Læsetid: 3 min.

Berlin er ikke mere så fattig. Men er den stadig sexet?

Den ellers karismatiske Klaus Wowereit har skrevet en flad og selvforelsket bog om sine 13 år som overborgmester under Berlins enorme forvandling. Desværre er den så umotiveret tænkt og skrevet, at den i stedet for at pimpe hans eftermæle udstiller de forspildte chancer i Berlins normalisering og gentrificering
Gamle og nye bygningsfacader i det gentrificerede Prenzlauer Berg, der i dag præges af velbjærget monokultur.

Gamle og nye bygningsfacader i det gentrificerede Prenzlauer Berg, der i dag præges af velbjærget monokultur.

Stefan Boness

16. juni 2018

Den berlinske kliché holder hårdnakket ved, ikke mindst når snakken falder på byens nuværende overborgmester Michael Müller, der er socialdemokrat på den kedelige og teknokratiske måde. For i gode gamle dage – fra 2001 til 2014 – hed han nemlig Klaus Wowereit.

’Wowi’ var ikke bare kendt som homo, partymester, folkekær charmør og basta-politiker. Han var også manden, der gav Berlin det geniale slogan: Arm aber sexy – fattig men sexet.

Både sloganet og det klichéfyldte billede af Wowereit bed sig fast, fordi det – gensidigt forstærkende – rimede på selvopfattelsen og livsfornemmelsen i 2000’ernes Berlin. Efter den store fest og det store udsalg i 1990’erne havde byen stadig overraskende meget frirum til gøgl, festligt lave huslejer og en spirende kosmopolitisk selvforståelse, som faldt oven i det evige spørgsmål om, hvorvidt byen økonomisk nogensinde ville komme til at stå på egne ben og blive bare lidt som London og Paris.

Kulturbyen

I dag er Berlin kommet godt deropad. Hvis man skal tro Klaus Wowereits nye bog Sexy, aber nicht mehr so arm: Mein Berlin (Sexet, men ikke mere så fattig: mit Berlin) om hans 13 år som overborgmester, har han en god andel i den succes.

Med ublu selvtilfredshed skitserer Wowereit Berlins udvikling i det 20. århundrede plus påhæng fra verdensmetropol til geostrategisk ø og næsten tilbage igen: Trods efterveerne af, at den planøkonomiske østberlinske industri var smuldret, og den stærkt understøttede vestberlinske industri blev presset i knæ efter genforeningen, er konjunkturerne og udbuddet af arbejde i Berlin stort set kun gået én vej i Wowereits tid som bykonge: opad.

Pligtskyldigt beskriver han, hvordan både startups og en række af etablerede spillere og hidden champions i den tyske industri har fået fodfæste i den tyske hovedstad – i øvrigt med basis i en stærk satsning på forskning og uddannelse i 1990’erne.

I bogen bliver der heldigvis også plads til en rundtur i Berlins kulturliv, hvor den ’berlinske operakrise’ indtager en fremtrædende plads med spørgsmålet: Skal man i fattigrøvenes hovedstad tage sig råd til hele tre operaer? Ja, mente og mener Wowereit, desværre uden at udpensle de mange gode argumenter. Men han fik ret og har dermed været med til at sikre byens fabelagtige kulturliv, der fra undergrunden til finkulturen har gjort, at turisme i Berlin i høj grad er kulturturisme.

Klaus Wowereit: ’Sexy, aber nicht mehr so arm: Mein Berlin’.

Et helt kapitel bruger Wowereit også på skandalelufthavnen BER. Ellers havde han som mangeårig leder af lufthavnsselskabet også fået prygl fra alle sider. Med ulidelig lethed beskriver han det i bogen som »et kollektivt vanvid«, at alle troede på, at det kunne lade sig gøre at få teknik, skandaler og sjusk på plads, men han indrømmer trods alt, at det var lavpunktet i hans politikerkarriere, da han i 2012 måtte aflyse hele baduljen få uger før start.

Wowereit får også arbejdet sig gennem sociale problemer, hvor han pligtskyldigt gennemgår succeser og fiaskoer i integration og kriminalitetsbekæmpelse. Mere opsigtsvækkende bliver det, når han kaster sig ud i de gentrificeringsprocesserne i områder som Prenzlauer Berg, der i dag præges af velbjærget monokultur. Desværre får vi heller ikke her meget mere personligt at vide, end at Wowi er splittet mellem sin foragt for »den markedsfjendtlige overregulering af boligmarkedet« og foragten for »den knaldhårde fortrængning af oprindelige borgere med normale indkomster til fordel for hipstere på gennemrejse«.

For lidt fra godteposen

Som læser får man derfor en rasende trang til at tage ham i snor og føre ham forbi de trøstesløse kontorarealer langs Spree-floden, Fischerinsels monotone rigmandsarkitektur eller de mange fantasiforladte forretningskæder og udfyldninger af genforeningstidens bymæssige frirum.

I det hele taget forbliver det bogen igennem småt med de personlige betragtninger eller anekdoter. En undtagelse er det politiske tabubrud i 2002 med en rød-rød berlinsk regering mellem SPD og det daværende PDS, der havde rødder i det østtyske SED. Koalitionen pissede angiveligt Gerhard Schröder så meget af, at kansleren for en tid helt afbrød kontakten til Wowi.

Ellers er det de tørre facts, der fylder. Ud over ærgrelsens glæde for Berlin-kendere kan den lidt mere uindviede læser trods alt få et vue over debatterne i Berlin anno Wowereit. Som et mindstemål kan man hente lidt 2000’er-nostalgi og stille sig selv spørgsmålene: Er Berlin virkelig stadig sexet? Og er Wowi blevet gammel, eller er det bare mig?

Klaus Wowereit: ’Sexy, aber nicht mehr so arm: Mein Berlin’. 254 sider. 19,95 euro. Edel

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu