Der foregår hele tiden noget i periferien af Marti Noxon og Jean-Marc Vallées nye miniserie, Sharp Objects, der er baseret på en bog af Gillian Flynn. Det gælder i billedet, hvor fortidige og nutidige øjeblikke smelter sammen, og virkelige eller indbildte spøgelser hjemsøger personerne. Og det gælder på lydsporet, hvor stumper af dialog kan høres, når en af hovedpersonerne f.eks. bevæger sig igennem et lokale, hvis det da ikke er fyldt med den musik, som de bruger som trøst, flugt eller en måde at lukke omverdenen ude på.
Disse greb giver serien, der er en kulørt og underholdende blanding af svedig southern gothic, melodrama og krimi, en sjælden æterisk og lyrisk dimension, som klæder den i øvrigt voldsomme historie.
Amy Adams spiller hovedrollen som journalisten Camille Preaker, der bor og arbejder for en stor avis i Salt Lake City. Hun er alkoholiseret og mentalt ude af balance, og hendes chef, Frank (Miguel Sandoval), prøver at hjælpe hende ved at sende hende hjem til arnestedet for hendes problemer, fødebyen Wind Gap i Missouri. To unge piger er forsvundet – den ene siden fundet myrdet – og Frank vil have, at Camille skal skrive en artikelserie om byen og pigerne. Han mener reelt, at det vil være gavnligt for hende at se sine dæmoner i øjnene, og så håber han selvfølgelig, at artiklerne kan generere klik og avissalg.
Et vildt barn
Frank har dog ingen anelse om, hvor dybt Camilles problemer stikker, og hvad og hvem det reelt er, hun er flygtet fra. Seerne får dog en fornemmelse af det, både pga. hendes heftige drikkeri – hun har hele tiden en vandflaske fyldt med vodka på sig – og de mange ord, hun har snittet overalt på sin egen krop og nu dækker grundigt til.
I flashbacks ser vi, hvordan pigen Camille på ingen måder kunne leve op til sin rige, dominerende mor, Adoras (en uhyggelig Patricia Clarkson), forventninger til en elegant, ung dame. Det kunne Camilles nu afdøde lillesøster, Kelsey (Violet Brinson), og man forstår, at den afgrundsdybe konflikt mellem Adora og Camille stammer fra dengang og fra Camilles forgæves forsøg på at få sin mors omsorg og kærlighed. Den anspændte situation bliver ikke bedre af, at Camilles mor og stedfar, den verdensfjerne, konfliktsky Alan (Henry Czerny), har en 13-årig datter, Amma (Eliza Scanlen), der udadtil er et skrøbeligt dydsmønster, men faktisk er lidt af et wild child, når de voksne ikke kigger. Og det gør de ofte ikke.
Mange hemmeligheder afsløres, mens skeletter vælter ud af skabene, i løbet af Sharp Objects’ otte afsnit, hvoraf jeg har set de syv. Serien skildrer, hvordan Camille både prøver at forsone sig med en fortid, hun drikker for at forsøge at glemme, og hvordan hun sammen med en anden outsider i Wind Gap, politimanden Richard Willis (Chris Messina), forsøger at opklare mordet på først den ene og snart også den anden unge pige. Spørgsmålet er, om mordene hænger sammen med Camilles opvækst.
Indre dæmoner
Noget af det bedste ved Sharp Objects er det levende portræt af en lille, amerikansk sydstatsby, hvor alle kender alle – og sladrer om alle – og de rige bor på den ene side af jernbanen og de fattige på den anden. Camilles familie har grundlagt Wind Gap og ejer en stor svinefarm med tilhørende slagteri, som er en vigtig del af den lokale økonomi, hvorfor Adora selvfølgelig har stor indflydelse på alt, hvad der foregår i byen.
Allerbedst i serien er dog Amy Adams i rollen som den ødelagte Camille, der virker så hudløs og sårbar, at man har lyst til at give hende et knus, men samtidig tør man næsten ikke kigge på hende af frygt for at gøre hende endnu mere fortræd. Camille drikker for at glemme og for at dulme en konstant smerte, hvilket ikke er nemt, da hun vender tilbage til Wind Gap og hele tiden konfronteres med steder og mennesker, der minder hende om, hvad der skete engang.
Det er et fascinerende og facetteret kvindeportræt, og Sharp Objects er på én gang en elementært spændende serie om to mystiske mord og et barsk drama om svigt, sorg og tilgivelse, om familier fra helvede og om at gøre skade på sig selv i et forsøg på at overleve og uddrive sine indre dæmoner.
’Sharp Objects’. Skabt af Marti Noxon. Instrueret af Jean-Marc Vallée. Nyt afsnit på HBO Nordic hver mandag. Afsnit nr. to vises på mandag