jo betragter post – modernismen som en form for modernisme og derfor i stedet har givet den navnet sen – modernismen. I hvert fald når det drejer sig om store grupper af personer i intellektuelle miljøer i DK, der fatter interesse for OOO, dvs. når det drejer sig om receptionen af OOO i disse miljøer.

Post – strukturalistisk tænkning har jo været misbrugt på måder, som jeg betragter som moralske og vel som konsekvens også politiske. Når det har været værst, har den ret pragmatisk og instrumentelt været misbrugt i forsøg på at presse bestemte grupper i samfundet til at tænke på en anden måde ud fra en opfattelse af, at hvis folk bare lærte at tale sammen om bestemte emner på en anden måde, så ville de også begynde at tænke om tingene på en anden måde.

Mærkeligt nok lå der så altid på forhånd, mere eller mindre eksplicit, ”nye rigtige måder” at tale og dermed tænke om tingene på i stedet for de gamle (og i den forstand kan det også blive politisk).

Det har f.eks. været brugt i virksomheders strategiske kommunikation internt i forhold til organisation og ledelse og eksternt i forhold til markedsføring. Tilsvarende har det f.eks. i akademiske og intellektuelle sammenhænge været brugt til at ændre den måde, hvorpå vi tænker og handler vedrørende forhold, der har med køn – og etnicitet at gøre.

Når nu ”hele den planetære orden er ved at kollapse totalt”, har vi vel, med en fejlagtig sen – post – strukturalistisk tillært automatreaktion, brug for en helt ny måde at tænke om og handle på i forhold til verden, for at redde den og ikke mindst os selv? Ja, vi har så fundamentalt set brug for en helt ny ontologi, der sætter os som mennesker i anden række og angiver helt nye måder at gribe tingene an på i forhold til den natur, som jo dybest set også er os selv.

Men spørgsmålet er jo, om ”den planetære ordens kollaps” ikke vil finde sted alligevel, hvis vi ikke påtager os det, der i anmeldelsen kaldes ”subjektivitetens byrde”? Sammenligningen med f.eks. den i akademiske kredse udbredte Kapitallogiske forståelse af den marxistiske historieopfattelse er velvalgt. Politisk kamp for at ændre forholdene er ifølge denne opfattelse helt unødvendige og overflødige, for modsigelserne i kapitalismens indre logik ville føre til, at den kapitalistiske verden ville bryde sammen, helt af sig selv.

Spørgsmålet må under alle omstændigheder være, hvilke former for kamp mod den ”globale elite”, der er nødvendige for at undgå ”den planetære ordens kollaps”, og hvilke samfundsopfattelser, naturopfattelser og menneskeopfattelser, der kan vise deres relevans i denne sammenhæng? Ligesom bestemte naturopfattelser har vist deres relevans, når det drejer sig om at producere energi på atomkraftværker og få maskiner til at flyve.

Marianne Bjerg

"Ja, vi har så fundamentalt set brug for en helt ny ontologi, der sætter os som mennesker i anden række og angiver helt nye måder at gribe tingene an på i forhold til den natur, som jo dybest set også er os selv."

Bjarne - når du finder den ontologi indenfor de anerkendte videnskaber, vil jeg mægtig gerne vide og fordybe mig i det - og det er ganske imødekommende og alvorligt ment - også selvom jeg er ganske klar på at en del af de gamle modernistisk paradigmer med Maslow et. al. i spidsen har anslag af andet .. men det er kun anslag ...
Siden Anna Freud har det konstante fokus været på jeg'et som alt afgøre i ontologisk henseende - og tja - om du er modernist eller post-modernist med flydende ontologier, er i realiteten ligegyldigt, da jeg'et stadigt er i centrum for ethvert episteme og dermed erkendelsen.
Så længe den konstant er gældende, er det op ad bakke ....eller Fugl Fønix?

Bjarne Toft Sørensen

@Marianne Bjerg:
Du har vist til dels misforstået min opfattelse derhen, at jeg finder "den ontologi indenfor de anerkendte videnskaber". Filosofisk produktion af nye begreber, der har med ontologi at gøre, er nødvendige og relevante, men det er forkert at tro, at man på den baggrund, ved misbrug og ikke bevidste automatiske tankeformer af post - strukturalistisk karakter, alene kan redde kloden fra ”den planetære ordens kollaps”.

For at komme dig i møde, vil jeg nævne fysikeren og filosoffen Isabelle Stengers forsvar for Deleuze & Guattaris lidt gammeldags måde at skelne mellem filosofi, naturvidenskab og kunst på i "Hvad er filosofi?" Hendes påstand er, generelt formuleret, at det i dette sene værk i deres forfatterskab var blevet vigtigt for dem at forsvare mere traditionelle former for naturvidenskab mod den absolutte destruktion ud fra socialkonstruktivistisk orienteret tænkning, eller som man siger, at undgå "at smide barnet ud med badevandet".

Hendes forsvar for deres fremstilling af naturvidenskaberne i "Hvad er filosofi?" sker primært ud fra hendes egne videnskabsfilosofiske overvejelser over naturvidenskaberne og ud fra Bruno Latours fremstilling af videnskaberne i "Pandora´s Hope", hvor der også, som jeg forstår det, i hendes fremstilling ligger en implicit kritik af, at Bruno Latour på nogle punkter går for langt i sin kritik ved at ligestille alle former for videnskab.
Kilde: Isabelle Stengers: ”Experimenting with What is Philosophy”, s. 39 – 56 i Casper Bruun Jensen and Kjetil Rödje (red.): “Deleuzian Intersections: science, technology, and anthropology”, Bergham Books, New York and Oxford, 2010.

Mit kendskab til ’spekulativ realisme’, ’ny materialisme’ og ’objektorienteret ontologi’ og de tænkere, der nævnes i relation hertil i artiklen, stammer primært fra læsning af sekundære kilder i form af filosofiske fremstillinger af deres tanker fundet på Nettet og en række afhandlinger inden for kunst - og kulturvidenskaberne, hvor man ud fra fremstilling af brug af begreber hos de forskellige tænkere foretager forskellige former for undersøgelser af kunst - og skønlitteratur, f.eks. litterære værker af Olga Ravn og Amalie Smith.

Mit primære interesseområde er, med baggrund i en universitetsuddannelse i filosofi, kunstens filosofi og videnskabsfilosofi - og teori i forhold til humaniora og til dels samfundsvidenskaberne.

Bjarne Toft Sørensen

@Marianne Bjerg:
Jeg kan anbefale dig at læse en bog, der i høj grad tager udgangspunkt i videnskabeligt anerkendt ny viden inden for primært menneskets biologi, men som tolker denne viden i en biosemiotisk retning. Jeg har selv for nogle år siden deltaget i en studiekreds i det pågældende værk: Jesper Hoffmeyer "Overfladens dyb - da kroppen blev psykisk", 2012.
https://www.information.dk/kultur/2012/04/faaet-saa-taev

Marianne Bjerg

@ Bjarne Toft Sørensen

Min hensigt var egentligt ikke at "battle" ud i filosofiske spidsfindigheder, men blot fremhæve min pointe - "what's the point?"

Og her er Latour måske ret fin at drage frem, da han jo netop i sin Aktør-netværksteori sidestiller alt, i primær forstand, som lige gyldigt og dermed, i min optik, ender med at "smide barnet ud med badevandet", da alt jo derved også bliver ligegyldigt.

Men det er netop problemet - alt velkendt er i princippet lige gyldigt, men set if. til hvordan verden udvikler sig samtidigt ligegyldigt.

For vi kan starte med Aristoteles og Platon, inddrage de klassiske filosoffer, antropologien, sociologien, et århundredes psykologi og ende ved de nyere socialkonstruktivistiske teorier om Agential Realisme og Latour samt hele den bande.
Vi kan diskutere om mennesket er en social konstruktion, kan anses som Homo Socius, Homo Economicus, rationel tænkende individ, følende, Homo Sapiens, osv. i en uendelighed ud fra multiple videnskabelige- såvel som videnskabsteoretiske principper.

Men det ender næsten altid som en omgang gratis filosofisk/psykologisk tomgangs gas.

For hvis den anerkendte (teoretisk/paradigmatiske/videnskabelige og peer-reviewed) viden var valid, ville verden vel se anderledes ud?
Vi er i global forstand godt på vej til at slå os selv ihjel - og her er vi måske nok nødt til at tænke og især handle på helt nye måder, da det etablerede jo med al tydelighed har vist sin utilstrækkelighed.

Som Einstein udtalte ... du ikke løse problemerne med det samme som fik dem til at opstå.
Uanset hvor længe vi filosoferer over verdens gang, løser det ikke synderligt meget - der skal nye ontologier til, eller måske skal al pseudo videnskabelig tomgangs gas i stedet suspenderes og vi blot handle.

Jeg kender ikke meget til Hoffmeyer, men vil bestemt "kigge" lidt på ham.
Men en Wilber eller Batson er værd at beskæftige sig med - de udfordrer det etablerede og det er der i høj grad behov for i rent praktisk forstand.

jan henrik wegener

Hvis man er træt af mennesker (kun de andre, eller også en selv?) kan man jo forske beskæftige sig med noget andet, Insektforskning, bakterier, o.s.v. Eller lave noget helt andet. Med andre ord: hvorfor fornægte at man er menneske, hvis man nu er?

Bjarne Toft Sørensen

@Marianne Bjerg: Til en vis grad drejer forskning sig om at løse denne verdens problemer, i hvert fald ideelt set, men ret hurtigt fandt jeg allerede som studerende ud af, at det i praksis i højere grad drejer sig om, hvor vidt forskning "sælger" i bred forstand, og det vil i praksis sige, om den kan forbedre institutionernes økonomi.

Dette har igen meget at gøre med personers styrkelse af deres magtposition og karriere, prestige, at skabe nye stillinger, at styrke sit forskningområde på institutionen, at kunne få dem ansat, som vil støtte én osv..

Det kommer Isabelle Stengers for øvrigt også lidt ind på i den artikel, jeg nævnte. Det med at "brænde" for det, man forsker i, over for det at vide, hvordan man skal opføre sig for at kunne gøre karriere inden for forskningens verden, og så svigte idealerne.

Jeg er ret sikker på, at mange unge forskere i dag brænder for det område, de arbejder inden for, og det, de ønsker at undersøge nærmere. Men lige så sikkert er det, at de i stedet bruger en masse tid på at gøre det, der forventes af dem, for at kunne skrive artikler til anerkendte tidsskrifter, få dem godkendt af redaktionerne og få skabt en interesse for artiklerne.

De bruger i praksis en masse tid på noget, som de ikke "brænder" for, og som er tilpasset en form og nogle forventninger, som de dybest set mener, at det er ret meningsløst at leve op til, hvis det da ikke lige var for at sikre sig en fortsat placering inden for institutionerne og gøre karriere.

Hvis du skulle være interesseret i forskning om forskning, kunne du jo følge med i, hvad Heine Andersen og David Budtz Pedersen beskæftiger sig med.

Wilber har jeg beskæftiget mig mere perifert med, ikke mindst som en form for "pligtlæsning", da han kan ses som repræsentant for en væsentlig tendens i tiden og har haft betydning herhjemme i psykologisk forskning inden for teori om det "transpersonelle"; men han rammer ikke direkte ned i det, jeg ønsker at undersøge nærmere.

Bateson støder jeg på, gang på gang, i form af referencer til hans tænkning, inden for en række meget forskellige områder, ikke mindst inden for det pædagogisk - psykologiske område; men jeg har ikke læst nogle af hans hovedværker.

Hvis klimakatastrofen skal forhindres, er det i langt højere grad et spørgsmål om at få ændret nogle økonomiske og institutionelle strukturer, nationalt og internationalt, end det er at få ændret nogle grundlæggende ontologiske opfattelser hos befolkningerne, i hvert fald inden for en horisont på 30 - 50 år.