Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Vi bygger en verden af åndelige former

Den amerikanske filosof Molly Farneth genlæser Hegel for at minde om, hvordan ideerne skal omsættes til institutioner og social praksis, hvis de skal gøres virkelige og vigtige for os
23. juni 2018

Det svarer nærmest til, at man kører hestevogn på motorvejen i det 21. århundrede, hvis man i dag taler om ’verdensånden’ og ’åndens former’. Det var den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel, der for 200 år siden udviklede disse bemærkelsesværdige vendinger, som i dag forekommer gammeldags og underlige. Man skulle mene, vi var blevet alt for moderne til at tro på og tale om fænomener som ’verdensånden’.

Men disse ord er alligevel ikke afviklede og smidt på historiens losseplads. Filosoffer, som vil begribe menneskelige fremskridt i historien og den vanskelige forbindelse mellem ideerne inde i vores hoveder og institutionerne i vores sociale virkelighed, bliver ved med at vende tilbage til ’verdensånden’ og ’åndens former’ hos Hegel.

Forklaringen er sandsynligvis, at Hegels begreber betegner noget fundamentalt i menneskelige fællesskaber, som vi ikke har dannet tidssvarende ord for. Og hvis vi vil forstå dette fundamentale ved fællesskaberne, må vi finde os i, at vi kommer til at tale om ’ånden’ som noget virkeligt. 

Fremskridtet

Den amerikanske filosof Molly Farneth, som netop har udgivet bogen Hegel’s Social Ethics, er bare en af mange tænkere i samtiden, der gennem analyser af Hegels gamle begreber vil afdække det, der forbinder individualister i moderne samfund i fællesskaber med fælles opfattelser af rigtigt og forkert, skønt og grimt og godt og ondt.

Verdensånden er hos Hegel et andet ord for det, vi også kunne kalde for fremskridtet. Men det er ikke helt det samme.

Fremskridtet er mere eller mindre bare de menneskelige handlinger, opdagelser og ideer lagt sammen til en fælles resultatliste.

Molly Farneth: ’Hegel’s Social Ethics – Religion, Conflict, and Rituals of Reconciliation’.

Verdensånden er derimod en slags gud i historien, som kun kan realiseres gennem menneskene i historien. Vi realiserer med andre ord noget større end os selv, når vi skaber nye fællesskaber, nye institutioner og nye værker.

Den Franske Revolution og erklæringen om menneskerettigheder er således ikke kun politiske fremskridt, men også manifestationer af verdensånden i historien. Verdensånden er på den ene side et abstrakt, metafysisk begreb, men på den anden side noget helt konkret. Den viser sig kun gennem sine spor i virkeligheden.

Fælles fornuft

Det er derfor, Hegels store værk hedder Åndens Fænomenologi: Han begriber ånden gennem de fænomener, hvor den er materialiseret i den sociale virkelighed. Det er en grundtanke hos Hegel, at tanker ikke kan fuldbyrdes som ideer inde i vores hoveder, men skal omsættes til praksisser, vaner, sprog, institutioner og ritualer for at blive virkelige.

Menneskene er ifølge Hegel vehikler for verdensånden. Det lyder vanvittigt, hvis man siger, at nu går jeg ud og realiserer verdensånden. Men det er også en naturlig intuition, som vi bare ikke taler sådan om, at vi opfatter eksempelvis kvindefrigørelsen eller demokratiet som fælles fremskridt for menneskeheden, som realiserer noget rigtigt og fornuftigt for os alle sammen.

Farneth er særligt optaget af det, som Hegel kalder »åndens former«. Ånden i et samfund refererer ifølge Farneth til den samling af normer og normskabende praksisser, som kendetegner et fællesskabet. Det betyder ikke, at alting går op i en højere enhed, og alle konflikter bliver ophævet i en åndelig harmoni. Det er snarere de institutioner og de tanker, vi har til at kultivere vores konflikter.

Hegel pointerede modsætningen mellem folkereligion og filosofi: Folkereligionen havde ikke noget rationelt fundament, men den havde en række ritualer og ceremonier, som gjorde ånden tydelig for fællesskabet.

Stadig brug for hestevognen

Den moderne filosofi, som Hegel kalder ’oplysningen’, skabte et rationelt fundament, idet den underkastede alle de sædvanlige måder at tænke og handle på kritiske undersøgelser. Men den skabte en modsætning mellem fornuftens sandheder i hovedet på tænkerne og den sociale virkeligheds former, som sat på spidsen gjorde de rationelle mennesker fremmedgjorte. Men oplysningen blev til ånd, da tankerne blev konkretiseret i den moderne stats institutioner.

Farneths kritiske anliggende er, at bruge Hegels indsigt i åndens former til at vise, at det er et stadigt arbejde for et levende demokrati at skabe institutioner, praksisser og fælles sprog, som gør ideerne til virkelighed mellem menneskene. Hun kører Hegels hestevogn af begreber ind i det 21. århundredes offentlighed og minder om, at også vi skal omsætte vores ideer til noget, man kunne kalde en fælles demokratisk ånd.

Molly Farneth: ’Hegel’s Social Ethics – Religion, Conflict, and Rituals of Reconciliation’. 159 sider. 35 dollar. Princeton University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Ejvind Larsen
Hans Ditlev Nissen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu