Læsetid: 6 min.

Ny Nietzsche-bog: Har vi slet ikke opdaget, at Gud er død?

’Vi frygtløse’, den femte og sidste bog af Nietzsches værk om ’Den muntre videnskab er nu omsider oversat til dansk. Al Nietzsches snak om Guds død tjener altid som en anledning til at tage fat i det, der virkelig interesserer ham: måden, hvorpå Gud ikke er død
Nietzsche er evigt spaltet mellem menneskets behov for at forklare sig selv med argumenter. Det er på den ene side noget helt naturligt. På den anden side er det et svaghedstegn.

Nietzsche er evigt spaltet mellem menneskets behov for at forklare sig selv med argumenter. Det er på den ene side noget helt naturligt. På den anden side er det et svaghedstegn.

Ritzau Scanpix

1. september 2018

En klædelig ting ved Friedrich Nietzsches filosofi er, at han ofte underløber sig selv og de pointer, han kæmper allerhårdest for. Nietzsche er bredt kendt som moralkritiker, som storhader af kristendommen og som spotter af al forlorenhed. Derfor kan det overraske, når Nietzsche fremhæver, at moral nok ikke er til at undvære.

Måske det er med moral som med tøj. Vi ville føle os underligt utilpasse, hvis ikke vi havde noget på. Som Nietzsche påstår, så er »det nøgne menneske i almindelighed et skammeligt syn«. Han inviterer os til at forestille os: »Sæt at det gladeste middagsselskab pludselig fandt sig blottet og afklædt af en lumsk troldmand, så tror jeg, at ikke blot glæden ville være væk og den gode appetit spoleret.«

Vi har brug for »anstandsbegreber«, sukker Nietzsche, »hele dette velmente skjul af vore handlinger under begreberne pligt, dyd, samfundssind, agtværdighed, og selvfornægtelse«.

Forfærdelige og tæmmede dyr

Nietzsches overvejelser om tøj og moral findes i det lille værk Vi frygtløse. I 1887 genudgav han værket Den muntre videnskab, udgivet fem år tidligere, og i den anledning udbyggede han teksten med et ekstra kapitel. Det lille ekstra kapitel er oversat til dansk af Niels Henningsen, der med tiden har oversat store dele af Nietzsches forfatterskab. Han har skrevet gode noter til den altid besværlige og egensindige Nietzsche og leveret et vidende forord. Alt er som det skal være.

Titlen Vi frygtløse træffer et stort tema i Nietzsches filosofi. Mennesket er det væsen, der hele tiden veksler mellem trangen til ikke at stå alene med sig selv og sine beslutninger og så det diametralt modsatte behov for at træffe beslutninger, der er ens egne, og dermed overvinde sig selv.

Parallelt med vanskelighederne med at blive et selvstændigt menneske står slagsmålet om, hvorvidt mennesket i grunden er præget af styrke eller svaghed. Enten er vi et forfærdeligt dyr, som har brug for regler for ikke at rive hovederne af hinanden. Eller også er mennesket et tæmmet dyr, der ikke kan foretage sig noget, eller overhovedet er noget, uden de forklædninger, vi gør brug af.

Det er en af grundene til, at Nietzsche så ofte forvirrer. Han er evigt spaltet mellem menneskets behov for at forklare sig selv med argumenter. Det er på den ene side noget helt naturligt. På den anden side er det et svaghedstegn. Som han siger, så er det »ikke rovdyrets frygtelighed, der har brug for en moralsk forklædning, men derimod flokdyret med dets indgroede middelmådighed, angst og kedsomhed med sig selv«.

Guds ikkedød

Vi frygtløse åbner med at tackle det ene spørgsmål, som Nietzsche er blevet ikke bare berømt, men megaberømt for: Guds død.

Her er han mere kontant end ellers og konstaterer, at Gud er død. Det synes jeg faktisk ikke ligner ham. Ofte er det en bestemt litterær figur, der introducerer tanken, som så afvises eller misforstås af omverdenen. Det er, som om vi ikke har opdaget, at Gud er død. Som om alting fortsætter i samme rille, på trods af at hele pickuppen er væk. Måske kan vi ikke opdage det?

Pointen er, at »også vi erkendende af i dag, vi gudløse og antimetafysikere, stadig også henter vor ild fra den brand, som en tusind år gammel tro har antændt«. Al Nietzsches snak om Guds død tjener altid som en anledning til at tage fat i det der virkelig interesserer ham: måden, hvorpå Gud ikke er død.

Gud er muligvis død, idet de færreste af os forklarer vores gøren og laden ud fra hellige tekster eller ved at referere til oversanselige verdner. Men alle – og Nietzsche mener alle – refererer til sig selv og andre ud fra noget, der kan ligne. Vi mere prosaiske væsner af i dag ville måske foretrække at tale om begrundelsessammenhænge, der lever af en privilegeret reference. Er det en god idé at forblive tro mod den eneste ene? Hvorfor tog jeg egentlig det her sabbatår? Det burde man kunne begrunde. Og hvad er så din begrundelse for den adfærd, du påtænker eller har lagt bag dig? Har du gode grunde?

Her er Nietzsche ond ved vores forsøg på at se frygtløse ud uden at være det. Det er fristende at mønstre »teatralske lidenskaber«, hvad han kalder for »svaghedens instinkt«, det ikke at kunne stå ved en beslutning, en overbevisning eller sin plads i verden uden at gøre »maskerader ud af en følelse af svaghed«. Nietzsche tænker bl.a. på vulgærnationalisme, det udbredte »fædrelanderi«, men også vores generelle underdanighed: Hvor kan jeg få lov, hvad er mit holdepunkt, hvem leverer rygrad og rygdækning.

Frygt dig selv

At stå i en situation hvor man af den ene eller anden grund afkræver andre mennesker forklaringer på deres adfærd, eller modsat, befinder sig i en situation hvor man mener sig i stand eller berettiget til at gøre det ene eller det andet, fordi man opfatter det som en begrundet eller forklaret adfærd – det er at gentage det store metafysiske cirkus, hvor en fremmed instans har givet os lov til at gøre, hvad vi gør. Nietzsches mistanke om hele vores moderne kultur er, at vi lever vores liv i frygt, i en begrundelsesfrygt. Deraf Vi frygtløse. Bogen igennem flirter Nietzsche med et forestillet, kommende fællesskab af ligesindede, som indtil videre kun tæller Nietzsche selv.

Bevidstheden er derfor problematisk, for nu at være lidt mere diplomatisk end Nietzsche. Den er djævleblændet introspektion og selvovervågning, en forfinet måde at plage sig selv på, for at forsikre sig om, at man er et selv, er konsistent, hænger sammen. Som Nietzsche medgiver, så har vi brug for ’bevidsthed’, altså for selv at ’vide’, hvad det mangler at ’vide’, hvordan det er til mode, at ’vide’, hvad det ’tænker’. Vi har brug for at kende os selv, men lærer derved også at frygte os selv.

Nietzsche beskriver her en bevidsthedstilstand, som alle kender: Gør jeg nu det rigtige? Guds bizarre ikkedød afslører sig ved, at sådan et spørgsmål altid er henvendt mod nogen. I bedste fald sig selv, men nok aldrig kun sig selv. Det er, som om nogen lytter med, eller at der er brug for nogen, der kan validere et svar: ’Ja, det er det rigtige at gøre’, eller, ’du er god nok’.

Nietzsche har på mange måder intet interessant at sige om religion. Til gengæld har han meget at sige om glidningen væk fra etableret religion mod mere svækkede trossammenhænge – sammenhænge, hvor vi ikke uden videre ved, hvad vi skal eller må, og derfor godt kunne bruge noget støtte.

Jeg taler ofte med unge, der står for at skulle foretage et uddannelsesvalg, og de er fyldt til randen af denne mellemposition, hvor alt er et spørgsmål om egen frygtløshed, og om man nu gør det rette. Er Gud virkelig død, når man står i et permanent begrundelsesunderskud?

Den grufulde frygtløshed

Der tales gerne om en motivationskrise for unge. Hvorfra skal de få energien og viljen til at gøre, hvad de vil? Hvordan skal vi give dem den? Måske man burde afsikre sin Browning – som Goebbels foreslog, når han hørte ordet kultur – når man hører om nogen, der gerne vil uddele motivation.

Nietzsche er som regel skeptisk grænsende til det rasende, når nogen vil dele gratis gaver ud. Det er dette livs trojanske heste. Som han påpeger i Vi frygtløse, så er formålet med »nogen at henvise til […] at give dette liv en interpretation, der gør, at det synes oplyst af den højeste værdi, så at det fra nu af bliver til et gode, som man kæmper for og undertiden giver sit liv for«. Det er, som om ingen og alle håber, at de unge ville få det sådan med deres uddannelsesvalg, de midaldrende med deres arbejdsplads og de ældre med deres helbred.

Det er hele denne store kabale af begrundelsesinstanser, gode og dårlige grunde og den evige tilstand af begrundelsesunderskud, der er den sande misere, og som Nietzsche ønsker at afsløre som hverdagsmetafysik.

Forstår man denne metafysik, forstår man også, hvor aldeles sjældent det er at møde et frygtløst menneske. Og hvor grufuldt det ville være.

Friedrich Nietzsche: ’Vi frygtløse’. På dansk ved Niels Henningsen. 146 sider. 200 kroner. Forlaget Mindspace

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu