Læsetid: 5 min.

Fornuft og følelse på preussisk

Hvad stiller fornuften egentlig op, når den opdager, at det er ufornuftigt at antage, at alting er fornuftigt, men hvor den stadig gerne vil kunne forstå den på mange måder ufornuftige verden, vi befinder os i? Sådan kunne man formulere en af de grundlæggende problemstillinger hos filosoffen Friedrich Schelling, hvis forelæsninger ’Om den nyere filosofis historie’ nu udkommer på dansk
23. juni 2018

Friedrich Schelling er en af de skikkelser i filosofihistorien, der – på linje med notoriske early bloomers som universalgeniet Aristoteles og det personificerede opdragelseseksperiment John Stuart Mill – allermest indiskutabelt har status som såkaldt Wunderkind.

Allerede kort efter sin 16-års fødselsdag påbegynder den purunge Friedrich sine studier på det evangelisk-lutherske studiehus Tübinger Stift, hvor han – ved et biografisk tilfælde grænsende til det absurde – bliver værelseskammerat med selveste G.W.F. Hegel såvel som den myteomspundne digter Friedrich Hölderlin.

Hegel og Hölderlin er begge fem år ældre end Schelling. De står – som Schelling – begge over for senere verdensberømmelse inden for deres respektive discipliner (dvs. den tyske idealisme og den romantiske poesi). Og herudover deler de begge Schellings ungdommelige begejstring for de oplysningsfilosofiske fornufts- og frihedsidealer, som få år forinden synes at være blevet paradigmatisk virkeliggjorte – både politisk, æstetisk og filosofisk – i Den Franske Revolution, J.W. Goethes dannelsesromaner og – ikke mindst – Immanuel Kants revolution af erkendelses- og moralfilosofien.

Arven efter Kant

Eller hvad? Blev frihedens og fornuftens idealer nu også så virkeliggjorte, som de kåde optimister i Tübingen i første omgang lod til at mene? Både ja og nej. Schelling og hans lidt ældre åndsfæller er helt åbenlyst af den overbevisning, at noget (eller rettere sagt nogen: nemlig først og sidst Kant) er sket, som markerer et afgørende før og efter i filosofi- og verdenshistorien. Samtidig indser de unge idealistiske løver dog ret hurtigt, at dette nybrud endnu blot eksisterer som et uforløst potentiale, som først den næste generation af preussiske mestertænkere (her tænker Hegel og Schelling ikke mindst på sig selv) har til opgave at realisere i dets fulde omfang.

Lidt mere konkret kan man udtrykke det på den måde, at både Den Franske Revolution og Kants filosofi ganske vist markerer indiskutable forbedringer i forhold til det politiske system (dvs. monarkiet) og de filosofiske tankesystemer (dvs. rationalismen og empirismen), som de afløser.

Friheden og fornuften er med andre ord vågnet op til dåd. Ikke desto mindre kræver idealernes fulde realisering en overgang og de facto opgradering til den såkaldt tyske idealisme, der senere skal vise sig at finde sine modneste varianter hos netop de to gamle værelseskammerater fra Tübingen: Hegel og Schelling.

Schelling versus Hegel

Selv om Schelling aldersmæssigt må have været en slags Ersatz-lillebror for Hegel, er han ikke desto mindre så tidligt modnet i åndelig henseende, at han ved overgangen til det 19. århundrede – hvor Schelling endnu blot er en køn knøs på 24 somre – allerede har seks bøger på samvittigheden; vel at mærke dobbelt så mange som den på dette tidspunkt 29-årige Hegel.

Sidstnævnte ligger imidlertid ikke just på den lade side, hvad tekstproduktivitet angår, og efter publikationen af mesterværket Åndens fænomenologi i 1807, lancerer han – helt frem til sin død i 1831 – sit über-ambitiøse og angiveligt altforklarende filosofiske system i det ene kæmpeværk efter det andet.

I 1809 svarer Schelling i første omgang igen med sit næsten lige så berømte – og om muligt endnu vanskeligere – Frihedsskrift. Herefter sker der dog noget bemærkelsesværdigt. Mere præcist formuleret: Der sker intet – eller som Hamlets dødsreplik til Horatio lyder hos Shakespeare:

»The rest is silence.«

Schelling tænker, skriver og forelæser ganske vist i vilden sky i de mange år frem til sin død i 1854. Han formulerer i denne periode også sine egne systemudkast, ligesom han overtager Hegels professorstol på Humboldt Universitetet og i øvrigt underviser en ung Søren Kierkegaard under dennes Berliner-eksil i 1840-41. Men altså: Det lykkes aldrig Schelling at finde en tilfredsstillende og udgivelsesværdig form for sit planlagte, Hegel-kritiske system.

