Læsetid: 5 min.

OECD i rollen som skolemester

Uden viden, færdigheder, karakterdannelse og metalæring så bliver du det 21. århundredes taber. Det slår et internationalt forskningscenter fast i et uddannelsespolitisk rammeværk, der læses og studeres med interesse i ind- og udland i disse år. Men er anbefalingerne overhovedet ønskværdige og, og bliver de nogensinde til virkelighed?
1. september 2018

Det er hævet over enhver tvivl, at kravene til elever og studerende og dermed til uddannelsessystemet både eskalerer og ændrer sig radikalt i disse år. Det skyldes ikke mindst, at det såkaldte videnssamfund er meget interesseret i at forme fremtidens borgere til at blive konkurrencedygtig arbejdskraft.

Lige så sikkert er det også, at aktørerne og uddannelsesteoretikerne strides på alle niveauer, og at der kæmpes intense uddannelsespolitiske kampe i det politiske liv, på uddannelsesstederne og i offentligheden.

Jeg sidder med en dansk oversættelse af et ambitiøst værk i hænderne, skrevet af tre uddannelsesforskere: Charles Fadel, Maya Bialik og Bernie Trilling fra et internationalt konsortium kaldet Center for Curriculum Redesign (CCR). De er bestemt ikke bange for at bruge store ord. CCR »søger at udvide menneskehedens potentiale og forbedre kollektiv velstand ved at redesigne uddannelsesstandarderne i det 12-årige skoleforløb for det 21. århundrede«.

Det strategiske rammeværk, der har fået en meget lidt mundret titel: Firedimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede, tilbyder verdens beslutningstagere et grundlag, der kommer til at tegne OECD’s Education-2030-program.

Der asfalteres, mens der køres, for hele dette program er såmænd under tilblivelse i disse år. Konsortiet leverer eksplicit »en støtte til regeringer, der ønsker at gennemføre læreplansreformer, der opdaterer deres skolesystemer konceptuelt, organisatorisk og indholdsmæssigt i forhold til det 21. århundredes kompetencekrav«. Med andre ord er der tale om et ’policy-dokument’, der ønsker at foregribe og forme fremtidens uddannelsesmæssige virkelighed. Det er således ikke uden grund, at ordet ’policyer ved at glide ind i det danske hverdagssprog. Det samme skete i øvrigt for ordet diskurs for nogle år siden.

Fire dimensioner

Fremtidens »tilpasningsdygtige og forandringsparate« elever skal mestre fire forskellige dimensioner og dermed tilegne sig kompetencer, der indbefatter viden, færdigheder, karakterdannelse og metalæring.

Da vidensmængden er eksploderet og fortsat udvikler sig eksponentielt, er det umuligt at lære og evt. på kommando at skulle kunne reproducere alle fags indhold. I stedet skal der fokuseres på fagenes nøgleproblemer og på relevante temaer, der går på tværs af fagene, såsom teknologi og engineering, biotek, medier, sociale systemer, personlig økonomi og personligt velbefindende (fysisk og mentalt).

I ganske særlig grad fokuseres policy-magerne på færdigheder, dvs. hvordan vi bruger det, vi ved. Her tales anvendt viden, kreativitet, kritisk tænkning, kommunikation, leg og kollaboration (samarbejde) kraftigt op. Eleverne skal tilskyndes til at eksperimentere og lære ikke være bange for at fejle.

For det tredje må karakteregenskaberne udvikles, så elevernes »personlige kvaliteter, værdier og kapacitet til at træffe kloge valg både for sig selv og samfundet« styrkes, som professor Jens Rasmussen skriver i sit forord til den danske udgave.

Bogen taler seks essentielle entydigt positive karakteregenskaber og idealer frem, der kan støtte elevernes livslange læring og gøre deres liv succesfuldt og bæredygtigt: mindfulness, nysgerrighed, mod, resiliens, etik og lederskab (bl.a. selvledelse). Der slås på tromme for en relationel, kollektivistisk og ikkeautoritær tilgang til beslutningstagning. Den ensomme helts tid er forbi, skriver trekløveret.

Metalæring – og metakognition – udgør den fjerde og altsammenbindende dimension, dvs. processen, hvor man tænker over tænkning og bl.a. lærer at reflektere over læringsmål, strategier og resultater. Her tales dynamiske tankeformer og en intelligens, der også formår at trække på ikkeverbaliseret viden og frisætte positive feedbacksløjfer, frem. Der tales her om kærlighed til læring, selvstyret læring og om »at lære at lære«.

En prolog og et tilløb til kritik

Bogen emmer af magtfulde, stærke og ofte meget idealistiske forestillinger om, hvad der er vigtigt at lære, når uddannelse tilsyneladende ikke længere handler »om at lære mennesker noget« bestemt eller at give dem »indholdsviden«.

Bogen er udstyret med en prolog, skrevet af Andreas Schleicher, der ikke er en hr. hvem som helst, men direktør for Educations and Skills, i regi af Organization for Economic Co-operation and Development (OECD) og chefen for de internationale PISA-test. Han slår hovedet på sømmet med sin karakteristik af bogens centrale anliggende:

»Enkelt sagt belønner verden ikke længere mennesker for det, de ved – søgemaskiner ved alt – men for det, de kan gøre med det, de ved, for den måde, de opfører sig på i verden, og for deres evne til at tilpasse sig.«

Men spørgsmålet er, om han har ret. Søgemaskiner véd ret beset ingen verdens ting. De giver adgang til læssevis af information; men at vide noget drejer sig om at forstå, fortolke, historisere og kontekstualisere, og det kan kun mennesker. F.eks. er det kun kritisk tænkende mennesker, der ved, at læringsbegrebet, der engang for ca. 35-50 år siden var et ædelt modstandsbegreb, er blevet transformeret til et hæsligt og substansløst styringsbegreb.

Derfor er det helt forkert at betydningsnedskrive den såkaldte vidensdimension til fordel for nogle mere eller mindre vidtløftige og luftige nøgleproblemer og relevansfortællinger. I øvrigt belønnes både elever, studerende, undervisere og forskere stadigvæk for det, de ved og ikke mindst for det, de kommer til at vide, men endnu ikke ved. Heldigvis, vil jeg ile med at tilføje. Schleicher er helt og aldeles på vildspor. Jeg tør næsten ikke skrive det; men hvorfor mon han har en interesse i at tale imod bedre vidende?

Dertil kommer, at et kritisk og selvstændigt menneske absolut ikke bliver mere vidende eller metalærende ved at tilpasse sig de forhåndenværende magtforhold og lære at bjæffe servilt inden for givne tankerammer.

Tanker i et vakuum

CCR’s og OECD’s fremmeste strateger synes at skrive sig ind i et friktionsløst vakuum. At kapitalismen i robotternes, algoritmernes og den kunstige intelligens’ tidsalder er ved at overflødiggøre en meget stor del af den menneskelige arbejdskraft, tænkes der ikke nærmere over. Ej heller over at fremtidens elever, inkarnerende de mest smagfulde, højpolerede og -profilerede versioner af de fire egenskaber og kompetencer, kun får job, hvis det kan betale sig at udbytte dem.

At PISA-testhysteriet og -chokkene igennem de sidste 18 år har fået en række regeringer til at overstyre uddannelsessektoren og opstille forpligtende (in casu: tvingende) trinmål, faste nationale læringsmål og fikserede læringsstandarder, der på mange måder peger i en helt anden retning end det, der nu foreslås, tænkes der heller ikke højlydt over. Mystisk …

Policy-skribenterne beskæftiger sig desværre – faktisk overhovedet – ikke med det, som man kan kalde for realiseringsbetingelserne for deres ideelle fordringer og idealistiske forhåbninger. I deres verden er investorerne og ledelseslagene åbne over for at afgive magt, nedbryde hierarkier og at lege på en antiautoritær facon. Her er der ingen protektionisme, skrøbelige og anmassende økonomiske bobler, finanskrise, handelskrig, skævvridende økonomisk og strukturel ulighed, benhård ressourcekamp, klimatiske ubalancer, nationale grænser og særtræk, udelukkede eller ’overflødiggjorte’ mennesker (indvandrere, flygtninge, asylsøgere …) – ingen Trump eller Putin og ingen forsøg på at nationalkonservere curriculum i Indien, Polen, Ungarn ... og Danmark.

PS: Dertil kommer, at der er alt for mange uklædelige fejl i den danske version. Fejlagtigt gentages en tabel, og den udstyres med en forkert undertekst; fire figurer trykkes med små og gnidrede typer, så de næsten ikke kan læses; et detaljeret, farvet søjlediagram fremstår farveløst og dermed komplet uforståeligt – og hele to gange bliver ’refererer’ til ’referer’.

Charles Fadel, Maya Bialik og Bernie Trilling: ’Firedimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede.’ Prolog af Andreas Schleicher, OECD. Dansk forord af Jens Rasmussen, DPU. Oversat af Søren Søgaard. 164 sider. 287,50 kr. Forlaget Dafolo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Birgitte Bagger
Birgitte Bagger anbefalede denne artikel

Kommentarer