Læsetid: 3 min.

Læst udefra: En historie om forspildte muligheder

For 100 år siden gjorde den tyske arbejderklasse oprør og satte en stopper for både Første Verdenskrig og det tyske kejserrige. Og som en ny bog fortæller, kunne resultaterne have været endnu større, hvis ikke manglende lederskab og socialdemokratisk voldsparathed var kommet i vejen
25. august 2018

Den tyske revolution – eller Novemberrevolutionen, som den også kaldes – reduceres ofte til en kortvarig sekvens af social uro i et kejserrige, der var ved at kollapse og forvandle sig til Weimarrepublikken. Men som historikeren William A. Pelz beretter om i A People’s History of the German Revolution, var kejserens fald og krigens afslutning et resultat af massive, folkelige og ambitiøse protester.

Forestillingen om en krigsbegejstret tysk befolkning er ifølge Pelz en myte. I intet andet land var protesterne mod krigen mere omfattende end i Tyskland. Trods denne modvilje mod krigen begik det tyske socialdemokrati, SPD, i 1914 det, mange anser for at være det socialdemokratiske urforræderi: Partiets rigsdagsmedlemmer stemte for bevillingerne til krigen.

Over flere årtier havde SPD opbygget en stærk bevægelse, der bestod af et mylder af foreninger og institutioner. SPD var en decideret ’livsform’, som Pelz udtrykker det. Støtten til krigen splittede imidlertid partiet, og i 1917 brød krigsmodstanderne ud og dannede Det uafhængige Socialdemokrati (USPD), der i begyndelsen også omfattede det berømte Spartakusforbund, ledet af blandt andre Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.

Modstanden mod krigen og kejseren bredte sig, og inspirerende vinde blæste fra Rusland, hvor revolutionen var i fuld sving. Da en admiral og en række højtstående officerer i begyndelsen af november 1918 planlagde en selvmorderisk offensiv mod den britiske flåde, begik matroserne i Kiel mytteri og oprettede revolutionens første soldaterråd. Regeringen sendte tropper for at nedkæmpe dem, men i stedet sluttede soldaterne sig til de rebelske matroser. Revolutionen var i gang. Soldater- og arbejderråd skød op over hele Tyskland, kejser Wilhelm II abdicerede og flygtede, og en republik blev udråbt.

William A. Pelz: ’A People’s History of the German Revolution.

Socialdemokraten Friedrich Ebert allierede sig med det statsapparat, der trods oprøret og kejserens afgang i høj grad var forblevet intakt, og blev udnævnt til kansler. Under hans ledelse dannede SPD og USPD en provisorisk regering, og socialdemokraterne gik straks i gang med at nedkæmpe revolutionen og genoprette orden.

Nederlagene

Omkring juletid pudsede Ebert hæren på nogle oprørske matroser, og USPD forlod regeringen i protest. Politichefen i Berlin, der var USPD’er, blev i januar 1919 fyret, hvilket fik de revolutionære kræfter, inklusive det nyligt dannede kommunistparti, til at indkalde til demonstration i Berlin.

Til deres overraskelse dukkede flere hundredetusinder af mennesker op og afventede tålmodigt anvisninger fra lederne. Sidstnævnte var imidlertid blevet overrumplet af den massive mobilisering og formåede ikke at udnytte det, der ifølge Pelz var en reel mulighed for at vælte den socialdemokratiske regering.

SPD nedkæmpede brutalt oprøret, blandt andet ved at engagere de protonazistiske frikorps, der myrdede løs og henrettede flere ledende skikkelser, heriblandt Liebknecht og Luxemburg. SPD havde integreret sig selv i den eksisterende magtstruktur, og brugte den uden at blinke til at nedkæmpe det oprør, der havde bragt dem til magten. Venstrefløjen var uforberedt på socialdemokraternes nådesløse voldsparathed, hvilket ifølge Pelz var en af årsagerne til deres nederlag.

I 1920 åbnede der sig igen en mulighed, da en gruppe nationalister forsøgte at kuppe sig til magten. Regeringen stak halen mellem benene, men kupmagerne blev lynhurtigt paralyseret af massive strejker og demonstrationer. De store gadeprotester og det svækkede SPD var en unik mulighed, der imidlertid ikke blev udnyttet, idet USPD afviste at samarbejde med SPD.

Pelz understreger, at revolutionen trods de forspildte muligheder ikke var et entydigt nederlag. Resultatet blev Weimarrepublikken, der havde den mest demokratiske forfatning i verden. Krigen var slut, kejseren væltet, og kvinderne fik stemmeret – alt sammen et resultat af folkelige protester.

Pelz er især optaget af at genindskrive kvinderne i revolutionens historie. Fra 1906 til 1918 steg andelen af kvindelige medlemmer i SPD fra 1,7 til 28,3 procent. På alle niveauer var de en essentiel del af kampen mod krigen og for revolutionen, og samtidigt bekæmpede de højrefløjens misogyne propaganda og den udbredte sexisme i arbejderklassen.

Det er svært ikke at få helt ondt i maven af ærgrelse, når man læser A People’s History of the German Revolution. Tænk, hvis det var lykkedes at føre revolutionen til ende og skabe et socialistisk Tyskland. Ville det have forhindret Sovjetunionens autoritære udvikling (»Uden Tyskland er vi fortabt,« sagde Lenin i 1918)? Ville det have blokeret for nazismen? Ville det have eskaleret revolutionære bevægelser i andre lande? Perspektiverne er svimlende.

William A. Pelz: ’A People’s History of the German Revolution’. 208 sider, 16,99 pund. Pluto Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Curt Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Curt Sørensen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Achim K. Holzmüller

Tilstande i Tysklands SPD 1919 ligner noget af samme, danske Socialdemokrati i 2018 står i: SPD havde integreret sig i og med en partistruktur, der havde helt andre hensigter og ideologier; SPD forrådte deres egne rødder. Den tyske skæbne kender vi, Weimaerrepublikken, etc.
Danske S flirten med DF minder om de historiske tilstande, dog næppe med så vandvittige konsekvenser, men nok til, det kan medføre betydelige disruption landet.

Lyder som en interessant bog, der værd at stifte bekendtskab med.
Tjekkede lige forfatteren, han døde desværre i december. Godt han nåede at få bogen ud.