Formelt har Det Tredje Rige – og dermed det forudgående Tyske Rige fra 1871 – aldrig kapituleret. Derfor er grænserne fra Hitlertyskland anno 1937 stadig gældende. Derfor styres Tyskland uden en gyldig grundlov i praksis af USA. Og derfor er Tyskland i virkeligheden et ’selskab med begrænset ansvar’ med hovedsæde i Frankfurt, hvor alle tyske borgere blot er ansatte uden egentlige borgerrettigheder.
På grund af løgnepressen, den globale finanselite eller endda de særlige stoffer i vacciner mod børnesygdomme, som sløver menneskets politiske energi, er den almene tysker ikke i stand til at se dette omfattende folkebedrag.
I en række forskellige variationer og absurditetsgrader udgør disse skurrile teorier kernen i de tyske ’rigsborgeres’ ideologi og forsøg på at retfærdiggøre, at de er i deres gode ret til at drive et parallelsamfund med egne pas, penge, sygeforsikringer og sunde borgerlige tilstande. Og til at ignorere selvangivelser, fartbøder og officielle skrivelser.
Indtil for to år siden kendte de færreste tyskere til disse rigsborgere, og de, som havde hørt om dem, anså det overvejende som harmløs politisk satire. Det ændrede sig med et slag efter en razzia i Georgsmünden i Franken i oktober 2016. Her skød og dræbte rigsborgeren Wolfgang P. en politimand og sårede yderligere tre betjente, mens razziaen åbenbarede et omfattende våbenarsenal.
Muslimer, medier, jøder, finanseliten ...
Den følgende opmærksomhed har givet rigsborgerne så kraftig medvind, at den tyske efterretningstjeneste nu regner med en tilvækst i rigsborgere fra ca. 10.000 til ca. 16.500 alene i 2017 – et tal, der skal tages med det store forbehold, at der er tale om en meget heterogen gruppe, som ikke nødvendigvis deler andet end at afvise staten Tyskland.
Rigsborgernes øgede omfang er ikke den eneste grund til at give sig i kast med bogen Rejsen til riget, af Tobias Ginsburg, som har tilbragt mere end et halvt år undercover blandt rigsborgere. Også den vaklende logik i deres konspiratoriske fantasiverden er rasende interessant. I en blanding af reportager og faglige vurderinger viser Ginsburg et miljø, hvor der ikke findes tilfældigheder, paradokser eller ukontrollerbare fænomener, men hvor al modstand i livet og samfundet kommer fra mere eller mindre usynlige fjender: muslimer, medier, jøder, finanseliten osv.
På sine rejser rundt til forskellige grupper møder Ginsburg både tidligere journalister, politikere og ledere af hippiekollektiver, der kæmper for at omstyrte selskabet Tyskland til fordel for et »suverænt tysk rige«. Ginsburg følger også den højreradikale tænker Jürgen Elsässer, som »folk kommer til med vrede og mismod og går fra med had og en mission«. Og han beskriver lukningen af det rigsborgerlige ’kongerige’ i Sachsen-Anhalt i 2017, som blev styret af PR- og rigsborgerkongen Peter Fitzek. Det sidste års tid vel at mærke fra Fitzeks plads i fængslet, efter han havde begået underslæb for ca. ti millioner kroner blandt andet med rigsborgernes lokale møntfod Engel-Mark.
Solidarisk skildring
En pointe i reportagerne er, at det er svært at sige, hvor rigsborgernes rige stopper, og hvor den yderste borgerlige tyske højrefløj begynder, ligesom grænserne mellem kritik, konspiration og højreradikal fanatisme er udflydende. Officielt tager partiet Alternative für Deutschland således afstand fra bevægelsen, men selv AfD-lederen Alexander Gauland »leger strategisk med deres koder«, mener Ginsburg. Partiet er heller ikke for fint til at have figurer som Doris von Sayn-Wittgenstein med i folden, selv om hun har været engageret i rigsborgerbevægelsen.
Bevægelsens historiske rødder i efterkrigstiden behandles noget stedmoderligt. Bogens styrke ligger derimod i Ginsburgs ofte ironisk beskrevne, men alligevel oprigtigt nysgerrige møder med de mennesker, der er fascineret af rigsborgerbevægelsen. I disse møder formår Ginsburg at vække sympati for de kranke skæbner, der – ofte via esoteriske grupper – er begyndt at abonnere på rigsborgernes verdensbillede.
Selv om gruppen af rigsborgere er for lille, for udflydende og for udknaldet til at være samfundsomvæltende, fortæller bogen dermed alligevel om en menneskelig trang, der altid kan blive farlig: trangen til at være en del af noget større – også gerne som hævnende offer på et løgnagtigt grundlag.
Tobias Ginsburg: ’Die Reise ins Reich – unter Reichsbürgern.’ 267 sider. 17,95 euro. Das Neue Berlin
Jeg kan spekulere i at tosserne muligvis har vel ret så langt at Tyskland (øst og vest) ikke var selvstændige lande fra maj 1945 og til 12 september 1990 hvor krigen officielt blev afsluttet og landet genforenet 3. oktober samme år. I 4 år fra 1945-49 eksisterede landet kun som besættelseszoner. Belejligt når man lige skal have organiseret historiens største patenttyveri (Operation Paper Clip) at der ikke er en regering eller en retsinstans til at have en mening om det. Tyske firmaer udsat for tyveri kunne måske sende en lille klage til Alliierter Kontrollrat (den eneste suveræne juridiske retsinstans i de fire år) men det ville nok ikke føre til noget.
Reichsbürgerne kommer ingen vegne med deres foretagende men de er for mig en god påmindelse om at befrierne lynhurtigt blev til slyngler og langtidsbesættelsemagter da tyskerne overgav sig. Vi fået skreget ørerne fulde af yndige historier om amerikanernes Marshall-hjælp. Sikke romantisk at amerikanerne hjalp deres tidligere fjender.... eller det vil sige at vesttyskerne jo først fik del i Marshall-hjælpen da de udsultede og arbejdsløse begyndte at vise mere interesse for Onkel Joe i Moskva end for Uncle Sam i Washington.