Friedrich Wilhelm Josef Schelling: ’Om den nyere filosofis historie’.

Filosofihistorie som kritisk kommentarspor

Når det så er sagt: Schellings tænkning fra disse mange år er en sand skattekiste af dybt originale ideer om bogstaveligt alt mellem himmel og jord. Schellings senere subjekt-filosofi har således haft afgørende betydning for traditioner som eksistentialismen, marxismen og psykoanalysen, mens hans naturfilosofi samtidig har spillet en ikke uvæsentlig rolle i udformningen af bl.a. den moderne biologi.

Det er denne fascinerende – om end til tider nærmest uigennemtrængelige – tænkning, vi støder på i de nyudgivne forelæsninger Om den nyere filosofis historie, som Schelling præsenterede for første gang i München i 1829.

Og tag ikke fejl: Det drejer sig overfladisk set rigtignok om en gennemgang af den moderne filosofi fra og med Descartes’ rationalisme til og med Friedrich Jacobis irrationelle Unphilosophie, men Schelling er ikke just ude på at tilbyde nogen neutral fremstilling af sine filosofihistoriske forgængere.

Noget af det, Schelling i allerhøjest grad skoser den moderne filosofi for, er dens fatale overvurdering af fornuftens evne til forudsætningsløs erkendelse. Lige siden Descartes’ rationalistiske opgør med middelalderens dogmatiske trosartikler har det således været filosofiens erklærede ideal fordomsfrit at betvivle alt, der rationelt kan betvivles. Problemet er, at det i sig selv repræsenterer en ekstraordinært ufornuftig fordom at ’tro’ på, at erkendelsen nogensinde skulle kunne operere på et totalt fordomsfrit og forudsætningsløst grundlag.

Friheden og fornuften

Verden er nemlig ikke et tankesystem a la Spinoza (»tænkningens fangenskab«) eller Hegel (»[som] kun kan mumle uforståelige ord«), hvor alle bevægelser følger logikkens nødvendige love. Den er også et sted, hvor irrationelt begær, uforudsigelige naturbegivenheder og – allervigtigst – menneskets frie vilje huserer. Af samme grund bliver fornuftens forsøg på at fornuftiggøre alting til en både ufornuftig og absurd bortforklaring af alt det, der akkurat ikke er fornuftigt – men som ikke desto mindre stadig er både virkeligt og virkningsfuldt.

Hermed tænker Schelling selvfølgelig på lidenskabens magt såvel som på menneskets radikale frihed til at kunne handle både godt og ondt – men han tænker også på Guds fundamentale frihed til enten at skabe verden eller til at lade være. Det er altså ikke blot menneskelivets mikrokosmos, der er grundlæggende frit og kontingent hos Schelling – men i realiteten hele skaberværket.

Eller sagt sekulært: Under det ordnede kosmos’ overflade lurer kaos (f.eks. sorte huller og antistof) og selve det faktum, at verden eksisterer, er ikke selv spor fornuftigt – men en fundamentalt uforståelig hændelse, som bare er. Uden grund.

Bag Schellings nådesløse destruktion af den moderne filosofis fornuftsfetichisme, aner man hele tiden et forsøg på at tænke friheden på en måde, der ikke reducerer friheden til fornuftens automatiske selvrealisering – men som heller ikke degenererer til blind og obskur irrationalitet (a la Jacobi). Schelling vil i det hele taget gerne tænke en verden med mulighed for sand forandring, hvor godt og ondt vitterligt er op til, hvad vi mennesker vælger at gøre. Vel at mærke med alt hvad dertil hører af angstfremkaldende ansvar og mirakuløs kreativitet. På godt og ondt, altså.

Samtidig insisterer Schelling – i skarp kontrast til den rent materialistiske naturforståelse hos bl.a. Descartes – på at betragte naturen og mennesket som niveauer af én og samme virkelighed, hvor – som det lyder andetsteds – »ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret, og bliver sig bevidst i mennesket«. Mennesket er med andre ord bevidstgjort natur, men aldrig noget unaturligt, ligesom naturen – qua evolutionært kulminerende i mennesket – for sit vedkommende altid allerede er potentielt villende og handlende. Og Gud? Han er det hele.

Friedrich Wilhelm Josef Schelling: ’Om den nyere filosofis historie’. Forord af Anders Moe Rasmussen. Oversættelse: Sune Liisberg. 274 sider. 179 kr. Forlaget Philosophia

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu