Læsetid: 5 min.

Er identitetspolitik en neutralisering af antiracistiske bevægelser?

Asad Haider forsøger i en ny bog at formulere en strategisk kritik af identitetspolitik, der undgår højrefløjens karikaturer såvel som socialistisk klassereduktionisme. Desværre får han aldrig rigtigt forklaret, hvem han egentlig kritiserer
18. august 2018

En af grundene til, at det er forbandet svært at diskutere ’identitetspolitik’ på en meningsfuld måde, er, at det for det meste er utrolig utydeligt, hvad begrebet egentligt refererer til. Som Mikas Lang for nylig gjorde opmærksom på her i Information den 5. juni, er kritik af ’identitetspolitik’ ofte blot en måde at lukke munden på minoriteter på.

Og som Asad Haider bemærker i sin nye bog Mistaken Identity: Race and Class in the Age of Trump, er kritikerne ofte »hvide mænd, der forbliver lykkeligt ignorante eller ligeglade med andres erfaringer«.

På højrefløjen bruges begrebet til at latterliggøre venstrefløjen som en flok krænkede snowflakes, der – inspireret af amerikansk campusaktivisme og postmoderne teori – opfører sig som sprogpoliti og kræver trigger warnings og safe spaces for at afskærme deres skrøbelige og partikulære identiteter.

Dele af venstrefløjen har mere eller mindre ukritisk overtaget denne karikatur og anklager identitetspolitikken for at splitte de progressive kræfter og forskyde fokus fra den hellige klassekamp – hvorved de ikke blot overser, at det også kræver aktiv identitetsopbygning at mobilisere på klassebasis, men også bidrager til at marginalisere kampe omkring køn, seksualitet og racisme.

Identitetspolitikkens oprindelse

Asad Haider er ph.d.-studerende ved University of California Santa Cruz og redaktør på venstrefløjsmagasinet Viewpoint, og han adskiller sig på flere måder fra den gennemsnitlige kritiker af identitetspolitik: Han er selv en person of color (POC), og hans bog er prydet med ros fra racismeforskeren Paul Gilroy, ’Africana Studies’-forskeren Robin Kelley og Judith Butler, hvis queerteori mange kritikere af identitetspolitik anser for at være en af kilderne til snefnuggenes skøre ideer.

Mistaken Identity adresserer udelukkende spørgsmålet om antiracisme, og forholder sig altså ikke til spørgsmål om køn og seksualitet, der ellers ofte er omdrejningspunktet i diskussioner af identitetspolitik. Haiders grundlæggende anke mod identitetspolitikken er, at den modarbejder antiracistisk aktivisme.

Mistaken Identity - Race and Class in the Age of Trump: Asad Haider.

Saxo
Identitetspolitik er en »individualistisk metode«, i og med at den reducerer politik til et krav om anerkendelse af individets identitet frem for at organisere sig på tværs af identiteter for at bekæmpe repressive sociale strukturer.

Ifølge Haider står nutidens identitetspolitik faktisk i modsætning til den genuint progressive betydning, begrebet oprindeligt havde, da det i 1977 blev introduceret af det amerikanske Combahee River Collective. For dette kollektiv af sorte, lesbiske revolutionære var organiseringen omkring deres identitet udgangspunktet for en kamp mod racismen i kvindebevægelsen, klassereduktionismen i den socialistiske bevægelse og sexismen i den sorte bevægelse.

Formålet med at organisere sig omkring identiteten som sorte, lesbiske revolutionære var ikke at isolere sig, men derimod at opbygge koalitioner og forene kampene mod racisme, heterosexisme og kapitalisme.

Haider går historisk til værks, og store dele af den korte bog handler om racismens og den amerikanske venstrefløjs historie. Ressourcerne for sin kritik af identitetspolitikken finder han primært hos sorte, revolutionære amerikanske tænkere som Malcolm X, Black Panther-grundlæggeren Huey P. Newton, historikeren C.L.R. James, socialisten James Boggs, forfatteren LeRoi James (senere Amiri Baraka), samt den jamaicansk-britiske kulturteoretiker Stuart Hall og hans elev Paul Gilroy.

Campushistorier

Haider er søn af pakistanske migranter, og hans egne oplevelser med racisme i et USA præget af 11. september spiller en vigtig rolle i Mistaken Identity. Det samme gør hans politiske erfaringer fra studenterprotester ved University of California Santa Cruz i 2014. I en kontekst præget af Occupy-bevægelsen og især Black Lives Matter-bevægelsen besatte de studerende en administrationsbygning i protest over en annonceret stigning i studieafgifter.

Ifølge Haider fik de identitetspolitiske kræfter imidlertid spændt ben for projektet. Han beretter om et stormøde, hvor en kritik af de autoritære mødeledere, der alle var POC’ere, resulterede i et falsk rygte om, at besættelsen ikke var sikker for POC’ere.

En gruppe begyndte derfor at organisere sig separatistisk, hvilket ifølge Haider modarbejdede forsøget på at samle bevægelserne mod racistisk politivold og neoliberale studieafgiftsstigninger. I stedet blev de anti-neoliberale kampe gjort til ’hvide’ sager, mens antiracistiske kampe blev forvandlet til noget, der kun skulle kæmpes af POC’ere. Haider opsummerer sine erfaringer sådan her:

»Det begyndte at gå op for mig, hvor stor en fejl det var, når bange, hvide kommentatorer repræsenterede identitetspolitik som en ekstremistisk form for modstand mod status quo. Den her oplevelse viste mig, at identitetspolitik snarere er en integreret del af den dominerende ideologi; den gør modstand umulig.« Haider definerer derfor identitetspolitik som »neutraliseringen af bevægelser imod racial undertrykkelse«.

En kamp mod vejrmøller?

I 1960’erne opstillede sorte pantere som Huey P. Newton en skarp skelnen mellem deres egen revolutionære sorte nationalisme og den ’kulturelle nationalisme’, som organisationer som Nation of Islam og US Organization forsvarede. Ved at betone afrikansk identitet og kulturel enhed udviskede sidstnævnte ifølge Newton de politiske uenigheder og klasseforskelle, der eksisterede blandt sorte. En lignende kritik formulerede Malcolm X ved flere lejligheder i det sidste år af sit liv, inden han i 1965 blev dræbt af tre medlemmer af Nation of Islam, som han havde forladt året før.

For Haider var den kulturelle nationalisme en forgænger for nutidens identitetspolitik, og i dag skal vi således tage arven op fra panterne og deres insisteren på enheden af antiracisme og antikapitalisme.

Den historiske udvikling har imidlertid betydet, at den sorte nationalisme som sådan har mistet det revolutionære potentiale, den engang besad. Den kapitalistiske stat viste sig nemlig at være i stand til at »absorbere den nationalistiske udfordring« ved gradvist at inkorporere en sort elite i den eksisterende magtstruktur – og det har ændret betingelserne for kampen.

Som Haider citerer forskeren Keeanga-Yamahtta Taylor for at skrive med reference til Black Lives Matter-protesterne i Baltimore i 2014: »Når en sort borgmester, der regerer en stort set sort by, assisterer mobiliseringen af en militærenhed ledet af en sort kvinde for at undertrykke et sort oprør, så befinder vi os i en ny periode i den sorte frihedskamp.«

I denne kontekst har den sorte nationalisme med dens betoning af racial unity forvandlet sig til en ideologi, der snarere end at udfordre magten legitimerer en sorte elite ved at tilsløre klasseforskelle.

Mistaken Identity er velskrevet, og Haiders nedslag i racismens og antiracismens historie er spændende, men den begår en afgørende fejl, der er typisk for kritikker af identitetspolitik: Den er utroligt upræcis omkring, hvem der egentlig kritiseres, og hvor indflydelsesrige de er.

Universitetsprotesterne ved UC Santa Cruz er næsten bogens eneste konkrete eksempel på identitetspolitik i bogen. Haider går stort set ikke i rette med specifikke bevægelser, organisationer, tekster eller personer, og derfor forbliver hans kritik ikke blot særdeles abstrakt; det bliver også svært at vurdere, om det i virkeligheden er en stråmand, der nedsables.

Den store mængde af stråmænd, enkeltstående anekdoter, grundløse generaliseringer og begrebslig forvirring, der omgærder diskussionerne om identitetspolitik, gør det ekstra vigtigt at være præcis på dette punkt – for ellers ender man alt for nemt med at overtage reaktionære karikaturer.

Asad Haider: ’Mistaken Identity – Race and Class in the Age of Trump’. 144 sider 10,99 pund. Verso Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu