Læsetid: 8 min.

Hvordan direktøren blev neoliberalismens kulturelle ikon

I et økonomisk system, der overlader livet til abstrakte og uforudsigelige markedsbevægelser, er succesfulde direktører som Elon Musk og Mark Zuckerberg ifølge ny bog blevet ideologiske knudepunkter for håbet om, at det alligevel kan lade sig gøre at opnå kontrol over tilværelsen
I et økonomisk system, der overlader livet til abstrakte og uforudsigelige markedsbevægelser, er succesfulde direktører som Elon Musk og Mark Zuckerberg ifølge ny bog blevet ideologiske knudepunkter for håbet om, at det alligevel kan lade sig gøre at opnå kontrol over tilværelsen

Mikkel Lock Svendborg

23. juni 2018

Det er dem, der får tingene gjort.

De er målrettede, effektive, resultatorienterede og fremsynede. De er kort sagt succesfulde, og de har kontrol – både over sig selv og deres omgivelser. De står op klokken fem om morgenen for at træne til en ironman, hvor de både realiserer sig selv og samler ind til velgørenhed.

For selv om de til daglig færdes i en konkurrencepræget verden, der har lært dem at være nådesløse, når omstændighederne kræver det, har de ikke mistet deres menneskelighed. I portrætinterviews fortæller de om, hvor vigtigt det er at prioritere de nære relationer her i livet, også selv om man altid har travlt: at tage med til forældremødet på ungernes skole, at slukke mobilen og gå en tur i skoven for at koble af og lade naturens ro fylde energidepoterne. Det med at prioritere familien og nærværet i dagligdagen er noget, de lærte på den hårde måde, forstår man, dengang de kæmpede med deres første startup; dengang gik det lige lidt for hurtigt, og der blev arbejdet lidt for hårdt, og det kostede dem både et mindre sammenbrud og det første ægteskab.

Det er nogenlunde sådanne elementer, der i forskellige kombinationer udgør historien om mange af de erhvervsledere, der fylder mere og mere i offentligheden. En slags overmennesker, der viser hvor langt man kan nå med beslutsomhed og hårdt arbejde.

Ifølge forskerne Peter Bloom og Carl Rhodes lever vi ligefrem i et CEO Society, som titlen på deres nye bog lyder. ’Direktør’ er ifølge dem ikke bare navnet på en jobfunktion i virksomheder, men er blevet et »socialt ideal«.

Direktøren som idol

Kendte og beundrede erhvervsledere er ikke et nyt fænomen. Industrimagnater som Cornelius Vanderbilt og Henry Ford står i dag som symboler på den fremadstormende industrikapitalisme, der fra slutningen af 1800-tallet gjorde USA til den ledende kapitalistiske stormagt. I Danmark har vi haft Mærsk McKinney-Møller, og i Sverige havde de Ikea-grundlæggeren Ingvar Kamprad.

Mikkel Lock Svendborg
Men nutidens smarte CEO’er spiller alligevel en anderledes og mere fremtrædende rolle end datidens Joakim von And-agtige kapitalister.

Ifølge Bloom og Rhodes er figurer som Facebooks Mark Zuckerberg, Apples Steve Jobs, Amazons Jeff Bezos, Microsofts Bill Gates, Teslas Elon Musk og Googles Larry Page de mest velkendte eksempler på en udbredt tendens til at idolisere direktører, der i nutidens kapitalisme fremstår som »inkarnationen af den stærke, kompetente og fremsynede leder, der kan få tingene gjort«.

I CEO Society kortlægger Bloom og Rhodes dette ideologiske system, hvori direktøren – der næsten altid er en mand – tilskrives en enorm betydning. På samme måde som tyske romantikere omkring begyndelsen af 1800-tallet hyldede den individuelle og mystiske skaberkraft, det kunstneriske geni bar i sig, dyrker nutidens kommercielle kultur den innovative og entreprenante direktør, der kan løse alle problemer.

Direktørideologien spredes gennem en lang række kulturelle kanaler. Biografier om erhvervsledere markedsføres som eksistentielle guidebøger, og selvhjælpslitteraturen kan lære dig at ’date som en direktør’ eller blive ’direktør for din krop’.

Ledernes gådefulde evne til at spotte potentialer fejres i tv-programmer som det amerikanske Shark Tank og det britiske Dragons’ Den (der på DR hedder Løvens hule) og det amerikanske The Apprentice – det program, Donald Trump var vært for, og som i 2005 blev lavet i en dansk version under navnet Hyret eller fyret, med Klaus Riskær i rollen som Trump.

Mange lande har i de seneste årtier haft direktører som ledere, mest bemærkelsesværdigt i USA, hvor Trump førte kampagne på argumentet om, at hans evner som direktør var direkte omsættelige til politiske lederevner. Som han sagde i sin sejrstale efter valget:

»Jeg har brugt hele mit liv og min karriere på at kigge efter utappet potentiale i projekter og mennesker over hele verden. Det er, hvad jeg nu vil gøre for vores land.«

Trump er langtfra den eneste direktørpolitiker. George W. Bushs administration var fyldt med direktører, og uden for USA kan man f.eks. pege på Silvio Berlusconi eller Thailands tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der efter sin valgsejr i 2001 udtalte:

»En virksomhed er et land. Et land er en virksomhed. Det er det samme.«

Australiens nuværende premierminister, dot.com-millionæren Malcolm Turnbull, omtaler ligeledes politik som en ledelsesopgave, der handler om at fostre agility og disruption. Kommercialiseringen af politik leder blandt andet til den besynderlige patologi, der består i at politikere fremstiller sig selv som visionære og modige, når de gennemfører upopulære nedskæringsreformer.

Neoliberal glasur

Den kulturelle fantasi om toplederen ophøjer ifølge Bloom og Rhodes direktøren til at være idealet for måden, hvorpå man forholder sig til sig selv og sine omgivelser i alle aspekter af livet. I direktørsamfundets ideologi er »vores drømme kun opnåelige gennem en businessagtig cost-benefit-analyse, der gør en person i stand til hensynsløst at maksimere gevinst og minimere tab på bekostning af andre«. Kerneforestillingen i direktørificering af livet er, at »ethvert problem, uanset hvad det er, kan løses blot ved at være beslutsom og instrumentel«.

Mikkel Lock Svendborg
Direktørfigurens guddommeliggørelse skal ifølge Bloom og Rhodes ses som en ideologisk overbygning på den neoliberale offensiv, der tog form i begyndelsen af 1980’erne. Den neoliberale kapitalisme er en social orden, hvis mål er at væve alle aspekter af livet ind i markedets mekanismer.

På et ideologisk plan betyder det, at »alle former for menneskelig aktivitet kan ses som analogt til kommerciel aktivitet, hvor de involverede spillere svarer til virksomheder og deres stakeholdere«.

Privatisering, prekarisering, udhuling af offentlig velfærd, new public management, pres på lønninger, stigende gæld og bekæmpelse af fagbevægelser har skabt et økonomisk system, der mere end nogensinde før udleverer livet til markedets abstrakte og anonyme magt.

Uligheden er steget til ubegribelige højder, og erhvervslivets topchefer bliver ved med at få ufatteligt høje lønninger og bonusser. For nylig kom det således frem, at Lars Marcher, der er direktør for det danske firma Ambu, som blandt andet tjener penge på at sælge udstyr til offentlige hospitaler, i år står til at modtage 525 millioner kroner i bonus.

Det er disse neoliberale tendenser, der ifølge Bloom og Rhodes forklarer nutidens direktørkult. Et samfund, der systematisk ofrer menneskeliv for at koncentrere en absurd mængde rigdom hos en mikroskopisk elite, har brug for fortællinger, der naturaliserer og retfærdiggør tingenes tilstand. Fortællingen om den entreprenante, retfærdige og hårdtarbejdende direktør er en fortælling om, at de rige faktisk har fortjent deres rigdom – et forsøg på at få det til at se helt naturligt ud, at Amazons Jeff Bezos på ti sekunder tjener mere end medianårslønnen for sine ansatte.

Drømmen om kontrol

Man forklarer imidlertid ikke eksistensen af en ideologi blot ved at pege på, at den er belejlig for de rige. Ideologier er ikke noget, en elite efter forgodtbefindende presser ned over hovedet på de passive og manipulerede masser. De kræver en subjektiv klangbund, et reelt behov, som de delvist formår at tilfredsstille.

Bloom og Rhodes finder denne klangbund i den længsel efter mening og kontrol, som den gennemgribende kommercialisering af livet skaber. I en social orden, der fratager mennesker kontrollen over deres liv, kommer direktøren til at repræsentere løftet om, at det stadig er muligt at få magt over tilværelsen:

»Direktøren repræsenterer muligheden for personlig agens i en tid hvor sidstnævnte i stigende omfang er i underskud,« som forfatterne formulerer det.

Direktørkulten er et symptom på den angst, fremmedgørelse og magtesløshed, den neoliberale kapitalisme skaber.

En yderligere arena for direktørsamfundets ideologiske oprustning finder man i velgørenhedsindustrien. Som idéhistorikeren Mikkel Thorup har dokumenteret i bogen Pro Bono? (2015), ser ’filantrokapitalister’ som Bill Gates og Mark Zuckerberg ingen modsætning mellem profitmaksimerende markedsadfærd og hjælp til de fattige – tværtimod: ifølge filantrokapitalisterne er effektive erhvervsledere faktisk langt bedre til at organisere velgørenhed end de gumpetunge og bureaukratiske statsmaskinerier.

På samme måde som den gode direktør automatisk er en god politiker og et godt menneske, er han selvfølgelig også den rette til at hjælpe verdens fattige, og på den måde vasker kapitalen sine hænder og forvandler problemet til sin egen løsning: mere markedsøkonomi, flere private initiativer, mindre stat. Direktørernes velgørenhed handler med Bloom og Rhodes’ ord om at sikre »den sociale retfærdiggørelse af ekstrem ulighed i rigdom«.

Dansk iværksætterkult

Direktørkulten lever også i Danmark. Under overskriften »Jeg provokerer. Jeg provokerer helt vildt« blev Berlingske Medias nye direktør, Anders Krab-Johansen, for nylig portrætteret i Politiken, hvor han blev beskrevet som den »skarpt klædte, sportstrænede og slanke mand«, der har »ry for at være energisk og handlekraftig«.

Mikkel Lock Svendborg
Morten Albæk, Christian Stadil, Stine Bosse, Lars Seier Christensen og Asger Aamund er offentligt kendte figurer og antages at være i stand til at sige noget interessant om stort set hvad som helst i kraft af deres kommercielle succes – med undtagelse af Lars Seier Christensen, som ingen udover Lars Seier Christensen tilsyneladende tager seriøst.

De danske universiteter uddeler rask væk ærestitlen ’adjungeret professor’ til folk som Morten Albæk (Aalborg Universitet), Claus Meyer (Københavns Universitet), Stine Bosse, Christian Stadil og Mads Øvlisen (alle tre ved Copenhagen Business School). På Syddansk Universitet har ledelsen været på studietur i techentreprenørernes paradis Silicon Valley, og efterfølgende blev der ved indgangen til universitetet opstillet et rollup-banner med et billede af Steve Jobs og teksten be curious.

Bloom og Rhodes fokuserer på direktørfiguren, men i en dansk kontekst er det måske snarere iværksætteren, der er relevant at se nærmere på. Mange danske topledere er i virkeligheden relativt fraværende fra offentligheden. Til gengæld er det borgerlige Danmark besat af iværksættere. De hyldes som guruer, modtager priser, legater og offentlige støttekroner og portrætteres i businessmagasinerne. De kan endda blive ministre uden at have skyggen af en kvalifikation, sådan som det for nylig skete for Tommy Ahlers, der nu er uddannelses- og forskningsminister.

De udgiver en strøm af bøger med titler som Iværksætter til jeg dør (Martin Thorborg), SuperTrends (Lars Tvede) og KICK-ASS – Fra kælder til milliard (Jesper Buch). Og bøgerne sælger endda – formentligt til de horder af unge, entreprenante mænd, der på businessakademier, til networking-møder og i Liberal Alliances Ungdom opbygger den selvfede machoattitude, der skal gøre dem i stand til at trampe andre mennesker ned på vej mod toppen.

Direktører og iværksættere nøjes således ikke med at skrabe andre menneskers penge til sig. I den neoliberale æra er de også blevet til ideologiske spydspidser for spredningen af løgnen om, at de rige har fortjent deres rigdom og de fattige deres fattigdom.

Peter Bloom & Carl Rhodes: ’CEO Society’. 224 sider. 22,95 dollar. University of Chicago Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Daniel Santos
  • Nils Enrum
  • Carsten Munk
  • Torben K L Jensen
  • Mikkel Espersen
  • Bjørn Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Dorte Sørensen
  • Ejvind Larsen
Daniel Santos, Nils Enrum, Carsten Munk, Torben K L Jensen, Mikkel Espersen, Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel, Mikael Velschow-Rasmussen, Dorte Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Og så det gode spørgsmål: hvordan får vi bremset vanviddet og rullet depravationen tilbage, så vi kan få et demokratisk samfund igen?

Lillian Larsen, kjeld jensen, Søs Dalgaard Jensen, Flemming Berger, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det er uden tvivl et væsentligt og interessant værk, der bliver anmeldt, og der forekommer mange synspunkter undervejs i anmeldelsen, som jeg kan være enig i, selv om det ofte får karakter af holdningsmarkeringer, uden at konteksten står klar.

Idealet for mig er også den brede og perspektiverende anmeldelse, der får karakter af en samtale med værket. Det forudsætter dog, at det står nogenlunde klart, hvad der er værkets synspunkter, og hvad der er anmelderens, og at der er en klar struktur, så det ikke får karakter af "et kludetæppe" og "løst og fast".

En central pointe i anmeldelsen er modsætningen mellem de folkeligt udbredte myter, der har rod i romantiske forestillinger, og de reelle kompetencer, som en CEO skal leve op til, for at klare sig, og som har meget at gøre med den måde, et kapitalistisk samfund fungerer på.

Selv om der også er væsentlige forskelle på virksomheder og de kompetencer, der kræves, som har kulturel karakter og bl.a. har noget at gøre med geografisk placering, men også en række af andre faktorer. Der har anmeldelsen en fin pointe ved at fremhæve det entreprenante som noget, der ofte vægtes højt i en dansk sammenhæng.

Man skal ikke have stort kendskab til f.eks. Luhmanns og Foucaults tænkning for at få en klar fornemmelse af, at det at være CEO i høj grad er på andres betingelser, og at forestillingen om den enevældige magt er en illusion.

Magten beror i høj grad på en evne til at manøvrere på en begavet måde. Der er en række roller, funktioner og spilleregler, der skal administreres på en mere end tilfredsstillende måde, og selverkendelse i form af evne til at samle et team omkring sig med kompetencer på områder, hvor CEOen står mindre stærkt, er absolut nødvendig.

Min egen erfaring fra politik er, at personer med stor viden, overblik og situationsfornemmelse ret hurtigt forlader Folketinget til fordel for en toppost som CEO inden for det offentlige eller private, mens "parfumesælgerne" og dem, der klarer sig fint på et veludviklet politisk instinkt, bliver og får politisk karriere.

Bjarne Corydon er klart en CEO type, der vel egentlig af omstændighederne blev presset frem til en toppost i dansk politik, mens Lars Løkke Rasmussen er en typisk politikertype, der med sine mange "sager" sikkert vil give CEOer i DK associationer til f.eks. det græske eller italienske erhvervsliv.

Siden Bill Clinton ændrede det demokratiske parti fra at være et socialdemokratisk FDR-parti til at være blot et andet republikansk parti, har verdens befolkning ventet på at se hvordan en demokratisk milliardær og donor til det demokratiske ser ud!

Sød, hippie- og overskudsagtig i forhold til homoseksuelle og andre minoriteter. Og sikker på det demokratiske parti også i fremtiden vil sikre 800-1000 militære baser placeret rundt om på kloden til at sørge for at verden forbliver kapitalistisk og skaber billig arbejdskraft og forbrugere.

morten rosendahl larsen, kjeld jensen, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar