Læsetid: 3 min.

Idédebat: Kampen for rettigheder – og dem, der tilsidesætter dem

Det er som at tale ind i en væg. Ingen gider længere høre om konflikten mellem palæstinensere og israelere – heller ingen politikere. Alligevel opgives forsøgene på at skabe opmærksomhed aldrig. En stædig og indædt kamp for retfærdighed fortsætter
16. juni 2018

»Ved at flytte ambassaden til Jerusalem har vi endnu en gang vist verden, at USA er til at stole på. USA står sammen med Israel, fordi vi tror – fordi vi ved – at dette er det rigtige at gøre,« sådan sagde Donald Trumps svigersøn Jared Kushner for en lille måned siden, da han åbnede USA’s kontroversielle nye ambassade i det besatte Østjerusalem.

Datoen var den 14. maj, 70-årsdagen for Israels oprettelse. 70-året for al-Nakba, som er palæstinensernes betegnelse for tabet af deres historiske hjemland. Mens den israelske højrefløj jublede, og den amerikanske administration atter en gang cementerede sine ualmindeligt tætte bånd til Israel – og i særdeleshed til den ekstreme bosættervenlige fløj i Israel – skød det israelske militær med skarpt på grænsen til Gaza mindre end 100 kilometer fra festlighederne.

Allerede den 30. marts indledte palæstinensere i Gazastriben Great March of Return, som kulminerede den 14. maj. Mere end 60 blev dræbt og over 2.500 såret den dag. Til trods for at dele af det såkaldt internationale samfund reagerede med fordømmelse, skal man være nytilkommen til konflikten eller ekstremt naiv, hvis man tror, de seneste overgreb får konsekvenser for besættelsesmagten.

Folkelig forankring

Og selv om kun de færreste deler amerikanernes forelskelse i Israel, så er Kushners ord i talen på ambassaden nok nærmere den realpolitiske virkelighed fremadrettet:

»Som vi har set gennem protesterne den seneste måned og også i dag, er de, som provokerer med vold, ikke en del af løsningen, men en del af problemet.«

Trods forsøgene på at gøre Great March of Return til et Hamas-initiativ, er det langtfra realiteten. Desperationen har en folkelig forankring, som bunder i elendige levevilkår, indespærring, og mangel på fremtidsudsigter – og den skyldes besættelsen og de vilkår, den byder.

Jose Pablo Garcia: ’Life under occupation – A journey through Palestine’

Trods årtiers forsøg på skildre og dokumentere de reelle vilkår, er det småt med politiske forandringer.

Måske fordi mange forskere og NGO’ere fortsat tror på mantraet om, at ’retfærdigheden vinder til slut’, har den spanske afdeling af NGO’en Action Against Hunger i samarbejde med Educational Bookshop i Jerusalem udgivet den grafiske roman Life Under Occupation. A journey through Palestine.

Bogens forord afviser at ville pege fingre. Den præsenterer alene fakta, beviser og vidnesbyrd om de konsekvenser, besættelsen har for palæstinenserne. Det gør de vel vidende, at lange konflikter som den palæstinensisk-israelske skaber ligegyldighed. I forsøget på at nå bredere målgrupper med data, som ellers kan virke tørre, sendte Action Against Hunger den spanske tegner Jose Pablo Garcia på mission i de besatte områder.

Der er tale om det vanlige rejseformat. En tegner får et opkald. Han bliver interesseret, drager afsted og skriver og tegner, hvad han ser på sin rejse. Han er overalt. Jerusalem, Betlehem, Hebron, Ramallah, Nablus og ikke mindst i Gaza, som optager en god tredjedel af bogen.

Effektivt format

Stregen er god. Bogen er pædagogisk. Den indeholder gode kort, som klart illustrerer, hvorledes palæstinenserne er buret inde. Den starter blødt, men bliver mere og mere datatung. Det er tydeligt, at Jose Pablo Garcia har læst alle organisationens rapporter, som normalt kun læses af donorer og i bedste fald enkelte forskere og aktivister.

Alt i alt virker formatet glimrende. Evnen til at skrive med empati er troværdig. Ankomsten til Gaza er sigende:

»Vi kiggede ud. Vi var mundlamme af det, der mødte vore øjne.«

Det var ruinhoben efter krigen i 2014, de så. Pablo ser på projekter og beskriver problemerne med manglende rent drikkevand, elektricitet, genopbygning. Samtidig beskriver han også et dagligliv, som fortsætter på trods. En menneskelighed. En lang række af personlige indtryk, som sætter sig på hans krop og sjæl. I den sidste taleboble klør han sig i håret og siger:

»Hvordan skal jeg nogensinde nedfælde det i en grafisk roman?« Det lykkes faktisk ganske fint.

Mere end noget andet er det lille værk blot endnu et vidnesbyrd, men det er også udtryk for en smule innovation, hvor en international ngo breder sine aktiviteter og projekter ud til en bredere skare baseret på ideen om, at viden skaber forandring. Til trods for at der på makropolitisk niveau synes at være en massiv immunitet for facts on the ground, er der flere og flere græsrødder, som stædigt holder fast i et rettighedsbaseret perspektiv. Måske er problemet i virkeligheden ikke så meget de palæstinensere, som protesterede ved grænsen til Gaza over deres manglende rettigheder, som dem, der på de bonede gulve dagligt tilsidesætter dem.

Jose Pablo Garcia: ’Life under occupation – A journey through Palestine’. 88 sider. 30 pund. Dibbuks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu