Læsetid: 5 min.

En ny epokes geologiske feminisme

Hvad er det for et universelt menneske, vi taler om, når det handler om antropocæn – den geologiske menneskeepoke? Den hvide mand, svarer en af bidragyderne i en væsentlig antologi om sammenhængen mellem på den ene side, patriarkat, kapitalisme, racisme og teknovidenskab og på den anden side den systematiske undertrykkelse af kvinder og natur
30. juni 2018

»Det lyder som et hashtag,« har jeg flere gange fået at vide i løbet af den seneste tid, når jeg har fortalt folk, at jeg skulle anmelde en antologi med titlen Anthropocene Feminism. Og jeg har grinet, når folk har sagt sådan.

Imidlertid vil jeg i det følgende forsøge at overbevise dig om, at bogen har væsentligt mere end blot en catchy titel og et smukt rosa cover. Der er nemlig tale om en vigtig udgivelse, der kaster tiltrængt lys over nogle af de tilgrundliggende forhold, der muliggør den simultane reproduktion af kønsmæssig undertrykkelse og miljømæssig ødelæggelse.

Eller som Richard Grusin, antologiens redaktør, indleder med at slå fast, så tager alle antologiens bidrag afsæt i erkendelsen af parallellen mellem 1) de binære logikker, der opretholder undertrykkelsen af kvinder og 2) dem, der opretholder udbytningen af den ikkemenneskelige natur.

Antologien hviler således på den både teoretisk vedkommende og politisk potentielt progressive hævdelse af sammenhængen mellem, på den ene side, patriarkat, kapitalisme, racisme og teknovidenskab og på den anden side den systematiske undertrykkelse af kvinder og natur.

Universalismekritisk feminisme

På tværs af antologiens bidrag finder vi en enighed om, at alle de ikkemenneskelige livsformer, som mennesket har bragt sig i ofte overraskende forbindelse med i kraft af sin teknovidenskabelige omdannelse af Jorden til forrådskammer og naturressource, på den ene eller anden måde må indlemmes og integreres i menneskehedens samtale med sig selv. Dette særligt, hvad angår de globale klimaudfordringer, vi i antropocænen er konfronteret med og hvordan de skal tackles på et både eksistentielt, kulturelt og politisk plan.

Richard Grusin (red.): ’Anthropocene Feminism’.

Saxo

Antologien byder på forskellige bud, men de mest interessante tanker af kritisk-konstruktiv karakter finder vi i Colebrooks, Braidottis, Alaimos, Hird og Zaharas samt Clover og Spahrs respektive bidrag. Bogens forfattere synes også at være enige om, at de planetære problemer, vi historisk netop nu står over for at skulle løse, kun virkelig lader sig løse, hvis vestens grundlæggende verdensbillede og ’mindset’ ændres radikalt.

Bogens budskab synes derfor at lyde: Selve den vestlige verdens aksiomer må redefineres!

Colebrook åbner ballet med at rejse det presserende spørgsmål: Hvis antropocæn? I tråd med svenske Andreas Malms historisk velinformerede kritik af forestillingen om mennesket ’som sådan’ som ansvarligt for global opvarmning, tager også Colebrook livtag med, hvem det har været og endnu er, at ’antropos’ i antropocæn refererer til.

Hvilket menneske er der med andre ord tale om, når vi taler om denne geologiske ’menneskeepoke’? Feministisk loyalt svarer Colebrook: det universelle menneske formet i den rationelle, hvide mands billede.

Dette illustreres tankefødende ved, at Colebrook udfordrer den vanlige retorik om, at Jordens klima skulle være blevet ’destabiliseret’. Hun tydeliggør i stedet, hvordan det har været visse menneskekulturers rationelle udjævning af forskelle, som ved netop mekanisk at ’stabilisere’ naturen har fremprovokeret en række negative konsekvenser for en hel myriade af livsformer. Det er således de særligt forskelsudslettende, tidsligt lineære og mekanisk produktive menneskekulturer, der bør opfattes som referenten til antropocænens ’antropos’ og ikke mennesket ’som sådan’.

Postkolonialistisk affaldskritik

Antologien byder også på veloplagte analyser af empirisk konkrete forhold. F.eks. finder vi i Hird og Zaharas fælles bidrag en kritisk oplysende udlægning af den økologisk destruktive assimilationspolitik, som Canada førte over for sin inuitbefolkning op gennem anden halvdel af det 20. århundrede.

De viser med artiklen, hvordan civiliseringen (læs: den påtvungne integration) af de arktiske folk medførte massive stigninger i den årlige affaldsproduktion som direkte afledt konsekvens af, at de begyndte at leve (læs: forbruge) som det omgivende canadiske samfund. Forfatterne citerer i den forbindelse meget rammende inuitaktivisten Zebedee Nungak for at have udtalt, at »nu er vores affald lige så ’civiliseret’ som alle andres«.

Ironien bliver særlig tydelig, når man medtænker det statistiske forhold, at mens befolkningen i perioden 1989-2011 blot steg fra ca. 3.000 til 7.400, så steg omfanget af årligt produceret skrald fra 15.000 kubikmeter til 82.805 kubikmeter

Artiklen peger i sidste ende på det, som forfatterne omtaler som »antropocænens farlige ironi«, som består i, at de midler, der bruges til at løse klimaproblemerne simpelthen reproducerer problemerne selv. De midler, der her sigtes til er bl.a. de binære logikker (f.eks. skrald vs. ressource, beskidt vs. ren, uciviliseret vs. civiliseret), der informerer den suverænitetstanke, der handles på baggrund af, når vestens ledere diskuterer, hvordan der teknologisk bedst kan interveneres i naturen i forsøget på at sikre, at de miljømæssigt negative konsekvenser af de markedsbaserede forbrugssamfund ikke løber for løbsk.

Opgør med KUA-konstruktivismen?

Den stereotype, men i visse dele af offentligheden udbredte, KUA-kønskonstruktivisme, som bl.a. Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm har gjort sig til stålsat kritiker af, udfordres af flere omgange af antologiens forfattere, når disse med gentagende reference til progressive tænkere som Sandra Harding og Elizabeth Grosz fremturer med erkendelsesoptimistiske og sandhedsapologetiske udmeldinger.

Som Huffer formulerer det i sit artikelbidrag: »Samtidens feministiske tilbagevenden til naturen leverer et vigtigt korrektiv til tidligere afvisninger af videnskabelige data inden for feministiske konstruktivismer af forskellig art.« Antologien slår således et grundigt og tiltrængt slag for det, som Schneiderman kalder for ’feministisk empirisme’, dvs. en feminisme som ikke fortaber sig i kønskonstruktivistiske spekulationer, men i stedet forsøger at ’jordbinde’ menneskets selvforståelser, som det hedder hos Colebrook.

Antologien mister imidlertid aldrig det særligt konstruktivt plastiske aspekt ved menneskets subjektiveringsprocesser af syne, hvorfor både Donna Haraway, Judith Butler og Karen Barad går igen som vægtige samtalepartnere i flere af artiklerne.

Antologien kan således betragtes som en ædrueliggørelse af den kønsmæssigt fabulerende feminisme og formår med inddragelse af naturvidenskabelige fund og empiriske indsigter at aftegne det socialkonstruktivistiske perspektivs legitime omfang.

Æstetisk finale

Antologien slutter med et inspireret interview med den konceptuelt interessante kunstnerforsker Natalie Jeremijenko. Ud over at svare filosofisk godt for sig, når hun bliver spurgt ind til sin æstetiske praksis, kvalificerer Jeremijenko også sine konkrete kunstværker med afsæt i feministiske overvejelser om vestlige menneskers uvidende, apatiske hvis ikke ligefrem antagonistiske stilling til naturens overvældende om end historisk skrøbelige opbud af ikkemenneskelige livsformer.

Med sit værk MUSSELxCHOIR fra 2012 giver Jeremijenko publikum privilegeret adgang til muslingers agens i forbindelse med, at de i klynger filtrerer vand. Muslingerne åbner og lukker sig med forskellige hastigheder og vinkler, og disse data registreres af påsatte sensorer. Dataene indsamles af en computer, som kører dem igennem et konverteringsprogram, så de ’sonificeres’, dvs. gøres lydligt hørbare, og bliver til en slags koncert.

Jeremijenko forklarer selv, hvordan hun med værket »forsøger at ikonifisere« det, hun omtaler som ’naturlig intelligens’. Man fornemmer hendes slet skjulte skepsis over for den teknologiske forfront i f.eks. Silicon Valley og hos Singularity University og disses repræsentanters naive tillid til den muligt forestående AI-revolutions udelukkende velgørende effekter.

Antologien Anthropocene Feminism kan samlet set ses som en både teoretisk godt begrundet, sprogligt veloplagt og jordnært eksempelbåret udgivelse, der godtgør vor tids historisk store behov for at fremelske værdier som samdrægtighed og solidaritet på tværs af kulturkredse og livsformer.

Richard Grusin (red.): ’Anthropocene Feminism’. 312 side. 28 dollar. University of Minnesota Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu