Læsetid: 4 min.

Derfor Pernille

Holberg var først og fremmest oplysningsmenneske og rationalist, der lagde hovedvægten på, hvad der gavnede samfundet. Hans ’Natur- og Folkeretten’, der nu genudgives, står som en forståelsesnøgle til det, der filosofisk drev hele hans værk
9. juni 2018

Man skal ikke læse – eller se – mange af Ludvig Holbergs komedier, før personen Pernille springer i øjnene. Pernille, den evige tjenestepige, hvis selvberoende fornuft og moral, handlekraft og charme ofte vender en tilsyneladende uløselig intrige i den lykkelige slutnings retning og ændrer hovedpersonernes liv og væsen.

Pernille er Holbergs talerør. Kvinden har ordet. Alle andre tier og samtykker over for fornuftens stemme. Denne konstatering om Holbergs dramatiske værk har måske mere end noget andet at gøre med et af den alsidige forfatter og akademikers andre arbejdsområder, nemlig hans virke som juridisk lærd.

Juraen som nøgle til forståelse

Juraen fordrede ikke dengang embedseksamen, og juraen var sådan set ikke Holbergs fag. Men det handler i første række også om filosofien i folkeret og naturret, om hvilke emner Holberg (1684-1754) allerede i 1716 skrev sit bidrag til universitetsbrug, og som han senest reviderede i 1734. Altså et langvarigt virkefelt, som han lagde megen vægt på.

Senere forskere har opfattet netop dette værk som nøgle til forståelsen af den filosofiske raptus, der drev Holbergs øvrige virksomhed.

Om Pernille kan man sige, at hun er barn af den naturret, Holberg formulerer inspireret af tidens store tyske retslærde Samuel von Pufendorf. Parentetisk bemærket havde Pufendorf haft ufrivillig tilknytning til Danmark, da han en overgang arbejdede for det svenske gesandtskab i København og blev sat i Kastellet under svenskernes angreb på København i 1658.

I naturretslig forstand må man som Holberg – og Pufendorf – skelne mellem den naturlige, den fysiske verden på den ene side og den moralske, den sociale på den anden. Af naturen og det fysiske udspringer retlige forhold, der ikke lader sig anfægte – så at sige menneskenes grundlæggende vilkår som at kunne plukke bær i skoven, have venskaber, formere sig og dø.

Holberg var næppe feminist …

Kvinden Pernille er et naturens væsen, pr. definition fysisk svagere end manden. Men fysiske uimodsigelige forskelle uanset alle andre forhold, slægts- og arvemæssige, dannelsesniveau etc. kan og bør ikke have moralsk eller social indflydelse. Kvinden er som socialt individ moralsk ligeværdig. Heri har nogen set Holberg som kvindesagsforkæmper et godt stykke forud for sin tid, hvilket, så besnærende tanken end er, dog næppe er en korrekt udlægning.

Holberg ser Pernilles position i en fysisk underordnet rolle som udslag af konventioner – vel at mærke upraktiske og uøkonomiske. Derfor skal de ændres. Som oplysningsmenneske og rationalist er synspunktet hos Holberg baseret på hensynet til gavn og samfundsnytte.

Sammenholdt med ’den virkelige’ Pernille i komedierne antyder det velovervejede kølige synspunkt imidlertid en af de indbyggede selvmodsigelser i Holbergs værk. Den rationalitet, den retlige filosof Holberg operer ud fra, kommer i konflikt med den sprudlende kvindelige Pernille skabt af Holberg – hende, der sætter alle tørre overvejelser i skammekrogen sammen med Jeronimus, pudsigt nok Holberg selv. Det kan have moret ham.

… og slet ikke demokrat

I den mere overordnede ende af natur- og folkeretten findes selvsagt statens styrelse. Ét er søkort at forstå, et andet skib at føre – moralen i Den Politiske Kandestøber fra 1723, altså mellem udgivelsen af Natur- og Folkeretten og sidste revision i 1728.

Holberg var helt klart ikke demokrat – hvordan han så også skulle være det – men enevældens fortaler i den samme rationalismes navn, som han ville have ligestillet kvinden i ud fra fornuftshensyn. Enevælden var også naturens orden, som beskrevet i Kongeloven af 1665, sigende for regimets magtfuldkommenhed først publiceret i 1709.

Enevælden var jo samtidig indrettet efter en social og moralsk korrekthedsbetragtning, med andre ord er den stædige skelnen mellem det naturlige og det moralske vanskelig at hævde med den konsekvens, Holberg og læremester Pufendorf gjorde. Dertil kommer, at enevælden jo også kunne begå fejl, hvilket i så fald ifølge sagens natur unddrages rationalets krav om forandring. Den selvmodsigelse behandler Holberg ikke konsekvent, hvilket også og foruden hans grundlæggende tankegang ikke var tilrådeligt for en kongelig embedsmand.

Uanset at Holberg fastholder sine overvejelsers filosofiske karakter, får bestræbelserne på at administrere begrebsapparatet således sine steder karakter af krumspring.

Bogen blev foruden retlig filosofi brugt som samfundslære, hvilket gør den til en uvurderlig kilde til 1700-tallets tankegang i stort og småt.

Nødvendig introduktion

Som alt af Holberg er teksten overvejende mageløst velskrevet: »Foruden den kærlighed som et menneske har til sit liv, legem og gods, er også enhver indplantet at han agter og ærer sig selv og undertiden skatter sit navn og rygte højere end sit liv« … Og vidunderligt fri for overflødige kommaer.

Som andre af de i alt 22 bind i den prisværdige genudgivelse af Holbergs hovedværk har forlaget udstyret Natur- og Folkeretten med nutidigt forord her af professor dr.phil. Knud Haakonsen. En nyttig dispensation. Haakonsen sætter kyndigt Holberg i sammenhæng med tid og omstændigheder og redegør for de ikke nemt tilgængelige begreber og for diskussionerne om emnet. Uden introduktion er man hjælpeløs; med Haakonsen i hånden bliver læsningen ligefrem underholdende.

Holbergs Natur- og Folkeretten gik i glemmebogen, da positivismen i retsfilosofien tog overhånd og blev dominerende i det sene 1800-tal faktisk frem til Anden Verdenskrig.

Forbrydelserne mod menneskeheden i det omfang, man her oplevede, måtte nødvendigvis påkalde universelle forestillinger, som ved retsopgøret i Nürnberg, om elementære garantier – med andre ord: menneskerettighederne. Disse er som bekendt under angreb her i landet. Skrøbelige hoveder kalder fordringen om menneskers globale garantier mod overgreb – så mangelfulde disse end er – menneskerettighedstyranniet.

Det ville Holberg ikke have syntes om.

Ludvig Holberg: ’Natur- og folkeretten’. Forord: Knud Haakonsen. Ludvig Holbergs Hovedværker bd. 19 af 22. Red. Laurids Kristian Fahl og Peter Zeeberg. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Aarhus Universitetsforlag. 180 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu