Læsetid: 6 min.

Undervisning er ikke reaktionært

I ’Undervisningens genopdagelse’ rehabiliterer uddannelsesfilosoffen Gert Biesta undervisningens uomgængelighed. Læreren er meget mere end en læringsfacilitator, der målstyrer, foregriber og kontrollerer elevernes udvikling. Underviserens hovedopgave er at vække lysten i et andet menneske til at ville eksistere i verden på en voksen måde, som subjekt
»Undervisningsanliggendet tydes som en mulighed for, at de underviste kan komme til at udforske, hvad det kan betyde at eksistere som subjekt i og med verden.« skriver Steen Nepper Larsen.

»Undervisningsanliggendet tydes som en mulighed for, at de underviste kan komme til at udforske, hvad det kan betyde at eksistere som subjekt i og med verden.« skriver Steen Nepper Larsen.

Anne Bæk

30. juni 2018

»Hvis du ønsker at være progressiv, kan du slet ikke ønske at være lærer, for hvis du er lærer, betyder det nødvendigvis, at du er konservativ.« Således parafraserer Gert Biesta, professor i uddannelsesteori ved Brunel University i London, samtidens syn på lærerens og underviserens rolle i det foranderlige og lærende videnssamfund på de sidste sider af sin nyeste bog Undervisningens genopdagelse.

På den ene side har læreren fået et dårligt ry. De såkaldt progressive læringsteoretikere opfatter læreren som en gammeldags og ophøjet autoritet, der forestiller sig, at viden kan overføres til de studerende og eleverne i færdige pakker fra kateder og tavle. Derfor står læreren i vejen for de kommende generationers fri og selvstændige læring, hvorfor læreren bør deletes – jo hurtigere des bedre. Samtidig opskrives eleven som subjekt, der skal konstruere sin egen verden ud fra sig selv.

I skarp kontrast til denne opfattelse tales en klassisk lærerautoritet frem, der bevæbnet med tydelige læringsmål foretager en nøje kontrol med, at alle når det, de skal. Her gælder det i stedet om at opruste, holde orden, følge pensum og fungere som garant for de værdier, der er konsensus om i samfundet. Her gøres eleven til et objekt for tilpasning.

Biesta deler ingen af disse opfattelser og bestræber sig på at optegne en tredje mulighed. Det sker gennem en teoretisk og uddannelsesfilosofisk kortlægning af, hvordan det enkelte menneske kan komme ind i verden og få mulighed for at leve i denne uden at forsøge at besætte verdens centrum eller at gøre sig selv til centralperspektiv. Bogens ambition er at tale læreren og undervisningen op som et uomgængeligt makkerpar, der hverken er outdated eller restaurativt reaktionært.

Gert Biesta: ’Undervisningens genopdagelse’.

Saxo
 

Undervisningsanliggendet tydes som en mulighed for, at de underviste kan komme til at udforske, hvad det kan betyde at eksistere som subjekt i og med verden. Dermed begrænser undervisningen ikke de studerendes eller elevernes frihed. Snarere er det undervisningens opdrag at adressere dem ’udefra’, så de får kvalificerede erfaringer med at respondere.

De lærende skal være rede til at frasige sig en del af kontrollen over verden, og læreren skal ikke tro, at han eller hun kan foregribe, hvad der kommer til at ske i det uforudsigelige og risikoladede møde med det andet menneske.

I en tidligere og meget læst udgivelse fra Forlaget KLIM: Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik (2014) har Biesta også givet mæle til og sat sin særegne – og vovelighedens – pædagogik på begreb.

Subjekt-hed som hændelse og ikke som besiddelse

I Biestas perspektiv drejer det sig om at befri undervisningen fra læring og om at åbne for eksistentielle muligheder for subjekt-hed og uudgrundelig livsfylde. Alt sammen noget, der ikke primært består i at lade sig akkompagnere af selvstændigt ’producerede’ meninger om hvad som helst.

Pædagogikkens og underviserens hovedopgave og ansvar er derimod »at vække lysten i et andet menneske til at ville eksistere i verden på en voksen måde, som subjekt.«

Den gode underviser udviser altid tillid til, at en mulig »fremtid-som-subjekt« og »frihed-som-handling« åbner sig for eleven og den studerende. Læreren må efterspørge det umulige fra den unge, »altså netop det, der ikke kan forudses, forventes eller beregnes som en mulighed«. Dermed bliver undervisningen også dissensusorienteret, når den tilskynder til tvist og åben uenighed.

Den lærende eksisterer i dobbelt forstand af ordet ’ek-sist’ (der betyder ’stå ud’) både som et subjekt, der ikke er identisk med sig selv, men tværtimod ’uden for’ sig selv og rettet mod og kastet ind i verden – samtidig med at subjektet principielt også har ret til og mulighed for at revoltere imod lærerens udlægning af den sag, der undervises i, og den elevformning, der pågår. At eksistere som et subjekt er med Biestas ord »at være i en ’tilstand af dialog’ med hvad og hvem, der er anderledes«.

I en tid, hvor der overalt i det danske land indsamles elevdata, udfærdiges elevplaner og foretages uddannelsesparathedsvurderinger på servil og søvngængeragtig kommando, er det værd at bemærke sig, at Biesta fastholder, at vi risikerer at komme til at afskære vores elever fra en åben fremtid, hvis vi bestræber os på at komme til at vide alt for meget om dem, før vi overhovedet har mødt dem.

Med en fordomsfri tilgang til det andet menneske kan det uforudsigelige og fremtidsåbnende måske bedre komme til at indtræffe end i en verden, hvori vi bilder os ind, at vi allerede kender til elevernes formodede kompetencer eller alene holder os til de stempler, andre har sat på dem.

Misforstået kritik

Biestas privilegerede samtalepartnere er filosofferne Emmanuel Levinas, Hannah Arendt og Jacques Rancière og den neomarxistiske frigørelsestænker Paulo Freire.

Undervejs viser det sig, at Biesta har et horn i siden på dannelsestænkningen og ikke mindst på konstruktivistiske og hermeneutisk filosofiske opfattelser. Det forekommer ikke særligt overbevisende, at han ikke går dybere ind i en dialog med den tyske dannelsestænkning, der kunne have understøttet ham i hans ædle bestræbelse på at slå på tromme for læreren og undervisningen.

Flere andre tænkere har således talt og skrevet til fordel for at se dannelse som en rig vekselvirkning med verden og en åbnende decentreringskunst (Wilhelm von Humboldt, Wolfgang Klafki, Peter Sloterdijk, Thomas Ziehe) og som et både sprog-, begrebs- og samfundskritisk forehavende (Theodor Adorno, Reinhart Koselleck, Tilman Borsche).

Og når han hævder, at eleverne skal suspendere lysten til at forstå, fortolke og give mening til det, de undervises i, til fordel for alene at lade sig blive tiltalt af undervisningen, så er det meget svært at følge ham. På et ph.d.-kursus bad han således de studerende om at »adoptere« nogle pædagogiske begreber (’emancipation’, ’læring’ m.v.), at leve med dem, uden at prøve at fortolke dem eller at prøve at komme til at forstå deres begrebslige rødder og historie. Men hvorfor frasige sig muligheden for at blive klogere ved at gøre begge dele på én gang?

Dvs. både at give sig hen til, lytte til og lade sig adressere af begrebet og samtidig åbne og ’skandere’ det gennem en både forstående, fortolkende og kritisk-konstruktiv spørgende tilgang. Uden belæg og klar argumentation påstår Biesta også, at friheden til betydningsdannelse alene kommer til syne som en slags neoliberal og relativistisk frihed.

Dertil kommer, at han misforstår og fejlfortolker Hans-Georg Gadamers filosofiske hermeneutik. For Gadamer viser verden sig ikke som et objekt for et suverænt subjekts meningsskabende forståelse og fortolkning. Subjektet udgør absolut ikke verdens centrum i det, han kalder for det »hermeneutiske verdenssyn«.

Gadamers grundbegreb »das Spiel« (spillet) sætter i stedet de processer på begreb, hvori subjektet så at sige giver sig hen til at blive spillet af det spil, som verden – i form af eksempelvis begivenheden, kunstværket og undervisningen – netop åbner subjektet for. Således kunne Biesta have gjort Gadamer til kompagnon i sin berettigede og vigtige kamp imod den instrumentelle læringgørelse (learnification) af hele uddannelsesvæsenet.

Exit

Det har bestemt ikke været let at oversætte denne bog til dansk. Således må education nogle gange oversættes til uddannelse, andre gange til undervisning og pædagogik, hvad Lærke Grandjean gør opmærksom på i sin udmærkede ’Oversættelsesnøgle’. Og når Biesta ønsker at frigøre undervisningen fra læring (learning), drejer det sig ikke om at frigøre os fra ’at lære’ i forståelsen: to be taught. I det store og hele er den danske version af The Rediscovery of Teaching ganske vellykket; men ærgerligt er det at det nyttige sags- og navneindeks ikke er blevet oversat, og at korrekturlæsningen ikke fik lidt ekstra knofedt.

Gert Biesta: ’Undervisningens genopdagelse’. På dansk ved Lærke Grandjean. 157 sider. 199,95 kr. KLIM

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Anders Skot-Hansen
Steffen Gliese og Anders Skot-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det var jo den måde, langt den overvejende del af os blev undervist i storhedstiden fra 1970-1988/1992. Dette er jo ikke højpandede pædagogiske principper, det er almindelig sund fornuft og dømmekraft, der ikke vil styre menneskers modning, men hjælpe den på vej og gøre den mulig.