Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tilhører fremtiden de xenofile cyborghekse, der vil afskaffe køn?

Ifølge Helen Hester skal feminismen lægge enhver sværmerisk naturromantik bag sig og i stedet omfavne rationalisme og videnskab for at accelerere den teknologiske udvikling, helt indtil vi når det punkt, hvor kønnet bryder sammen
Moderne Tider
12. maj 2018

Xenofeminisme er navnet på den teknofuturistiske strategi, kollektivet Laboria Cuboniks i 2015 præsenterede i deres manifest, og nu også titlen på en lille bog forfattet af Helen Hester, der udover at være medlem af førnævnte kollektiv også forsker ved University of West London.

’Xeno’ betyder fremmed, og netop det må feminismen ifølge Laboria Cuboniks stræbe efter: frigørelse består ikke i at afskaffe fremmedgørelse, i at søge efter og værne om det umiddelbare, det hjemlige og det kendte, men derimod i at intensivere fremmedgørelsen og accelerere ind i fremtiden og det ukendte.

Xenofeminisme er ’antinaturalistisk’ i den forstand, at den afviser enhver henvisning til naturen som politikkens grænse. Ikke fordi forestillingen om det naturlige er en diskursiv konstruktion, som et populært argument indenfor diskursanalytiske teorier lyder, men derimod fordi vi gennem videnskab og teknologi har evnen til at kontrollere og transformere naturen.

Her lægger xenofeminismen sig bevidst i forlængelse af den radikale andenbølge-feminist Shulamith Firestone, der i værket The Dialectic of Sex (1970) argumenterede for, at ny teknologi ville gøre det muligt at frigøre kvinder

fra ’reproduktionens tyranni’, der ifølge hende udgjorde grundlaget for den patriarkalske orden.

Kvindens frigørelse krævede for Firestone ikke blot erobringen af produktionsmidlerne, men også af ’reproduktionsmidlerne’: Først når teknologien gjorde det muligt at bryde forbindelsen mellem kvinden og barnet, kunne samfundet blive frit.

Den ultimative utopi ville være at skabe børn uden graviditet og opfostre dem i fællesskaber, hvilket ifølge Firestone ville føre til, at genitale forskelle ville miste deres sociale betydning.

Med disse ideer går xenofeminismen direkte i kødet på den økologiske tænknings kritik af menneskets magt over naturen.

Hester insisterer på, at videnskabelig rationalitet ikke bare er en ideologisk tilsløring af maskulin dominans, og hun kritiserer økofeminister for at fremstille graviditet som en kostbar rest af autentisk naturlighed, der skal beskyttes mod patriarkalsk naturbeherskelse.

Xenofeminisme er en rationalistisk feminisme, der vil bruge videnskaben og teknologien til at kontrollere og forandre eksempelvis graviditet, og dermed udvide rummet for det, Hester kalder »kropslig suverænitet«.

Hack dit køn

En del af bogen er viet en diskussion af den såkaldte Del-Em, et simpelt og billigt redskab, der blev opfundet af den amerikanske feminist Lorraine Rothman i 1971 og består af en sprøjte, et par slanger og en krukke.

Del-Em’en kan forkorte menstruationsperioder ved at suge menstruation ud af livmoderen, men den kan også bruges til at foretage tidlige aborter, hvilket amerikanske feministiske selvhjælpsgrupper udnyttede, især før abort blev tilladt i USA.

Del-Em’en er ifølge Hester lige akkurat et eksempel på, hvordan teknologi kan bruges til at øge menneskers kontrol over deres egne kroppe.

Et andet eksempel er GynePunks, en gruppe hi-tech ’kønshackere’, der bl.a. kombinerer ombyggede webcams med 3D-printede speculums for at gøre det muligt at foretage gynækologiske undersøgelser på sig selv. Lignende praksisser er blevet taget op af den danske kunstner Maja Malou Lyse.

Hester kritiserer Firestone for at identificere ’kvinder’ med ’dem, der kan blive gravide’ og understreger, at xenofeminisme handler om at frigøre alle, der ikke passer ind i de dominerende heterosexistiske cis-normer.

Ét af hendes eksempler på potentielt frigørende teknologier er således forsøg med at ’biohacke’ tobaksplanter for at gøre folk i stand til at dyrke deres egne kønshormoner og dermed hacke deres krop uden at skulle igennem et sundhedssystem, der systematisk undertrykker queers og transpersoner.

Xenofeminism ophøjer hackeren og ingeniøren til vor tids revolutionære figurer og er gennemsyret af teknofuturistisk optimisme og et sprog, der henter sine metaforer, billeder og begreber fra digitale og maskinelle verdener.

Som moderne hekse bør feminismen i dag organisere sig omkring opbyggelsen af viden og tekniske færdigheder i cyborgfeministiske kollektiver, der kan gøre os i stand til at afskaffe kønnet, dvs. skabe et samfund, »hvor de træk, der i dag bliver samlet under rubrikken køn, ikke længere tilvejebringer et gitter for magtens asymmetriske operationer«.

Men selv om der er fuld knald på teknologioptimismen, har Hester ikke en blind tro på teknologiens frigørende potentiale. Hun er helt med på, at teknologier i de forkerte hænder bliver til repressionsapparater, og hun er også med på, at der findes teknologi, der ikke kan omformes til en frigørende brug.

For Hester forhindrer det os imidlertid ikke i at accelerere fremmedgørelsen og »anvende eksisterende teknologier strategisk til at omprogrammere verden«.

Helen Hester: ’Xenofeminism’. 140 sider. 19,95 dollar. Polity

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det ligger meget langt fra min frihedsopfattelse; men jeg er selvfølgelig heller ikke samme grad presset ind i en position som fødende.

Steffen Gliese

Det minder faktisk om interrail, hvor man godt nok er fri til at rejse, hvor man vil - men hvor man bruger for meget tid på så at finde ud af, hvor man vil rejse hen.