Læsetid: 7 min.

Standupkomikeren Hannah Gadsby gør op med den selvnedgørende joke

Hannah Gadsbys standupshow ’Nanette’ bruger alt det bedste fra standupgenren til at gøre op med alt det værste ved den. Det er et opgør med tendensen til at gøre nar ad sig selv og sin egen anormalitet og med det sædvanlige jokeformat, der alligevel ikke kan rumme hendes egen historie
Den 40-årige tasmanske standup’er Hannah Gadsbys laver ikke alene sjov med sit traume, hun bearbejder det.

Den 40-årige tasmanske standup’er Hannah Gadsbys laver ikke alene sjov med sit traume, hun bearbejder det.

Netflix

14. juli 2018

Den australske standupkomiker Hannah Gadsby lægger i sit show Nanette ud med en klassisk standupdisciplin: Den sarkastiske selvudstilling. Det er på hendes egen bekostning, når hun forklarer, at hun navngav showet, før hun skrev det, fordi hun fejlagtigt troede, hun kunne få sjove vitser nok til en time ud af mødet med en bestemt kvinde. Men Gadsbys indledende selvudstilling viser sig at være tilløbet til et opgør med hendes egen komiske praksis.

Hannah Gadsby taler i løbet af showet om, hvordan hun hidtil har nedgjort sig selv for at få lov til at stå på en scene og tage plads og taletid i offentligheden. Hun påpeger, hvordan de to led i en joke  – setup og punchline – først skaber en anspændt stemning og så en forløsende latter. Hun demonstrerer igen og igen, hvor ufatteligt god hun er til det. Og så bruger hun sine imponerende komiske evner til at vise, hvor standuppens jokestruktur kommer til kort og ikke kan rumme de ting, hun har at sige. Som hun så alligevel får sagt i den sidste halvdel af et show, der på en gang piller standuppens faste former fra hinanden og udvider genrens spillerum.  

Ligner en underlig kvinde

Historien om en intolerant kvinde ved navn Nanette er klippet ud af Netflix-udgaven, for at det én time lange show kan komme til sagen. Sagen er, at Hannah Gadsby som kvinde, lesbisk og – med egne ord – ’kønsunormal’ ikke føler sig tryg blandt fremmede mennesker, og at den utryghed ikke er kommet ud af det blå.

En af grundene til, at Hannah Gadsby lever med en tvivl om, hvorvidt andre vil hende det godt, og om hun har ret til at indtage plads i verden, er, at homoseksualitet var ulovligt i Tasmanien, hvor hun voksede op, helt frem til 1997. Og først da efter en ophedet offentlig diskussion, hvor den dengang helt unge Hannah Gadsby måtte forholde sig til, at omkring 7o procent af menneskene omkring hende var imod legaliseringen af hendes seksualitet.

»Jeg er denne her situation,« siger hun om sig selv, som om hun i sig selv udgør en forvirrende situation for andre mennesker. Med nogle akavede håndbevægelser indrammer hun sin pæreformede, jakkesætsklædte, korthårede kvindekrop. Den har de tit svært ved at forholde sig til i små byer. På afstand ligner hun en god fyr, men når folk i små byer som den, hun voksede op i i Tasmanien, kommer tættere på, ser de i stedet en underlig kvinde, og så bliver stemningen anspændt. Publikum sidder i et udsolgt operahus i Sydney og griner ad Hannah Gadsbys vittigheder om, hvordan hun stikker ud i et miljø kendt for sin »meget lille genpulje«.

Latteren er næppe på bekostning af kvinden på scenen, der formaster sig til at være anderledes, den er derimod rettet mod det snæversyn, hun har mødt. Det er også det, folk griner ad sammen, når Hannah Gadsby fortæller en anekdote om dengang en bøvet fyr troede, hun var en bøsse, der lagde an på hans (kvindelige) kæreste, og skulle til at give hende bank. Da han kom tæt nok på til at se, hun var en kvinde, ombestemte han sig og blærede sig i skyndingen med, at han aldrig slog på damer.

Det vidunderlige ved virkeligt velskrivende standupkomikere er den måde, jokes refererer tilbage til tidligere jokes på. Det sker hele tiden i Nanette og hver gang med det resultat, at den anekdote eller punchline, man havde fattet og lagt bag sig, bliver tilføjet et nyt og overraskende perspektiv. Det sker også med historien om manden, der ikke slog på damer. 

»Hvis du hader mænd så meget …«

I en passage begynder Gadsby med at tale om, hvor lidt hun har kunnet bruge sin bachelorgrad i kunsthistorie til. Typisk nok for showet fungerer denne tilsyneladende selvnedgørelse som springbræt til genfortællingen af en genial dialog mellem Hannah Gadsby og en der hedder Mand, Der Gerne Vil Forklare Hende Ting. Det, han vil forklare, er til at begynde med, at hun ikke bør tage medicin mod psykiske problemer, fordi det er skidt for kreativiteten (»tænk, hvis Van Gogh havde gjort det? Så ville vi ikke have hans solsikker«).

Efter en længere belæring fra Gadsby om Van Goghs selvmedicinering og det problematiske i at mytologisere hans psykiske problemer giver manden op og prøver at forklare det diametralt modsatte: At hun ikke skal være så følsom. Gadsby er en stjerne til at lave (eller rettere: iagttage og formidle) den slags skarpe omvendinger. Og så mønstrer hun også bare evnen til at lade parodien (her på en mand, der er gået i defensiv) glide over i et flabet comeback: 

»Hvis du hader mænd så meget, hvorfor prøver du så at ligne en?«

»Fordi du har brug for en god rollemodel lige nu.«

Nanette indeholder en meget stor opsang til mandekønnet, særligt til den heteroseksuelle, ciskønnede hvide mand, der aldrig har prøvet at være off, marginaliseret, undertrykt eller bare at opfatte sig selv som en menneskelig underkategori blandt andre underkategorier.

Gadsby raser mod de komikerkolleger, der lod Monica Lewinsky frem for Bill Clinton stå for skud i deres jokes, og mod Harvey Weinstein og andre magtmisbrugende mænd fra den underholdningsbranche, der styrer, hvilke historier der bliver fortalt. Inden denne opsang er der stikpiller til dømmesyge, identitetspolitiske dogmatikere, der kan finde på at klage over manglen på »lesbisk indhold« i et af Gadsbys shows eller kræve, at hun springer ud som transkønnet, nu hun alligevel har kort hår og går i bukser. Men Hannah Gadsby identificerer sig ikke som transkønnet:

»Jeg identificerer mig som træt,« siger hun med en stemme, der er netop det. Gadsby er træt af folk, der har travlt med at blande sig i andre folks måder at være på. Også de såkaldt kønsnormale, der synes, at mænd i kjoler er noget af det mærkeligste, mens lyserøde hårbånd på skaldede babyhoveder er det mest naturlige i verden. 

Og så er hun træt af Picasso. Sådan virkelig træt.   

Genialt kunsthistorisk lynkursus

Hannah Gadsby har tidligere i sin karriere fusioneret standupmateriale med kunsthistorisk foredrag, senest i tv-dokumentaren Nakedy Nudes fra dette forår. I Nanette vrænger hun ad forestillingen om, at Vincent van Gogh var forud for sin tid og om, at det overhovedet er noget, man kan være. Når han ikke solgte billeder, skyldtes det snarere, at han var for psykisk syg til at netværke. Og når han fik malet sine billeder, skyldtes det hverken, at han afstod fra medicinering, eller at han medicinerede sig, men at han havde en bror, der passede på ham. 

Picasso diagnosticerer hun med den mentale lidelse misogyni, som bl.a. kommer til udtryk ved, at man kan sige ting, som at man burde brænde de kvinder, man har været sammen med, for at slette den fortid de repræsenterer, uden selv at opdage, at man er galt afmarcheret. Gadsby vrænger ad Picassos kubisme, der i den vestlige kunsthistorie fejres som opgøret med centralperspektivet til fordel for en mangfoldighed af perspektiver, men som ikke desto mindre fortsætter med at skildre »kvinder, som var de kødvaser for malernes pikblomster«.    

Den vestlige kunsthistorie har lært Hannah Gadsby, hvor hun som ikke så feminin kvinde passer ind, og det er: ingen steder. Det har, siger hun sarkastisk, gjort det nemt for hende og givet hende god tid til i stedet at tage sig en lur (som i modsætning til kunsthistoriens kvindeskikkelsers lure ikke finder sted afklædt ude i skoven). Gadsbys iagttagelser her er skarpe. For mere af det samme kan man med fordel google sig til den sjovt tekstede billedkavalkade Women Having a terrible Time at Parties in Western Art History på det amerikanske humorsite The Toast.

Men det mest imponerende ved afslutningen på Nanette er den måde, Hannah Gadsby binder showet sammen i en blanding af bekendelse og poetik. Hun vil ikke nedgøre sig selv eller negligere sine smertefulde erfaringer længere, men insisterer på at fortælle de dele af sin historie, der falder uden for rammerne af en joke.

I modsætning til historier, der har en begyndelse, en midte og en slutning, så standser joken midtvejs, lige midt i det traume, der afføder punchlinen. Gadsbys pointe er, at det ikke er nok at joke med traumerne, hvis de skal blive nemmere at leve med. Man er nødt til at fortælle hele sin historie, så andre i samme båd kan føle sig mindre alene. Og det gør hun så i en finale, der skiftevis bryder med og benytter sig af standuppens faste greb. Super rørende, klogt og på sin egen sorgfulde måde også sjovt.   

Hannah Gadsby: ’Nanette’ kan ses på Netflix.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anja Knoblauch
  • David Breuer
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Annika Hermansen
Anja Knoblauch, David Breuer, Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel og Annika Hermansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Betydningen af ordet 'sej'. En sej kvinde er noget positivt, men det hænger sammen med kamp og det er yderst vanskeligt at forestille sig en kamp uden at det i en eller anden forstand er en magtkamp hvor nogle er over og nogle er under, hvor nogle kører derudaf og andre kues, hvor nogles interesser og behov tilgodeses og andres ignoreres. Eftersom magt er noget totalt taktløst forekommer det derfor tvivlsomt om en sej kvinde egentlig er det i virkeligheden, når det kommer til stykket. Hvordan hænger tingene da sammen? Problemstillingen bliver yderligere kompliceret af at sej har klang af ”god på en virkelig dyb måde”, ”ejegod” kaldte man det i gamle dage. Men dette, at det var i gamle dage er vigtigt. Nutildags tit og ofte ordet sej brugt om både mænd og kvinder. Hvordan hænger det sammen? Se på sproget. Vi bruger ordet ”sej” om mennesker vi har respekt for. Når vi siger det helt præcist, dvs. i dagligsproget, siger vi: ”Jeg har en dyb respekt for Signe”. Men når vi siger ”jeg synes det aftvinger en dyb respekt at Signe gør sådan og sådan” er vi ude på et moralsk skråplan. Hvorfor skal andre inddrages i min personlige vurdering af Signes sejhed? Respekt for sejhed er noget hemmeligt. Det er ikke noget diskret, det er noget hemmeligt. Det er noget vi siger om afdøde personer, især: ”Møller havde en dyb respekt for Signe”. Der er utrolig mange indviklede nuancer i sproget omkring sejhed, kamp, magt og respekt. Men dog er vi tvunget til at tage personlig stilling til disse nuancer i forhold til os selv for ellers er vi ikke skikkelige og ordentlige mennesker. Desværre for alle de politisk engagerede: Klassekampen er ikke noget man ”tilslutter sig”. Man kan se nogle umenneskelige forhold for samfundets svageste, men det betyder ikke at man kan aftvinge respekt hos andre end ligesindede. Det er et stærkt argument for ikke at melde sig ind i et politisk parti og dette argument glemmer vi ofte. Vi ser det som mangel på oplysthed og engagement. Vi skal holde med Sokrates og være dybt uinteresserede i magt. Men vi skal vel at mærke være det på et dybt plan hvor alle nuancerne er med. At være engageret i magtkampe gør os balstyriske, selvhøjtidelige, selvgode. På den ene eller den anden måde bliver det til vold. Alt det skal vi vise bort. Men giver det ikke en stor magt at have magt fx over sproget? At kunne nuancere, fastholde nuancerne, lave stærke billeder, opsummere hvad andre siger? Nej. Vi må fastholde at det at kalde en anden person sej er noget dybt personligt. Det er ikke noget andre end de helt nære kan holde ud at høre på. Dem der virkelig er med os når det gælder. Der er mange kunstnere som ikke opfatter sig som magtmennesker, men som frie ånder. Det er jo løgn når de hele livet bliver eksponeret for folkets hjerter og intellekter via medierne. De reflekterer ikke over de ting jeg siger her, men det vil jeg opfordre dem til. Og jeg vil opfordre læserne derude til at være vagtsomme og kritiske overfor særligt de blide og flippede magtudøvere. Jeg har gennem hele livet været uinteresseret i magt. Det er et bevidst valg som hænger sammen med den jeg er. Min natur, min opdragelse, min uddannelse, min dannelse. Jeg kan simpelthen ikke respektere folk der siger at magt er noget nødvendigt og lever efter den devise. For den er forkert. Vi må være nuancerede. Hvorfor det? Fordi det er den tredjestørste sorg i vores allesammens liv at det er svært at skille tingene ad. At være nuancerede. Hvordan skal fælles og personlige glæder finde vej til vores liv og vores samfund hvis vi ikke tager nuanceringsvanskelighedssorgen dybt alvorligt, så alvorligt at vi er nogle der i kraft af evner og medfødte talenter vier vores liv til den? Jeg hader ikke talentløshed og talentløse. Jeg hader ikke amatørisme og amatører. Jeg ved, at det er en sorg for os alle at det er svært at skille tingene ad. Det er ikke noget nyt jeg siger. Men det er noget der tåler gentagelse på trods af det faktum at alle i det oplyste Danmark forhåbentlig opfatter det at være et magtmenneske som noget negativt. Det mener jeg heller ikke der er nogen der udelukkende er. Men jeg mener at det er tid til at bruge sproget rigtigt. Jeg mener ordet magt skal luges ud af sproget. Det er ikke brugbart. Det er dybest set noget ondt, noget latterligt, noget vi bør grine af. Og det skal vi huske at gøre. Vi skal huske at grine. Grine med sproget. Trænge os ind på klichéerne og udstille dem, latterliggøre dem, så vi ikke udstiller og latterliggør alle dem der er ude i noget politisk snavs. Alle dem der ikke har andre politiske visioner end nødvendighedens politik og fremstiller indvandrere som andenklasses borgere. Fordi de ikke ved bedre. Er tiden ussel? Nogle ting er usle, andre er det ikke. Hvorfor skal vi gå rundt og tage os selv så alvorligt når vi hele tiden går rundt og sørger. 1. tabssorg, 2. ensomhed, 3. sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. længsel, 5. sorgen over at være sig selv nærmest. Er det ikke en god grund til ikke at tage sig selv så alvorligt? Er dette ikke forudsætningen for at åbne sig op overfor de glæder som livet nu engang rummer? Jeg kan i virkeligheden ikke tale med folk som ikke forstår disse ting. Jeg kan stå eller sidde sammen med dem fysisk, men uden oplevelsen bagefter af at et møde har fundet sted. Det er da hihi utilfredsstillende for mig. Jeg er ikke noget geni. Jeg har ingen geniambitioner. Geniordet er en vildfarelse i sproget. Men jeg må sige at jeg foretrækker mennesker der kan sørge over de ting der er at sørge over og blandt andet herigennem finde glæden og lykken. Jeg må sige, at jeg foretrækker folk der sørger frem for folk der er forvirrede og frustrerede. Derfor skal samfundet geare ned. Helt ned. Vi skal give hinanden muligheden for at kunne lide hinanden. Vi skal give kærligheden mulighed for at vinde frem. Jeg er så træt af den måde erhvervslivets forkrøblede sprog vinder insisterende frem i alle sfærer af vores samliv. Selv under hihi vores samlejer. Fremadrettet. Det hedder fremover, med mindre der er tale om at styre et fartøj og det er det de færreste der hihi gør. De er afdæmpede på en hihi syrlig måde. Lad os dog ikke gøre dem til fjender. Se på deres tal. De ryger ganske vist ikke, men de løber rundt på vejene og spreder deres uløselige gåder fremadrettet. Fremover, undskyld. :-)

(Magt er noget totalt taktløst)

David Joelsen

Jeg har set forestillingen, og kan kun betegne den som reelt tørt og kedelig. Og det selv om at jeg foretrækker den eftertænksomme stand-up humor.

Lise Lotte Rahbek

Morten Hjerl-Hansen
Et stilfærdigt men godt gennemprøvet råd:
Når du skriver lange tekster på nettet, så gør dine læsere den tjeneste at dele dem op i mindre bidder og afsnit.
Store blokke med tekst uden mellemrum lider ofte den skæbne ikke at blive læst.