Læsetid: 5 min.

Arven efter Husserl

I sin seneste bog om den moderne fænomenologis faderfigur, tysk-jødiske Edmund Husserl (1859-1938), begår filosofiprofessor Dan Zahavi en både ambitiøs og forbilledligt klar præsentation af Husserls fænomenologiske filosofi. Heldigvis byder den også på et par polemiske opgør med nogle af fænomenologiens filosofiske hovedmodstandere: naturalismen og den spekulative realisme
16. juni 2018

Dan Zahavi (f. 1967) er ikke blot en af Danmarks førende Husserl-eksperter. Han er en af verdens førende. Som studerende besøgte jeg for snart ti år siden en international fænomenologi-konference på Aarhus Universitet.

Det eneste, jeg i dag kan huske fra konferencen, var den overraskelse, som de fremmødte Husserl-forskere gav udtryk for, da Zahavi måtte ’indrømme’, at han faktisk ikke havde kendskab til en eller anden halvobskur tekst fra Husserliana (samlebetegnelsen for Husserls mere end 40.000 sider grotesk omfattende tekstproduktion), som der blev henvist til i løbet af en debat.

I kraft af forskernes overraskelse over denne ellers ubetydelige undladelsessynd kunne ingen af de tilstedeværende reelt være i tvivl om, at Zahavi fremtræder som én, der forventes at kunne sit Husserl.

At dette faktisk holder stik, kan man dokumentere på mindre anekdotisk vis ved at konstatere, at den blot 50-årige Zahavi står bag cirka 160 publicerede artikler og bogkapitler og i omegnen af 30 bøger – som forfatter, redaktør eller medredaktør – om Husserl og fænomenologien. Senest altså Husserl’s Legacy.

Bevidstheden og dens genstande – ’a love story’

Helt grundlæggende bestræber fænomenologien sig på at præsentere en systematisk analyse af erfaringens struktur, hvilket igen forudsætter en grundlæggende distinktion mellem hvordan vi erfarer, og hvad vi erfarer. Det er afgørende for Husserls såkaldt transcendentale idealisme, at den – i modsætning til den »naturlige indstillings« naivitet – ikke opfatter disse to erfaringsmomenter som separate.

Det erkendende subjekt står med andre ord ikke overfor et ’ydre’ objekt, som det skal finde ind eller frem til. I stedet er bevidstheden altid allerede rettet (ud) mod verden, hvis objektivitet slet ikke kan begribes uden det erfarende subjekt.

Zahavis overbevisende og omfattende fremstilling af Husserls fænomenologi foregår i løbende dialog med alternative Husserl-fortolkninger, men Zahavi sørger samtidig for hele tiden at stille sin fortolkning til regnskab for en række velvalgte citater fra Husserls eget tekstkorpus.

Dette fungerer på flere måder godt: Ikke kun fordi læseren hermed stifter bekendtskab med Husserls særlige – omend ind imellem utroligt snørklede – skrivestil, men også fordi Zahavi på denne måde effektivt kan demonstrere, hvordan en række konkurrerende fortolkninger af Husserls filosofi faktisk bliver modsagt eksplicit af Husserls egen tekst.

Det bliver eksempelvis klart, at det rent ud sagt er nonsens at opfatte Husserls fænomenologi som en solipsistisk position, ifølge hvilken bevidstheden skulle være ’lukket inde’ i sin egen ’private’ erfaring af verden. Bevidstheden er nemlig ifølge Husserl karakteriseret ved altid at gøre sig erfaringer af bevidsthedstranscenderende (dvs. bevidsthedsoverskridende) genstande, hvorfor selve ideen om en verdensløs bevidsthed er og bliver totalt meningsløs.

En smule forsimplet kan man sige, at den blå spand i sandkassen ikke rykker ind i mit hoved, bare fordi jeg erfarer den. Den er jo for pokker i sandkassen, selv om jeg må bruge min bevidsthed, hvis jeg ønsker at forvisse mig herom.

Det gælder nemlig også den anden vej rundt, at erfaringsgenstande altid nødvendigvis må være genstande for en bevidsthed, hvilket vel at mærke er tilfældet, uanset om den respektive genstand udgøres af en fysisk sten eller en symfoni i tre satser. Hvorfor? Jo, fordi det – fænomenologisk set – simpelthen ikke giver nogen mening at forsøge at erfare erfaringsuafhængige genstande. Vi har nu en gang udelukkende adgang til verden, som den fremtræder for os, og fænomenologi er og bliver erfaringsfilosofi.

Den gensidige afhængighed mellem bevidsthed og erfaringsgenstande indebærer dog ikke, at den erfarende bevidsthed skaber de erfaringsgenstande, den erfarer. Nej, den erfarer netop disse genstande (f.eks. den føromtalte blå spand) på en verdensåbnende – og ikke verdensskabende – facon, hvilket selvfølgelig ikke forhindrer os i at antage, at specifikke bevidsthedsgenstande (f.eks. tordenguden Zeus) ikke har nogen selvstændig eksistens uden for fiktionens domæne.

Dan Zahavi: ’Husserl’s Legacy – Phenomenology, Metaphysics, & Transcendental Philosophy’.

De sociale fænomeners fænomenologiske realitet

Fænomenologien har imidlertid ikke blot noget at sige om erfaringen af materielle genstande, som de empiriske videnskaber typisk må begrænse sig til at undersøge. Vi kan nemlig også erfare (dvs. udregne) den logiske fornuftssandhed, at 2+2=4, ligesom vi kan tage erfaringsmæssig del i socialt og historisk betingede fænomener som eksempelvis det at indgå i venskabs-, parforholds-, arbejdsplads- eller nationsfællesskaber.

Og hvor det på den ene side synes indlysende, at der eksisterer kausale relationer mellem fysiske objekter uafhængigt af vores erkendelse heraf, må man ved nærmere eftertanke give den husserlske fænomenologi ret i, at f.eks. sociale relationer (der jo hverken er mere eller mindre virkelige end f.eks. sten) ikke på nogen meningsfuld måde kan siges at eksistere uafhængigt af, hvordan vi erfarer dem.

Eller sagt på en anden måde: En objektiv dimension af venskabets faktiske eksistens er lige præcis de respektive venners intersubjektive og fælles erfaring af at være venner. Venskabet er nemlig ikke en eller anden materiel dingenot, der eksisterer uafhængigt af mellemmenneskelig intentionalitet, og to personer, der ikke forstår sig selv som værende hinandens venner, er det simpelthen ikke.

En af bogens ubetingede prygelknaber er naturalismen. Ifølge Husserl er naturalismen et paradigme, der bygger på den grundlæggende fejlantagelse, at vi en dag skulle kunne lykkes med at oversætte hele filosofiens og humanvidenskabens virkelighedsforståelse til naturvidenskabernes empiristiske – og angiveligt subjektløse – terminologi (f.eks. ved at reducere alle meningsfulde erfaringer til kausale processer i hjernen).

Herved ser naturalismen nemlig naivt bort fra de naturvidenskabelige teoriers egne historiske og sociale betingelser. Og hvad værre er: Naturalismen ender i sidste instans med at reducere al psykologisk, historisk og social realitet til empirisk kvantificerbare data, der snarere bortforklarer end forklarer de komplekse fænomener (som f.eks. føromtalte venskab), som fænomenologiens begreb om intentionalitet i langt højere grad sætter os i stand til at give en adækvat beskrivelse af.

Hverdagen, kroppen – og svar på tiltale

Det er i denne sammenhæng også væsentligt, at Husserls forståelse af bevidsthedens erfaringsverden ikke begrænser sig til det enkelte subjekts private erfaringsverden. I modsætning til hvad nogle kritikere hævder, både foregriber og forbereder Husserls fænomenologi nemlig de berømte beskrivelser hos senere fænomenologer som Heidegger og Merleau-Ponty af, hvordan hverdagslivets mellemmenneskelige praksisser henholdsvis det erfarende subjekts kropslighed (også) udgør konstitutive betingelser for vores multifacetterede og forunderlige erfaringsverden.

Bogens sidste kapitel er et temmelig underholdende opgør med filosofiens new kids on the block, den spekulative realisme, hvis repræsentanter på polemisk facon har erklæret fænomenologien for en usammenhængende og ’umulig’ zombie-filosofi.

Dette er ikke stedet for en detaljeret gennemgang af hverken den spekulative realisme eller Zahavis forsvar for fænomenologiens ’reale realisme’, men tilhængere af førstnævnte positions selverklærede ’weird realisme’ – der bl.a. afviser, at den menneskelige bevidsthed skulle have nogen særligt privilegeret status i (forståelsen af) verden – vil med fordel kunne prøve kræfter med Zahavis både veloplagte og velargumenterede modangreb, som faktisk lykkes uhyggeligt godt med at stikke kniven ind de steder, hvor den spekulative realismes argumentatoriske bug synes at være allermest blød.

Dan Zahavi: ’Husserl’s Legacy – Phenomenology, Metaphysics, & Transcendental Philosophy’. 256 sider. 30 pund. Oxford University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu