Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Børn er en evig kilde til enorme bekymringer – men de er også det bedste i verden

Michael Chabon skriver i en ny essaysamling om farrollen i al sin herlighed og besværlighed. Det giver Informations filmredaktør anledning til at reflektere lidt over livet med sine egne, nu store børn og dødsangsten, der fulgte med, da de blev født
Michael Chabon er en højt respekteret forfatter og essayist – men han er også far (til fire). Det sidste handler hans nye essaysamling, ’Pops – Fatherhood in Pieces’ om.

Michael Chabon er en højt respekteret forfatter og essayist – men han er også far (til fire). Det sidste handler hans nye essaysamling, ’Pops – Fatherhood in Pieces’ om.

Moderne Tider
28. juli 2018

Jeg har brugt de seneste næsten 25 år af mit liv på at bekymre mig. Over verdens tilstand, over mit eget helbred, over livets meningsløshed og ikke mindst over mine børn. Faktisk er det mine børn, der er den primære årsag til, at jeg bekymrer mig.

Min søn kom til verden den 18. maj 1994, og siden har min verden ikke været den samme. Jeg mener ikke kun, at han og hans søster, der er fire år yngre, lagde beslag på min tid og mine penge, men også at med dem kom dødsangsten.

Jeg er bekymret af natur, og nogle gange føler jeg mig som det, forfatteren Erling Jepsen kalder det »oversamarbejdende barn«, der straks kan mærke, når noget ikke er, som det bør være, og derfor gør, hvad det kan for at lave om på det. Det betyder også, at man – jeg – sjældent slapper af i forskellige personlige sammenhænge.

Men da jeg i en alder af 22 blev far, fordampede den sidste rest af det ungdommelige overmod og den usårlighed, jeg eventuelt måtte have haft med mig fra fødslen af.

Med mine børn kom også dødsangsten. Den, der får mig til at ligge vågen om natten, mens jeg får overbevist mig selv om, at jeg nok ikke vågner igen, hvis jeg falder i søvn. Og hvad skal der så blive af mine børn? Hvem skal tage sig af dem og være en del af deres liv og deres børns liv? (Ja ja, de har selvfølgelig også en mor, men nu handler det her altså om mig).

Nyttige ritualer

Jeg siger ikke, at den amerikanske forfatter Michael Chabon, hvis bøger jeg holder umådeligt meget af – og som har fire børn – lider af de samme tvangstanker, som jeg gør. Men i den række essays om at være far og søn, som han lige har fået udgivet i bogform under titlen Pops: Fatherhood in Pieces, lufter han nogle af de samme mange bekymringer og problemer/udfordringer, jeg som far står og har stået over for, og det er rart at blive bekræftet i, at det trods alt ikke (kun) er mig, der er skør.

Bevares, det er ikke hver nat, at jeg ligger vågen, men det sker alligevel ofte nok til, at det forekommer mig en smule neurotisk. Det samme gør de ritualer, jeg må igennem, før jeg hver dag kan forlade mit hjem: Jeg tjekker igen og igen, om komfuret og ovnen nu også er slukket – og ledningen taget ud af stikket – og så skal jeg tage i dørhåndtaget adskillige gange og forsikre mig selv om, at hoveddøren er låst, før jeg kan gå på arbejde. Hvis ikke jeg er sikker, må jeg vende om, og så er det næsten ligegyldigt, hvor langt jeg måtte være nået.

’Pops: Fatherhood in Pieces’ af Michael Chabon.

Den slags tvangstanker kan skyldes min alder – det gik for ikke så længe siden op for mig, at jeg som 46-årig er midaldrende. Jeg tror dog, at det har noget med mine børn og min grundlæggende angst at gøre. Mine ritualer er med til at holde angsten og uvisheden i skak og sørge for, at jeg kan stå op hver morgen.

Som far kæmper man hele tiden med tanken om, hvorvidt man nu også gør/har gjort det godt nok – og om de problemer, ens børn måtte have, er nogle, man er skyld i, fordi man ikke kan finde ud af at hjælpe dem, eller om det skyldes, at de er sådan som mennesker, at det er en naturlig udvikling, og at man selvfølgelig kan forsøge at hjælpe, men ikke forvente at løse deres problemer. Jeg gør i hvert fald, og som oftest motiverer det mig til hele tiden at forsøge at gøre det bedre.

De fleste af de seks essays, som man kan læse i Pops, har tidligere været trykt i forskellige magasiner, blandt andre Esquire og GQ, og de er alle som ét helt igennem fornøjelig læsning, som det tilmed er muligt at blive klogere af.

I bogens første, længste og bedste tekst, »Little Man«, skriver Michael Chabon om, hvordan han har sin 13-årige søn med til modeugen i Paris. Forfatteren skal skrive om det i GQ, selv om haute couture egentlig ikke siger ham noget – han er til plader, bøger og tegneserier – og Abraham er med, fordi han er mere end modeinteresseret. Drengen lever og ånder for tøj og ved både meget om det og forstår at klæde sig, så man – også modeskaberne i Paris – lægger mærke til det.

Da far og søn efter en travl uge i Paris skal til at pakke sammen, kan Michael Chabon mærke, at sønnen er ked af det, og efter at have forsøgt at hive grunden ud af Abraham går det op for ham hvorfor.

»Man fødes ind i en familie, og det er ens folk, og de kender én og elsker én, og hvis man er heldig, formår de indimellem endog at forstå én. Og det burde være nok,« skriver han.

