Læsetid: 3 min.

Hvad nu, hvis det ikke er socialismen, der kommer efter kapitalismen?

Samfundets rigeste tjener i stigende grad deres penge som løn, og ikke som kapitalindkomst. Ifølge to franske økonomer er det ét af tegnene på, at vi er ved at forlade kapitalismen til fordel for det, de kalder managerialismen
9. juni 2018

I gamle dage forestillede marxister sig, at kapitalismens ekspansive, globaliserende og produktivitetsforøgende dynamik på sigt ville forvandle den private ejendomsret til en forhindring for den videre udvikling. Ved at accelerere den teknologiske udvikling og koncentrere arbejderklassen i store fabrikker i urbane knudepunkter ville kapitalismen tilvejebringe betingelserne for skabelsen af det klasseløse samfund, socialismen.

I Managerial Capitalism opdaterer og reviderer de franske økonomer Gérard Duménil og Dominique Lévy dette gamle marxistiske skema. Ifølge dem befinder vi os i øjeblikket i det, de kalder ’managerkapitalismen’, som er en overgangsfase mellem kapitalismen og ‘managerialismen’, der på sin side udgør et ekstra trin på historiens stige.

I managerialismen, som altså endnu ikke er helt etableret, er den herskende klasse ikke længere dem, der ejer produktionsmidlerne, men den gruppe af ekstremt højtlønnede ledere, der administrerer dem. Vi har altså at gøre med en historisk udvikling, hvor de gamle kapitalister gradvist bliver presset ud og erstattet med lønmodtagende managere, der sidder i toppen af store virksomheder, staten og andre institutioner.

Denne historiske bevægelse bliver ifølge Duménil og Lévy tydelig, hvis man kigger på, hvordan sammensætningen af indkomsten blandt USA’s allerrigeste har udviklet sig i de sidste hundrede år. I 1920 udgjorde løn (inklusive pension og bonusser) omkring 40 procent af indkomsten blandt den rigeste procent af befolkningen – resten var kapitalindkomst såsom aktieudbytte, renter og diverse former for afkast. I perioden 1983-2001 var det tilsvarende tal i gennemsnit 78 procent. I dag er det altså løn, der er den primære indkomstkilde i toppen af samfundet. Overklassen er blevet lønmodtagere.

Skiftende alliancer

Duménil og Lévy opdeler managerkapitalismes historie i tre faser. Den første strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede til depressionen i 1930’erne. Her betød udviklingen af den moderne virksomhedsform samt bankernes øgede magt, at de ledende kapitalistiske økonomier blev domineret af finansielle managere.

Denne fase blev afløst af efterkrigstidens velstandsboom, der var baseret på en alliance mellem managerklassen og arbejderklassen. Resultatet var øget beskatning af de rige, stigende velfærd og faldende ulighed.

Meget af det blev imidlertid skyllet væk af den neoliberale fase, der indtrådte i midten af 1970’erne. Managerne skiftede hold og allierede sig med kapitalisterne mod arbejderne, og resultatet blev den gældsdrevne og finansialiserede neoliberalisme, vi kender alt for godt. I dag er det finansielle managere, der styrer økonomien.

Med reference til et omfattende studie af økonomiske forbindelser mellem 37 millioner økonomiske aktører fra hele verden (både individer, virksomheder og andre institutioner) fremhæver Duménil og Lévy, at den globale økonomi er domineret af en kerne af 1.318 økonomiske aktører, hvoraf de fleste er amerikanske og britiske finansielle virksomheder. Krisen i 2008 markerede imidlertid begyndelsen på enden for den neoliberale bobleøkonomi, og nu er managerne altså i gang med endegyldigt at skille sig af med kapitalisterne for at herske alene.

Duménil og Lévy fremhæver en interessant udvikling, men deres overordnede analyse hviler på et tyndt begrebsligt grundlag. De identificerer ’kapitalisme’ med en bestemt klassestruktur og en dertil hørende fordeling af rigdom: på den ene side arbejdere, og på den anden side dem, der ejer produktionsmidlerne, og som derfor kontrollerer økonomien og centraliserer rigdommen i deres egne hænder. Hvis dette er kapitalisme, er managerialismen rigtigt nok ikke kapitalisme.

Kapitalismens særkende handler imidlertid mere om den sociale form, rigdommen antager, og det formål, der styrer de økonomiske aktiviteter: under kapitalismen antager rigdommen en abstrakt form som penge, og det styrende formål for produktionen er akkumulationen af denne abstrakte rigdom – et formål, der påtvinges alle gennem konkurrencens pres. En økonomi er kapitalistisk, hvis den er styret af kravet om monetær profit – uanset om det er ejerne af produktionsmidlerne eller lønnede topchefer, der implementerer markedets strukturelle tvang.

Gérard Duménil og Dominique Lévy: Managerial Capitalism – Ownership, Management and the Coming of New Mode of Production. 272 sider. 17,99 pund. Pluto Press.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Carstensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • ingemaje lange
  • Olaf Tehrani
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Torben K L Jensen
Jens Carstensen, Lise Lotte Rahbek, ingemaje lange, Olaf Tehrani, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Kapitalfonde,Hedgefonde,Investeringsbanker er totalt dominerende på finansmarkedet - og har været det meget længe - de forvalter de virkelig store formuer der blev tjent førhen. De professionelle analytikere tjener kassen på hvor gode de er til at tjene penge til den der ikke laver en skid.

Bjarne Andersen, Torben Skov, Ivan Breinholt Leth og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Også grunden til dominansen af kortsigtede investeringer og kvartalsregnskaber - ikke det bedste klima for de langsigtede investeringer der er så hårdt brug for.

Ole Bach, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Den private ejendomsret til produktionsmidlerne var vel et kardinalpunkt hos Marx. Valorisering af Kapital eller pengene som sig selv producerende er en del af drivkraften i dette samfund

At finanssektoren nu er blevet så stor - eller at der samles kæmpeformuer i fonde er vel i ordets egentlige betydning pengene der producerer sig selv, som finanskrisen opstod i kølvandet på kraftig spekulation i ejendomsmarkedet.

Men at man kan blive rig på, at være manager for en kapitalfond er vel blot udtryk for et nyt lag - eller en ny klasse der skummer fløden?

Man kan selvfølgelig godt have sin tvivl hvis det lader sig gøre, at blive svimlende rig blot ved, at give sig i kast med kapitaltransaktioner - eller spekulere i opkøb af kaffe.

Men hvis man skulle vende tilbage til Marx så var forudsætningen for skabelse af værdi under kapitalismen arbejdet - eller snarere udbytningen af arbejdet. Og derfor skulle man jo så ideelt forestille sig, at med kapitalismens ophør skulle også denne udbytning ophøre. Da udbytningen samtidig var funderet i den private ejendomsret - også et ophør af denne altså socialisme

Managerialismen er vel blot kapitalismen i en ny form eller skikkelse?

Nu er det selvfølgelig pløk umuligt, at sige hvor historien bevæger sig hen - eller ender. Men at størstedelen af al rigdom havner på få hænder er vel ikke holdbart i længden.

Hele kloden er jo nu truet af klimaforandringer, så det kan jo meget vel tænkes, at den forandring der kommer bliver hjulpet på vej af nødvendigheden, at forvalte naturgrundlaget og dermed grundlaget for produktionen på en anden måde.

Ole Bach, Hanne Hansen, Flemming Berger, Torben Skov, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Torben KL Jensen, kapitalfonde, hedgefonde og investeringsbanker tjener gode penge på at administrere andre folks penge. Hvis folks penge? Penger fra de allerstørste kapitalkoncentrationer. Og der det så kapitalisters penge? Næh, de allerstørste kapitalkoncentrationer er såmænd arbejdernes, funktionærernes og de offentligt ansattes pensionsopsparing. Enorme kapitalophobninger, der styres af fagforeningsfolk og politikere - som derefter hyrer kapitalfonde, hedgefonde og investeringsbanker at gøre arbejdet med aktiekøb og salg, skatteoptimering, omstruktureringer og fyringer, fusioner osv.

Gamet styres af pensionskasser og ATP - ikke af kapitalister som i gamle dage!

Torben K L Jensen

Selvfølgelig Jens - Når det drejer sig om fællesskabets penge er kun de bedste gode nok.
Ligesom med den norske Olie-fond.

Torben K L Jensen

Man får jo ikke 11 tusind milliarder på den norske kistebund ved at lade en funktionær i det norske arbejderparti styre biksen.

Randi Christiansen

Det er meget enkelt at finde ud af hvem, der på visse niveauer styrer verdenssamfundet : follow the money.

De psykologiske mekanismer er så jokeren i spillet. Men de er også ret fucked op, og de hårde lærepenge er stadig fremherskende. De velhavende lider psykologisk, og de fattige lider fysisk. En looseloose.

Randi Christiansen

Aktørerne fatter åbenbart ikke konsekvenserne af, at alt er forbundet .... hvor dum kan man være

Ivan Breinholt Leth

Jens Winther
10. juni, 2018 - 17:30
Den samlede formue i Danmark udgør ifølge Danmarks Statistik 10.000 mia kr plus den del af formuerne, som er gemt væk i udlandet. Pensionskassernes samlede formuer udgør altså under en tredjedel af den samlede danske formue. Du vil gerne bortforklare, at en procent af den danske befolkning ejer en tredjedel af den danske formue - altså lige så meget som pensionskasserne. Men det kan altså ikke bortforklares, uanset hvad de har bildt dig ind på økonomistudiet.

Ole Bach, Hanne Hansen, Randi Christiansen, Bjarne Jørgensen, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Egon Stich, ulla enevoldsen, Kim Houmøller, Jan Nielsen, Trond Meiring og Torben Skov anbefalede denne kommentar

"Hvad nu, hvis det ikke er socialismen, der kommer efter kapitalismen?"

Det håber jeg da så sandelig ikke. Man må ikke gå tilbage til en fuser, slet ikke med de undertrykkelsesmidler, som er mulige i dag.

Randi Christiansen

Peder bahne@ - definitionen på socialisme er - i modsætning til vækst-og konkurrencerytternes egotrip - at være social.

Peder Bahne. Socialisme er ikke en fuser. Kapitalismen er bare hensynsløs og vil gøre alt for at ødelægge initiativer der står i dens vej for at udplyndre mennesker og natur. På den måde har den ødelagt en historisk unik mulighed, der opstod i 1917 og blev konsolideret i 1945 for at vi mennesker der arbejder for vores leve brød kan leve et liv i fred og frihed og ligeværd.