»Men det er aldrig nok. Abe havde ikke klædt sig på, stylet sig selv, gennem alle disse år, fordi han prøvede at bevise, hvor forskellig han var i forhold til alle andre. Han gjorde det i håbet om at tiltrække nogle andre ligesindedes opmærksomhed – et eller andet sted, en eller anden dag. Han hejste ikke sit freak-flag; han affyrede et nødblus i håbet om at blive reddet, i håbet om at få selskab i sin passions ensomhed. ’Du var sammen med dit folk. Du fandt det,’ sagde jeg. Han nikkede. ’Det er godt,’ sagde jeg. ’Du er tidligt på den.’«

De rigtige ord

Abraham Chabon minder mig om min egen søn, der som Asperger-dreng har haft sit at slås med – det har han stadig – og min egen kamp for at forstå ham og hjælpe ham med at finde sit folk fortsætter. Han og jeg tilhører på sin vis det samme folk – vi elsker begge film og tv-serier – men vi er også meget forskellige. F.eks. har jeg altid haft svært ved at give los i hans selskab, på samme måde som jeg kan give los i selskab med mine venner. Det er ikke hans fejl, det er min fejl, og det er noget, jeg arbejder med.

I et andet essay, »Adventures in Euphemism«, handler det om at finde de rigtige ord og den rigtige grimasse, når man læser en mere end 100 år gammel bog op for sine børn og undervejs indser, at den er ganske aldeles politisk ukorrekt og rummer ord, man ikke længere kan og må sige. Det er en svær balancegang, må Michael Chabon erkende, men det hjælper ikke at forsøge at udviske historien ved at censurere litteratur eller anden ukorrekt kunst, man må i stedet tage ved lære af den og sætte den ind i en sammenhæng for sig selv og sine børn.

Blå bog: Michael Chabon

  • Michael Chabon (f. 1963) debuterede i 1988 med den delvist selvbiografiske ’Pittsburgh-mysterierne’, der blev en bestseller og vandt adskillige priser.
  • Siden har han skrevet blandt andre ’Wonderboys’, ’Den utrolige historie om Kavalier & Clay’, ’Det jiddische politiforbund’ og ’Telegraph Avenue’. Musik, tegneserier og anden populærkultur spiller en vigtig rolle i de fleste af bøgerne, der har en både dramatisk og humoristisk tone.
  • ’Den utrolige historie om Kavalier & Clay’ indbragte ham en Pulitzer-pris, og flere af bøgerne er filmatiserede. Han bor i Berkeley sammen med sin kone, forfatteren Ayelet Waldman, og sine fire børn.

I »The Bubble People« skriver Chabon om, at vi alle er særegne, og samtidig alle er mennesker. Det er i forbindelse med en snak, han har med sin ene datter på en café i Berkeley i Californien, hvor de bor.

Denne universitetsby, der ligger tæt på San Francisco, er en boble af frisind og tolerance, forklarer han hende, men »sandheden er, at boblen er på én gang meget mindre (den er nøjagtig lige så stor som ét menneske) og meget større end hele denne tossede ’der er plads til alle’-prædikende by (den er lige så stor som denne ensomme nation, denne enlige verden).«

Børn eller ej

Michael Chabon skriver også om forsøget på at lære sin søn ikke at være et røvhul over for pigerne og om de øjeblikke, hvor man kommer til at gøre sine børn ondt. At man kommer til at sige eller gøre det forkerte – eller det rigtige, når det er for sent – og på den måde slår et skår af dem. Den slags skal man for så vidt muligt undgå – det er smertefuldt at være vidne til – selv om det sgu er svært, og det en gang imellem tilmed kan være sundt for børnene at blive ramt af den virkelighed, man trods alt ikke kan beskytte dem fra for evigt.

Chabon har prøvet begge dele.

Det har jeg i dén grad også, og det er som sagt spekulationer af den slags, der godt kan holde mig vågen om natten. Det oversamarbejdende barn, der er bange for, at han har gjort sine egne børn fortræd, og som prøver ikke at gentage sine fejl for så at måtte erkende, at det gør han alligevel gang på gang.

Børn er en evig kilde til enorme bekymringer, og selv nu, hvor de er voksne og begynder at flagre omkring på egne vinger, er i hvert fald min angst ikke blevet mindre. Snarere tværtimod. Min datter, der er noget mere eventyrlysten end min søn, går i skole i Swaziland i Sydafrika og skal være der i to år i alt. Det kan også godt gøre mig en smule nervøs.

Dermed ikke være sagt, at livet ville være bedre uden børn. Tværtimod. En af de store fornøjelser er at se dem vokse op og blive selvstændige individer. I forordet til Pops skriver Chabon om dengang tidligt i karrieren, hvor han mødte en berømt forfatter, der rådede ham til ikke at få børn, fordi hvert barn ville koste ham en roman.

Chabon endte med at få fire børn, og han fortryder intet:

»Når først de er skrevet, rummer mine bøger i modsætning til mine børn ingen undere; der er ingen mysterier tilbage i dem. I modsætning til mine børn tilgiver mine bøger på grummeste vis ikke mine svagheder, mine fejltagelser og karakterfejl. Mest af alt elsker mine bøger mig ikke igen som mine børn.«

Sådan har jeg det også. Og det er en anden og mere væsentlig grund til, at jeg trods alt kan holde angsten stangen og alligevel få sovet lidt.

’Pops: Fatherhood in Pieces’ af Michael Chabon er udgivet af 4th Estate i London og kan købes/bestilles hos enhver anstændig boghandler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her